Cho Oyu

Leder: Dani Fuller
Arrangør: SummitClimb

Detaljeret dato: 2014-09-29

Leder: Ivan Braun

Arrangør: Shared permit & logisitik via Snow Horizon

Ivan Braun topper Cho Oyu d. 29. september 2014. Stort tillykke til Ivan med hans første 8.000'er - og sikke en bestigning med et bmeget tydeligt billede hvor Everest og Lhotse ses i baggrunden (dvs. hovedtoppen på Cho Oyu). Tillykke!

Detaljeret dato: 2014-09-27

Arrangør: Arun Trek & Expedition

Bo Belvedere Christensen bestiger Cho Oyu som den første i sæsonen på Arun Treks Cho Oyu ekspedition d. 27. september 2014 og tangerer dermed den hidtige danske 8.000meter rekord på tre toppe, sammen med Michael Knakkergaard, Søren Gudmann og Mads Granlien

Niels Thomsen har tilladelse på Cho Oyu.
Detaljer kendes ikke

Detaljeret dato: 2011-10-01

Nåede 7401m inden jeg af sikkerhedsmæssige årsager vendte om

Detaljeret dato: 2011-09-28
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: Himalayan Ascent
Et stærkt hold med 7 deltagere fra Australien og USA + 3 sherpa formåede desværre ikke at bestige Cho Ouy.
Første top forsøg d.20 September blev aflyst pga storm vejr og andet top forsøg blev stoppet i 7600m højde ved 'Rockband'.
For detaljeret beskrivelse af ekspeditionen se venligst min blog på;

www.sorenledet.com.au/ChoOyu/

Mvh,

Søren Kruse Ledet

Leder: Robert Smith
Deltagere: 5 deltagere. Heriblandt danske Jan Nørgaard
2 klatresherpaer

Normalruten fra nord. Base camp 3/9. Topforsøg 1/10, hvor 3 deltagere og 2 sherpaer topper. Jan Nørgaard når 7.200 meter og vender om grundet maveproblemer.

Arrangør: Asian Trekking

 Guide: Tshering Thundu Sherpa. 

Deltager: Claus Bo Hansen

Forsøger på Cho Oyu i 2011 fra Tibet. Ikke flere detaljer

Detaljeret dato: 2010-10-06

Leder: Selv

Arrangør: Selv (Asian)

Leder: Jakob Urth

Deltagere: Jakob Urth (Asian tilladelse & arrangement)

Jakob Urth bestiger Cho Oyu i flot stil, alene, i andet forsøg d. 6. oktober 2010. Det har været en svær sæson på Cho Oyu, hvorfor bestigningen viser Urths klasse. Det er Jakobs anden 8.000'er efter Gasherbrum II, i 2008

Web: 

http://www.topas.dk/pages/webside.asp?articleguid=90610

Detaljeret dato: 2009-09-29

Arrangør: Hvitserk

Leder:

Deltagere: Norsk kommerciel gruppe med danske Birgitte Frost Nøhr.

Birgitte Frost Nøhr bestiger Cho Oyu d. 29. september 2009. Hun har dermed stået for første danske kvindelige bestigning af Cho Oyu - og blot den anden danske ottetusinder af en kvinde overhovedet.

Flot!

Stor Monte Rosa ekspedition
Deltagere: Nick Nielsen og Lars Nissen (stort hold , samme tilladelse som Lee Z Jensen etc). 

Nick og Lars klatrer individuelt. BC opsættes d. 6/9. ABC d. 9/9, C1 d. 14/09 i 6.400 meter og de når 7.100 meter d. 18/9 inden forsøget opgives grundet dårligt vejr.

Detaljeret dato: 2008-05-20

Leder: Bo Belvedere Christensen

Arrangør: Kipling Travel

Cho Oyu 2008

Første danske kommercielle ekspedition til Cho Oyu.

Udfordringen er at bestige verdens syvende højeste bjerg.

Desværre lukkede kineserne Tibet i hele foråret 2008, hvilket gjorde at ekspeditionen måtte finde mål i Nepal i stedet. Se mere under Mera Peak og Baruntse (7129 meter).

Arrangør: Monte Rosa
International Cho Oyu expedition
Leder: Arvydas Jonaitis (Lit)

Rikke Stefansen og Thomas Jensen var på selvstændig ekspedition under tilladelsesparaply. 10/10 blev C1 oprettet og i 7.100 meter på vej til C2 blev RS ramt af højde og vejrtrækningsproblemer, hvorfor de tog til ABC og vendte om.
Ingen yderligere informationer...

Arrangør: Monte Rosa

International Cho Oyu expedition

Leder: Arvydas Jonaitis (Lit)

Rikke Stefansen og Thomas Jensen var på selvstændig ekspedition under tilladelsesparaply. 10/10 blev C1 oprettet og i 7.100 meter på vej til C2 blev RS ramt af højde og vejrtrækningsproblemer, hvorfor de tog til ABC og vendte om.

Ingen yderligere informationer...

Arrangør: Asian Trekking
Deltagere: Mette Bloch og Jacob Urth
Selvhjulpen ekspedition uden sherpasupport eller brug af supplerende ilt. Kun klatretilladelse og basecamp support.

Efter at have oprettet 3 højdelejre i hhv. 6.400 m, 7.100 m og 7.600 m og opereret på bjerget en månede lå topstødet lige for. Dog med en stormvarsling at tage højde for. Turen fra ABC til lejr 1, til lejr 2 og til videre til lejr 3 forløb planmæssigt og vejrvinduet holdte! Men ankommet til lejr 3, og samme nat som topstødet skulle finde sted, slog vejret om. Kraftig blæst og fygning tvang os til at blive i teltet og gå ned næste morgen. Fronten der trak ind over gav 1/2 meter sne og ekspeditionen var dermed slut!

Indberetning til Mountains 25-05-07

Web:
http://issuu.com/luksus/docs/luksus_30

Arrangør: Asian Trekking

Deltagere: Mette Bloch og Jacob Urth

Selvhjulpen ekspedition uden sherpasupport eller brug af supplerende ilt. Kun klatretilladelse og basecamp support.

Efter at have oprettet 3 højdelejre i hhv. 6.400 m, 7.100 m og 7.600 m og opereret på bjerget en månede lå topstødet lige for. Dog med en stormvarsling at tage højde for. Turen fra ABC til lejr 1, til lejr 2 og til videre til lejr 3 forløb planmæssigt og vejrvinduet holdte! Men ankommet til lejr 3, og samme nat som topstødet skulle finde sted, slog vejret om. Kraftig blæst og fygning tvang os til at blive i teltet og gå ned næste morgen. Fronten der trak ind over gav 1/2 meter sne og ekspeditionen var dermed slut!

Indberetning til Mountains 25-05-07

Web:

http://issuu.com/luksus/docs/luksus_30

Detaljeret dato: 2006-10-02
Deltagere: Christian Als, Lee Zernichow Berg, Martin Ploug og Pierre Maina.
Selvarrangeret Cho Oyu-ekspedition uden ilt.

Ekspeditionen blev meget omtalt efter hjemkomsten. Ikke så meget grundet Martin Plougs flotte topbestigning, men mere fordi nogle af ekspeditionens medlemmer var vidne til nedskydningen af tibetanske flygtninge i Nangpa La passet.
Læs mere på www.danishchooyu2006.blogspot.com/

Lee og Martin startede topforsøg 1. oktober omkring midnat. Lee Zernichow Berg vender om i 7350m og Martin Ploug fortsætter til toppen og nyder udsigten til Everest, Makalu, Lhotse og Shisha Pangma. Flot bestigning!

Christian Als når 6.850 meter, Pierre når 6.400 meter.

