Martin Sønderby Nielsen

Mera Peak 2003 (kommerciel)
Leder: Martin Sønderby Nielsen
Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa
Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.
Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2002 (kommerciel)
Leder: Martin Sønderby Nielsen
Deltagere: 11 danskere, 1 højdesherpa og 4 sherpaguider

Indmarch fra Lukla via Pangkongma La. Alle på nær en mand på toppen en klar og blæsende novemberdag.

Navne mangler

Langtang Klatreskole 2001 (Seven C's kommerciel)
Leder: Martin Sønderby Nielsen
Deltagere: Marts 2001

Kommerciel gruppe til Yala og Naya Kang Se også Naya Kang 2001

Her artikel fra to deltagere på www.ploeks.dk:

Nepal,
en fantastisk oplevelse

Af Pernille og Janni

Planlægning af turen startede allerede i august måned sidste år. Hvor turen skulle gå hen var
der ingen tvivl om, og at bjergbestigning skulle være et væsentligt element i turen var heller
ikke til diskussion .
Internettet er et glimrende planlægningsværktøj, så det blev brugt en hel del timer foran computeren.
Vi bestilte en masse af brochurer og rejsebeskrivelser, som efterfølgende blev studeret nøje.
En tur skilte sig hurtigt ud fra de andre –Lang Tang Klatreskole- arrangeret af Seven C's, (en del af
Albatroskoncernen)..en bjergbestigningstur for nybegyndere, hvor klatretekniker, anvendelse af stegeisen, isøkser etc. ville blive gennemgået undervejs på turen. Turen varede i alt 25 dage, med ophold i Kathmandu, trekking og bestigning af to bjerge på hhv. 5600 og 5900. Der blev holdt et informations møde inden vi skulle af sted. Her mødte vi de andre deltagere samt guiden. Vi var i alt 8 deltagere, 3 hunkøn og 5 hankøn. Indholdet af turen og den meget omfangsrige udstyrsliste blev gennemgået. Det meste af udstyret kan lejes gennem Seven C's, hvilket er en rigtig god idé, så kan udgifterne holdes nede på et rimeligt niveau.

Den 15 april mødtes vi forventningsfulde i lufthavnen. Vi ankom til Kathmandu den følgende dag, hvor guiden tog i mod os i lufthavnen. Kathmandu er en storby på godt og ondt.
Førstegangsindtrykket er en larmende og møgbeskidt by, som er ganske skrækkelige og bare skal overstås. Men når det værste kulturchok har lagt sig, finder man ud af, at byen er meget spændende. Du kan købe alt til ingen penge, og der er så mange mennesker fra forskellige nationer, at du kan udveksle
oplysninger fra alle dele af verden. Hvis man gider at høre efter de mang "blærerøve", så er der faktisk også mange nyttige oplysninger at få om de forskellige bjerge og bestigningen af dem.
Efter et par dage i Kathmandu kørte vi i bus ud til det sted hvor trekket skulle starte. Turen tog 12 timer, og det var ikke nogen fornøjelsestur, bussen var sindssyg dårlig og vejene var endnu
værre. Det tog ikke modet fra os, og vi nåede da også frem i god behold – men ømme i hele skroget.
Vi sov i telte under hele turen, og var selvforsynede med mad.
Der var 3 sherpaer til at klare der praktiske med at finde vej og lede køkkenhold og bærere. Det er også sherpaerne, som har ansvaret for bestigningerne, de 5 honoreres ekstra hvis
toppene nås. Udover sherpaerne var det et køkkenhold bestående af 3 køkkendrenge og en kok. Vi havde til at starte med 24 bærere. Vi skulle selv bære en dagtursrygsæk, resten tog
bærerne sig af. Mange tror at sherpaer = bærere, dette er en misforståelse. En sherpa er en befolkningsgruppe, som stammer fra Tibet. De har gennemgået en lang uddannelse, og er eksperter i bjergbestigning. Bærerne er typisk løsarbejdere fra forskellige landsbyer i Nepal. Vores 1.sherpa har været på toppen af bl.a. Mt. Everest og 60 andre toppe, så det er en kompetent herre.
På 4. dagen var min mave (Janni) i oprør. Jeg sked og brækkede mig i en uendelighed. Om aftenen fik jeg høj feber (39.5). der blev snakket om helikopter tilbage til Kathmandu, jeg lå i teltet
og overhørte snakken – tårerne kunne ikke holdes tilbage. Skulle jeg stemmes hjem allerede inden turen rigtigt var kommet i gang. Guiden havde heldigvis is i maven, og ville afvente til
om morgenen, medmindre situationen forværredes i løbet af natten. Morgenen oprandt, og jeg fik taget temperatur –36.9. jeg kunne forsætte, lidt slap i koderne, men "skide" være med det. Det var
som at vinde 1 mio. i lotto. 7. dagen blev brugt til at øve teknikker på en klippeskråning, det fandt bærerne temmelig underholdende –de gloede på os, som var vi ikke rigtig kloge. Vi fik lært at sikre og lave standpladser, her kunne Jessen og jeg rigtig blære os, for det har vi jo lært i PLØKS.
På 8. dag nåede vi til Yala Peak basecamp i 4.700 m. kan godt mærkes på kroppen. Maden smager af helvede til, og det er en pine at skulle bevæge sig. Røven blev næsten frosset af når du nødtvunget gik
på toilettet (et lille grønt telt 1x1x2 med et hul gravet i jorden).

