Mera Peak Central (normaltoppen)

Leder: Rasmus Kragh

Deltagere: 9 danskere

Rasmus skriver: "Forrige søndag nåede jeg sammen med 7 af mine 9 deltagere 6,474 meters højde og toppen af Mera Peak i Nepal. Bjerget satte rammen om den 3 ugers selvudviklingstur som jeg havde sat op i samarbejde med"

Anders Kjølsen topper sin fjerde Trekking Peak i Everestområdet. I efteråret 2021 når han Lobuche East, i marts/april topper han Pokalde og Island Peak og på en lyntur i maj, hvor akklimatisering er i Gokyo, topper han Mera Peak. Meget imponerende bedrift, 65 år, fantastisk gående og viljestærk

Kommer senere

Leder: Jakob Lapp
Deltagere: 18 danskere

Jakob Lapp leder gruppe fra Kipling Travel og får stort set alle på toppen af Mera Peak på en flot oktoberdag.
Få dage forinden havde der været uvejr, hvor der omkom tre personer på Mera Peak.
Dette var Jakob Lapps tredje bestigning af Mera Peak

Mera Peak og Baruntse ekspedition 2021
Deltagere: Internationalt hold, her i blandt Kicki Kornerup

Ekspeditionen plages blandt andet af ustabilt vejr og det bliver ikke til toppe i denne omgang. KK skriver i mail: "...Nhå nu vil jeg starte forfra i historien.

Detaljeret dato: 2019-10-29
Leder: Michael Ahler
Arrangør: Mingmar
Mera Peak bestigning, alt gik godt. Sammen med Pernille krydsede vi Amphu Laptsa passet efterfølgende til Chuukung. Gik ind fra Jiri..

Leder: Søren Smidt

Søren leder Kipling Travel gruppepå Mera Peak og topper med ni deltagere

Leder: Line Antoft
Line leder endnu en Mera Peak ekspedition for Kipling Travel og får 7 på toppen.

Detaljeret dato: 2018-04-30
Guide: Ngima Tenzing Sherpa
Deltagere: Orlando Cea Esquel og danske Kristoffer Barlund
 
Topper Mera Peak 30. April 2018 med guide. Formodes at komme fra eller forsøge på Amphu Laptsa passet mod Everest.
(Besked fra Nima)

Leder: Martin Ploug

Deltagere: Kipling gruppe. Marting og 12 deltagere topper Mera Peak efter trek i Khumbu

Detaljeret dato: 2017-10-19
Leder: Martin ploug
Arrangør: Kipling travel

Jan Valhøj bestiger Mera Peak i Nepal

Kilde:

http://sindalavis.dk/foredrag-bjergbestigning-i-nepal/

Detaljeret dato: 2016-10
KDC bestiger Mera Peak, overskrider Amphu Laptsa og topper Island Peak i efteråret 2016

Detaljeret dato: 2015-10-25

Leder: Jakob lapp

Arrangør: Kipling Travel

kold og stille morgen 

Detaljeret dato: 2015-10-21
Leder: Jakob Lapp
Arrangør: Kipling Travel

Detaljeret dato: 2015-10-20

Leder: Jakob Lapp

Arrangør: Kipling

Leder Jakob Lapp

Start fra high camp kl. 3.45 AM, vind ca. 10-15 m/s med snefygning, men god sigtbarhed. Temperatur ca. -15 grader. Ved foden af toppen 6.10 og første mand på toppen 20. Oktober kl. 6.30 sammen med Morten Knudsen og Karma Gyalzen. Også god sigtbarhed på toppen. 

JVK er første mand på toppen med Kipling gruppe på Mera Peak bestigning. 

Ekspeditionen havde alle på toppen i oktober 2015.

Detaljeret dato: 2014-10-25

Meget flot og klar dag!

Detaljeret dato: 2014-10-25
Arrangør: Kipling

Detaljeret dato: 2014-10-25
Leder: Jakob Christoffersen Lapp
Arrangør: Kipling

Detaljeret dato: 2012-07-25
Arrangør: Kipling Travel
En fantastisk bestigning af et smukt bjerg

Detaljeret dato: 2013-10-22
Skiekspedition

se http://www.nikoniebuhr.com/sito_1_014.htm

Detaljeret dato: 2012-11-10
Leder: Tomaž Jakofčič
Arrangør: Jagged Globe
 Lang akklimatiseringstur fra Lukla, via Khote, Tangnag og Khare. 12 deltagere på ekspeditionen, hvoraf halvdelen nåede toppen på en solrig dag. Tilbage til Lukla via Zatrwa La i en mindre snestorm.

Detaljeret dato: 2012-10-24
Leder: Søren Gudmann
Arrangør: Kipling Travel
 Tur til Mera peak som guide for Kipling.
Får to kunder på toppen, i smukt vejr.

Detaljeret dato: 2012-10-16
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: World Expeditions
Søren besteg Mera med 6/6 clienter klokken 8.45 lokal tid som 'opvarmning'/akklimatisering før Baruntse.
Vejret var usœdvanligt godt - ingen vind og smuk blå himmel!

Arrangør: Selv
PAJ er på stort eget trek i Nepal i 2012 og forsøger at bestige Mera Peak. Når ikke toppen grundet lungebetædelse.

Detaljeret dato: 2011-10
Arrangør: Kipling Travel
Ole Andreasen leder større gruppe til toppen af Mera peak i flot stil

Detaljeret dato: 2011-10-20

Leder: Ole Andreassen

Arrangør: Kipling Travel

Detaljeret dato: 2011-10-20
Arrangør: Kipling

Detaljeret dato: 2011-10-20
Leder: Ole Andreassen
Fantastisk bjerg. Nemt at bestige, dog er lidt teknisk på de sidste 60 højdemeter.

Detaljeret dato: 2011-10-20

fantastisk

Detaljeret dato: 2010-10-25

Leder: Juan Carlos

Arrangør: Kipling Travel

På grund af dyb sne stoppede på plateau før sidste travers og opstigning til toppen

Detaljeret dato: 2010-10-24
Søren Kruse Ledet bestiger Mera Peak under trek i Nepal med 4/7 deltagere ved 11-tiden på en smuk og klar oktober morgen. 3 deltagere vœlger at stoppe ved gletcher-spalten små 25m under normal toppen.

Karin topper Mera Central

Detaljeret dato: 2010-10-31

Leder: Alan Ward

Arrangør: The Mountain Company (TMC)

Den 31. oktober nåede vi kun High Camp (5800 m), hvorfra vi skulle starte vores topforsøg. Desværre i løbet af dagen kom der snestorm og nåede sit apogeum i løbet af natten. Issprækker og stien både op og ned blev dækket med ca. 50 cm af ny sne. Synligheden var 2 m. Vinden blæste med ca. 100 km/h. Under disse omstændigheder den eneste fornuftig beslutning var at vende om, som i sig selv var en udfordring.

Heldigvis omkring kl. 7 om morgen kom solen frem og blæste skyerne væk. Vi kunne igen se hele landskabet med alle de fremragende bjerge bl.a. Mount Everest. Der var dog stadigvæk kraftig vind med vindstødt. Ingen andre grupper har forsøgt sig på toppen hverken den dag eller efterfølgende dag.

Detaljeret dato: 2010-01-10

Arrangør: Himalaya Glasier, Kathmandu, Themal

Vi var tre danskere, der havde hyret Himalaya Galsier til at tage os til toppen af Mera Peak i januar måned. Frygteligt koldt og blæsende.

Detaljeret dato: 2009-10-19
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: World Expeditions
Besteg Mera Peak med 9/12 deltagere og krydsede 5 dage senere Amphu Laptsa passet og etablerede BC ved Island Peak.

Deltagere: Rene Johansen og Glyn Cullen (Sydafrika)

Som akklimatisering til Baruntse, forsøger RJ og GC på Mera Peak, men bliver højdedårlige og vender om i 6.100 meter.

De fortsætter til Hongu og Baruntse

Detaljeret dato: 2009-05-18
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: World Expeditions
Holdet med 7/7 deltagere, 3 sherpa og Søren stoppede 15m fra toppen af akklimatiseringstoppen Mera Peak pga vind i stormstyrke. Fortsatte derefter mod hovedmålet Baruntse.

Detaljeret dato: 2008-10-18

Leder: Juan Carlos Gonzales

Arrangør: Kipling Travel

Detaljeret dato: 2008-04-29

Baruntse (og Mera Peak North Summit) 2008 (kommerciel, Kipling Travel)

Leder: Bo Belvedere Christensen

Deltagere: Jens Christian Trolle Nielsen, Martin Cederkrantz, Anny Kvithyll, Steen Ulriksen og Jesper Johannesen samt højdesherparne Lhakpa Dorje, Dachamba Sherpa og Pem Chhiri.

Første danske kommercielle ekspedition til Baruntse. Akklimatisering på Mera Peak, inden de går ind og Hinkudalen og bestiger Baruntse 7.129 meter.

Alle bestiger Mera Peak North Summit d. 29. april

Se dagbog her fra www.baruntse.dk:

29. april Mera Peak North Summit 6.476 meter

Dagen for vores topforsøg.

Vi blev vækket allerede 2.30 med morgenthe og startede fra lejren 3.30 i de to grupper, som beskrevet i går. Samtidigt startede et større hold fra Australien og Tasmanien, hvilke vi netop havde håbet at undgå. Men det viste sig ikke at have den store betydning, idet vores hurtigste hold hurtigt lagde alle andre langt bag sig og vores lidt langsommere hold i det mindste var foran de fleste andre.

Vejen op var ret enkel med ganske lette sneskråninger helt op til selve toppene. Undervejs skulle vi dog lige passe på en del småspalter.

Ved den første top lagde vi et lille stykke fast reb ud til lige at sikre passagen af en større spalte, derefter var der bare 20 meter op på Central toppen, som er 6461 meter. Vel heroppe gjorde Lhakpa store sejrattituder, måske for at overbevise os om, at vi nu havde nået toppen. Men vi havde på hele trekket ind talt om, at hvis det på nogen måde var muligt, ville vi op på den lidt højere nordtop, som er Mera Peaks højeste, men som normalt ikke bestigers af trekkere pga. tekniske vanskeligheder.