Læs mere og se billeder:

http://highcamp.dk/ekspeditioner/cho-oyu/

Læs artiklen "Ydmyghed - Cho Oyu uden ilt" fra Luksus på ovenstående link.

Se video fra ekspeditionen her:

http://highcamp.dk/video/cho-oyu-part-1/

Og her Martin Plougs dagbog fra topdagen:

Jeg vågner med et sæt! Det kommer lynhurtigt til mig, vi er faldet i søvn uden at sætte alarm. Det sidste jeg husker er at jeg lige ville læne mig tilbage og hvile ryggen. Jeg kigger på uret. Den er 22.20. Satans. Vi skulle have været i gang kl. 21. Lee rører på sig, vi kommer op og sidde, kigger på hinanden. Der er ingen bebrejdelse i vores mimik. Vi ankom til lejr 2 ved 14.30-tiden, det er ikke mange timer vi har haft til at komme os i. Jeg begynder at smelte sne og tænker: ”Vi må have haft godt af søvnen, jeg føler mig overraskende frisk”. Vi får fyldt alle vores flasker op med vand mens Lee gør en kop te klar. Den lindrer godt i halsen.
Klokken nærmer sig midnat, og vi er så småt ved at være klar. Uden for vores telt er der mere og mere liv. Vi er lidt sent på den, men jeg tænker den skal have en go.
Ude i den klare, kolde nat gør vi os de sidste forberedelser og tager klatresele og cramponer på. Vi begynder at gå. Den første stigning begynder lige uden for lejren. Den rejser sig som en væg foran os og fører op til lejr 3, en lejr meget få klatrere bruger dette år. Faktisk er det kun de guidede grupper, der mener de ikke har særligt stærke klienter, der bruger den og de bruger alle supplerende ilt.
Vi går af sted , op ad den første stigning. Jeg går lidt foran Lee og det føles som om der ikke er gået lang tid, da Lee nævner at det ikke går særlig godt for ham. Men faktisk har vi gået et godt stykke, det er bare sådan at tiden er meget konfus når man bevæger sig i disse højder.
Vi stopper og taler situationen igennem - hvad er vores muligheder? Mens vi udveksler meninger kommer der en klient og hans sherpa forbi.
Det er det sædvanlige sæt, en betalende klient med en højdesherpa, der bærer på en ekstra flaske ilt.
De ligner sgu nogle monstre med de iltmasker på. Man skal tro på det når man bruger supplerende ilt - det skal ikke gå i stykker. De stopper lige efter os, sherpaen regulerer på klientens ilt. Klienten ligner nærmere en patient med støttepædagog end en klatrer.
Supplerende ilt eller ej, det er ikke så meget det! Man skal bare vide hvad det er man har med at gøre, jeg kan ikke se det for mig at overlade min sikkerhed i andres hænder! Dog har jeg utrolig stor beundring for sherpaerne. Der er ikke mange der kan gøre det de gør i bjergene efter. De er uden tvivl de sande bjergbestigere af Himalaya.

Jeg hører igen Lees stemme, og bliver revet tilbage til virkeligheden. Han siger igen at det ikke føles som om han har det i sig i nat. Der er ikke noget pres fra min side, og jeg siger at vi har muligheden for at gå ned igen og forsøge igen i morgen. Så kan vi hvile endnu mere og forsøge igen. Denne tanke har siddet i mig siden vi sov over os, vi er uden tvivl nede og kører på reserverne. De rygsække vi bar op i lejr 2 var tunge, men sådan er det når man selv vil og ikke bruger sherpaer. Lee afslutter med at vi giver det et go mere. Vi er et team, og vi skal på toppen sammen tænker jeg. Jeg går bagved for at afstemme mit tempo efter Lees og siger det jeg lige tænkte. Jeg begynder at tænke på hvad der er vores forpligtigelser, har vi nogen overhovedet. Der er ingen tvivl om at Lee og jeg har en stor forpligtigelse over for hinanden. Sikkerhed! Men har vi også en forpligtigelse over for de to andre, hvad med toppen?
Vi begynder at gå videre, går i et roligt tempo. Jeg kan mærke jeg er stærk, og tempoet behager mig. Vi stopper og drikker lidt vand. Jeg deler ud af nogle bolsjer jeg har i lommen. Vi gør fremskridt, vi bevæger os stadig op af denne snevæg, der fører op til lejr 3. Jeg kan mærke en stigende fokusering brede sig i mig. Trods vores gode fremskridt, aner jeg en udmattelse hos Lee. Han stopper og da vores puls er nede på et niveau hvor det er muligt at snakke, får jeg øjenkontakt med Lee – det er slut!
Jeg kan se at drømmen er brast i Lees øjne, der er et øjebliks stilhed. Så bliver stilheden brudt ved at Lee begynder at tale, de ting der bliver sagt er lidt utydelige først. Ikke fordi, det ikke er klart og tydeligt det Lee siger, men fordi vi skal på toppen sammen. Han er i gang med at sende mig af sted! Hans opbakning er en hver coach værdig. Den styrke som Lee hiver frem fra de sidste gemmere, er noget jeg tager med mig resten af vejen til toppen. Da vi forlader hinanden, kan man stadig skimte lysene i lejr 2. Jeg er ikke i tvivl om at Lee kommer sikkert tilbage til lejren. Man har først været på toppen når man er kommet hele vejen ned, måske derfor vente Lee om.
Jeg står og kigger efter ham - overskud tænker jeg! Sikke en afklaring Lee udviste i sin beslutning og ikke mindst i sin opbakning til mig. Næste gang er det dig, tænker jeg, næste gang er det din tur, din tur til at få opbakning.
Jeg føler mig stærk, det har jeg faktisk følt på hele bjerget, nu må jeg se om det holder distancen. Jeg går videre op, den første tanke jeg får er, hvad nu med gruppen og hvad med toppen? Er det en succes med kun en mand på toppen? JA, tænker jeg.
Jeg går godt og det første tegn på min styrke, kommer da jeg begynder at overhale de første grupper af klienter og sherpaer.
Det er alment kendt på en 8000’er, at når man går uden supplerende ilt, så går man langsommere end dem der går med ilt. Jeg tænker ved mig selv, at det må da gå virkelig godt hvis jeg begynder at overhale dem med iltmasker.
Jeg vinder højde og hurtigt nærmer jeg mig lejr 3, en lidt underlig fornemmelse. Den er fuldstændig død, selvfølgelig er folk enten på vej mod toppen eller ligger og sover. Dog alligevel underligt at gå igennem den. Jeg kan se lysene fra folks pandelamper danse rundt over mig, de begynder at forsvinde. Det må være Yellow Band - et klippebånd der deler ruten fra lejr 3 til toppen over i to.
Jeg nærmer mig klippebåndet og den bagerste gruppe, der er to med supplerende ilt og en uden. Det er en guide, en klient og en sherpa. Guiden er i gang med at instruere klienten hvordan han skal bruge sin jumar (rebklemme).
Guiden genkender mig og hilser. Først kan jeg ikke se hvem det er, han har iltmaske på. Så går op for mig at det er Verne fra Alpine Ascents, en guide Christian, Lee og jeg mødte på Denali for mange år tilbage, en rigtig god fyr. Altid venlig og imødekommende. Jeg hilser igen.
Der er kø ved Yellow Band, og jeg frygter at ventetiden vil gøre mig kold. Jeg bruger lejligheden til at spise og drikke lidt. Appetitten er lig nul nu, men det er det første jeg får at spise denne nat. Der begynder at komme lidt luft til dem foran, jeg kan mærke at jeg er fokuseret. Det er også det sværeste sted på ruten, jeg skal i gang med nu. Jeg står foran en svaghed i klippebåndet - en colouir som jeg skal op igennem. Der hænger to reb og nogle løse stumper her og der. Jeg overvejer hvilket et jeg skal bruge. Jeg begynder at klatre op gennem klipperne i mørket – føler mig lidt frem. Jeg vinder hurtigt højde og kan snart se at klippebåndet slutter. Som jeg er ved enden tænker jeg, det var ikke lang tid jeg kom til at vente og selve klatringen var også hurtigere overstået end forventet. Så kan jeg få lidt fart på igen. Jeg tager min jumar af rebet og går igen af sted i min egen rytme. Lidt højere oppe flader det lidt mere ud, jeg sætter farten yderligere op. Det går rigtig godt, lyset er begyndt at komme. Solen vil komme med varme tænker jeg. Jeg ankommer til et lille plateau, det er dog ikke topplateauet, kan jeg se. Der sidder en lille gruppe klienter med guider og sherpaer – klienterne ser helt smadrede ud. Jeg fortsætter og tænker at der måske er nogle af dem der ikke vil nå toppen. Det er tydeligt at udmattelsen er total hos nogle af dem og det er ikke et kønt syn. Jeg nærmer mig topplateauet, solen er virkelig begyndt at bryde frem nu og varmen breder sig i min lettere kolde krop. Jeg skutter mig af glæde, ved tanken om at der ikke er langt igen. Ruten flader igen mere ud og jeg kan mærke at den er der. Var nok i tvivl, men er ikke længere, jeg ved nu at det vil lykkes mig. Jeg kommer til at stå på toppen af verdens sjette højeste bjerg snart. Pakker alligevel tanken ind i håbet om at stå på toppen, jeg skal jo lige derop først. Det flader meget ud nu, men jeg kan stadig ikke se toppen. Et tydeligt kendetegn på at man er på toppen er udsigten til Mount Everest og selvfølgelig de sædvanlige bedeflag. Jeg spejder rundt, intet syn af de to ting. Vinden bider i næsen. Hvor er den? Jeg er virkelig udmattet nu, og jeg tager meget små skridt, det føles som en evighed. Ruten svinger til højre og pludselig toner Everest frem. Det er et fantastisk syn og jeg kan mærke tårerne i øjnene presse sig på. ”Jeg er der sgu”. Længere er den ikke. Jeg er desværre alene. Ingen at dele toppen med, men jeg er der!

