Deltagere: Helle Høstrup og Ole Andreasen
Bestiger Mera Peak. Se også Pokalde, Island Peak, Shisha Pangma og Pokalde 2008:
Her beretning fra Blog om kræft:
http://www.blogomkraeft.dk/2008/04/29/toppen-af-mera-peak/
Toppen af Mera Peak
Helle: Mod højere lejre
Computeren er oppe at køre igen efter en heroisk redningsaktion af Ole.
Siden sidste brev hjem ankom vi i Khare Camp, som lå i 4900 meters højde. Her tilbragte vi en ekstra nat og brugte dagen på at bestige en top i 5200 meters højde. Egentlig var aftalen at efterlade hele vores crew her, mens vi lavede vores topforsøg, men kokken havde sin faglige stolthed og insisterede på at gå med os også til high camp. Det betød lidt mindre vægt i rygsækken for os.
Næste morgen, da vi nåede gletcheren, spændte vi sneskoene på, og det var forrygende at bevæge sig med dem henover isen. Man bruger mindre energi, og har langt større frihed i forhold til, hvor man sætter fødderne. Sneskoene fordeler vægten på en helt anden måde end crampons.
Da vi ankom til Mera La base camp udbrød vi for gud ved hvilken gang, at dette var den smukkeste lejr, vi havde været i. Udsigten var fantastisk, og vi fandt en lun klippevæg, hvor vi slappede af og holdt hviledag. Hviledage i bjergene har den virkning, at jeg går helt i pause-mode. Jeg kan sidde i timevis og blot iagttage skyformationer over bjergene langsomt ændre sig.
Efter hviledagen spændte vi igen sneskoene på og gik over gletcheren mod high camp. Vi havde de tidligere dage mødt flere store grupper på vej højere op ad bjerget. Nu mødte vi dem på deres vej ned fra topforsøgene. Sneskoene vakte stor opmærksomhed blandt især sherpaer, og jeg stoppede gang på gang for at forklare. Udsigten på vej mod high camp var enestående, af den slags som gør det hele værd for mig. Jeg bruger tid på at standse og suge indtrykkene til mig. Man kan fange en smule på fotografi, men det bedste må lagres inde i mig.
Ole: Topdag, Mera Peak
Efter en lang opstigning via Hinku dalen, var endelig klar til turens første topforsøg. Vi havde kort forinden måtte acceptere det faktum, at Tibet er et lukket land dette forår og skuffelsen hang i os. Dog gjorde nederlaget os tændte, og en vis form for trøst skulle gerne vindes med at bestige Mera Peak.
Topforsøget startede mere eller mindre allerede i base camp i 5350 meters højde. Her havde vi lejr i to nætter, inden vi bevægede os til high camp i 5800 meter, blot for at hvile lidt og derefter fortsætte mod toppen.
Fra base camp gik vi afsted over glecieren i fin form, et par stigninger undervejs, satte formen på prøve og tempoet måtte holdes anstændigt for ikke at provokere vejrtræningen til at gå beserk. Vi ankom til high camp ved middagstid, og vi mærkede begge højden – alt arbejde var nu med blevet hårdt arbejde. Selv havde jeg en snigende hovedpine og jeg måtte hvile for ikke at forvære situationen. Helle så fin ud ved ankomsten til lejren, hun kom ca. 20 minutter efter mig, og fortalte glad om at hun havde en fin tur op, tog mange billeder og snakkede med gårsdagens topaspitanter, som var på vej ned m.m. Jeg grinede lidt af hendes beretning, jeg arbejder normalt lidt anderledes og knokler bare på indtil jeg er fremme i lejren, jeg kunne måske lære lidt at hendes afslappende stil?
Efter en times tid i lejren blev Helle imidlertid lidt utilpas, og kvalme udviklede sig til opkastning, et mindre lovende tegn, for det snart forestående topforsøg. Jeg bandede det væk indvendigt, mens jeg prøvede at opmuntre Helle med at, efter lidt hvile, skal hun nok komme oven på igen. Hun har under det meste af turen lige skulle bruge et par timer på at affinde sig i ny højde, og Helles vanlige højde problem har altid været forbigående kvalme og eventuel opkastninger. Så vi stod med et probelm vi var vel forberedte på.