Jeg gik ud for, at prøve at spotte en vej ned fra central toppen via kammen mellem toppene og op på den højeste. Det så absolut muligt ud, men problemet var lige, at komme ned til kammen. Først kiggede jeg på den direkte vej, men her blokerede en stejl væg med en række gigant spalter vejen. Så gik vi ned fra toppen den vej vi var kommet op og søgte rundt om den lige nedenfor topvæggen. Jeg nåede lige at se en lille revne i sneen før Lhakpa trådte lige i spalten. Heldigvis var den ikke større end, at kun hans ene ben forsvandt ned i den. Men 15 meter længere ned af skråningen prøvede jeg mig forsigtigt for med min isøkse og stødte på en større spalte, som ikke lige var til at passere her.

Tilbage ved udgangspunktet gik vi lidt længere ned og endnu længere rundt om central toppen og her viste vejen sig mulig. Snart efter gik vi hen ad kammen mellem de to Mera toppe med en helt forrygende udsigt ned over den stejle sydvæg direkte ned til nogle smaragdgrønne gletschersøer omkring 2000 meter under os.

Kammen stejlede til og vi skulle nu finde vej mellem nogle spalter, som gennemskar den. Fra den første top mente jeg at have fundet vejen mellem spalterne, men da vi kom derover var det lidt enklere, end jeg havde ventet. Vi kunne forcere den første af spalterne direkte på kammen og gå ud på den stejle sydside af kammen, hvor omkring 50 meter opad denne førte os til toppen, som vi nåede allerede kl. 8.

Så kunne der jubles, for vi havde nu nået præcis det mål, som vi havde sat os. Vi blev på toppen omkring en halv time og nød at være der alene, mens de andre hold alle kun besteg den lettere og lavere central top. Udsigten var helt forrygende med bjerge som Numbur (over 7000 meter), Cho Oyu (8201 meter og den vi oprindeligt havde planlagt at bestige på denne ekspedition), Ama Dablam (6856 meter, som jeg besteg i 1988), Pumori (over 7000 meter høj nabo til Everest) og så selvfølgelig hele Everest gruppen med Everest, Nuptse og Lhotse. Direkte mod nord kunne vi se hovedmålet for vores ekspedition, Baruntse. Længere mod øst var den imponerende 7300 meter høje Chamlang og meget langt ude i horisonten mod øst kunne jeg bl.a. se det 6850 meter høje Pandra, som var jomfrueligt, da jeg besteg det sammen med 2 kammerater i 2002. Helt dominerende mod øst var dog verdens 3. højeste bjerg Kangchenjunga.

Kort før vi ville gå forlade toppen så vi 2 personer, som drejede fra hovedsporet til central toppen og kom over mod os. Jesper, Martin og Jens startede ned mod lejren, mens Lhakpa og jeg ventede lige nedenfor spalten og det stejle parti, da vi mente det kunne være nogle af de andre fra vores gruppe. Det viste sig at være Anny og Dachhamba, som var på vej op til den højeste top. Desværre kunne de fortælle, at Steen var vendt om tidligere på morgenen.

Anny var noget slidt til sidst, men til sidst stod hun, Dachhamba, Lhakpa og jeg på den højeste Mera top. En utrolig god start på vores ekspedition og en dejlig dag. Efter at have nydt udsigten var det bare nedad og nedad først til High Camp for at pakke vores lejr sammen og så videre ned til Mera La camp, hvorfra vi i morgen går videre til Baruntse.

Mange hilsener

Bo.

Detaljeret dato: 2008-04-29

Baruntse (og Mera Peak North Summit) 2008 (kommerciel, Kipling Travel)

Leder: Bo Belvedere Christensen

Deltagere: Jens Christian Trolle Nielsen, Martin Cederkrantz, Anny Kvithyll, Steen Ulriksen og Jesper Johannesen samt højdesherparne Lhakpa Dorje, Dachamba Sherpa og Pem Chhiri.

Første danske kommercielle ekspedition til Baruntse. Akklimatisering på Mera Peak, inden de går ind og Hinkudalen og bestiger Baruntse 7.129 meter.

Alle bestiger Mera Peak North Summit d. 29. april

Se dagbog her fra www.baruntse.dk:

29. april Mera Peak North Summit 6.476 meter

Dagen for vores topforsøg.

Vi blev vækket allerede 2.30 med morgenthe og startede fra lejren 3.30 i de to grupper, som beskrevet i går. Samtidigt startede et større hold fra Australien og Tasmanien, hvilke vi netop havde håbet at undgå. Men det viste sig ikke at have den store betydning, idet vores hurtigste hold hurtigt lagde alle andre langt bag sig og vores lidt langsommere hold i det mindste var foran de fleste andre.

Vejen op var ret enkel med ganske lette sneskråninger helt op til selve toppene. Undervejs skulle vi dog lige passe på en del småspalter.

Ved den første top lagde vi et lille stykke fast reb ud til lige at sikre passagen af en større spalte, derefter var der bare 20 meter op på Central toppen, som er 6461 meter. Vel heroppe gjorde Lhakpa store sejrattituder, måske for at overbevise os om, at vi nu havde nået toppen. Men vi havde på hele trekket ind talt om, at hvis det på nogen måde var muligt, ville vi op på den lidt højere nordtop, som er Mera Peaks højeste, men som normalt ikke bestigers af trekkere pga. tekniske vanskeligheder.

Jeg gik ud for, at prøve at spotte en vej ned fra central toppen via kammen mellem toppene og op på den højeste. Det så absolut muligt ud, men problemet var lige, at komme ned til kammen. Først kiggede jeg på den direkte vej, men her blokerede en stejl væg med en række gigant spalter vejen. Så gik vi ned fra toppen den vej vi var kommet op og søgte rundt om den lige nedenfor topvæggen. Jeg nåede lige at se en lille revne i sneen før Lhakpa trådte lige i spalten. Heldigvis var den ikke større end, at kun hans ene ben forsvandt ned i den. Men 15 meter længere ned af skråningen prøvede jeg mig forsigtigt for med min isøkse og stødte på en større spalte, som ikke lige var til at passere her.

Tilbage ved udgangspunktet gik vi lidt længere ned og endnu længere rundt om central toppen og her viste vejen sig mulig. Snart efter gik vi hen ad kammen mellem de to Mera toppe med en helt forrygende udsigt ned over den stejle sydvæg direkte ned til nogle smaragdgrønne gletschersøer omkring 2000 meter under os.

Kammen stejlede til og vi skulle nu finde vej mellem nogle spalter, som gennemskar den. Fra den første top mente jeg at have fundet vejen mellem spalterne, men da vi kom derover var det lidt enklere, end jeg havde ventet. Vi kunne forcere den første af spalterne direkte på kammen og gå ud på den stejle sydside af kammen, hvor omkring 50 meter opad denne førte os til toppen, som vi nåede allerede kl. 8.

Så kunne der jubles, for vi havde nu nået præcis det mål, som vi havde sat os. Vi blev på toppen omkring en halv time og nød at være der alene, mens de andre hold alle kun besteg den lettere og lavere central top. Udsigten var helt forrygende med bjerge som Numbur (over 7000 meter), Cho Oyu (8201 meter og den vi oprindeligt havde planlagt at bestige på denne ekspedition), Ama Dablam (6856 meter, som jeg besteg i 1988), Pumori (over 7000 meter høj nabo til Everest) og så selvfølgelig hele Everest gruppen med Everest, Nuptse og Lhotse. Direkte mod nord kunne vi se hovedmålet for vores ekspedition, Baruntse. Længere mod øst var den imponerende 7300 meter høje Chamlang og meget langt ude i horisonten mod øst kunne jeg bl.a. se det 6850 meter høje Pandra, som var jomfrueligt, da jeg besteg det sammen med 2 kammerater i 2002. Helt dominerende mod øst var dog verdens 3. højeste bjerg Kangchenjunga.

Kort før vi ville gå forlade toppen så vi 2 personer, som drejede fra hovedsporet til central toppen og kom over mod os. Jesper, Martin og Jens startede ned mod lejren, mens Lhakpa og jeg ventede lige nedenfor spalten og det stejle parti, da vi mente det kunne være nogle af de andre fra vores gruppe. Det viste sig at være Anny og Dachhamba, som var på vej op til den højeste top. Desværre kunne de fortælle, at Steen var vendt om tidligere på morgenen.

Anny var noget slidt til sidst, men til sidst stod hun, Dachhamba, Lhakpa og jeg på den højeste Mera top. En utrolig god start på vores ekspedition og en dejlig dag. Efter at have nydt udsigten var det bare nedad og nedad først til High Camp for at pakke vores lejr sammen og så videre ned til Mera La camp, hvorfra vi i morgen går videre til Baruntse.

Mange hilsener

Bo.

Detaljeret dato: 2008-04-29

Baruntse (og Mera Peak North Summit) 2008 (kommerciel, Kipling Travel)

Leder: Bo Belvedere Christensen

Deltagere: Jens Christian Trolle Nielsen, Martin Cederkrantz, Anny Kvithyll, Steen Ulriksen og Jesper Johannesen samt højdesherparne Lhakpa Dorje, Dachamba Sherpa og Pem Chhiri.

Første danske kommercielle ekspedition til Baruntse. Akklimatisering på Mera Peak, inden de går ind og Hinkudalen og bestiger Baruntse 7.129 meter.

Alle bestiger Mera Peak North Summit d. 29. april

Se dagbog her fra www.baruntse.dk:

29. april Mera Peak North Summit 6.476 meter

Dagen for vores topforsøg.

Vi blev vækket allerede 2.30 med morgenthe og startede fra lejren 3.30 i de to grupper, som beskrevet i går. Samtidigt startede et større hold fra Australien og Tasmanien, hvilke vi netop havde håbet at undgå. Men det viste sig ikke at have den store betydning, idet vores hurtigste hold hurtigt lagde alle andre langt bag sig og vores lidt langsommere hold i det mindste var foran de fleste andre.