Detaljeret dato: 2006-10-02
Arrangør: Selv
Deltagere: Christian Als, Lee Z Jensen, Martin Ploug, Pierre Maina
Selvarrangeret Cho Oyu ekspedition (ingen sherpaer på bjerget)

Ekspeditionen her blev ret omtalt efter hjemkomst. Ikke så meget grundet Martin Ploug's flotte bestigning - som fordi de var vidner til nedskydningen af tibetanske flygtninge i Nangpa La passet.
Se mere på www.danishchooyu2006.blogspot.com/

Lee og Martin startede topforsøg 2/10 omkring midnat. Lee vender om og Martin fortsætter til toppen (uden ilt) og ser Everest, Makalu, Lhotse og Shisha Panga. Flot bestigning!

Christian Als når 6.800 meter, Pierre når 6.400 meter.

Her en kort beretning fra hjemmesiden:

Jeg vågner med et sæt! Det kommer lynhurtigt til mig, vi er faldet i søvn uden at sætte alarm. Det sidste jeg husker er at jeg lige ville læne mig tilbage og hvile ryggen. Jeg kigger på uret. Den er 22.20. Satans. Vi skulle have været i gang kl. 21. Lee rører på sig, vi kommer op og sidde, kigger på hinanden. Der er ingen bebrejdelse i vores mimik. Vi ankom til lejr 2 ved 14.30-tiden, det er ikke mange timer vi har haft til at komme os i. Jeg begynder at smelte sne og tænker: ”Vi må have haft godt af søvnen, jeg føler mig overraskende frisk”. Vi får fyldt alle vores flasker op med vand mens Lee gør en kop te klar. Den lindrer godt i halsen.
Klokken nærmer sig midnat, og vi er så småt ved at være klar. Uden for vores telt er der mere og mere liv. Vi er lidt sent på den, men jeg tænker den skal have en go.
Ude i den klare, kolde nat gør vi os de sidste forberedelser og tager klatresele og cramponer på. Vi begynder at gå. Den første stigning begynder lige uden for lejren. Den rejser sig som en væg foran os og fører op til lejr 3, en lejr meget få klatrere bruger dette år. Faktisk er det kun de guidede grupper, der mener de ikke har særligt stærke klienter, der bruger den og de bruger alle supplerende ilt.
Vi går af sted , op ad den første stigning. Jeg går lidt foran Lee og det føles som om der ikke er gået lang tid, da Lee nævner at det ikke går særlig godt for ham. Men faktisk har vi gået et godt stykke, det er bare sådan at tiden er meget konfus når man bevæger sig i disse højder.
Vi stopper og taler situationen igennem - hvad er vores muligheder? Mens vi udveksler meninger kommer der en klient og hans sherpa forbi.
Det er det sædvanlige sæt, en betalende klient med en højdesherpa, der bærer på en ekstra flaske ilt.
De ligner sgu nogle monstre med de iltmasker på. Man skal tro på det når man bruger supplerende ilt - det skal ikke gå i stykker. De stopper lige efter os, sherpaen regulerer på klientens ilt. Klienten ligner nærmere en patient med støttepædagog end en klatrer.
Supplerende ilt eller ej, det er ikke så meget det! Man skal bare vide hvad det er man har med at gøre, jeg kan ikke se det for mig at overlade min sikkerhed i andres hænder! Dog har jeg utrolig stor beundring for sherpaerne. Der er ikke mange der kan gøre det de gør i bjergene efter. De er uden tvivl de sande bjergbestigere af Himalaya.