Højdesyge kan man ikke gardere sig imod, men det kan anbefales at sikre sig at konditionen er i top
inden afrejse. Nick, en af deltagerne fik højdesyge, han fik Diamox, og kunne p.gr.a. medicinen undgå
at gå ned i lavere højde.
Det var planen at træne klatretekniker på en lavtliggende glecher, men vejret forhindrede os i dette. Vi måtte håbe påopklaring, og at tekniker vi allerede havde lært rakte til. Efter en eftermiddag og nat hvor sneen bare væltede ned og blæste en pelikan, startede vi mod Yala Peak kl. 7.30. vi
skulle være gået kl.3.00, men vejret klarede ikke op før ved 6-tiden. Vi pakkede rygsækkene med klatreudstyr, monterede steigeisen, og med isøksen i hånden var det så af sted. Hold kæft det var hårdt. Hver eneste skridt foregik nærmest i slowmotion, og vi gik endda nede bag ved og kunne drage fordel af at de andre havde lavet spor i sneen.
Den nye sne lå ovenpå is, og solens varme skabte en tung overflade, så risikoen for laviner var overhængende. 200m. fra toppen vurderede sherpaerne og guiden at der var forbundet med for stor risiko at forsætte - fuck - sølle 200 m fra toppen, og så alligevel så fandens langt fra målet.

Vi gik nedtrykte ned igen, og samme dag hele vejen tilbage til Lang Tang landsbyen, som ligger i 3.300 m.
Næste dag var overliggerdag, og det var tiltrængt, benene var noget møre. Solen skinnede og vi kunne hele dagen kigge over på vores næste udfordring Naya Kanga - toppen. Til aftensmaden kom chokket, passet over mod Naya Kanga kunne ikke passeres. Der var to ekspeditioner, som havde forsøgt at komme over, som begge havde måttet vende om p.gr.a. for meget sne. ØV ØV ØV, bliver det ikke snart muligt at kontrollere vejret så den slags ikke sker. Vi havde et fly vi skulle nå i Kathmandu, så vi kunne ikke bare vente på at sneen skulle smelte. Vi måtte gå over et andet og lavere beliggende pas,
og samtidig vinke farvel til bestigningen af Naya Kanga. At vi ikke "toppede" var skide ærgerligt, og et
væsentligt element i turen blev ikke indfriet. Alligevel er vi enige om at det var en helt fantastisk tur, og bjergene ligger der jo stadig i år 2002. Nepal er meget mere end bjergbestigning . der er en unik natur, som bare ikke kan beskrives. Nepaleserne knokler 16 timer om dagen, uden at få ret meget for det. Der er stor fattigdom, og alligevel er det de mest glade og søde mennesker vi nogen sinde har mødt, hvor har vi meget at lære af dette fantastiske folk.