Vejen op var ret enkel med ganske lette sneskråninger helt op til selve toppene. Undervejs skulle vi dog lige passe på en del småspalter.

Ved den første top lagde vi et lille stykke fast reb ud til lige at sikre passagen af en større spalte, derefter var der bare 20 meter op på Central toppen, som er 6461 meter. Vel heroppe gjorde Lhakpa store sejrattituder, måske for at overbevise os om, at vi nu havde nået toppen. Men vi havde på hele trekket ind talt om, at hvis det på nogen måde var muligt, ville vi op på den lidt højere nordtop, som er Mera Peaks højeste, men som normalt ikke bestigers af trekkere pga. tekniske vanskeligheder.

Jeg gik ud for, at prøve at spotte en vej ned fra central toppen via kammen mellem toppene og op på den højeste. Det så absolut muligt ud, men problemet var lige, at komme ned til kammen. Først kiggede jeg på den direkte vej, men her blokerede en stejl væg med en række gigant spalter vejen. Så gik vi ned fra toppen den vej vi var kommet op og søgte rundt om den lige nedenfor topvæggen. Jeg nåede lige at se en lille revne i sneen før Lhakpa trådte lige i spalten. Heldigvis var den ikke større end, at kun hans ene ben forsvandt ned i den. Men 15 meter længere ned af skråningen prøvede jeg mig forsigtigt for med min isøkse og stødte på en større spalte, som ikke lige var til at passere her.

Tilbage ved udgangspunktet gik vi lidt længere ned og endnu længere rundt om central toppen og her viste vejen sig mulig. Snart efter gik vi hen ad kammen mellem de to Mera toppe med en helt forrygende udsigt ned over den stejle sydvæg direkte ned til nogle smaragdgrønne gletschersøer omkring 2000 meter under os.

Kammen stejlede til og vi skulle nu finde vej mellem nogle spalter, som gennemskar den. Fra den første top mente jeg at have fundet vejen mellem spalterne, men da vi kom derover var det lidt enklere, end jeg havde ventet. Vi kunne forcere den første af spalterne direkte på kammen og gå ud på den stejle sydside af kammen, hvor omkring 50 meter opad denne førte os til toppen, som vi nåede allerede kl. 8.

Så kunne der jubles, for vi havde nu nået præcis det mål, som vi havde sat os. Vi blev på toppen omkring en halv time og nød at være der alene, mens de andre hold alle kun besteg den lettere og lavere central top. Udsigten var helt forrygende med bjerge som Numbur (over 7000 meter), Cho Oyu (8201 meter og den vi oprindeligt havde planlagt at bestige på denne ekspedition), Ama Dablam (6856 meter, som jeg besteg i 1988), Pumori (over 7000 meter høj nabo til Everest) og så selvfølgelig hele Everest gruppen med Everest, Nuptse og Lhotse. Direkte mod nord kunne vi se hovedmålet for vores ekspedition, Baruntse. Længere mod øst var den imponerende 7300 meter høje Chamlang og meget langt ude i horisonten mod øst kunne jeg bl.a. se det 6850 meter høje Pandra, som var jomfrueligt, da jeg besteg det sammen med 2 kammerater i 2002. Helt dominerende mod øst var dog verdens 3. højeste bjerg Kangchenjunga.

Kort før vi ville gå forlade toppen så vi 2 personer, som drejede fra hovedsporet til central toppen og kom over mod os. Jesper, Martin og Jens startede ned mod lejren, mens Lhakpa og jeg ventede lige nedenfor spalten og det stejle parti, da vi mente det kunne være nogle af de andre fra vores gruppe. Det viste sig at være Anny og Dachhamba, som var på vej op til den højeste top. Desværre kunne de fortælle, at Steen var vendt om tidligere på morgenen.

Anny var noget slidt til sidst, men til sidst stod hun, Dachhamba, Lhakpa og jeg på den højeste Mera top. En utrolig god start på vores ekspedition og en dejlig dag. Efter at have nydt udsigten var det bare nedad og nedad først til High Camp for at pakke vores lejr sammen og så videre ned til Mera La camp, hvorfra vi i morgen går videre til Baruntse.

Mange hilsener

Bo.

Detaljeret dato: 2008-04-29

Leder: Bo Belvedere

Arrangør: Kipling Travel

a

Detaljeret dato: 2008-04-24

Leder: Bo Belvedere Christensen

Arrangør: Kipling Travel

Deltagere: Helle Høstrup og Ole Andreasen

Bestiger Mera Peak. Se også Pokalde, Island Peak, Shisha Pangma og Pokalde 2008:


Her beretning fra Blog om kræft:
http://www.blogomkraeft.dk/2008/04/29/toppen-af-mera-peak/


Toppen af Mera Peak
Helle: Mod højere lejre

Computeren er oppe at køre igen efter en heroisk redningsaktion af Ole.
Siden sidste brev hjem ankom vi i Khare Camp, som lå i 4900 meters højde. Her tilbragte vi en ekstra nat og brugte dagen på at bestige en top i 5200 meters højde. Egentlig var aftalen at efterlade hele vores crew her, mens vi lavede vores topforsøg, men kokken havde sin faglige stolthed og insisterede på at gå med os også til high camp. Det betød lidt mindre vægt i rygsækken for os.

Næste morgen, da vi nåede gletcheren, spændte vi sneskoene på, og det var forrygende at bevæge sig med dem henover isen. Man bruger mindre energi, og har langt større frihed i forhold til, hvor man sætter fødderne. Sneskoene fordeler vægten på en helt anden måde end crampons.
Da vi ankom til Mera La base camp udbrød vi for gud ved hvilken gang, at dette var den smukkeste lejr, vi havde været i. Udsigten var fantastisk, og vi fandt en lun klippevæg, hvor vi slappede af og holdt hviledag. Hviledage i bjergene har den virkning, at jeg går helt i pause-mode. Jeg kan sidde i timevis og blot iagttage skyformationer over bjergene langsomt ændre sig.

Efter hviledagen spændte vi igen sneskoene på og gik over gletcheren mod high camp. Vi havde de tidligere dage mødt flere store grupper på vej højere op ad bjerget. Nu mødte vi dem på deres vej ned fra topforsøgene. Sneskoene vakte stor opmærksomhed blandt især sherpaer, og jeg stoppede gang på gang for at forklare. Udsigten på vej mod high camp var enestående, af den slags som gør det hele værd for mig. Jeg bruger tid på at standse og suge indtrykkene til mig. Man kan fange en smule på fotografi, men det bedste må lagres inde i mig.

Ole: Topdag, Mera Peak
Efter en lang opstigning via Hinku dalen, var endelig klar til turens første topforsøg. Vi havde kort forinden måtte acceptere det faktum, at Tibet er et lukket land dette forår og skuffelsen hang i os. Dog gjorde nederlaget os tændte, og en vis form for trøst skulle gerne vindes med at bestige Mera Peak.
Topforsøget startede mere eller mindre allerede i base camp i 5350 meters højde. Her havde vi lejr i to nætter, inden vi bevægede os til high camp i 5800 meter, blot for at hvile lidt og derefter fortsætte mod toppen.

Fra base camp gik vi afsted over glecieren i fin form, et par stigninger undervejs, satte formen på prøve og tempoet måtte holdes anstændigt for ikke at provokere vejrtræningen til at gå beserk. Vi ankom til high camp ved middagstid, og vi mærkede begge højden – alt arbejde var nu med blevet hårdt arbejde. Selv havde jeg en snigende hovedpine og jeg måtte hvile for ikke at forvære situationen. Helle så fin ud ved ankomsten til lejren, hun kom ca. 20 minutter efter mig, og fortalte glad om at hun havde en fin tur op, tog mange billeder og snakkede med gårsdagens topaspitanter, som var på vej ned m.m. Jeg grinede lidt af hendes beretning, jeg arbejder normalt lidt anderledes og knokler bare på indtil jeg er fremme i lejren, jeg kunne måske lære lidt at hendes afslappende stil?

Efter en times tid i lejren blev Helle imidlertid lidt utilpas, og kvalme udviklede sig til opkastning, et mindre lovende tegn, for det snart forestående topforsøg. Jeg bandede det væk indvendigt, mens jeg prøvede at opmuntre Helle med at, efter lidt hvile, skal hun nok komme oven på igen. Hun har under det meste af turen lige skulle bruge et par timer på at affinde sig i ny højde, og Helles vanlige højde problem har altid været forbigående kvalme og eventuel opkastninger. Så vi stod med et probelm vi var vel forberedte på.

Mens min klatre makker hoppede i posen for at få noget hvile, begyndte jeg at forberede mig på topforsøget ved at klargøre reb m.m. Vi havde to Sherpaere med i high camp, og de var flittige medhjælpere. Samtidigt samlede de sne som de smeltede til vand, så vi kunne få flydte drikkedunke med på topforsøget. Klokken 18:00 spiste vi sammen, de to Sherpaere og jeg, Helle sov trygt og vi aftalte at vække hende kl 23:00, for at tage endeligt bestik at situationen. Hvis hun var skidt og dårlig, ville vi blive nødsaget til at droppe topforsøget, uden at være kommet afsted. Vores ene Sherpa tilbød at tage med på toppen, men jeg afstod herfra, da det vil være imod vores idé og målsætning, enten er vi klar og ellers må vi opgive, for denne gang.

Klokken 23:00, vækker jeg Helle, hun sukker lidt, grynter lidt, ryster hovedet og angiver derefter at have det noget bedre. Hun drikker lidt og holder det i sig. Gode tegn, vi blev enige om at holde os til planen, og sætte vækkeuret til kl 2:00.

En tissetur kl. 1:30 gør at jeg langsomt går igang med de sidste forberedelser, vores Sherpaer lavede fluks the og suppe, og jeg nød lige en stille kop the, mens jeg betragtede himlen. Skyfrit, let vind og fuldmånde, en perfrekt topnat, fedt!
Klokken 2:00 fik Helle en skål tomatsuppe ind i teltet, hun så på det med største afsky, mens hun langsomt begyndte at klemme det ned i små slurke. Hun lod til at holde maden i sig, og meldte sig klar til topforsøget.
Topforsøget -  ”nu er der kun en vej og det er op”.