Jeg hører igen Lees stemme, og bliver revet tilbage til virkeligheden. Han siger igen at det ikke føles som om han har det i sig i nat. Der er ikke noget pres fra min side, og jeg siger at vi har muligheden for at gå ned igen og forsøge igen i morgen. Så kan vi hvile endnu mere og forsøge igen. Denne tanke har siddet i mig siden vi sov over os, vi er uden tvivl nede og kører på reserverne. De rygsække vi bar op i lejr 2 var tunge, men sådan er det når man selv vil og ikke bruger sherpaer. Lee afslutter med at vi giver det et go mere. Vi er et team, og vi skal på toppen sammen tænker jeg. Jeg går bagved for at afstemme mit tempo efter Lees og siger det jeg lige tænkte. Jeg begynder at tænke på hvad der er vores forpligtigelser, har vi nogen overhovedet. Der er ingen tvivl om at Lee og jeg har en stor forpligtigelse over for hinanden. Sikkerhed! Men har vi også en forpligtigelse over for de to andre, hvad med toppen?
Vi begynder at gå videre, går i et roligt tempo. Jeg kan mærke jeg er stærk, og tempoet behager mig. Vi stopper og drikker lidt vand. Jeg deler ud af nogle bolsjer jeg har i lommen. Vi gør fremskridt, vi bevæger os stadig op af denne snevæg, der fører op til lejr 3. Jeg kan mærke en stigende fokusering brede sig i mig. Trods vores gode fremskridt, aner jeg en udmattelse hos Lee. Han stopper og da vores puls er nede på et niveau hvor det er muligt at snakke, får jeg øjenkontakt med Lee – det er slut!
Jeg kan se at drømmen er brast i Lees øjne, der er et øjebliks stilhed. Så bliver stilheden brudt ved at Lee begynder at tale, de ting der bliver sagt er lidt utydelige først. Ikke fordi, det ikke er klart og tydeligt det Lee siger, men fordi vi skal på toppen sammen. Han er i gang med at sende mig af sted! Hans opbakning er en hver coach værdig. Den styrke som Lee hiver frem fra de sidste gemmere, er noget jeg tager med mig resten af vejen til toppen. Da vi forlader hinanden, kan man stadig skimte lysene i lejr 2. Jeg er ikke i tvivl om at Lee kommer sikkert tilbage til lejren. Man har først været på toppen når man er kommet hele vejen ned, måske derfor vente Lee om.
Jeg står og kigger efter ham - overskud tænker jeg! Sikke en afklaring Lee udviste i sin beslutning og ikke mindst i sin opbakning til mig. Næste gang er det dig, tænker jeg, næste gang er det din tur, din tur til at få opbakning.
Jeg føler mig stærk, det har jeg faktisk følt på hele bjerget, nu må jeg se om det holder distancen. Jeg går videre op, den første tanke jeg får er, hvad nu med gruppen og hvad med toppen? Er det en succes med kun en mand på toppen? JA, tænker jeg.
Jeg går godt og det første tegn på min styrke, kommer da jeg begynder at overhale de første grupper af klienter og sherpaer.
Det er alment kendt på en 8000’er, at når man går uden supplerende ilt, så går man langsommere end dem der går med ilt. Jeg tænker ved mig selv, at det må da gå virkelig godt hvis jeg begynder at overhale dem med iltmasker.
Jeg vinder højde og hurtigt nærmer jeg mig lejr 3, en lidt underlig fornemmelse. Den er fuldstændig død, selvfølgelig er folk enten på vej mod toppen eller ligger og sover. Dog alligevel underligt at gå igennem den. Jeg kan se lysene fra folks pandelamper danse rundt over mig, de begynder at forsvinde. Det må være Yellow Band - et klippebånd der deler ruten fra lejr 3 til toppen over i to.
Jeg nærmer mig klippebåndet og den bagerste gruppe, der er to med supplerende ilt og en uden. Det er en guide, en klient og en sherpa. Guiden er i gang med at instruere klienten hvordan han skal bruge sin jumar (rebklemme).
Guiden genkender mig og hilser. Først kan jeg ikke se hvem det er, han har iltmaske på. Så går op for mig at det er Verne fra Alpine Ascents, en guide Christian, Lee og jeg mødte på Denali for mange år tilbage, en rigtig god fyr. Altid venlig og imødekommende. Jeg hilser igen.
Der er kø ved Yellow Band, og jeg frygter at ventetiden vil gøre mig kold. Jeg bruger lejligheden til at spise og drikke lidt. Appetitten er lig nul nu, men det er det første jeg får at spise denne nat. Der begynder at komme lidt luft til dem foran, jeg kan mærke at jeg er fokuseret. Det er også det sværeste sted på ruten, jeg skal i gang med nu. Jeg står foran en svaghed i klippebåndet - en colouir som jeg skal op igennem. Der hænger to reb og nogle løse stumper her og der. Jeg overvejer hvilket et jeg skal bruge. Jeg begynder at klatre op gennem klipperne i mørket – føler mig lidt frem. Jeg vinder hurtigt højde og kan snart se at klippebåndet slutter. Som jeg er ved enden tænker jeg, det var ikke lang tid jeg kom til at vente og selve klatringen var også hurtigere overstået end forventet. Så kan jeg få lidt fart på igen. Jeg tager min jumar af rebet og går igen af sted i min egen rytme. Lidt højere oppe flader det lidt mere ud, jeg sætter farten yderligere op. Det går rigtig godt, lyset er begyndt at komme. Solen vil komme med varme tænker jeg. Jeg ankommer til et lille plateau, det er dog ikke topplateauet, kan jeg se. Der sidder en lille gruppe klienter med guider og sherpaer – klienterne ser helt smadrede ud. Jeg fortsætter og tænker at der måske er nogle af dem der ikke vil nå toppen. Det er tydeligt at udmattelsen er total hos nogle af dem og det er ikke et kønt syn. Jeg nærmer mig topplateauet, solen er virkelig begyndt at bryde frem nu og varmen breder sig i min lettere kolde krop. Jeg skutter mig af glæde, ved tanken om at der ikke er langt igen. Ruten flader igen mere ud og jeg kan mærke at den er der. Var nok i tvivl, men er ikke længere, jeg ved nu at det vil lykkes mig. Jeg kommer til at stå på toppen af verdens sjette højeste bjerg snart. Pakker alligevel tanken ind i håbet om at stå på toppen, jeg skal jo lige derop først. Det flader meget ud nu, men jeg kan stadig ikke se toppen. Et tydeligt kendetegn på at man er på toppen er udsigten til Mount Everest og selvfølgelig de sædvanlige bedeflag. Jeg spejder rundt, intet syn af de to ting. Vinden bider i næsen. Hvor er den? Jeg er virkelig udmattet nu, og jeg tager meget små skridt, det føles som en evighed. Ruten svinger til højre og pludselig toner Everest frem. Det er et fantastisk syn og jeg kan mærke tårerne i øjnene presse sig på. ”Jeg er der sgu”. Længere er den ikke. Jeg er desværre alene. Ingen at dele toppen med, men jeg er der!



Indberetning til Mountains d. 23-08-2007

Detaljeret dato: 2006-10-02

Deltagere: Christian Als, Lee Zernichow Berg, Martin Ploug og Pierre Maina.

Selvarrangeret Cho Oyu-ekspedition uden ilt.

Ekspeditionen blev meget omtalt efter hjemkomsten. Ikke så meget grundet Martin Plougs flotte topbestigning, men mere fordi nogle af ekspeditionens medlemmer var vidne til nedskydningen af tibetanske flygtninge i Nangpa La passet.

Læs mere på www.danishchooyu2006.blogspot.com/

Lee og Martin startede topforsøg 1. oktober omkring midnat. Lee Zernichow Berg vender om i 7350m og Martin Ploug fortsætter til toppen og nyder udsigten til Everest, Makalu, Lhotse og Shisha Pangma. Flot bestigning!

Christian Als når 6.850 meter, Pierre når 6.400 meter.

Læs mere og se billeder:

http://highcamp.dk/ekspeditioner/cho-oyu/

Læs artiklen "Ydmyghed - Cho Oyu uden ilt" fra Luksus på ovenstående link.

Se video fra ekspeditionen her:

http://highcamp.dk/video/cho-oyu-part-1/

Og her Martin Plougs dagbog fra topdagen:

Jeg vågner med et sæt! Det kommer lynhurtigt til mig, vi er faldet i søvn uden at sætte alarm. Det sidste jeg husker er at jeg lige ville læne mig tilbage og hvile ryggen. Jeg kigger på uret. Den er 22.20. Satans. Vi skulle have været i gang kl. 21. Lee rører på sig, vi kommer op og sidde, kigger på hinanden. Der er ingen bebrejdelse i vores mimik. Vi ankom til lejr 2 ved 14.30-tiden, det er ikke mange timer vi har haft til at komme os i. Jeg begynder at smelte sne og tænker: ”Vi må have haft godt af søvnen, jeg føler mig overraskende frisk”. Vi får fyldt alle vores flasker op med vand mens Lee gør en kop te klar. Den lindrer godt i halsen.

Klokken nærmer sig midnat, og vi er så småt ved at være klar. Uden for vores telt er der mere og mere liv. Vi er lidt sent på den, men jeg tænker den skal have en go.

Ude i den klare, kolde nat gør vi os de sidste forberedelser og tager klatresele og cramponer på. Vi begynder at gå. Den første stigning begynder lige uden for lejren. Den rejser sig som en væg foran os og fører op til lejr 3, en lejr meget få klatrere bruger dette år. Faktisk er det kun de guidede grupper, der mener de ikke har særligt stærke klienter, der bruger den og de bruger alle supplerende ilt.