Nepal er også adventursport, der er rig mulighed for klippeklatring, riverrafting, canyoning, safari og meget mere.
Landskabet varierer lige fra jungler til det alpine. Du kan se tigre, aber, elefanter, næsehorn, krokodiller, ørne, gribbe, orkideer, rhododendronrtræer (så store som de største æbletræer) og meget, meget mere. Nepal kan sagtens opleves på egen hånd, dog skal der købes licenser til nationalparkerne og til de enkelte bjerge, man måtte ønske sig at bestige. Licenserne til nationalparkerne kan sagtens afvente ankomsten til Nepal.
Bjerglicenserne bør sikres hjemmefra, og udgiften varierer meget alt efter hvilket bjerg, der skal bestiges. Det kan på det kraftigste anbefales at hyre en sherpa til at være guide på bjergbestigningsture. På de fleste trekkingruter er der mulighed for at spise og overnatte i "thehuse". På bjerget og nogle af passerne, kan overnatning kun foregå i telt, og forplejning skal medbringes. Nepal SKAL opleves mindst én gang. Turen år 2002 vil vi prøve at arrangere selv, så får vi nemlig tid til at vente på
bedre vejr.

Arrangør: Seven C\'s
Langtang Klatreskole 2001 (Seven C's kommerciel)
Leder: Martin Sønderby Nielsen
Deltagere: Marts 2001

Kommerciel gruppe til Yala og Naya Kang
Se også Yala Peak 2001

Her artikel fra to deltagere på www.ploeks.dk:

Nepal,
en fantastisk oplevelse

Af Pernille og Janni

Planlægning af turen startede allerede i august måned sidste år. Hvor turen skulle gå hen var
der ingen tvivl om, og at bjergbestigning skulle være et væsentligt element i turen var heller
ikke til diskussion .
Internettet er et glimrende planlægningsværktøj, så det blev brugt en hel del timer foran computeren.
Vi bestilte en masse af brochurer og rejsebeskrivelser, som efterfølgende blev studeret nøje.
En tur skilte sig hurtigt ud fra de andre –Lang Tang Klatreskole- arrangeret af Seven C's, (en del af
Albatroskoncernen)..en bjergbestigningstur for nybegyndere, hvor klatretekniker, anvendelse af stegeisen, isøkser etc. ville blive gennemgået undervejs på turen. Turen varede i alt 25 dage, med ophold i Kathmandu, trekking og bestigning af to bjerge på hhv. 5600 og 5900. Der blev holdt et informations møde inden vi skulle af sted. Her mødte vi de andre deltagere samt guiden. Vi var i alt 8 deltagere, 3 hunkøn og 5 hankøn. Indholdet af turen og den meget omfangsrige udstyrsliste blev gennemgået. Det meste af udstyret kan lejes gennem Seven C's, hvilket er en rigtig god idé, så kan udgifterne holdes nede på et rimeligt niveau.