Klokken 4:00 meldte min gode makker ud at nu er hun klar, helt klar. Vi grinede lidt af hendes lidt kaotiske start på natten, hun bandede selv lidt over det, og så startede vi ellers fokuseringen på nattens opgave, toppen af Mera Peak.

Vi startede langomt ud og bøvlede lidt med at få klatrejernene til at side ordenligt på de store Millet støvler, rettede lidt til hist og her, og langsomt kom vi ind i en god solid rytme. Ruten gik over glecieren, og det var en lang tur vi havde for os. Lyset var fint fra fuldmånden, som stod som en projektør lige ned i hovedet på os, det er en kæmpe fordel med lyset og orrienteringen var overkommelig.

Til vores store overraskelse var vi helt alene på bjerget, vi var de eneste i highcamp, men da mange grupper starter fra base camp, kunne vi ikke vide os sikre på om andre ville komme op nedefra.

Enklte steder forsvandt sproret ud i ingen ting. Det havde sneet tidligere på aftenen og på steder var sportet dækket, da jeg gik forrest måtte jeg konstant prøve at orrintere mig fra over snemarkerne for at afgøre hvor ruten fortsatte. Ofte ville der være andre klatre på dette bjerg da det er en af Nepals mest populærer bjerge, men ikke i nat og derfor ingen Sherpar i spidsen for den forrest gruppe, til at lave spor. Alt dette var med til at holde gang i denne top dag, der var en ekstra ellement af spænding, og følelsen af at være helt alene på dette store bjerg var fantastisk.

Et stort bjerg – er Mera Peak, det er en kæmpe klods med hele tre hovedtoppe, og en enormt masse is. Med al værdighed en sand Himalaya top. Men hold op der er lang vej til toppen af Mera Peak. Det går ret hurtigt op for mig, at der satme er lang vej til toppen, og vi indgiver os på en sand ørkenvandring. Helle, virkede på mig træt, hun har ikke spist og drukke nok og hun måtte bede om pauser. Helt forståligt efter de vilkår hun arbejdede under. Pauserne er ikke min styrke, jeg syntes de er et forstyrrende ellement i en topbestigning, men jeg var godt klar over ,at vi i dag stod med forskellige forudsætninger, grundet Helles dårlige dag forinden – jeg måtte bøje mig for behovet. Flere gange tvilede jeg på succes, og jeg kiggede mange på Helles færd for at afgøre, om hun var ok. Hun så dog ud til at være komme ind i en hvis for rytme og virkede stabil. Vi forstætter  derfor, og jeg undlod besvist at spørge til hvorvidt Helle troede, det er muligt at nå hele vejen.

Klokken 9 om morgen, havde vi endnu ikke set skyggen af toppen, og vi var i ca. 6300 meters højde. Jeg begyndte at syntes ,det var mærkeligt, hold kæft hvor var der langt. Stigningen på bjerget var rigtig møj irriterende, for flad til at rigtig bruge øksen og for stejl at man kunne gå normalt. Det er lidt svært at forklare, men det men var altså bare en vedvarnede møj stigning. Vi bevægede os dog videre i snegle fart og i hvile gang – hvor man hviler et sekundt for hvert skridt.
Klokken 9:30 dukkede toppen op, stadig et stykke væk, og øjensyneligt skulle vores topdag slutte af med en stejl stigning og forcering af to store spalter, som fra runten var synlige lige under toppen. Jeg vendte mig om og sagde til Helle, at ‘det er  nok ikke er så slemt som det ser ud til’, hvor til hun svarede at: ‘det kan jo også være, at det er’.  Men ikke et ord om at vende om, opgive eller andet. Vi var godt nok ved at være sendt på den, men nu var toppen inden for rækkevide.

Vi kom faktisk hurtigt frem til selve toppen, som stod som en stor pelistal ca. 75 meter høj. Oppe under toppen, kom vi fluks over de to store spalter og stod nu med kun 20 meter til toppen. Helle bliver her efter min overbevisning her ramt af et adrenalinskud, som bliver pumpet ind i hendes vener med ekstrem stor hast. Hun klatrer hurtigt op over den 20 meter høje væg, mens jeg sikrer hende. På toppen af væggen kaster hun sig op det lille topplataue, og uden at vide det forstiller jeg mig at hun lå deroppe med smil over hele femøren. Begge oppe på topplatauet gik vi de sidste 25 meter til toppen, endeligt!

Vi tog en række billeder og frøs i den bidende kolde vind, efter et par minutter var vi på vej ned igen. Vi rapplede ned over den 20 meter stejle topvæg og spalterne nedenunder, og herfra var det bare ned over glecieren. Selv om det var en lang tur op og en kedelige stigning, må man sige at det var nemt og bekvemlig at komme ned, efter to timer med high camp inden for rækkevide, stødede vi på voeres Sherpa, han var gået op så langt han kunne fra high camp med nye drikkevare til os. Vi tog os en velfortjent pause, pakkede sattelittelefonen frem og ringede flukst hjem med nyheden om at vi havde nået toppen.

Topdagen sluttede først klokken 15:00 om eftermiddagen, vel nede i Khare i 4900 meters højde. Trætte udmattede men også stolte efter en god og solid bedrift. Helles præstation var i særdelshed et eksempel i stædighed, godt gået.
Ole

Helle: Fuldmåne over Mera Peak
High camp lå på en klippeafsats med udsigt til de mest fantastiske isformationer længere nede. Vi brugte vores lille singlewall telt fra Marmot, og det fungerede perfekt. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at mine opkastninger skulle eksponeres som de er blevet, men det er altså kort sagt et fænomen, som jeg ofte oplever i højden. Det samme har jeg oplevet ved store fysiske udfoldelser i lav højde. Det er ikke et fænomen, jeg tillægger særlig betydning, og det forhindrer mig sjældent i at fortsætte en bestigning. Det kan jeg sige, fordi jeg har oplevet det mange gange og ikke er i tvivl om, hvornår det er et faresignal, som jeg skal tage alvorligt.

Da jeg vågnede kl 23, havde jeg det klart bedre, og kl 1.30 var jeg parat til lidt suppe og the og helt parat til et topforsøg. Efter at have pakket rygsækken med lidt forhindringer var vi endelig afsted mod toppen af Mera Peak. Vi var de eneste to mennesker på bjerget, og fuldmånen lyste magisk og eventyrligt. Der var spor over isen det meste af vejen, men af og til måtte vi stoppe og diskutere retningen. Vi stødte på enkelte gletcherspalter, men ingen der udgjorde nogen fare på vores vej. Vejen var lang og ensformig, men udsigten til de mange høje bjerge, fuldmånelyset og følelsen af at være helt alene i ødemarken hjalp gang på gang. Mit batteri i kameraet var frosset, og jeg kæmpede en dum kamp med mine dunluffer, så billederne er forblevet inde i mig. Det er svært at bevæge sig i reb i så lang tid, når man bevæger sig så forskelligt, som Ole og jeg gør. Indtrykkene omkring mig bringer mig videre, Ole vender sig mere indad. Jeg standser fra tid til anden, Ole kæmper videre. Morgengryet har altid en helt speciel betydning for mig, og jeg kan lide at stå og suge det til mig. Jeg kæmpede noget med kvalme undervejs, og trods vores Millet Everest støvler og to par tykke sokker, frøs vi tæerne. Det var bidende koldt.

Endelig efter mange timers gletchervandring rejste toppen sig foran os. De første 50 meter gik let opad med fronttakkerne og isøksen, – det var en befrielse at ændre bevægelser. Før de sidste 20 meter åbnede to store gletcherspalter sig, og væggen blev væsentligt stejlere. Her var det ikke for sjov at styrte ned. Ole sikrede mig, og jeg klatrede hurtigt det sidste stykke op til topplatauet. Endelig! Og sikke en udsigt mod alle de store, berømte bjerge. Det var fantastisk, og det var en ubeskrivelig følelse at stå på min første top en tidlig morgen i Himalaya ovenpå alle oplevelserne det sidste år. Det var ikke 8000 meter, men det var fantastisk.

Helle: Ned, ned, ned
Så gik vi ned. Ned over gletcheren til high camp og videre til Khare camp, hvor vores crew ventede. Efter en fortjent nattesøvn fortsatte vi ned og ned til Khote, hvor luften igen var tyk og dejlig at indånde. Endnu en nattesøvn gjorde godt og nu fortsatte vi op over passet til Thuli Kharka i 4200 meters højde. De store snemængder var forsvundet, men der var stadig lidt tilbage, som ind imellem voldte os lidt problemer. Næste morgen forcerede vi passet Zatrwe La i godt 4600 meter, – det var her vi sidst sikrede porterne med et reb. Nu var her meget mudret, lidt iset og rigtig ubehageligt. En af vores portere skred og styrtede et stykke ned med to af vores tasker. Han kom heldigvis intet til, og bekymrede sig betegnende nok mest om taskerne. Jeg selv skred og skred og ankom på den anden side af passet smurt ind i mudder fra top til tå. Jeg har slet ikke støvler med til den slags forceringer. For at nedbringe vægten af min bagage, medbragte jeg kun de store Everest støvler og et par lette sommerstøvler til base camp i Tibet. Men nu er vi ude i helt andre støvleudfordringer. Og endelig ankom vi til Lukla, hvor vi holdt en lille fest med dans sammen med vores crew.