Mens min klatre makker hoppede i posen for at få noget hvile, begyndte jeg at forberede mig på topforsøget ved at klargøre reb m.m. Vi havde to Sherpaere med i high camp, og de var flittige medhjælpere. Samtidigt samlede de sne som de smeltede til vand, så vi kunne få flydte drikkedunke med på topforsøget. Klokken 18:00 spiste vi sammen, de to Sherpaere og jeg, Helle sov trygt og vi aftalte at vække hende kl 23:00, for at tage endeligt bestik at situationen. Hvis hun var skidt og dårlig, ville vi blive nødsaget til at droppe topforsøget, uden at være kommet afsted. Vores ene Sherpa tilbød at tage med på toppen, men jeg afstod herfra, da det vil være imod vores idé og målsætning, enten er vi klar og ellers må vi opgive, for denne gang.
Klokken 23:00, vækker jeg Helle, hun sukker lidt, grynter lidt, ryster hovedet og angiver derefter at have det noget bedre. Hun drikker lidt og holder det i sig. Gode tegn, vi blev enige om at holde os til planen, og sætte vækkeuret til kl 2:00.
En tissetur kl. 1:30 gør at jeg langsomt går igang med de sidste forberedelser, vores Sherpaer lavede fluks the og suppe, og jeg nød lige en stille kop the, mens jeg betragtede himlen. Skyfrit, let vind og fuldmånde, en perfrekt topnat, fedt!
Klokken 2:00 fik Helle en skål tomatsuppe ind i teltet, hun så på det med største afsky, mens hun langsomt begyndte at klemme det ned i små slurke. Hun lod til at holde maden i sig, og meldte sig klar til topforsøget.
Topforsøget - ”nu er der kun en vej og det er op”.
Klokken 4:00 meldte min gode makker ud at nu er hun klar, helt klar. Vi grinede lidt af hendes lidt kaotiske start på natten, hun bandede selv lidt over det, og så startede vi ellers fokuseringen på nattens opgave, toppen af Mera Peak.
Vi startede langomt ud og bøvlede lidt med at få klatrejernene til at side ordenligt på de store Millet støvler, rettede lidt til hist og her, og langsomt kom vi ind i en god solid rytme. Ruten gik over glecieren, og det var en lang tur vi havde for os. Lyset var fint fra fuldmånden, som stod som en projektør lige ned i hovedet på os, det er en kæmpe fordel med lyset og orrienteringen var overkommelig.
Til vores store overraskelse var vi helt alene på bjerget, vi var de eneste i highcamp, men da mange grupper starter fra base camp, kunne vi ikke vide os sikre på om andre ville komme op nedefra.
Enklte steder forsvandt sproret ud i ingen ting. Det havde sneet tidligere på aftenen og på steder var sportet dækket, da jeg gik forrest måtte jeg konstant prøve at orrintere mig fra over snemarkerne for at afgøre hvor ruten fortsatte. Ofte ville der være andre klatre på dette bjerg da det er en af Nepals mest populærer bjerge, men ikke i nat og derfor ingen Sherpar i spidsen for den forrest gruppe, til at lave spor. Alt dette var med til at holde gang i denne top dag, der var en ekstra ellement af spænding, og følelsen af at være helt alene på dette store bjerg var fantastisk.
Et stort bjerg – er Mera Peak, det er en kæmpe klods med hele tre hovedtoppe, og en enormt masse is. Med al værdighed en sand Himalaya top. Men hold op der er lang vej til toppen af Mera Peak. Det går ret hurtigt op for mig, at der satme er lang vej til toppen, og vi indgiver os på en sand ørkenvandring. Helle, virkede på mig træt, hun har ikke spist og drukke nok og hun måtte bede om pauser. Helt forståligt efter de vilkår hun arbejdede under. Pauserne er ikke min styrke, jeg syntes de er et forstyrrende ellement i en topbestigning, men jeg var godt klar over ,at vi i dag stod med forskellige forudsætninger, grundet Helles dårlige dag forinden – jeg måtte bøje mig for behovet. Flere gange tvilede jeg på succes, og jeg kiggede mange på Helles færd for at afgøre, om hun var ok. Hun så dog ud til at være komme ind i en hvis for rytme og virkede stabil. Vi forstætter derfor, og jeg undlod besvist at spørge til hvorvidt Helle troede, det er muligt at nå hele vejen.