Den 15 april mødtes vi forventningsfulde i lufthavnen. Vi ankom til Kathmandu den følgende
dag, hvor guiden tog i mod os i lufthavnen. Kathmandu er en storby på godt og ondt.
Førstegangsindtrykket er en larmende og møgbeskidt by, som er ganske skrækkelige og bare skal overstås. Men når det værste kulturchok har lagt sig, finder man ud af, at byen er meget spændende. Du kan købe alt til ingen penge, og der er så mange mennesker fra forskellige nationer, at du kan udveksle
oplysninger fra alle dele af verden. Hvis man gider at høre efter de mang "blærerøve", så er der
faktisk også mange nyttige oplysninger at få om de forskellige bjerge og bestigningen af dem.
Efter et par dage i Kathmandu kørte vi i bus ud til det sted hvor trekket skulle starte. Turen tog 12
timer, og det var ikke nogen fornøjelsestur, bussen var sindssyg dårlig og vejene var endnu
værre. Det tog ikke modet fra os, og vi nåede da også frem i god behold – men ømme i hele skroget.
Vi sov i telte under hele turen, og var selvforsynede med mad.
Der var 3 sherpaer til at klare der praktiske med at finde vej og lede køkkenhold og bærere.
Det er også sherpaerne, som har ansvaret for bestigningerne, de 5 honoreres ekstra hvis
toppene nås. Udover sherpaerne var det et køkkenhold bestående af 3 køkkendrenge og en
kok. Vi havde til at starte med 24 bærere. Vi skulle selv bære en dagtursrygsæk, resten tog
bærerne sig af. Mange tror at sherpaer = bærere, dette er en misforståelse.
En sherpa er en befolkningsgruppe, som stammer fra Tibet. De har gennemgået en lang uddannelse, og er eksperter i bjergbestigning. Bærerne er typisk løsarbejdere fra forskellige landsbyer i Nepal. Vores 1.sherpa har været på toppen af bl.a. Mt. Everest og 60 andre toppe, så det er en kompetent herre.
På 4. dagen var min mave (Janni) i oprør. Jeg sked og brækkede mig i en uendelighed. Om aftenen
fik jeg høj feber (39.5). der blev snakket om helikopter tilbage til Kathmandu, jeg lå i teltet
og overhørte snakken – tårerne kunne ikke holdes tilbage. Skulle jeg stemmes hjem allerede
inden turen rigtigt var kommet i gang. Guiden havde heldigvis is i maven, og ville afvente til
om morgenen, medmindre situationen forværredes i løbet af natten. Morgenen oprandt, og jeg fik taget
temperatur –36.9. jeg kunne forsætte, lidt slap i koderne, men "skide" være med det. Det var
som at vinde 1 mio. i lotto. 7. dagen blev brugt til at øve teknikker på en klippeskråning, det fandt
bærerne temmelig underholdende –de gloede på os, som var vi ikke rigtig kloge. Vi fik lært at sikre og lave standpladser, her kunne Jessen og jeg rigtig blære os, for det har vi jo lært i PLØKS.
På 8. dag nåede vi til Yala Peak basecamp i 4.700 m. kan godt mærkes på kroppen. Maden smager
af helvede til, og det er en pine at skulle bevæge sig. Røven blev næsten frosset af når du nødtvunget gik
på toilettet (et lille grønt telt 1x1x2 med et hul gravet i jorden).

Højdesyge kan man ikke gardere sig imod, men det kan anbefales at sikre sig at konditionen er i top
inden afrejse. Nick, en af deltagerne fik højdesyge, han fik Diamox, og kunne p.gr.a. medicinen undgå
at gå ned i lavere højde.
Det var planen at træne klatretekniker på en lavtliggende glecher, men vejret forhindrede os i dette. Vi måtte håbe påopklaring, og at tekniker vi allerede havde lært rakte til. Efter en eftermiddag og nat hvor sneen bare væltede ned og blæste en pelikan, startede vi mod Yala Peak kl. 7.30. vi
skulle være gået kl.3.00, men vejret klarede ikke op før ved 6-tiden. Vi pakkede rygsækkene med klatreudstyr, monterede steigeisen, og med isøksen i hånden var det så af sted. Hold kæft det var hårdt. Hver eneste skridt foregik nærmest i slowmotion, og vi gik endda nede bag ved og kunne drage fordel af at de andre havde lavet spor i sneen.
Den nye sne lå ovenpå is, og solens varme skabte en tung overflade, så risikoen for laviner var overhængende. 200m. fra toppen vurderede sherpaerne og guiden at der var forbundet med for stor risiko at forsætte - fuck - sølle 200 m fra toppen, og så alligevel så fandens langt fra målet.

