Gasherbrum II

Deltagere: Jan Elleby, Jakob Urth, jakob Klaris-Jensen, Erik Storm og Henning Beck som ekspeditionslæge

Dansk førstebestigning af Gasherbrum II på enmeget flot gennemført ekspedition.

Her udddrag fra ekspeditionshjemmesiden:

www.gasherbrum.dk

09.08.2008

Forløsning! Intet mindre end en forløsning var det at stå på toppen af Gasherbrum II. Urth og jeg har gentagne gange set på hinanden og sagt i kor "vi gjorde det fanme". Selve bestigningen og dagene op til, var både stressende men også meget afslappende. Det lyder sært men dagene i lejr 2 og 3 var meget simple. Vi lå og gjorde os klar til "summitpush" hele dagen, og sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, måtte vi aflyse det hele pga vejret. Det værste var på anden dagen i lejr 3 (7040m), hvor vi valgte at blive nede men hvor resten af lejren gik afsted. Fem mand kom tilbage om formiddagen dagen efter og havde lavet toppen. Det var bare ikke til at bære, at vi ikke magtede at komme afsted ligesom de andre. Samtidig viste vejret sig noget usikkert. I vores daglige walkie-samtaler med BC, fik vi af vide at monsunen var ankommet og truede med at "lukke" bjerget af for denne sæson. På fjerde døgn i lejr 3 kom et reblag med en italiener og en polak ned til os i lejr 3. De havde lige været på toppen og mente at det var sidste chance nu - sidste vejrvindue! Italieneren fortalte os at hans telt stod i lejr 4 og det måtte vi godt bruge. Han kunne ikke få det fri af sneen. Urth og jeg kiggede på hinanden, begyndte bare at pakke sammen. Vi ville ændre vores taktik og dele den sidste del af ruten op i mindre moduler. Selvom det var eftermiddag ville vi starte kl. 18.30 fra lejr 3, gå til lejr 4, koge vand/cacao i nogle timer og derfra gå mod toppen. Vi sparede alt grej væk, og tog kun brænder, gryde og liggeunderlag med op til lejr 4. Ruten op af klippegraten fra lejr 3 til 4 blev som vanligt mere underholdende end forventet. Ikke svær klatring men til tider noget forvirrende med op til 8 forskellige fixreb krydsende indover hinanden. Vi kom dog frem til lejr 4 inden midnat og fandt også teltet. Urth havde begyndende problemer med sine fødder, og måtte have min mave til hjælp med opvarmningen af dem inde i teltet. Langsomt blev vi klar til at gå videre, men højden og den tynde luft satte sine begrænsninger for hvor hurtigt vi kunne arbejde. Vi startede på "traversen". Vi havde sat os op til at den skulle være den lette part mod toppen, men føltes næsten som den værste. Den blev ved og ved, og hældte noget mere end vi havde forventet nedefra. Traversen afsluttes med et fixreb som sender een op i sadlen og for foden af den sidste "toppyramide". Vi holdt et hvil i solen, inden vi startede den sidste del af arbejdet mod toppen. Det var ukompliceret terræn lige indtil 20 meter under toppen. Her skulle vi forcere en usikret og meget eksponeret travers til toppen. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt endelig at stå på toppen - sammen! Vi havde begge kæmpet ekstremt meget for at dette projekt skulle lykkes, men vejen var lang og bugtet, og til tider har det været lidt vanskeligt at få øje på "lyset for enden af tunnelen". Vi fik taget de mange billeder og brugt godt 40 minutter på toppen i det fantastiske vejr (ingen skyer, ingen vind og ingen mennesker), inden vi begyndte nedstigningen. Vi nåede lejr 3 meget trætte og tog en overnatning. Næste morgen måtte vi udskyde nedstigningen til om eftermiddagen, da vi var for smadrede til at bevæge os. Men vi skulle ned. Det er meget farligt at lade trætheden overmande een sådan et sted som i 7040 meter, så kl. ca. 17 startede vi nedstigningen til lejr 2 og videre til 1. Vi skulle de næste fem timer foretage 23 abseils (nedfiringer ad fixrebene), hvilket ofte gav os problemer fordi rebene var slidte (det var jo meget sent i sæsonen) og/eller overisede. Trætheden hos os begge var enorm, og jeg mærkede det specielt ved de sidste abseils (fra lejr 2 ned til lejr 1 på "Bananen"). Her faldt jeg i søvn når jeg nåede ned til ankrene og hang der som en anden kludedukke indtil jeg fik lidt is i hovedet. Så vidste jeg nemlig at Urth var startet med at abseile ned til mig. Så skiftede jeg reb og situationen kunne gentage sig. Vi nåede Lejr 1 efter 1000 meters nedstigning med pandelygterne på. Dagen efter steg vi yderligere 1000 meter ned til BC og til den varme velkomst. En dansk førstebestigning af et 8000 meter højt bjerg er noget særligt - specielt når man ikke har prøvet det før. Sådan blev det også fejret med den klassiske "summit-kage". Alle på ekspeditionen har følelsen af succes og at de har gjort deres til at dette kunne lykkes. Derfor har stemningen også været god under hele udmarchen fra bjerget. Nå ja, jeg var lige ved at glemme at ekspeditionen trekkede ud dagen efter vi kom ned fra bjerget, så de sidste mange dage har Urth og jeg fået en del højdemeter i benene - over 5500m! Nu sidder vi alle fem med et stort smil på læben i byen Skardu, og nyder godt af hotellivets glæder.