Helle: Katmandu og skuffelsen rammer
Nu er vi tilbage i larmen, støvet, lugtene og energien i Kathmandu, og skuffelsen over ikke at nå vores mål har ramt mig som et kølleslag. Jeg er ufatteligt ked af det og mærker for alvor, hvor meget jeg havde glædet mig og set frem til det. Jeg glæder mig til at komme ud i bjergene igen. Det er svært at bevare det dårlige humør derude midt i den store skønhed. Tibet er lukket land, og vi kommer ikke ind. Vores agent her i Kathmandu, som forhandler tilladelser og visa med kineserne, fortalte, at han var inviteret til et orienteringsmøde med de kinesiske myndigheder. Troede han. For det viste sig, at det var en forestilling med film om, hvordan tibetanere slog løs på kinesere, og intet andet. Vi har læst, at der i Everest Base Camp er kinesisk politi, som overvåger den kommunikation, der udgår fra lejren. Folk får konfiskeret deres satellittelefoner, og må kun benytte dem foran det nepalesiske politi og på engelsk. Den første bjergbestiger er bortvist fra bjerget for at have et tibetansk flag i rygsækken.

Men ellers nyder vi byen lidt. Vi er blever rene og har indleveret tøj til vask.  Vi plejer de forbrændinger, som sol, is og kulde gav os på Mera Peak. Mine læber, min næse og selv min tunge blev forbrændte af de mange timer med reflektioner fra isen. Næste gang dækker jeg munden helt til.
Det har været en bidende kold tur, og vi har været ufatteligt glade for vores 8000 meter udstyr. Dunjakkerne og soveposerne fra Marmot har været vores redning gang på gang, og vi er glade og taknemmelige kravlet ned i vores poser hver eneste aften. Nu hersker varmen og solen, Kathmandu er bagende.

Deltagere: Helle Høstrup og Ole Andreasen

Bestiger Mera Peak. Se også Pokalde, Island Peak, Shisha Pangma og Pokalde 2008:

Her beretning fra Blog om kræft:

http://www.blogomkraeft.dk/2008/04/29/toppen-af-mera-peak/

Toppen af Mera Peak

Helle: Mod højere lejre

Computeren er oppe at køre igen efter en heroisk redningsaktion af Ole.

Siden sidste brev hjem ankom vi i Khare Camp, som lå i 4900 meters højde. Her tilbragte vi en ekstra nat og brugte dagen på at bestige en top i 5200 meters højde. Egentlig var aftalen at efterlade hele vores crew her, mens vi lavede vores topforsøg, men kokken havde sin faglige stolthed og insisterede på at gå med os også til high camp. Det betød lidt mindre vægt i rygsækken for os.

Næste morgen, da vi nåede gletcheren, spændte vi sneskoene på, og det var forrygende at bevæge sig med dem henover isen. Man bruger mindre energi, og har langt større frihed i forhold til, hvor man sætter fødderne. Sneskoene fordeler vægten på en helt anden måde end crampons.

Da vi ankom til Mera La base camp udbrød vi for gud ved hvilken gang, at dette var den smukkeste lejr, vi havde været i. Udsigten var fantastisk, og vi fandt en lun klippevæg, hvor vi slappede af og holdt hviledag. Hviledage i bjergene har den virkning, at jeg går helt i pause-mode. Jeg kan sidde i timevis og blot iagttage skyformationer over bjergene langsomt ændre sig.

Efter hviledagen spændte vi igen sneskoene på og gik over gletcheren mod high camp. Vi havde de tidligere dage mødt flere store grupper på vej højere op ad bjerget. Nu mødte vi dem på deres vej ned fra topforsøgene. Sneskoene vakte stor opmærksomhed blandt især sherpaer, og jeg stoppede gang på gang for at forklare. Udsigten på vej mod high camp var enestående, af den slags som gør det hele værd for mig. Jeg bruger tid på at standse og suge indtrykkene til mig. Man kan fange en smule på fotografi, men det bedste må lagres inde i mig.

Ole: Topdag, Mera Peak

Efter en lang opstigning via Hinku dalen, var endelig klar til turens første topforsøg. Vi havde kort forinden måtte acceptere det faktum, at Tibet er et lukket land dette forår og skuffelsen hang i os. Dog gjorde nederlaget os tændte, og en vis form for trøst skulle gerne vindes med at bestige Mera Peak.

Topforsøget startede mere eller mindre allerede i base camp i 5350 meters højde. Her havde vi lejr i to nætter, inden vi bevægede os til high camp i 5800 meter, blot for at hvile lidt og derefter fortsætte mod toppen.

Fra base camp gik vi afsted over glecieren i fin form, et par stigninger undervejs, satte formen på prøve og tempoet måtte holdes anstændigt for ikke at provokere vejrtræningen til at gå beserk. Vi ankom til high camp ved middagstid, og vi mærkede begge højden – alt arbejde var nu med blevet hårdt arbejde. Selv havde jeg en snigende hovedpine og jeg måtte hvile for ikke at forvære situationen. Helle så fin ud ved ankomsten til lejren, hun kom ca. 20 minutter efter mig, og fortalte glad om at hun havde en fin tur op, tog mange billeder og snakkede med gårsdagens topaspitanter, som var på vej ned m.m. Jeg grinede lidt af hendes beretning, jeg arbejder normalt lidt anderledes og knokler bare på indtil jeg er fremme i lejren, jeg kunne måske lære lidt at hendes afslappende stil?

Efter en times tid i lejren blev Helle imidlertid lidt utilpas, og kvalme udviklede sig til opkastning, et mindre lovende tegn, for det snart forestående topforsøg. Jeg bandede det væk indvendigt, mens jeg prøvede at opmuntre Helle med at, efter lidt hvile, skal hun nok komme oven på igen. Hun har under det meste af turen lige skulle bruge et par timer på at affinde sig i ny højde, og Helles vanlige højde problem har altid været forbigående kvalme og eventuel opkastninger. Så vi stod med et probelm vi var vel forberedte på.

Mens min klatre makker hoppede i posen for at få noget hvile, begyndte jeg at forberede mig på topforsøget ved at klargøre reb m.m. Vi havde to Sherpaere med i high camp, og de var flittige medhjælpere. Samtidigt samlede de sne som de smeltede til vand, så vi kunne få flydte drikkedunke med på topforsøget. Klokken 18:00 spiste vi sammen, de to Sherpaere og jeg, Helle sov trygt og vi aftalte at vække hende kl 23:00, for at tage endeligt bestik at situationen. Hvis hun var skidt og dårlig, ville vi blive nødsaget til at droppe topforsøget, uden at være kommet afsted. Vores ene Sherpa tilbød at tage med på toppen, men jeg afstod herfra, da det vil være imod vores idé og målsætning, enten er vi klar og ellers må vi opgive, for denne gang.

Klokken 23:00, vækker jeg Helle, hun sukker lidt, grynter lidt, ryster hovedet og angiver derefter at have det noget bedre. Hun drikker lidt og holder det i sig. Gode tegn, vi blev enige om at holde os til planen, og sætte vækkeuret til kl 2:00.

En tissetur kl. 1:30 gør at jeg langsomt går igang med de sidste forberedelser, vores Sherpaer lavede fluks the og suppe, og jeg nød lige en stille kop the, mens jeg betragtede himlen. Skyfrit, let vind og fuldmånde, en perfrekt topnat, fedt!

Klokken 2:00 fik Helle en skål tomatsuppe ind i teltet, hun så på det med største afsky, mens hun langsomt begyndte at klemme det ned i små slurke. Hun lod til at holde maden i sig, og meldte sig klar til topforsøget.

Topforsøget -  ”nu er der kun en vej og det er op”.

Klokken 4:00 meldte min gode makker ud at nu er hun klar, helt klar. Vi grinede lidt af hendes lidt kaotiske start på natten, hun bandede selv lidt over det, og så startede vi ellers fokuseringen på nattens opgave, toppen af Mera Peak.

Vi startede langomt ud og bøvlede lidt med at få klatrejernene til at side ordenligt på de store Millet støvler, rettede lidt til hist og her, og langsomt kom vi ind i en god solid rytme. Ruten gik over glecieren, og det var en lang tur vi havde for os. Lyset var fint fra fuldmånden, som stod som en projektør lige ned i hovedet på os, det er en kæmpe fordel med lyset og orrienteringen var overkommelig.

Til vores store overraskelse var vi helt alene på bjerget, vi var de eneste i highcamp, men da mange grupper starter fra base camp, kunne vi ikke vide os sikre på om andre ville komme op nedefra.

Enklte steder forsvandt sproret ud i ingen ting. Det havde sneet tidligere på aftenen og på steder var sportet dækket, da jeg gik forrest måtte jeg konstant prøve at orrintere mig fra over snemarkerne for at afgøre hvor ruten fortsatte. Ofte ville der være andre klatre på dette bjerg da det er en af Nepals mest populærer bjerge, men ikke i nat og derfor ingen Sherpar i spidsen for den forrest gruppe, til at lave spor. Alt dette var med til at holde gang i denne top dag, der var en ekstra ellement af spænding, og følelsen af at være helt alene på dette store bjerg var fantastisk.

Et stort bjerg – er Mera Peak, det er en kæmpe klods med hele tre hovedtoppe, og en enormt masse is. Med al værdighed en sand Himalaya top. Men hold op der er lang vej til toppen af Mera Peak. Det går ret hurtigt op for mig, at der satme er lang vej til toppen, og vi indgiver os på en sand ørkenvandring. Helle, virkede på mig træt, hun har ikke spist og drukke nok og hun måtte bede om pauser. Helt forståligt efter de vilkår hun arbejdede under. Pauserne er ikke min styrke, jeg syntes de er et forstyrrende ellement i en topbestigning, men jeg var godt klar over ,at vi i dag stod med forskellige forudsætninger, grundet Helles dårlige dag forinden – jeg måtte bøje mig for behovet. Flere gange tvilede jeg på succes, og jeg kiggede mange på Helles færd for at afgøre, om hun var ok. Hun så dog ud til at være komme ind i en hvis for rytme og virkede stabil. Vi forstætter  derfor, og jeg undlod besvist at spørge til hvorvidt Helle troede, det er muligt at nå hele vejen.

Klokken 9 om morgen, havde vi endnu ikke set skyggen af toppen, og vi var i ca. 6300 meters højde. Jeg begyndte at syntes ,det var mærkeligt, hold kæft hvor var der langt. Stigningen på bjerget var rigtig møj irriterende, for flad til at rigtig bruge øksen og for stejl at man kunne gå normalt. Det er lidt svært at forklare, men det men var altså bare en vedvarnede møj stigning. Vi bevægede os dog videre i snegle fart og i hvile gang – hvor man hviler et sekundt for hvert skridt.