Vi gik nedtrykte ned igen, og samme dag hele vejen tilbage til Lang Tang landsbyen, som ligger i 3.300 m.
Næste dag var overliggerdag, og det var tiltrængt, benene var noget møre. Solen skinnede og vi kunne hele dagen kigge over på vores næste udfordring Naya Kanga - toppen. Til aftensmaden kom chokket, passet over mod Naya Kanga kunne ikke passeres. Der var to ekspeditioner, som havde forsøgt at komme over, som begge havde måttet vende om p.gr.a. for meget sne. ØV ØV ØV, bliver det ikke snart muligt at kontrollere vejret så den slags ikke sker. Vi havde et fly vi skulle nå i Kathmandu, så vi kunne ikke bare vente på at sneen skulle smelte. Vi måtte gå over et andet og lavere beliggende pas,
og samtidig vinke farvel til bestigningen af Naya Kanga. At vi ikke "toppede" var skide ærgerligt, og et
væsentligt element i turen blev ikke indfriet. Alligevel er vi enige om at det var en helt fantastisk tur, og bjergene ligger der jo stadig i år 2002. Nepal er meget mere end bjergbestigning . der er en unik natur, som bare ikke kan beskrives. Nepaleserne knokler 16 timer om dagen, uden at få ret meget for det. Der er stor fattigdom, og alligevel er det de mest glade og søde mennesker vi nogen sinde har mødt, hvor har vi meget at lære af dette fantastiske folk.

Nepal er også adventursport, der er rig mulighed for klippeklatring, riverrafting, canyoning, safari og meget mere.
Landskabet varierer lige fra jungler til det alpine. Du kan se tigre, aber, elefanter, næsehorn, krokodiller, ørne, gribbe, orkideer, rhododendronrtræer (så store som de største æbletræer) og meget, meget mere. Nepal kan sagtens opleves på egen hånd, dog skal der købes licenser til nationalparkerne og til de enkelte bjerge, man måtte ønske sig at bestige. Licenserne til nationalparkerne kan sagtens afvente ankomsten til Nepal.
Bjerglicenserne bør sikres hjemmefra, og udgiften varierer meget alt efter hvilket bjerg, der skal bestiges. Det kan på det kraftigste anbefales at hyre en sherpa til at være guide på bjergbestigningsture. På de fleste trekkingruter er der mulighed for at spise og overnatte i "thehuse". På bjerget og nogle af passerne, kan overnatning kun foregå i telt, og forplejning skal medbringes. Nepal SKAL opleves mindst én gang. Turen år 2002 vil vi prøve at arrangere selv, så får vi nemlig tid til at vente på
bedre vejr.

Masherbrum II 2001
Leder: ?
Deltagere: 10 personer, der i blandt danske Martin Sønderby Nielsen og Christian Als

Nåede 6250m den 23.08.2001

Ikke flere oplysninger

Parcharmo 2000
Leder: Martin Sønderby Nielsen

Under trek i Nepal efteråret (november) 2000 bestiger MSN m.fl. Parcharmo

Leder: Martin Sønderby Nielsen
Arrangør: Seven C\'s
Dhaulagiri Trek / Dhampus Peak 2000
Leder: Martin Sønderby Nielsen (Kommerciel exp, Seven C’s)

Deltagere: Heinz Floto, Jacob Blomgren og Finn Winther Hansen

Under trekkingtur rundt om Dhaulagiri bestiger MSN, JB, FWH Dhampus Peak ad normalvejen fra Dhampus passet.

Leder: Jamie McGuinniess
Cho Oyu Expedition 2000
Leder: Martin Sønderby Nielsen (på tilladelse med Jamie McGuinniess)
Aleneforsøg, selvhjulpen uden bærere.