Vi går af sted , op ad den første stigning. Jeg går lidt foran Lee og det føles som om der ikke er gået lang tid, da Lee nævner at det ikke går særlig godt for ham. Men faktisk har vi gået et godt stykke, det er bare sådan at tiden er meget konfus når man bevæger sig i disse højder.

Vi stopper og taler situationen igennem - hvad er vores muligheder? Mens vi udveksler meninger kommer der en klient og hans sherpa forbi.

Det er det sædvanlige sæt, en betalende klient med en højdesherpa, der bærer på en ekstra flaske ilt.

De ligner sgu nogle monstre med de iltmasker på. Man skal tro på det når man bruger supplerende ilt - det skal ikke gå i stykker. De stopper lige efter os, sherpaen regulerer på klientens ilt. Klienten ligner nærmere en patient med støttepædagog end en klatrer.

Supplerende ilt eller ej, det er ikke så meget det! Man skal bare vide hvad det er man har med at gøre, jeg kan ikke se det for mig at overlade min sikkerhed i andres hænder! Dog har jeg utrolig stor beundring for sherpaerne. Der er ikke mange der kan gøre det de gør i bjergene efter. De er uden tvivl de sande bjergbestigere af Himalaya.

Jeg hører igen Lees stemme, og bliver revet tilbage til virkeligheden. Han siger igen at det ikke føles som om han har det i sig i nat. Der er ikke noget pres fra min side, og jeg siger at vi har muligheden for at gå ned igen og forsøge igen i morgen. Så kan vi hvile endnu mere og forsøge igen. Denne tanke har siddet i mig siden vi sov over os, vi er uden tvivl nede og kører på reserverne. De rygsække vi bar op i lejr 2 var tunge, men sådan er det når man selv vil og ikke bruger sherpaer. Lee afslutter med at vi giver det et go mere. Vi er et team, og vi skal på toppen sammen tænker jeg. Jeg går bagved for at afstemme mit tempo efter Lees og siger det jeg lige tænkte. Jeg begynder at tænke på hvad der er vores forpligtigelser, har vi nogen overhovedet. Der er ingen tvivl om at Lee og jeg har en stor forpligtigelse over for hinanden. Sikkerhed! Men har vi også en forpligtigelse over for de to andre, hvad med toppen?

Vi begynder at gå videre, går i et roligt tempo. Jeg kan mærke jeg er stærk, og tempoet behager mig. Vi stopper og drikker lidt vand. Jeg deler ud af nogle bolsjer jeg har i lommen. Vi gør fremskridt, vi bevæger os stadig op af denne snevæg, der fører op til lejr 3. Jeg kan mærke en stigende fokusering brede sig i mig. Trods vores gode fremskridt, aner jeg en udmattelse hos Lee. Han stopper og da vores puls er nede på et niveau hvor det er muligt at snakke, får jeg øjenkontakt med Lee – det er slut!

Jeg kan se at drømmen er brast i Lees øjne, der er et øjebliks stilhed. Så bliver stilheden brudt ved at Lee begynder at tale, de ting der bliver sagt er lidt utydelige først. Ikke fordi, det ikke er klart og tydeligt det Lee siger, men fordi vi skal på toppen sammen. Han er i gang med at sende mig af sted! Hans opbakning er en hver coach værdig. Den styrke som Lee hiver frem fra de sidste gemmere, er noget jeg tager med mig resten af vejen til toppen. Da vi forlader hinanden, kan man stadig skimte lysene i lejr 2. Jeg er ikke i tvivl om at Lee kommer sikkert tilbage til lejren. Man har først været på toppen når man er kommet hele vejen ned, måske derfor vente Lee om.

Jeg står og kigger efter ham - overskud tænker jeg! Sikke en afklaring Lee udviste i sin beslutning og ikke mindst i sin opbakning til mig. Næste gang er det dig, tænker jeg, næste gang er det din tur, din tur til at få opbakning.

Jeg føler mig stærk, det har jeg faktisk følt på hele bjerget, nu må jeg se om det holder distancen. Jeg går videre op, den første tanke jeg får er, hvad nu med gruppen og hvad med toppen? Er det en succes med kun en mand på toppen? JA, tænker jeg.

Jeg går godt og det første tegn på min styrke, kommer da jeg begynder at overhale de første grupper af klienter og sherpaer.

Det er alment kendt på en 8000’er, at når man går uden supplerende ilt, så går man langsommere end dem der går med ilt. Jeg tænker ved mig selv, at det må da gå virkelig godt hvis jeg begynder at overhale dem med iltmasker.

Jeg vinder højde og hurtigt nærmer jeg mig lejr 3, en lidt underlig fornemmelse. Den er fuldstændig død, selvfølgelig er folk enten på vej mod toppen eller ligger og sover. Dog alligevel underligt at gå igennem den. Jeg kan se lysene fra folks pandelamper danse rundt over mig, de begynder at forsvinde. Det må være Yellow Band - et klippebånd der deler ruten fra lejr 3 til toppen over i to.

Jeg nærmer mig klippebåndet og den bagerste gruppe, der er to med supplerende ilt og en uden. Det er en guide, en klient og en sherpa. Guiden er i gang med at instruere klienten hvordan han skal bruge sin jumar (rebklemme).

Guiden genkender mig og hilser. Først kan jeg ikke se hvem det er, han har iltmaske på. Så går op for mig at det er Verne fra Alpine Ascents, en guide Christian, Lee og jeg mødte på Denali for mange år tilbage, en rigtig god fyr. Altid venlig og imødekommende. Jeg hilser igen.

Der er kø ved Yellow Band, og jeg frygter at ventetiden vil gøre mig kold. Jeg bruger lejligheden til at spise og drikke lidt. Appetitten er lig nul nu, men det er det første jeg får at spise denne nat. Der begynder at komme lidt luft til dem foran, jeg kan mærke at jeg er fokuseret. Det er også det sværeste sted på ruten, jeg skal i gang med nu. Jeg står foran en svaghed i klippebåndet - en colouir som jeg skal op igennem. Der hænger to reb og nogle løse stumper her og der. Jeg overvejer hvilket et jeg skal bruge. Jeg begynder at klatre op gennem klipperne i mørket – føler mig lidt frem. Jeg vinder hurtigt højde og kan snart se at klippebåndet slutter. Som jeg er ved enden tænker jeg, det var ikke lang tid jeg kom til at vente og selve klatringen var også hurtigere overstået end forventet. Så kan jeg få lidt fart på igen. Jeg tager min jumar af rebet og går igen af sted i min egen rytme. Lidt højere oppe flader det lidt mere ud, jeg sætter farten yderligere op. Det går rigtig godt, lyset er begyndt at komme. Solen vil komme med varme tænker jeg. Jeg ankommer til et lille plateau, det er dog ikke topplateauet, kan jeg se. Der sidder en lille gruppe klienter med guider og sherpaer – klienterne ser helt smadrede ud. Jeg fortsætter og tænker at der måske er nogle af dem der ikke vil nå toppen. Det er tydeligt at udmattelsen er total hos nogle af dem og det er ikke et kønt syn. Jeg nærmer mig topplateauet, solen er virkelig begyndt at bryde frem nu og varmen breder sig i min lettere kolde krop. Jeg skutter mig af glæde, ved tanken om at der ikke er langt igen. Ruten flader igen mere ud og jeg kan mærke at den er der. Var nok i tvivl, men er ikke længere, jeg ved nu at det vil lykkes mig. Jeg kommer til at stå på toppen af verdens sjette højeste bjerg snart. Pakker alligevel tanken ind i håbet om at stå på toppen, jeg skal jo lige derop først. Det flader meget ud nu, men jeg kan stadig ikke se toppen. Et tydeligt kendetegn på at man er på toppen er udsigten til Mount Everest og selvfølgelig de sædvanlige bedeflag. Jeg spejder rundt, intet syn af de to ting. Vinden bider i næsen. Hvor er den? Jeg er virkelig udmattet nu, og jeg tager meget små skridt, det føles som en evighed. Ruten svinger til højre og pludselig toner Everest frem. Det er et fantastisk syn og jeg kan mærke tårerne i øjnene presse sig på. ”Jeg er der sgu”. Længere er den ikke. Jeg er desværre alene. Ingen at dele toppen med, men jeg er der!