Klokken 9:30 dukkede toppen op, stadig et stykke væk, og øjensyneligt skulle vores topdag slutte af med en stejl stigning og forcering af to store spalter, som fra runten var synlige lige under toppen. Jeg vendte mig om og sagde til Helle, at ‘det er  nok ikke er så slemt som det ser ud til’, hvor til hun svarede at: ‘det kan jo også være, at det er’.  Men ikke et ord om at vende om, opgive eller andet. Vi var godt nok ved at være sendt på den, men nu var toppen inden for rækkevide.

Vi kom faktisk hurtigt frem til selve toppen, som stod som en stor pelistal ca. 75 meter høj. Oppe under toppen, kom vi fluks over de to store spalter og stod nu med kun 20 meter til toppen. Helle bliver her efter min overbevisning her ramt af et adrenalinskud, som bliver pumpet ind i hendes vener med ekstrem stor hast. Hun klatrer hurtigt op over den 20 meter høje væg, mens jeg sikrer hende. På toppen af væggen kaster hun sig op det lille topplataue, og uden at vide det forstiller jeg mig at hun lå deroppe med smil over hele femøren. Begge oppe på topplatauet gik vi de sidste 25 meter til toppen, endeligt!

Vi tog en række billeder og frøs i den bidende kolde vind, efter et par minutter var vi på vej ned igen. Vi rapplede ned over den 20 meter stejle topvæg og spalterne nedenunder, og herfra var det bare ned over glecieren. Selv om det var en lang tur op og en kedelige stigning, må man sige at det var nemt og bekvemlig at komme ned, efter to timer med high camp inden for rækkevide, stødede vi på voeres Sherpa, han var gået op så langt han kunne fra high camp med nye drikkevare til os. Vi tog os en velfortjent pause, pakkede sattelittelefonen frem og ringede flukst hjem med nyheden om at vi havde nået toppen.

Topdagen sluttede først klokken 15:00 om eftermiddagen, vel nede i Khare i 4900 meters højde. Trætte udmattede men også stolte efter en god og solid bedrift. Helles præstation var i særdelshed et eksempel i stædighed, godt gået.

Ole

Helle: Fuldmåne over Mera Peak

High camp lå på en klippeafsats med udsigt til de mest fantastiske isformationer længere nede. Vi brugte vores lille singlewall telt fra Marmot, og det fungerede perfekt. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at mine opkastninger skulle eksponeres som de er blevet, men det er altså kort sagt et fænomen, som jeg ofte oplever i højden. Det samme har jeg oplevet ved store fysiske udfoldelser i lav højde. Det er ikke et fænomen, jeg tillægger særlig betydning, og det forhindrer mig sjældent i at fortsætte en bestigning. Det kan jeg sige, fordi jeg har oplevet det mange gange og ikke er i tvivl om, hvornår det er et faresignal, som jeg skal tage alvorligt.

Da jeg vågnede kl 23, havde jeg det klart bedre, og kl 1.30 var jeg parat til lidt suppe og the og helt parat til et topforsøg. Efter at have pakket rygsækken med lidt forhindringer var vi endelig afsted mod toppen af Mera Peak. Vi var de eneste to mennesker på bjerget, og fuldmånen lyste magisk og eventyrligt. Der var spor over isen det meste af vejen, men af og til måtte vi stoppe og diskutere retningen. Vi stødte på enkelte gletcherspalter, men ingen der udgjorde nogen fare på vores vej. Vejen var lang og ensformig, men udsigten til de mange høje bjerge, fuldmånelyset og følelsen af at være helt alene i ødemarken hjalp gang på gang. Mit batteri i kameraet var frosset, og jeg kæmpede en dum kamp med mine dunluffer, så billederne er forblevet inde i mig. Det er svært at bevæge sig i reb i så lang tid, når man bevæger sig så forskelligt, som Ole og jeg gør. Indtrykkene omkring mig bringer mig videre, Ole vender sig mere indad. Jeg standser fra tid til anden, Ole kæmper videre. Morgengryet har altid en helt speciel betydning for mig, og jeg kan lide at stå og suge det til mig. Jeg kæmpede noget med kvalme undervejs, og trods vores Millet Everest støvler og to par tykke sokker, frøs vi tæerne. Det var bidende koldt.

Endelig efter mange timers gletchervandring rejste toppen sig foran os. De første 50 meter gik let opad med fronttakkerne og isøksen, – det var en befrielse at ændre bevægelser. Før de sidste 20 meter åbnede to store gletcherspalter sig, og væggen blev væsentligt stejlere. Her var det ikke for sjov at styrte ned. Ole sikrede mig, og jeg klatrede hurtigt det sidste stykke op til topplatauet. Endelig! Og sikke en udsigt mod alle de store, berømte bjerge. Det var fantastisk, og det var en ubeskrivelig følelse at stå på min første top en tidlig morgen i Himalaya ovenpå alle oplevelserne det sidste år. Det var ikke 8000 meter, men det var fantastisk.

Helle: Ned, ned, ned

Så gik vi ned. Ned over gletcheren til high camp og videre til Khare camp, hvor vores crew ventede. Efter en fortjent nattesøvn fortsatte vi ned og ned til Khote, hvor luften igen var tyk og dejlig at indånde. Endnu en nattesøvn gjorde godt og nu fortsatte vi op over passet til Thuli Kharka i 4200 meters højde. De store snemængder var forsvundet, men der var stadig lidt tilbage, som ind imellem voldte os lidt problemer. Næste morgen forcerede vi passet Zatrwe La i godt 4600 meter, – det var her vi sidst sikrede porterne med et reb. Nu var her meget mudret, lidt iset og rigtig ubehageligt. En af vores portere skred og styrtede et stykke ned med to af vores tasker. Han kom heldigvis intet til, og bekymrede sig betegnende nok mest om taskerne. Jeg selv skred og skred og ankom på den anden side af passet smurt ind i mudder fra top til tå. Jeg har slet ikke støvler med til den slags forceringer. For at nedbringe vægten af min bagage, medbragte jeg kun de store Everest støvler og et par lette sommerstøvler til base camp i Tibet. Men nu er vi ude i helt andre støvleudfordringer. Og endelig ankom vi til Lukla, hvor vi holdt en lille fest med dans sammen med vores crew.

Helle: Katmandu og skuffelsen rammer

Nu er vi tilbage i larmen, støvet, lugtene og energien i Kathmandu, og skuffelsen over ikke at nå vores mål har ramt mig som et kølleslag. Jeg er ufatteligt ked af det og mærker for alvor, hvor meget jeg havde glædet mig og set frem til det. Jeg glæder mig til at komme ud i bjergene igen. Det er svært at bevare det dårlige humør derude midt i den store skønhed. Tibet er lukket land, og vi kommer ikke ind. Vores agent her i Kathmandu, som forhandler tilladelser og visa med kineserne, fortalte, at han var inviteret til et orienteringsmøde med de kinesiske myndigheder. Troede han. For det viste sig, at det var en forestilling med film om, hvordan tibetanere slog løs på kinesere, og intet andet. Vi har læst, at der i Everest Base Camp er kinesisk politi, som overvåger den kommunikation, der udgår fra lejren. Folk får konfiskeret deres satellittelefoner, og må kun benytte dem foran det nepalesiske politi og på engelsk. Den første bjergbestiger er bortvist fra bjerget for at have et tibetansk flag i rygsækken.

Men ellers nyder vi byen lidt. Vi er blever rene og har indleveret tøj til vask.  Vi plejer de forbrændinger, som sol, is og kulde gav os på Mera Peak. Mine læber, min næse og selv min tunge blev forbrændte af de mange timer med reflektioner fra isen. Næste gang dækker jeg munden helt til.

Det har været en bidende kold tur, og vi har været ufatteligt glade for vores 8000 meter udstyr. Dunjakkerne og soveposerne fra Marmot har været vores redning gang på gang, og vi er glade og taknemmelige kravlet ned i vores poser hver eneste aften. Nu hersker varmen og solen, Kathmandu er bagende.

Leder: Juan Carlos Gonzales

11 deltagere - 2 må blive i base camp, og 2 yderligere må gå ned fra high camp med højdesyge. 7 deltagere på toppen.

Detaljeret dato: 2007-11-04

Detaljeret dato: 2007-11-04

Detaljeret dato: 2006-10-25

Leder: Jesper Johannesen

Arrangør: Kipling Travel

a

Detaljeret dato: 2006-10-18

Leder: Jakob Urth

Arrangør: Topas Travel

Jakob Urth leder  bestigningen. 

Holdet når toppen uden de store problemer fra Camp 2. Smukt og stille vejr. 

Detaljeret dato: 2006-10
Arrangør: Kipling Travel

Niels Toft bestiger Mera Peak.

Detaljer ukendt

Leder: Jesper Johannesen

Arrangør: Kipling Travel

2005: Johan Toft Sørensen, Jeppe Folling Larsen, Carsten Kildahl Holm bestiger Mera Peak i 2005

2005: Johan Toft Sørensen, Jeppe Folling Larsen, Carsten Kildahl Holm bestiger Mera Peak i 2005

2005: Johan Toft Sørensen, Jeppe Folling Larsen, Carsten Kildahl Holm bestiger Mera Peak i 2005

Detaljeret dato: 2004-10-13

Leder: Bo Fredsøe

Forsøg i efteråret 2004 på Mera Peak Central Summit: dansk ekspedition med Bo Fredsøe, Iben Fredsøe, Søren Nielsen og John Laursen.

Ekspeditionen, der ud over de fire ovennævnte bestod af 12 hjælpere (bærere, kok, køkkendreng, sherpaleder, højdesherpa), etablerede 2 højdelejre og fra øverste lejr i ca. 6050 m. forsøgte Søren Nielsen og John Laursen sammen med højdesherpa Ang Pasang Sherpa kl. 02.00 at gå mod toppen. Vejret var dog meget tåget og kraftigt snefald og blæst satte ind, hvorfor topforsøget måtte opgives i ca. 6300 meter.