Jacob Klaris-Jensen

01.08 2008

Endelig lykkedes det! Kl. 13.59 lokal tid klatrede Klaris og Urth op over de sidste normalt stormomsuste meter til toppen af Gasherbrum 2. Drengene havde valgt det helt rigtige tidspunkt til at foretage deres endelige topforsøg, og fra toppen kunne de med åbentstående jakke nyde den fantastiske udsigt til nabobjerget Hidden Peak, den lange og dybe dag med Baltorogletscheren som vi havde vandret op over gennem en uge, og til monarken over dem alle - K2. Forud herfor havde gået et døgn med åndeløs spænding, hvor humøret her i BC havde skiftet fra ængstelse over glæde til sejrsfølelse da det endelige budskab kom knitrende gennem walkien. Klaris og Urth havde forladt Camp 3 kl. 18.30 i går og var på fem timer steget op over fixrebene på den uventet stejle klippeflanke mod Camp 4 i ca. 7450m, hvor de tog tre timers pause i et tomt telt, og hvor de havde mulighed til at koge ekstra vand og cacao. Herefter fulgte traversen over sydflanken under toppyramiden, som vi på forhånd havde udset til at være en af bjergets lette passager, men som vi efterhånden havde oplevet så mange gange før er der ikke noget på Gasherbrum man får foræret. Over walkien beskev drengene traversen som endeløs, og det skulle tage fem timer før de nåede frem til den afsluttende passage op over topgraten. Herfra manglede de 'kun' 250 højdemeter, men nu kunne de se toppen forude. Herefter fulgte en lang stilhed. Minutterne tikkede væk, men pludselig, et minut før cut-off time vågnede walkien til live igen, og Urth meddelte at de kunne ikke komme længere - de var løbet tør for bjerg! BC her eksploderede i glæde, tårerne trillede, og der var omfavnelser hele bordet rundt, os tre hernede, hele vort staff, som havde været lige så spændte som os, og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Men vores glæde var for intet at regne mod den glæde der strømmede ud gennem walkien, direkte fra 8035 meters højde. Her var ny højderekord for Klaris, ny højderekord for Urth, dansk førstebestigning af Gasherbrum 2, og sammen med de to rumænere og to georgiere som var med på vores tilladelse, var der også tale om den mest succesfulde ekspedition på Gasherbrum 2 i denne sæson, med alt i alt fem mand på toppen. Ord kan næppe beskrive de følelser Klaris og Urth har oplevet på toppen, så det vil de selv fortælle om når de kommer ned igen. Nu skal de i gang med nedstigningen, den mest risikable del af turen, nu hvor de har været i gang i 22 timer. Men selv om de er trætte er de stadig stærke, og med lidt held når de tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Men et stort tillykke til Klaris og Urth skal lyde fra alle her i BC - de første fra andre teams i lejren har allerede været på besøg for at ønske tillykke. Så rygterne spredes hurtigt her i BC.

Jan Elleby

Bøger:

Gasherbrum II, Jacob Klaris Jensen

Web:

www.gasherbrum.dk

www.viaalpina.dk

Deltagere: Jan Elleby, Jakob Urth, jakob Klaris-Jensen, Erik Storm og Henning Beck som ekspeditionslæge

Dansk førstebestigning af Gasherbrum II på enmeget flot gennemført ekspedition.

