Caroline Rinfeldt

Manaslu Update 3

Puha det er opslag er et af dem jeg lige selv har skulle tage mod til at skrive, 683m fra toppen sluttede mit topforsøg desværre.

Jeg havde det faktisk primært som på billede et, tomlen i vejret, følte mig stærk og hold da kæft hvor havde jeg glædet mig til at poste et billede fra toppen af verdens 8. Højeste bjerg og lige lukke røven på alle dem der ikke tror på mig. Jeg fløj afsted til Camp 3, klatrede min vej igennem de høje is vægge og shit jeg elsker det så meget, følte mig meget stærk og klar. Min iltmætning havde været god hele ekspeditionen, jeg er generelt god til højderne.

Men sådan skulle det så ikke gå ret meget længere efter det, sandheden er den at jeg i første rotation mærkede svage kramper i højre lunge, de gik dog væk i BC, men jeg havde endnu ikke haft en hviledag i basecamp. Fordi vejrvinduet har ligget så tidligt, så hurtigt afsted igen.

Akkurat det samme skete denne gang, nu her “sov” jeg bare i C3, kunne ikke rigtig få vejret hele natten og jeg blev mildest talt bange, jeg fik ilt det hjalp, desværre bare ikke nok og det blev værre i C4 og der var ingen tvivl, jeg skulle ned, hurtigt.

Heldigvis stadig i stand til at gå, jeg kunne måske være forsat opad, risikere en rescue og ikke være i stand til at gå ned selv, det vil jeg ikke og jeg vil heller ikke bruge kunstig ilt før det absolut nødvendigt.

Jeg tænkte jeg måske havde muligheden for at nå toppen i næste uge, men jeg godt kunne mærke jeg skulle ned.

Det billede ændrede sig dog relativt hurtigt da vores læge her i BC så et alvorligt tilfælde af HAPE som betyder væske i lungerne, en højesygdom ingen ved hvornår eller hvem rammer, det er ude af min kontrol. Det en risiko jeg VED er der når man lejer med de tunge drenge, men det gør det ikke ligefrem mindre frustrerende. Min krop kunne ikke klare det hurtige tempo, og jeg var også den eneste fra ekspeditionen der tidsmæssigt blev presset, de så en stærk kvinde og man kan aldrig give skylden til nogen, men mine lunger kunne altså ikke følge med.

Never give up, er mit projekt der skal vise man aldrig skal lade sig begrænse men også vide hvornår man netop skal give op, bjergene bliver jo heldigvis stående. Men hold kæft en skuffelse at være 683m fra drømmen, og især en drøm SÅ mange bakker mig op omkring, gør næsten mere ondt. Jeg føler jeg skuffer så ufattelig mange mennesker end blot mig selv.

En ting jeg ved er jeg er 100% ikke færdig med Manaslu, jeg har LANGT fra givet op på mit projekt jeg har lært ufattelig meget, været over 7.000m og 7.500, det er jeg ret stolt af, jeg har klatret mere end nogensinde før og testet grænser, fysisk og mentalt.

Jeg ved jeg har lært ufattelig meget fra den her ekspedition, men de 683m fra toppen, dem er jeg for nu rigtig rigtig træt af og enormt skuffet over.

Hvad der bliver mit næste move, det skal jeg lige bruge tid til at finde ud af.

Everest, lhotse, K2 og de andre store drenge er 100% stadig målet, men som alting her i livet er vejen aldrig så ligeud som man gerne vil.