Gruppen måtte senere på dagen i tæt tåge og snevejr forsigtigt finde vej ned ad bjerget til basislejren.

Højeste trekking-peak - relativ enkel uden store tekniske forhindringer - men lang!

Lars Thorslund, Michael Ladegaard Jensen, Trine Sif, Nis Pedersen bestiger Mera Central

Lars Thorslund, Michael Ladegaard Jensen, Trine Sif, Nis Pedersen bestiger Mera Central

Søren Bøgh bestiger Mera Peak

Dan Nielsen bestiger Mera Peak

Mera Peak 2003 (kommerciel)

Leder: Martin Sønderby Nielsen

Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa

Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.

Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2003 (kommerciel)

Leder: Martin Sønderby Nielsen

Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa

Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.

Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2003 (kommerciel)

Leder: Martin Sønderby Nielsen

Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa

Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.

Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2003 (kommerciel)

Leder: Martin Sønderby Nielsen

Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa

Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.

Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2003 (kommerciel)

Leder: Martin Sønderby Nielsen

Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa

Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.

Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2003 (kommerciel)

Leder: Martin Sønderby Nielsen

Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa

Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.

Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2003
Leder: Jomsom Rai
Deltagere: Per Thomsen, Ulrik Thomsen, Michael B. Pedersen og Peter Jørgensen

Bestigning af Mera Central via normalruten - Khare - Mera La - High Camp. UT, MBP og PJ kommer på toppen 16.05.03 i højt solskin. Måske kun som, som den anden ekspedition i 2003 ?.

Mera Peak 2003
Leder: Jomsom Rai
Deltagere: Per Thomsen, Ulrik Thomsen, Michael B. Pedersen og Peter Jørgensen

Bestigning af Mera Central via normalruten - Khare - Mera La - High Camp. UT, MBP og PJ kommer på toppen 16.05.03 i højt solskin. Måske kun som, som den anden ekspedition i 2003 ?.

Mera Peak 2003 (kommerciel)
Leder: Martin Sønderby Nielsen
Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa
Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.
Email fra MSN 17NOV03

Mera Peak 2003
Leder: Jomsom Rai
Deltagere: Per Thomsen, Ulrik Thomsen, Michael B. Pedersen og Peter Jørgensen

Bestigning af Mera Central via normalruten - Khare - Mera La - High Camp. UT, MBP og PJ kommer på toppen 16.05.03 i højt solskin. Måske kun som, som den anden ekspedition i 2003 ?.

Mera Peak 2003
Leder: Jomsom Rai
Deltagere: Per Thomsen, Ulrik Thomsen, Michael B. Pedersen og Peter Jørgensen

Bestigning af Mera Central via normalruten - Khare - Mera La - High Camp. UT, MBP og PJ kommer på toppen 16.05.03 i højt solskin. Måske kun som, som den anden ekspedition i 2003 ?.

Mera Peak 2003 (kommerciel)
Leder: Martin Sønderby Nielsen
Sherpaer: Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa
Deltagere: Pernille Thomsen, Thomas Bo Nielsen, Bjørn Meldgaard Nikolajsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Betina Larsen, Brian Lorentsen, Tommy Gade, Jensen.

Alle i H.C. 5.800m. (Tommy vælger at blive her p.g.a. foruroligen vejr). Pernille og Thomas vender om i 6.150m. pga. udmattelse og kolde tæer.

Resten inkl. Sirdar Man Bhadur Tamang, Gelu Sherpa og Gyaltsen Sherpa all Solu forsat til 6.360m hvor alle var tvunget til at opgive topforsøget grundet meget hård vind. Der var ikke kræfter til at forsøge igen dagen.
Email fra MSN 17NOV03

Detaljeret dato: 2002-10-29
Arrangør: Jysk
Leder: ?
Deltagere: 6, deriblandt Michael Andersen.


Se beretning fra http://www.berejst.dk/115116/Merapeak.htm

29. oktober 2002 kl. 08.30 stod jeg på toppen af Mera Central Peak, Nepal, i 6.451 meters højde - med en knaldrende hovedpine. Efter 17 dages trekking, startende fra Jiri, havde jeg nået målet for min tur til Nepal.

Gruppen bestod af i alt seks fyre, tre kollegaer fra Jysk Rejsebureau og tre kunder. Fem ud af seks nåede toppen - den sidste fik for svære symptomer på højdesyge i High Camp i 5.800 meters højde og måtte desværre gå ned.

Det var en fantastisk lykkefølelse og glæde at stå på toppen. Vejret havde de sidste 14 dage været klart og stabilt, og fra toppen var der en flot panorama-udsigt med hele fem "ottetusindere"; Kanchenjunga og Makalu i øst, Everest og Lohtse stik nord og Cho Oyu mod vest. Jeg var dybt taknemmelig og glad for at været nået så langt. Fra High Camp til toppen havde jeg kæmpet med hovedpine, kvalme og forfrysninger i fødder og fingre. Jeg besvimede kort i 6.000 meters højde, da mine forfrosne fingre krævede øget blodtilførsel.

Højdesygesymptomer som hovedpine og kvalme er forholdsvis almindelige i over 4-5.000 meters højde, men man kan minimere dem ved ikke stige for hurtigt i højderne, holde akklimatiserings-/hviledage og drikke masser af vand. Det holdt vi os til, og derfor var vores succesrate også høj. Mera Peak er ikke teknisk svær at bestige, og de maksimale hældninger er kun cirka 40 grader, men luften er meget tynd. På toppen er der kun omkring 45% af den ilt, som findes ved havoverfladen. Så stor udholdenhed og god fysik er også vigtige elementer i et topforsøg. Vi havde startet vores trek i Jiri, og turen mellem Jiri og Lukla havde finpudset vores form, da stykket her imellem består af en masse op- og nedstigninger på 1.000-1.500 højdemeter - ofte på samme dag.

De sidste tre dage op til toppen foregik over den store Mera Gletsjer, som fra toppen løber stik nord. Ved at følge højderyggen på gletsjeren vandrede vi ad en smal tiltrampet sti uden om en del gletsjerspalter for til sidst at nå den centrale top på 6.451 meter. På vej op havde vi højdelejr i Mera La i 5.300 meters højde og High Camp i 5.800 meters højde.

Der er ingen decideret teknisk klatring involveret i bestigningen af Mera Peak. Det eneste udstyr, der behøves, er steigeisen, isøkse, reb, sele og karabiner. De sidste tre ting brugte vi til at holde os samlet på de stejle passager og for undgå at glide ned i de dybe gletsjerspalter. Og så var det også vigtigt, at vi havde en god klatresherpa og guide med, som sørgede for, at vi kom trygt til toppen og ikke mindst hele vejen ned igen.

Efter bestigningen af Mera Peak har jeg højderekorden i De Berejstes Klub, men jeg deler gerne rekorden med andre. Mera Peak er den højeste trekking Peak i Nepal og er samtidig en af de nemmeste 6.000 meter bjerge at bestige. Derfor er den også blevet meget populær at bestige. Så bare kom af sted!
 

Mera Peak 2002 (kommerciel)
Leder: ? Nepaleser
Deltagere: 7 danskere, 2 sherpaer

6 mand på toppen i slutningen af oktober.

Mera Peak 2002 (kommerciel)
Leder: ? Nepaleser
Deltagere: 7 danskere, 2 sherpaer

6 mand på toppen i slutningen af oktober.

Mera Peak 2002 (kommerciel)
Leder: Martin Sønderby Nielsen
Deltagere: 11 danskere, 1 højdesherpa og 4 sherpaguider

Indmarch fra Lukla via Pangkongma La. Alle på nær en mand på toppen en klar og blæsende novemberdag.

Navne mangler

Detaljeret dato: 2001-04-30
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: World Expeditions
Søren Kruse Ledet bestiger Mera Peak med 9/11 deltagere under trek i Nepal

Mera Peak 2001 (kommerciel)

Leder: ?

Deltagere: Bl.a. danske Henrik Blaabjerg

Bestiger Mera Peak i foråret 2001

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)

Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold

Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:

HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)

Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold

Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:

HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)

Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold

Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:

HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)

Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold

Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:

HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)

Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold

Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær AP bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:

HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Detaljeret dato: 2000-10-23
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: World Expeditions
Søren Kruse Ledet bestiger Mera Peak med 10/11 deltagere under trek i Nepal (oktober)

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)

Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold

Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:

HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)

Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold

Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:

HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)
Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold
Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:
HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Detaljeret dato: 2000-05-09
Leder: Søren Kruse Ledet
Arrangør: World Expeditions
Søren Kruse Ledet bestiger Mera Peak med 4/6 deltagere under trek i Nepal (maj måned)

Mera Peak, Amphu Laptsa & Island Peak 2000 (kommerciel)

Leder: Asmus Nørresleth

Deltagere: 5 englændere

AN leder en lille mand på toppen af Mera Peak over Amphu Laptsa passet og op på Island Peak under kommercielt ekspeditionstrek. Flot!

Mera Peak 2000
Morgan Klarskov Andersen og Ulla Mikkelsen

Bestiger Mera Peak under trek i Nepal.

Arrangør: Seven C\'s

Mera Peak 2000 (kommerciel, Seven C's)
Leder: Søren Smidt og nepalesisk sherpahold
Deltagere: Allan Mergen, Jesper Stenderup, Jacob Stenderup, Sasan Raferie, Johnny Brian Hansen, Halina Hansen, Tonny Andersen, Arve Omland (Norge), Anette Persson

Indmarch fra Lukla. Alle på nær P bestiger Mera Central Summit i oktober 2000. En meget vellykket ekspedition.

Artikler:
HA 21/7-00, 17/11-00 , AB 19/12

Mera Peak 2000
Morgan Klarskov Andersen og Ulla Mikkelsen

Bestiger Mera Peak under trek i Nepal.

Mera Peak (kommerciel)

Anders Gimand og Birgitte Arensbak og Tshiring Sherpa.