Vejret på den anden danske Cho Oyu ekspdition var skiftende godt og skidt. Forholdende snemæssigt var rigtig gode den først uge på bjerget, men blev dårligere efterhånden som sæsonen gik på hæld.
MNS var generelt godt gående på ekspeditionen og fint akklimatiseret efter Noshaq forsøget samme sommer. L1 og L2 blev hurtigt etableret. Efter 2 nætter i L2 ville MNS gå til L3, men på vejen i 7.300 m blev højre fod usædvanlig kold og følelsen spredte sig til hele underbenet. Så kort før L3 vendte MNS om mod L1. På vejen ned i 6.750 m, forsøgte han at få varme i benet (der var 25° og brændende sol). Her kom Henry Todd forbi, som adviserede MNS til hurtigst muligt at søge til ABC. Her konstaterede en tysk læge en blodansamling i benet. Efter en tur til L2 for at hente al udstyr ned, var diagnosen klar: samme symptomer, hvorpå ekspeditionen princippet var slut.
(email 27/9/00)

Leder: Jamie McGuinness
Arrangør: Jamie McGuinness
Noshaq 2000
Leder Martin Sønderby Nielsen & Jamie McGuinness (NZ)
Deltagere: Karl Farkas (UK), Sam Palsmeier (US) og Murray McPherson (CAN)

Nok første seriøse forsøg på Noshaq siden 1978.

Selvhjulpen over bc. Noshaq ekspedition fra midt juni 2000 fra Pakistan. Ekspeditionen gik godt selvom den bedste klatrer KF fik slem lungebetændelse og forlod exp. kort efter start.
Fra camp II i 6400 kom de op på kammen i 6.540 m, der var yderst spaltet. JM og MNS faldt begge i små spalter undervejs op.
En noget usikker traversere af en temmelig stejl kam, der ledte til en 60-70 grader snerampe, der så for slem ud og lavine farlig gjorde udfaldet, at de vendte om.
 om MSN skriver: ”Måske vil en central line paa bjerget være mulig, men området er enorm crevased, og generalt var vi en måned for set paa den. Vi lærte meget af hele ekspeditionen og kom til Rawalpindi i går (30/7-2000). I dag er debriefing'en overstået og vi har overlevet det pakistanske burokrati, på bedste vis". (mail fra MSN).

Et innovativt bjergforsøg er rart at se fra dansk side.

Artikler:
HM May2000

Web:
http://www.project-himalaya.com/news-00-noshaq.html

Island Peak 1999
Martin Sønderby Nielsen
Bestiger Imja Tse under trek i Khumbu.

Cornice Peak & Karakorum 1999
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen og en canadier.

Under selvhjulpent trek bestiger MSN Cornice Peak fra Snowlake i forbindelse med Biafo-Hispar traverse. Senere på sæsonen besteg holdet to ganske tekniske bjerge, Shani og Twin Peak North i Nalter dalen, Shani ad ny syd rute og Twin Peak North som førstebestigning. De forsøgte sig også på Spantik, men nogle uheldig omstændigheder gjorde de aldrig nåede op.

Se også Spantik, Shani og Twin Peak North 1999

Leder: Jamie McGuiness
Arrangør: Jamie McGuiness
Baruntse 1999
Leder Jamie McGuiness
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen, Sam Palsmeier (US), Gary Joel Shöne (US)

I forbindelse med 65 dages trek ved Kanchenjunga og Makalu var der planlagt en Baruntse ekspedition, der pga. sygdom blev opgivet.
Se også Tenkoma 1999

International Tengkongma ekspedition 1999
Leder: Jamie McGuinnies
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen og Joel Shöne

Under 65 dages trekkingtur i Makalu og Kanchenjunga området besteg MSN Tengkongma ad normalvejen fra Pang Pema. Andre klatreplaner var lagt, men efteråret 1999 bød på usædvanlige dårlige sneforhold.

Se også Langpo 1999

Leder: Jamie McGuinniess
Arrangør: Jamie McGuinniess
International Tengkongma ekspedition 1999 (kommerciel)
Leder: Jamie McGuinniess
Deltagere - blandt andre danske Martin Sønderby Nielsen

Under 65 dages trekkingtur i Makalu og Kanchenjunga området besteg MSN Tengkongma ad normalvejen fra Pang Pema.
Desuden var en bestigning af Lapong planlagt, men efteråret 1999 bød på usædvanlige dårlige sneforhold og holdet måtte opgive tæt på basislejren.

