Skrevet d 20-09-2023, af Lars Gundersen

Manaslu og fremtiden

Ser man nærmere på Manaslu, er det klart nepals mest eftertragtede 8.000er efter Mt. Everest. I 2023 er der udstedt ufattelige 301 tilladelser og selvom der næsten er 25% under 2022, er det stadig mange gange flere end de næste 8.000'ere.

Udover de ca. 300 bjergbestigere er der cirka halvanden hjælper per turist, altså en faktor 1,5 og op i base camp er der omkring 750 personer i alt. Det er Big Business!


Årsagen til nedgangen, kan være sidste års laviner og ringe vejforhold og måske en udtrætning af "megabjergene" og antallet af folk derpå - men måske i højere grad at Tibet ser ud til at (gen)åbne, hvorfor både Shisha Pangma og Cho Oyu igen bliver en mulighed. På begge bjerge er logistikken god, vejret lidt bedre og bjergene både ”lettere” og ”sikrere” end Manaslu om end det er lidt håbløse ordvalg i forbindelse med 8000meter bestigninger.
Det bliver spændende at følge Manaslu i sæsonen og ikke mindst udviklingen fremover ift. Tibet.

Der er tilsyneladende fire danskere på Manaslu i efteråret 2023 og da det stadig er en smule usikkert om Manaslus højeste top er nået af en dansker, kan det potentielt set være første danske bestigning af Manaslu RP.

Se danske Manaslu ekspeditioner her: https://www.mountains.dk/bjerg/manaslu