Her udddrag fra ekspeditionshjemmesiden:

www.gasherbrum.dk

09.08.2008

Forløsning! Intet mindre end en forløsning var det at stå på toppen af Gasherbrum II. Urth og jeg har gentagne gange set på hinanden og sagt i kor "vi gjorde det fanme". Selve bestigningen og dagene op til, var både stressende men også meget afslappende. Det lyder sært men dagene i lejr 2 og 3 var meget simple. Vi lå og gjorde os klar til "summitpush" hele dagen, og sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, måtte vi aflyse det hele pga vejret. Det værste var på anden dagen i lejr 3 (7040m), hvor vi valgte at blive nede men hvor resten af lejren gik afsted. Fem mand kom tilbage om formiddagen dagen efter og havde lavet toppen. Det var bare ikke til at bære, at vi ikke magtede at komme afsted ligesom de andre. Samtidig viste vejret sig noget usikkert. I vores daglige walkie-samtaler med BC, fik vi af vide at monsunen var ankommet og truede med at "lukke" bjerget af for denne sæson. På fjerde døgn i lejr 3 kom et reblag med en italiener og en polak ned til os i lejr 3. De havde lige været på toppen og mente at det var sidste chance nu - sidste vejrvindue! Italieneren fortalte os at hans telt stod i lejr 4 og det måtte vi godt bruge. Han kunne ikke få det fri af sneen. Urth og jeg kiggede på hinanden, begyndte bare at pakke sammen. Vi ville ændre vores taktik og dele den sidste del af ruten op i mindre moduler. Selvom det var eftermiddag ville vi starte kl. 18.30 fra lejr 3, gå til lejr 4, koge vand/cacao i nogle timer og derfra gå mod toppen. Vi sparede alt grej væk, og tog kun brænder, gryde og liggeunderlag med op til lejr 4. Ruten op af klippegraten fra lejr 3 til 4 blev som vanligt mere underholdende end forventet. Ikke svær klatring men til tider noget forvirrende med op til 8 forskellige fixreb krydsende indover hinanden. Vi kom dog frem til lejr 4 inden midnat og fandt også teltet. Urth havde begyndende problemer med sine fødder, og måtte have min mave til hjælp med opvarmningen af dem inde i teltet. Langsomt blev vi klar til at gå videre, men højden og den tynde luft satte sine begrænsninger for hvor hurtigt vi kunne arbejde. Vi startede på "traversen". Vi havde sat os op til at den skulle være den lette part mod toppen, men føltes næsten som den værste. Den blev ved og ved, og hældte noget mere end vi havde forventet nedefra. Traversen afsluttes med et fixreb som sender een op i sadlen og for foden af den sidste "toppyramide". Vi holdt et hvil i solen, inden vi startede den sidste del af arbejdet mod toppen. Det var ukompliceret terræn lige indtil 20 meter under toppen. Her skulle vi forcere en usikret og meget eksponeret travers til toppen. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt endelig at stå på toppen - sammen! Vi havde begge kæmpet ekstremt meget for at dette projekt skulle lykkes, men vejen var lang og bugtet, og til tider har det været lidt vanskeligt at få øje på "lyset for enden af tunnelen". Vi fik taget de mange billeder og brugt godt 40 minutter på toppen i det fantastiske vejr (ingen skyer, ingen vind og ingen mennesker), inden vi begyndte nedstigningen. Vi nåede lejr 3 meget trætte og tog en overnatning. Næste morgen måtte vi udskyde nedstigningen til om eftermiddagen, da vi var for smadrede til at bevæge os. Men vi skulle ned. Det er meget farligt at lade trætheden overmande een sådan et sted som i 7040 meter, så kl. ca. 17 startede vi nedstigningen til lejr 2 og videre til 1. Vi skulle de næste fem timer foretage 23 abseils (nedfiringer ad fixrebene), hvilket ofte gav os problemer fordi rebene var slidte (det var jo meget sent i sæsonen) og/eller overisede. Trætheden hos os begge var enorm, og jeg mærkede det specielt ved de sidste abseils (fra lejr 2 ned til lejr 1 på "Bananen"). Her faldt jeg i søvn når jeg nåede ned til ankrene og hang der som en anden kludedukke indtil jeg fik lidt is i hovedet. Så vidste jeg nemlig at Urth var startet med at abseile ned til mig. Så skiftede jeg reb og situationen kunne gentage sig. Vi nåede Lejr 1 efter 1000 meters nedstigning med pandelygterne på. Dagen efter steg vi yderligere 1000 meter ned til BC og til den varme velkomst. En dansk førstebestigning af et 8000 meter højt bjerg er noget særligt - specielt når man ikke har prøvet det før. Sådan blev det også fejret med den klassiske "summit-kage". Alle på ekspeditionen har følelsen af succes og at de har gjort deres til at dette kunne lykkes. Derfor har stemningen også været god under hele udmarchen fra bjerget. Nå ja, jeg var lige ved at glemme at ekspeditionen trekkede ud dagen efter vi kom ned fra bjerget, så de sidste mange dage har Urth og jeg fået en del højdemeter i benene - over 5500m! Nu sidder vi alle fem med et stort smil på læben i byen Skardu, og nyder godt af hotellivets glæder.