Deltagere: Stort hold fra Monte Rosa ekspedition (samme tilladelse som Lee Z Jensen etc). Her i blandt Nick Nielsen og Lars Nissen.

Nick og Lars klatrer individuelt. Når ikke op. Detaljer kendes ikke

Deltagere: Stort hold fra Monte Rosa heriblandt Jan Jakobsen og Lars Nissen

BC 19/4.
Jan og Lars klatrer individuelt. Lars når 7.200 meter.
Jan (bliver højdesyg undervejs).
Detaljer kendes ikke

Deltagere: Stort hold fra Monte Rosa ekspedition heriblandt Nick Nielsen, Jan Jakobsen og Lars Nissen (samme tilladelse som Lee Z Jensen etc).

BC 19/4.
Nick og Lars klatrer individuelt. Lars når lejr II i 7.200 meter.
Jan (bliver højdesyg undervejs).
Detaljer kendes ikke

Deltagere: Christian Als, Lee Z Jensen, Martin Ploug, Pierre Maina
Selvarrangeret Cho Oyu ekspedition

Ekspeditionen her blev ret omtalt efter hjemkomst. Ikke så meget grundet Martin Ploug's flotte bestigning - som fordi de var vidner til nedskydningen af tibetanske flygtninge i Nangpa La passet.
Se mere på www.danishchooyu2006.blogspot.com/

Lee og Martin startede topforsøg 2/10 omkring midnat. Lee vender om og Martin fortsætter til toppen (uden ilt) og ser Everest, Makalu, Lhotse og Shisha Panga. Flot bestigning!

Christian Als når 6.800 meter, Pierre når 6.400 meter.

Her en kort beretning fra hjemmesiden:

Jeg vågner med et sæt! Det kommer lynhurtigt til mig, vi er faldet i søvn uden at sætte alarm. Det sidste jeg husker er at jeg lige ville læne mig tilbage og hvile ryggen. Jeg kigger på uret. Den er 22.20. Satans. Vi skulle have været i gang kl. 21. Lee rører på sig, vi kommer op og sidde, kigger på hinanden. Der er ingen bebrejdelse i vores mimik. Vi ankom til lejr 2 ved 14.30-tiden, det er ikke mange timer vi har haft til at komme os i. Jeg begynder at smelte sne og tænker: ”Vi må have haft godt af søvnen, jeg føler mig overraskende frisk”. Vi får fyldt alle vores flasker op med vand mens Lee gør en kop te klar. Den lindrer godt i halsen.
Klokken nærmer sig midnat, og vi er så småt ved at være klar. Uden for vores telt er der mere og mere liv. Vi er lidt sent på den, men jeg tænker den skal have en go.
Ude i den klare, kolde nat gør vi os de sidste forberedelser og tager klatresele og cramponer på. Vi begynder at gå. Den første stigning begynder lige uden for lejren. Den rejser sig som en væg foran os og fører op til lejr 3, en lejr meget få klatrere bruger dette år. Faktisk er det kun de guidede grupper, der mener de ikke har særligt stærke klienter, der bruger den og de bruger alle supplerende ilt.
Vi går af sted , op ad den første stigning. Jeg går lidt foran Lee og det føles som om der ikke er gået lang tid, da Lee nævner at det ikke går særlig godt for ham. Men faktisk har vi gået et godt stykke, det er bare sådan at tiden er meget konfus når man bevæger sig i disse højder.
Vi stopper og taler situationen igennem - hvad er vores muligheder? Mens vi udveksler meninger kommer der en klient og hans sherpa forbi.
Det er det sædvanlige sæt, en betalende klient med en højdesherpa, der bærer på en ekstra flaske ilt.
De ligner sgu nogle monstre med de iltmasker på. Man skal tro på det når man bruger supplerende ilt - det skal ikke gå i stykker. De stopper lige efter os, sherpaen regulerer på klientens ilt. Klienten ligner nærmere en patient med støttepædagog end en klatrer.
Supplerende ilt eller ej, det er ikke så meget det! Man skal bare vide hvad det er man har med at gøre, jeg kan ikke se det for mig at overlade min sikkerhed i andres hænder! Dog har jeg utrolig stor beundring for sherpaerne. Der er ikke mange der kan gøre det de gør i bjergene efter. De er uden tvivl de sande bjergbestigere af Himalaya.