Se også Tenkoma 1999

Workmans Peak 1999
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen, Murray McPherson, Jamie Car og John Shien

MSN og MM bestiger Workman Peak alpint fra Hispar La. Der var voldsomt meget sne på den nederste tredjedel af ruten.

Twin Peak North & Karakorum 1999
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen og en canadier

Intet mindre end en dansk førstebestigning i Karakorum. I sommeren 1999, hvor de MSN var på land Karakorumfærd forsøgte de at bestige Spantik ad normalvejen. Nogle uheldig omstændigheder gjorde de aldrig nåede op.
Under selvhjulpent trek bestiger MSN Cornice Peak fra Snowlake i forbindelse med Biafo-Hispar traverse Senere på sæsonen besteg holdet to ganske tekniske bjerge, Shani og ikke mindst Twin Peak North i Nalter dalen, Shani ad ny syd rute og Twin Peak North som førstebestigning. Ruten gik fra Pakora An (pas) over nem gletcher til foden af Twin Peak North. Graten fulgtes mod toppen 45-50°, dog med 80° passager. En god sommer må man sige.

Se også Cornice Peak Snow Dome, Sentinel, Shani og Spantik 1999

Spantik & Karakorum 1999
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen og en canadier

I sommeren 1999, hvor de MSN var på land Karakorumfærd forsøgte de at bestige Spantik ad normalvejen. Men nogle uheldig omstændigheder gjorde de aldrig nåede op.
Under selvhjulpent trek bestiger MSN Cornice Peak fra Snowlake i forbindelse med Biafo-Hispar traverse Senere på sæsonen besteg holdet to ganske tekniske bjerge, Shani og Twin Peak North i Nalter dalen, Shani ad ny syd rute og Twin Peak North som førstebestigning...

En god sommer må man sige

Se også Cornice Peak, Snow Dome, Sentinel, Shani og Twin Peak North 1999

Karakorum 1999

Martin Sønderby Nielsen bestiger Sentinel under trek i Karakorum
Se også under Shani, Snow Dome og Twin Peaks North

Shani & Karakorum 1999
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen, en Polak og en Canadier

Under selvhjulpent trek bestiger MSN Cornice Peak fra Snowlake i forbindelse med Biafo-Hispar traverse.
Senere på sæsonen besteg holdet to ganske tekniske bjerge, Shani og Twin Peak North i Nalter dalen, Shani ad ny syd rute og Twin Peak North som førstebestigning.
De forsøgte sig også på Spantik, men nogle uheldig omstændigheder gjorde de aldrig nåede op.
En god sommer må man sige.

Se også Cornice Peak, Snow Dome, Sentinel, Spantik og Twin Peak North 1999

Snow Dome 1999
Martin Sønderby Nielsen bestiger Snow Dome under trek i Karakorum

Se også Cornice Peak, Snow Dome, Sentinel, Shani og Twin Peak North 1999

1998
Deltagere: Martin Sønderby Nielsen samt en amerikaner .

Under et meget ambitiøst, 1.100 km - og tre måneder langt trek langt 100% selvhjulpent trek, hvor den indiske Himalaya krydsedes fra Gangotri til Leh (bl.a. gennem den indiske ”Innerline”) besteg MSN Stok Kangri i dyb sne i midten af oktober måned.

Yala Peak 1997/98
Deltagere: Bl.a. danske Martin Sønderby Nielsen med 2 andre

Under 6 uger langt vintertrek, hvor glechere og pas udforskes besteg MSN Yala Peak

Se Naya Kang 1997/98

Naya Kang 1997/98
Deltager: Martin Sønderby Nielsen

Under 6 uger langt vintertrek, hvor gletchere og pas udforskes besteg MSN Naya Kang solo ad normalvejen fra Langtang dalen.