Klokken 9 om morgen, havde vi endnu ikke set skyggen af toppen, og vi var i ca. 6300 meters højde. Jeg begyndte at syntes ,det var mærkeligt, hold kæft hvor var der langt. Stigningen på bjerget var rigtig møj irriterende, for flad til at rigtig bruge øksen og for stejl at man kunne gå normalt. Det er lidt svært at forklare, men det men var altså bare en vedvarnede møj stigning. Vi bevægede os dog videre i snegle fart og i hvile gang – hvor man hviler et sekundt for hvert skridt.
Klokken 9:30 dukkede toppen op, stadig et stykke væk, og øjensyneligt skulle vores topdag slutte af med en stejl stigning og forcering af to store spalter, som fra runten var synlige lige under toppen. Jeg vendte mig om og sagde til Helle, at ‘det er nok ikke er så slemt som det ser ud til’, hvor til hun svarede at: ‘det kan jo også være, at det er’. Men ikke et ord om at vende om, opgive eller andet. Vi var godt nok ved at være sendt på den, men nu var toppen inden for rækkevide.
Vi kom faktisk hurtigt frem til selve toppen, som stod som en stor pelistal ca. 75 meter høj. Oppe under toppen, kom vi fluks over de to store spalter og stod nu med kun 20 meter til toppen. Helle bliver her efter min overbevisning her ramt af et adrenalinskud, som bliver pumpet ind i hendes vener med ekstrem stor hast. Hun klatrer hurtigt op over den 20 meter høje væg, mens jeg sikrer hende. På toppen af væggen kaster hun sig op det lille topplataue, og uden at vide det forstiller jeg mig at hun lå deroppe med smil over hele femøren. Begge oppe på topplatauet gik vi de sidste 25 meter til toppen, endeligt!
Vi tog en række billeder og frøs i den bidende kolde vind, efter et par minutter var vi på vej ned igen. Vi rapplede ned over den 20 meter stejle topvæg og spalterne nedenunder, og herfra var det bare ned over glecieren. Selv om det var en lang tur op og en kedelige stigning, må man sige at det var nemt og bekvemlig at komme ned, efter to timer med high camp inden for rækkevide, stødede vi på voeres Sherpa, han var gået op så langt han kunne fra high camp med nye drikkevare til os. Vi tog os en velfortjent pause, pakkede sattelittelefonen frem og ringede flukst hjem med nyheden om at vi havde nået toppen.
Topdagen sluttede først klokken 15:00 om eftermiddagen, vel nede i Khare i 4900 meters højde. Trætte udmattede men også stolte efter en god og solid bedrift. Helles præstation var i særdelshed et eksempel i stædighed, godt gået.
Ole
Helle: Fuldmåne over Mera Peak
High camp lå på en klippeafsats med udsigt til de mest fantastiske isformationer længere nede. Vi brugte vores lille singlewall telt fra Marmot, og det fungerede perfekt. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at mine opkastninger skulle eksponeres som de er blevet, men det er altså kort sagt et fænomen, som jeg ofte oplever i højden. Det samme har jeg oplevet ved store fysiske udfoldelser i lav højde. Det er ikke et fænomen, jeg tillægger særlig betydning, og det forhindrer mig sjældent i at fortsætte en bestigning. Det kan jeg sige, fordi jeg har oplevet det mange gange og ikke er i tvivl om, hvornår det er et faresignal, som jeg skal tage alvorligt.
Da jeg vågnede kl 23, havde jeg det klart bedre, og kl 1.30 var jeg parat til lidt suppe og the og helt parat til et topforsøg. Efter at have pakket rygsækken med lidt forhindringer var vi endelig afsted mod toppen af Mera Peak. Vi var de eneste to mennesker på bjerget, og fuldmånen lyste magisk og eventyrligt. Der var spor over isen det meste af vejen, men af og til måtte vi stoppe og diskutere retningen. Vi stødte på enkelte gletcherspalter, men ingen der udgjorde nogen fare på vores vej. Vejen var lang og ensformig, men udsigten til de mange høje bjerge, fuldmånelyset og følelsen af at være helt alene i ødemarken hjalp gang på gang. Mit batteri i kameraet var frosset, og jeg kæmpede en dum kamp med mine dunluffer, så billederne er forblevet inde i mig. Det er svært at bevæge sig i reb i så lang tid, når man bevæger sig så forskelligt, som Ole og jeg gør. Indtrykkene omkring mig bringer mig videre, Ole vender sig mere indad. Jeg standser fra tid til anden, Ole kæmper videre. Morgengryet har altid en helt speciel betydning for mig, og jeg kan lide at stå og suge det til mig. Jeg kæmpede noget med kvalme undervejs, og trods vores Millet Everest støvler og to par tykke sokker, frøs vi tæerne. Det var bidende koldt.