Jeg hører igen Lees stemme, og bliver revet tilbage til virkeligheden. Han siger igen at det ikke føles som om han har det i sig i nat. Der er ikke noget pres fra min side, og jeg siger at vi har muligheden for at gå ned igen og forsøge igen i morgen. Så kan vi hvile endnu mere og forsøge igen. Denne tanke har siddet i mig siden vi sov over os, vi er uden tvivl nede og kører på reserverne. De rygsække vi bar op i lejr 2 var tunge, men sådan er det når man selv vil og ikke bruger sherpaer. Lee afslutter med at vi giver det et go mere. Vi er et team, og vi skal på toppen sammen tænker jeg. Jeg går bagved for at afstemme mit tempo efter Lees og siger det jeg lige tænkte. Jeg begynder at tænke på hvad der er vores forpligtigelser, har vi nogen overhovedet. Der er ingen tvivl om at Lee og jeg har en stor forpligtigelse over for hinanden. Sikkerhed! Men har vi også en forpligtigelse over for de to andre, hvad med toppen?
Vi begynder at gå videre, går i et roligt tempo. Jeg kan mærke jeg er stærk, og tempoet behager mig. Vi stopper og drikker lidt vand. Jeg deler ud af nogle bolsjer jeg har i lommen. Vi gør fremskridt, vi bevæger os stadig op af denne snevæg, der fører op til lejr 3. Jeg kan mærke en stigende fokusering brede sig i mig. Trods vores gode fremskridt, aner jeg en udmattelse hos Lee. Han stopper og da vores puls er nede på et niveau hvor det er muligt at snakke, får jeg øjenkontakt med Lee – det er slut!
Jeg kan se at drømmen er brast i Lees øjne, der er et øjebliks stilhed. Så bliver stilheden brudt ved at Lee begynder at tale, de ting der bliver sagt er lidt utydelige først. Ikke fordi, det ikke er klart og tydeligt det Lee siger, men fordi vi skal på toppen sammen. Han er i gang med at sende mig af sted! Hans opbakning er en hver coach værdig. Den styrke som Lee hiver frem fra de sidste gemmere, er noget jeg tager med mig resten af vejen til toppen. Da vi forlader hinanden, kan man stadig skimte lysene i lejr 2. Jeg er ikke i tvivl om at Lee kommer sikkert tilbage til lejren. Man har først været på toppen når man er kommet hele vejen ned, måske derfor vente Lee om.
Jeg står og kigger efter ham - overskud tænker jeg! Sikke en afklaring Lee udviste i sin beslutning og ikke mindst i sin opbakning til mig. Næste gang er det dig, tænker jeg, næste gang er det din tur, din tur til at få opbakning.
Jeg føler mig stærk, det har jeg faktisk følt på hele bjerget, nu må jeg se om det holder distancen. Jeg går videre op, den første tanke jeg får er, hvad nu med gruppen og hvad med toppen? Er det en succes med kun en mand på toppen? JA, tænker jeg.
Jeg går godt og det første tegn på min styrke, kommer da jeg begynder at overhale de første grupper af klienter og sherpaer.
Det er alment kendt på en 8000’er, at når man går uden supplerende ilt, så går man langsommere end dem der går med ilt. Jeg tænker ved mig selv, at det må da gå virkelig godt hvis jeg begynder at overhale dem med iltmasker.
Jeg vinder højde og hurtigt nærmer jeg mig lejr 3, en lidt underlig fornemmelse. Den er fuldstændig død, selvfølgelig er folk enten på vej mod toppen eller ligger og sover. Dog alligevel underligt at gå igennem den. Jeg kan se lysene fra folks pandelamper danse rundt over mig, de begynder at forsvinde. Det må være Yellow Band - et klippebånd der deler ruten fra lejr 3 til toppen over i to.
Jeg nærmer mig klippebåndet og den bagerste gruppe, der er to med supplerende ilt og en uden. Det er en guide, en klient og en sherpa. Guiden er i gang med at instruere klienten hvordan han skal bruge sin jumar (rebklemme).
Guiden genkender mig og hilser. Først kan jeg ikke se hvem det er, han har iltmaske på. Så går op for mig at det er Verne fra Alpine Ascents, en guide Christian, Lee og jeg mødte på Denali for mange år tilbage, en rigtig god fyr. Altid venlig og imødekommende. Jeg hilser igen.
Der er kø ved Yellow Band, og jeg frygter at ventetiden vil gøre mig kold. Jeg bruger lejligheden til at spise og drikke lidt. Appetitten er lig nul nu, men det er det første jeg får at spise denne nat. Der begynder at komme lidt luft til dem foran, jeg kan mærke at jeg er fokuseret. Det er også det sværeste sted på ruten, jeg skal i gang med nu. Jeg står foran en svaghed i klippebåndet - en colouir som jeg skal op igennem. Der hænger to reb og nogle løse stumper her og der. Jeg overvejer hvilket et jeg skal bruge. Jeg begynder at klatre op gennem klipperne i mørket – føler mig lidt frem. Jeg vinder hurtigt højde og kan snart se at klippebåndet slutter. Som jeg er ved enden tænker jeg, det var ikke lang tid jeg kom til at vente og selve klatringen var også hurtigere overstået end forventet. Så kan jeg få lidt fart på igen. Jeg tager min jumar af rebet og går igen af sted i min egen rytme. Lidt højere oppe flader det lidt mere ud, jeg sætter farten yderligere op. Det går rigtig godt, lyset er begyndt at komme. Solen vil komme med varme tænker jeg. Jeg ankommer til et lille plateau, det er dog ikke topplateauet, kan jeg se. Der sidder en lille gruppe klienter med guider og sherpaer – klienterne ser helt smadrede ud. Jeg fortsætter og tænker at der måske er nogle af dem der ikke vil nå toppen. Det er tydeligt at udmattelsen er total hos nogle af dem og det er ikke et kønt syn. Jeg nærmer mig topplateauet, solen er virkelig begyndt at bryde frem nu og varmen breder sig i min lettere kolde krop. Jeg skutter mig af glæde, ved tanken om at der ikke er langt igen. Ruten flader igen mere ud og jeg kan mærke at den er der. Var nok i tvivl, men er ikke længere, jeg ved nu at det vil lykkes mig. Jeg kommer til at stå på toppen af verdens sjette højeste bjerg snart. Pakker alligevel tanken ind i håbet om at stå på toppen, jeg skal jo lige derop først. Det flader meget ud nu, men jeg kan stadig ikke se toppen. Et tydeligt kendetegn på at man er på toppen er udsigten til Mount Everest og selvfølgelig de sædvanlige bedeflag. Jeg spejder rundt, intet syn af de to ting. Vinden bider i næsen. Hvor er den? Jeg er virkelig udmattet nu, og jeg tager meget små skridt, det føles som en evighed. Ruten svinger til højre og pludselig toner Everest frem. Det er et fantastisk syn og jeg kan mærke tårerne i øjnene presse sig på. ”Jeg er der sgu”. Længere er den ikke. Jeg er desværre alene. Ingen at dele toppen med, men jeg er der!

Indberetning til Mountains d. 23-08-2007

Detaljeret dato: 2005-10-01

Leder: Einar Osland

Cho Oyu Unarmed Expedition 2005

Leder: Einar Osland (N)

Deltagere: Casper Ravnsbaek og 6 nordmænd

Alle deltagere når toppen af Cho Oyu d. 1. oktober 2005. CR bliver dermed dansker nr. 3 der når toppen, han bruger kunstig ilt over lejr 2(7.050m). Nordmanden Cato Zahl Pedersen som i 1973 mistede begge sine arme i en ulykke er en af deltagerne der når toppen.

Internet: http://www.catozahl.no/?45667

Detaljeret dato: 2005-05
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: Privat
Søren Kruse Ledet forsøger Cho Oyu i 2005 som leder af et hold fra New Zealand og Australien, men må vende om i 7800m. Rory(61) og Sue(59) Sherlock & Louis Kosztelny når til 8000m sammen med Bishnu Gurung, Dhana Rai og Furwa Sherpa før de vender om klokken 11.00.

Detaljeret dato: 2004-09-25
Arrangør: Jagged ?
Cho Oyu og Shisha Pangma 2004 (kommerciel)
Leder ?

Deltagere: International ekspedition, hvor danske Søren Gudmann deltager.

SG deltager i en dobbelt ekspedition hvor målet er først at bestige Cho Oyu og derefter Shisha Pangma. Han har valgt at bruge kunstig ilt for at spare på kræfterne til Shisha Pangma.

D. 25. september når SG toppen af Cho Oyu efter 7½ times klatring. På topdagen var vejret kanon flot og bestigningen forløb uden store vanskeligheder, bortset fra lidt problemer med kolde tæer. Efter lidt restituering i BC går turen videre mod Shisha Pangma.

Se mere under Shisha Pangma 2004

Leder: Russel Brice
Arrangør: Russel Brice
Cho Oyu 2003 (kommerciel)
Leder: Russel Brice
Deltagere: Mange bl.a. danske Mogens Jensen

Dansk førstebestigning!

Nogle har store projekter - andre har gigantiske! Danske Mogens Jensen har sat sig for at bestige Everest "by Fair Means" og var på Aconcagua ekspedition i vinteren 2003 inden det gik mod Everest North Col med stor succes i maj 2003.

Mogens Jensen deltog i efteråret 2003 på Cho Oyu ekspedition som en del af Everest-projektet for 2005.

Ekspeditionen forløb helt efter planen og højdelejre blev opsat i fin stil. Søndag d. 21. september kom 7 deltagere, 7 Sherpaer og ekspeditionsleder Russel Brice på toppen.

Mogens Jensen har dermed (formodentlig) stået for den første reelle bestigning af Cho Oyu (Michael Strynø nåede topplateauet, men ikke selve toppen). På vejen ned gik hele holdet forbi lejr III og lejr II og nåede hele vejen til lejr I for natten.

På hjemmesiden skriver Mogens Jensen følgende:

"A story of greatness undisputed. The term "STRONG" is often used in mountaineering regarding many people. However, in my mind only one kind of person should be labelled that !!!
The sherpas surpass any other human being regarding strength. They are simply amazing by a standard that is almost surreal.. It is not just their tireless work effort where they go twice as fast, carry twice as much, day after day after day..... What they overcome is absolutely astounding totally beyond my comprehension.
Even with the above, in the way they always smile, and you can see through their eyes that it is genuine. Always ready to help in any possible way, always being kind to anyone, it is surely hard not to loose your heart to these proud people who deserve all the praise in the world.. They have forever a place in my mind and my heart... Must the best of their past become the worst of their future Be great"

Ekspeditionen var sjældent succesfuld og Mogens Jensen ydede et stort stykke arbejde. Mogens Jensen vil cykle og løbe fra Viborg til Kathmandu og bestige Everest via den klassiske rute fra nord i foråret 2005. Vi ønsker held og lykke.