Målet på denne ambitiøse trekkingtur (Mera, Amphu Laptsa og Imja Tse) er to trekkingtoppe. D. 21. oktober bestiger AG og TS Mera Central trods store mængder sne. BA vender om i 6.100 meter grundet kolde tæer. Amphu Laptsa kunne ikke krydses grundet 1-2 meter sne og ligeså måte Imja Tse opgives.

Arrangør: Seven C\'s

Mera Peak (kommerciel)

Anders Gimand og Birgitte Arensbak og Tshiring Sherpa.

Målet på denne ambitiøse trekkingtur (Mera, Amphu Laptsa og Imja Tse) er to trekkingtoppe. D. 21. oktober bestiger AG og TS Mera Central trods store mængder sne. BA vender om i 6.100 meter grundet kolde tæer. Amphu Laptsa kunne ikke krydses grundet 1-2 meter sne og ligeså måte Imja Tse opgives.

Detaljeret dato: 1998-10
Leder: Gary Hayes
Arrangør: World Expeditions
Søren Kruse Ledet bestiger Mera Peak under trek i Nepal. Trekking turen fortsatte derefter over West Col, 6120m, og Sherpani Col, 6115m, gennem Makalu BC og sluttede i Tumlingtar.
Dette var kulminationen på en 6 måneders vandretur der startede ved Mt.Kailash i Tibet.

Arrangør: World Expeditions

Mera Peak 1998 (kommerciel)

Leder ?

Deltagere: Bl.a. Tom Jensen

TJ bestiger Mera Peak Central 6.461 meter med World Expeditions oktober 1998.

Mera Peak 1997
Leder: Michael Strynø ??
Deltagere: Mikkel Dam og tre andre

Går ind via Zatrwa La til Mera La. Pga. dårligt vejr og store mængder sne, vender MS og MK om i High Camp, knap 6.000 m, efter at have ventet på godt vejr i fire nætter

Mera Peak & Amphu Laptsa 1997 (kommerciel)

Leder ??

Deltagere: blandt andet Frank Tolstrup

Bestigning af Mera. Går ind via Lukla og ud over Amphu Laptsa.

Detaljer mangler.

Mera Peak 1997
Leder: Michael Strynø ??
Deltagere: Mikkel Dam og tre andre

Går ind via Zatrwa La til Mera La. Pga. dårligt vejr og store mængder sne, vender MS og MK om i High Camp, knap 6.000 m, efter at have ventet på godt vejr i fire nætter

Mera Peak 1997
Leder: Michael Strynø ??
Deltagere: Mikkel Dam og tre andre

Går ind via Zatrwa La til Mera La. Pga. dårligt vejr og store mængder sne, vender MS og MK om i High Camp, knap 6.000 m, efter at have ventet på godt vejr i fire nætter

Mera, Imja og Lobuche Peak 1996

Deltagere: Frank Grønneby og Jakob Nørregaard

Under trek i Solu Khumbu ville FG og JN bestige Mera Peak, Imja Tse og Lobuche Peak på samme tur. De tog det faktisk meget seriøst, og var på træningsture til Chamonix, samt havde givet hinanden hånd på ikke at drikke spiritus før turen.

Afrejse 2. marts 1996. Både Frank og Jakob arbejdede i Spejder Sport i Århus. Det vidste sig, at de to gode venner åbenbart ikke kendte hinanden godt nok, og ekspeditionen blev en fiasko, da de åbenbart ikke kom til rette med hinanden på turen.

De fik vist ikke besteget nogle af bjergene. (Mail fra LP juli 1999)

Artikler:

ÅS 15/10-1996.

Mera, Imja og Lobuche Peak 1996

Deltagere: Frank Grønneby og Jakob Nørregaard

Under trek i Solu Khumbu ville FG og JN bestige Mera Peak, Imja Tse og Lobuche Peak på samme tur. De tog det faktisk meget seriøst, og var på træningsture til Chamonix, samt havde givet hinanden hånd på ikke at drikke spiritus før turen.

Afrejse 2. marts 1996. Både Frank og Jakob arbejdede i Spejder Sport i Århus. Det vidste sig, at de to gode venner åbenbart ikke kendte hinanden godt nok, og ekspeditionen blev en fiasko, da de åbenbart ikke kom til rette med hinanden på turen.

De fik vist ikke besteget nogle af bjergene. (Mail fra LP juli 1999)

Artikler:

ÅS 15/10-1996.

Arrangør: Highlander)
Mera Peak 1996

6 jyske gutter bestiger Mera Central

Detaljer mangler

Mera Peak 1995
Ole Petersen, Henrik Petersen og Finn Møller

Vender om over High Camp, under toppen i knap 6.000 meter.

Leder: Søren Smidt
Arrangør: Grace
Poul Juul Jensen bestiger Mera Peak med Søren Smidt som rejseleder

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)

Leder: Søren Smidt

Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)

Leder: Søren Smidt

Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)

Leder: Søren Smidt

Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995

Ole Petersen, Henrik Petersen og Finn Møller

Vender om over High Camp, under toppen i knap 6.000 meter.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)

Leder: Søren Smidt

Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995

Ole Petersen, Henrik Petersen og Finn Møller

Vender om over High Camp, under toppen i knap 6.000 meter.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)

Leder: Søren Smidt

Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995 - Mera Central (Grace Tours, kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1995 - Mera Central (kommerciel, Grace Tours)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: Leif Petersen, Jan Nielsen, Lisbeth Kløjgaard, Birgit Fastrup, Kurt Schmidt, Willy Thomsen, Niels Nielsen, Poul Jensen, Mogens Funch, Flemming og Ellen Hybholt og Carsten Lauridsen.

Anden danske kommercielle ekspedition. Til base camp ved Khare fra Jiri i Solu. Bestigning af Central Summit af otte personer. Ud via Zatrwa La og Lukla.

Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.
Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Arrangør: Grace Tours
Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.
Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)

Leder: Søren Smidt

Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.

Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.
Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.
Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.
Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)

Leder: Søren Smidt

Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.

Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Mera Peak 1994 - Mera Central (kommerciel)
Leder: Søren Smidt
Deltagere: kommeciel ekspedition, Grace Tours med Johnny Nielsen, Knud West Hansen, Anders Ambrocius, William Andersen, Kim Hejnæs, Vibeke Sejer, Marianne Willumsen, Torben Skeldal og Tove Feld.

Første danske kommercielle ekspedition til Himalaya blev en succes med syv personer på toppen. Fra Tumlingtar over Salpa og Surkie La til Mera base camp ved Khare. Ud via Lukla.
Syv personer på Central Summit 6.461 meter.

Mera Central 1992

Deltagere: Bo Jeppesen, Kim Sejberg, Jette Lind Johansen, Martin Sjöstrøm og Ole Petersen

KS og OP bestiger fra lejren i Mera La, South Summit 6.065 m. Gør forsøg på Central Summit, men vender om i ca. 6.100 m.

Samme dag går BJ, JLJ og MS til high camp i 5.800m. Dagen går de efter nordtoppen. MS vender om i 6.000 m, BJ og JLJ når 6.100m.

To dage senere bestiger BJ og JLJ Central Summit 6.461m. Jette Lind Johansen bliver første danske kvinde på Mera Peak.

Artikler:           

DB 2/93 

Mera Central 1992

Deltagere: Bo Jeppesen, Kim Sejberg, Jette Lind Johansen, Martin Sjöstrøm og Ole Petersen

KS og OP bestiger fra lejren i Mera La, South Summit 6.065 m. Gør forsøg på Central Summit, men vender om i ca. 6.100 m.

Samme dag går BJ, JLJ og MS til high camp i 5.800m. Dagen går de efter nordtoppen. MS vender om i 6.000 m, BJ og JLJ når 6.100m.

To dage senere bestiger BJ og JLJ Central Summit 6.461m. Jette Lind Johansen bliver første danske kvinde på Mera Peak.

Artikler:           

DB 2/93 

Mera Central 1992
Deltagere: Bo Jeppesen, Kim Sejberg, Jette Lind Johansen, Martin Sjöstrøm og Ole Petersen

KS og OP bestiger fra lejren i Mera La, South Summit 6.065 m. Gør forsøg på Central Summit, men vender om i ca. 6.100 m.

Samme dag går BJ, JLJ og MS til high camp i 5.800m. Dagen går de efter nordtoppen. MS vender om i 6.000 m, BJ og JLJ når 6.100m.
To dage senere bestiger BJ og JLJ Central Summit 6.461m. Jette Lind Johansen bliver første danske kvinde på Mera Peak.

Artikler:           
DB 2/93

Mera 1991

Birgitte Davidsen vender om under toppen, over High Camp.

Mera Central 1990

Jan Elleby bestiger Mera Central solo fra Khare

Se også Imja Tse (Island Peak) 1990

Web:

http://www.viaalpina.dk/gall/05-08/mera/mera5.htm

Mera Peak 1998 (kommerciel)
Leder Mick Bromley og Fiona Garry
Deltagere: 8 Englændere, 1 New Zealænder og 1 Amerikaner og 2 danskere Søren Mortensen og Lars Erik Pedersen

SM og LEP var på trek i Khumbu i 2 uger og stødte til gruppen i Lukla, hvorfra alle direkte fra England.
LEP skriver: "På trods af en meget hurtig indmarch til Base Camp i Khare på kun 5 dage kom 10 af os og den ene leder (Mick) på toppen i fantastisk godt vejr efter 2 højdelejre i Mera La og den traditionelle High Camp i 5800 m.
Søren fik desværre en virusinfektion  i Basecamp og måtte evakueres med helikopter fra Tagnag.
Fiona Garry og en af Englænderne fik højdesyge og måtte vende om inden toppen.

Alt i alt synes jeg at turen var for risikabel med hensyn til højdetilvænning og jeg var glad for de 2 ugers trek Søren og jeg havde inden. Alle andre spiste Diamox på vej ind til bjerget.
Erfaringsniveauet i gruppen var meget forskelligt,nogle havde været på tur med Ke tidligere andre havde aldrig haft steigeisen på før, 2 af deltagerne led af højdeskræk !!!
Søren og jeg var de eneste der havde besteget bjerge før på egen hånd (lette firetusindere i Alperne).