Endelig efter mange timers gletchervandring rejste toppen sig foran os. De første 50 meter gik let opad med fronttakkerne og isøksen, – det var en befrielse at ændre bevægelser. Før de sidste 20 meter åbnede to store gletcherspalter sig, og væggen blev væsentligt stejlere. Her var det ikke for sjov at styrte ned. Ole sikrede mig, og jeg klatrede hurtigt det sidste stykke op til topplatauet. Endelig! Og sikke en udsigt mod alle de store, berømte bjerge. Det var fantastisk, og det var en ubeskrivelig følelse at stå på min første top en tidlig morgen i Himalaya ovenpå alle oplevelserne det sidste år. Det var ikke 8000 meter, men det var fantastisk.
Helle: Ned, ned, ned
Så gik vi ned. Ned over gletcheren til high camp og videre til Khare camp, hvor vores crew ventede. Efter en fortjent nattesøvn fortsatte vi ned og ned til Khote, hvor luften igen var tyk og dejlig at indånde. Endnu en nattesøvn gjorde godt og nu fortsatte vi op over passet til Thuli Kharka i 4200 meters højde. De store snemængder var forsvundet, men der var stadig lidt tilbage, som ind imellem voldte os lidt problemer. Næste morgen forcerede vi passet Zatrwe La i godt 4600 meter, – det var her vi sidst sikrede porterne med et reb. Nu var her meget mudret, lidt iset og rigtig ubehageligt. En af vores portere skred og styrtede et stykke ned med to af vores tasker. Han kom heldigvis intet til, og bekymrede sig betegnende nok mest om taskerne. Jeg selv skred og skred og ankom på den anden side af passet smurt ind i mudder fra top til tå. Jeg har slet ikke støvler med til den slags forceringer. For at nedbringe vægten af min bagage, medbragte jeg kun de store Everest støvler og et par lette sommerstøvler til base camp i Tibet. Men nu er vi ude i helt andre støvleudfordringer. Og endelig ankom vi til Lukla, hvor vi holdt en lille fest med dans sammen med vores crew.
Helle: Katmandu og skuffelsen rammer
Nu er vi tilbage i larmen, støvet, lugtene og energien i Kathmandu, og skuffelsen over ikke at nå vores mål har ramt mig som et kølleslag. Jeg er ufatteligt ked af det og mærker for alvor, hvor meget jeg havde glædet mig og set frem til det. Jeg glæder mig til at komme ud i bjergene igen. Det er svært at bevare det dårlige humør derude midt i den store skønhed. Tibet er lukket land, og vi kommer ikke ind. Vores agent her i Kathmandu, som forhandler tilladelser og visa med kineserne, fortalte, at han var inviteret til et orienteringsmøde med de kinesiske myndigheder. Troede han. For det viste sig, at det var en forestilling med film om, hvordan tibetanere slog løs på kinesere, og intet andet. Vi har læst, at der i Everest Base Camp er kinesisk politi, som overvåger den kommunikation, der udgår fra lejren. Folk får konfiskeret deres satellittelefoner, og må kun benytte dem foran det nepalesiske politi og på engelsk. Den første bjergbestiger er bortvist fra bjerget for at have et tibetansk flag i rygsækken.
Men ellers nyder vi byen lidt. Vi er blever rene og har indleveret tøj til vask. Vi plejer de forbrændinger, som sol, is og kulde gav os på Mera Peak. Mine læber, min næse og selv min tunge blev forbrændte af de mange timer med reflektioner fra isen. Næste gang dækker jeg munden helt til.
Det har været en bidende kold tur, og vi har været ufatteligt glade for vores 8000 meter udstyr. Dunjakkerne og soveposerne fra Marmot har været vores redning gang på gang, og vi er glade og taknemmelige kravlet ned i vores poser hver eneste aften. Nu hersker varmen og solen, Kathmandu er bagende.