Artikler:
Berlingske Magasin 09. feb-03

www.mogenseverest.dk

Cho Oyu Expedition 2001 (kommerciel engelsk)
Leder: ?
Deltagere: bl.a. danske Susanne Hougaard og 4 englændere

Ekspeditionen vendte om i knap 7.500 meters højde i dårligt vejr.

Leder: Jamie McGuinniess
Cho Oyu Expedition 2000
Leder: Martin Sønderby Nielsen (på tilladelse med Jamie McGuinniess)
Aleneforsøg, selvhjulpen uden bærere.

Vejret på den anden danske Cho Oyu ekspdition var skiftende godt og skidt. Forholdende snemæssigt var rigtig gode den først uge på bjerget, men blev dårligere efterhånden som sæsonen gik på hæld.
MNS var generelt godt gående på ekspeditionen og fint akklimatiseret efter Noshaq forsøget samme sommer. L1 og L2 blev hurtigt etableret. Efter 2 nætter i L2 ville MNS gå til L3, men på vejen i 7.300 m blev højre fod usædvanlig kold og følelsen spredte sig til hele underbenet. Så kort før L3 vendte MNS om mod L1. På vejen ned i 6.750 m, forsøgte han at få varme i benet (der var 25° og brændende sol). Her kom Henry Todd forbi, som adviserede MNS til hurtigst muligt at søge til ABC. Her konstaterede en tysk læge en blodansamling i benet. Efter en tur til L2 for at hente al udstyr ned, var diagnosen klar: samme symptomer, hvorpå ekspeditionen princippet var slut.
(email 27/9/00)

Leder: Henry Todd
Cho Oyu Expedition 2000 (kommerciel)
Leder: Henry Todd
Deltagere: Bl.a. Thomas Batting

Aflyst relativ kort tid inden afrejse.

Arrangør: LG
International Cho Oyu Expedition 1996
Leder: Michael Strynø, alene

Michael Strynø delte tilladelse og basislejr med tre italienere foråret 1996.
Han havde lejre i 6.000m, 6.400m, 6.800m, 7.200m og 7.400m. I sidste lejr var der også en japansk ekspedition.

Som første dansker besteg MS Cho Oyu 9. maj. MEN - MS nåede topplateauet i ca. 8.150-8.200 meters højde og tager en lille sneforhøjning for selve toppen. Det kan ikke verificeres om det har været hovedtoppen eller top plateauet, som mange stopper på.
Indtil andet er bevist, har vi taget det for første bestigning.

Under nedstigningen måtte han have en nødbivuak i 8.000 m uden sovepose eller telt. På vejen ned fik han overfladiske forfrysninger i fødderne.

Om sin tur sagde MS: "Mine tær’ er lidt mærkelige, men de overlever. Tre fingre har det ikke så godt, den ene er meget slem (og gør ondt). Jeg kan mærke, at jeg gav mig selv 100%, og laver ikke andet end at sove hele dagen, træt, meget træt. En flot og temmelig dumdristig præstation uden assistance, dog blev MS hjulpet ned til BC af en New Zealandsk klatrer.

Overlevelse var nok et under.

Bøger: Moder Gud / Strynø / Børsen 1999
Artikler: RT, marts 1995, AW Aug. 1996, AW aug-96, POL7/10
TV: TV2 Illustreret Sport, maj 1996, sep. 1997

Leder: Horst Kaluza

International Cho Oyu Expedition 1996

Leder: Horst Kaluza (tyskland)

Deltagere: 5 Sherpaer, 14 deltagere (5 nationaliteter) heriblandt danske Gert Rasmussen

Exp. ankom Kathmandu 6. april 1996. Alt gik godt til BC. Lejrene blev oprettet (standard lejrene i ca. 6.400, 7.000, 7.600 meters højde). 5 nåede toppen, nogle direkte fra lejr 2. GR nåede 8.000 meter og dermed top-plateauet.

Uddrag fra GR's beskrivelse af ekspeditionens sidste dage:

"Basislejren var pivende kold og blæsende (højden er nu 4800m), men resultatet var at aldrig var der blevet læsset hurtigere af og bygget telte op. Her akklimatiserede vi igen 3 dage med småture i omegnen inden det gik videre mod den fremskudte basislejr. Vi havde kun 56 yaks, så udrustningen måtte transporteres ad 2 gange. Det blev en meget anstrengende tur pga. længden og snevejret og vi måtte opgive at få yak´erne helt til den plads hvor de østrigske førstebestigere i 1954 havde deres lejr. Yak´erne sank simpet hen i i sneen. Desværre fik vi derved både længere og mere højdeforskel at overvinde ved vores videre transport hvor sherpaerne og vi selv måtte bære. Det var ærgerligt, da vi jo må op og ned mange gange for at få al udrustningen båret op.

Højlejr 1 blev anlagt i 6400 meters højde på en kam over Killerhanget. Dette "spøgefulde" navn passer virkeligt, denne skråning kommer man op ad ved at gå 1 skridt frem og glide 2 tilbage. Lejren lå nu flot med udsigt. Her så jeg for første gang Heliotrop: et atmosfærisk fænomen hvor man ser 3 sole i en lyscirkel. FLOT! Om nætterne var der ofte elektriske udladninger i atmosfæren som mindede om Nordlys. Nætterne er virkeligt fantastiske i disse højder. Det har jeg bemærket på alle mine ekspeditioner.

Det var hårdt at bære udrustningen op til lejr 2. Hertil skal jo også det materiel vi skal bruge til lejr 3. Det stejleste stykke består af blank is. Her skal der disciplin til for at sparke fronttakkerne på cramponerne helt ind i isen så vægten af én selv + oppakningen bæres sikkert. Efter væggen kom et mindre plateau til "afslapning" og så endnu en væg. Oven over kom et spalterigt stykke, men vi fandt plads til vores telt i omkring 7000 meters højde.

Turen op til lejr 3 er én lang skråning. 20 skridt op, hvile stående, 20 skridt op,sidde. Man må tælle ellers kommer man ikke frem.Frem kom vi dog til 7600 meters højde med vores lille, men stormsikre telt. Da teltet var sikkert oppe tænkte jeg: Nu er den hjemme!

Sådan må man jo ikke friste Nemesis. I løbet af natten fik jeg tiltagende mavesmerter. Vi (Valdis, Horst og jeg) startede alligevel ved midnat med snesmeltning til te og kl. 2 gik det mod toppen. Det gik slet ikke. Valdis var udkørt fra tidligere, Horst fik begyndende forfrysninger i fingrene, handskeveksel på en skråning midt om natten i stormvejr og snefog er ikke det letteste! Min mave blev værre og værre og da jeg tabte min pandelampe og så den tumle ned ad skråningen for til sidst at forsvinde i en spalte tog jeg det som et vink med en vognstang og vendte om i omkring 8000 meters højde. Valdis var da vendt om og Horst vendte også.

Så fulgte en 5 dages (tor)tur ned til basislejren.Stadige mavesmerter, snestorm og passeren forbi ligene af mennesker der var frosset ihjel satte fantasien igang, men når det gælder kan man mobilisere uansede resourcer. Vi nåede alle med vores udrustning og affald basislejren og de ventende jeeps og lastbil".

Artikler: HM (Mountain Info). Sep. 1996

Web: http://sites.inka.de/sahl/bjergbestigning/cho%20oyu.htm