Jacob Klaris-Jensen

01.08 2008

Endelig lykkedes det! Kl. 13.59 lokal tid klatrede Klaris og Urth op over de sidste normalt stormomsuste meter til toppen af Gasherbrum 2. Drengene havde valgt det helt rigtige tidspunkt til at foretage deres endelige topforsøg, og fra toppen kunne de med åbentstående jakke nyde den fantastiske udsigt til nabobjerget Hidden Peak, den lange og dybe dag med Baltorogletscheren som vi havde vandret op over gennem en uge, og til monarken over dem alle - K2. Forud herfor havde gået et døgn med åndeløs spænding, hvor humøret her i BC havde skiftet fra ængstelse over glæde til sejrsfølelse da det endelige budskab kom knitrende gennem walkien. Klaris og Urth havde forladt Camp 3 kl. 18.30 i går og var på fem timer steget op over fixrebene på den uventet stejle klippeflanke mod Camp 4 i ca. 7450m, hvor de tog tre timers pause i et tomt telt, og hvor de havde mulighed til at koge ekstra vand og cacao. Herefter fulgte traversen over sydflanken under toppyramiden, som vi på forhånd havde udset til at være en af bjergets lette passager, men som vi efterhånden havde oplevet så mange gange før er der ikke noget på Gasherbrum man får foræret. Over walkien beskev drengene traversen som endeløs, og det skulle tage fem timer før de nåede frem til den afsluttende passage op over topgraten. Herfra manglede de 'kun' 250 højdemeter, men nu kunne de se toppen forude. Herefter fulgte en lang stilhed. Minutterne tikkede væk, men pludselig, et minut før cut-off time vågnede walkien til live igen, og Urth meddelte at de kunne ikke komme længere - de var løbet tør for bjerg! BC her eksploderede i glæde, tårerne trillede, og der var omfavnelser hele bordet rundt, os tre hernede, hele vort staff, som havde været lige så spændte som os, og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Men vores glæde var for intet at regne mod den glæde der strømmede ud gennem walkien, direkte fra 8035 meters højde. Her var ny højderekord for Klaris, ny højderekord for Urth, dansk førstebestigning af Gasherbrum 2, og sammen med de to rumænere og to georgiere som var med på vores tilladelse, var der også tale om den mest succesfulde ekspedition på Gasherbrum 2 i denne sæson, med alt i alt fem mand på toppen. Ord kan næppe beskrive de følelser Klaris og Urth har oplevet på toppen, så det vil de selv fortælle om når de kommer ned igen. Nu skal de i gang med nedstigningen, den mest risikable del af turen, nu hvor de har været i gang i 22 timer. Men selv om de er trætte er de stadig stærke, og med lidt held når de tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Men et stort tillykke til Klaris og Urth skal lyde fra alle her i BC - de første fra andre teams i lejren har allerede været på besøg for at ønske tillykke. Så rygterne spredes hurtigt her i BC.

Jan Elleby

Bøger:

Gasherbrum II, Jacob Klaris Jensen

Web:

www.gasherbrum.dk

www.viaalpina.dk

Detaljeret dato: 2008-08-01

Deltagere: Jan Elleby, Jakob Urth, jakob Klaris-Jensen, Erik Storm og Henning Beck som ekspeditionslæge

Dansk førstebestigning af Gasherbrum II på enmeget flot gennemført ekspedition.

Her udddrag fra ekspeditionshjemmesiden:

www.gasherbrum.dk

09.08.2008

Forløsning! Intet mindre end en forløsning var det at stå på toppen af Gasherbrum II. Urth og jeg har gentagne gange set på hinanden og sagt i kor "vi gjorde det fanme". Selve bestigningen og dagene op til, var både stressende men også meget afslappende. Det lyder sært men dagene i lejr 2 og 3 var meget simple. Vi lå og gjorde os klar til "summitpush" hele dagen, og sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, måtte vi aflyse det hele pga vejret. Det værste var på anden dagen i lejr 3 (7040m), hvor vi valgte at blive nede men hvor resten af lejren gik afsted. Fem mand kom tilbage om formiddagen dagen efter og havde lavet toppen. Det var bare ikke til at bære, at vi ikke magtede at komme afsted ligesom de andre. Samtidig viste vejret sig noget usikkert. I vores daglige walkie-samtaler med BC, fik vi af vide at monsunen var ankommet og truede med at "lukke" bjerget af for denne sæson. På fjerde døgn i lejr 3 kom et reblag med en italiener og en polak ned til os i lejr 3. De havde lige været på toppen og mente at det var sidste chance nu - sidste vejrvindue! Italieneren fortalte os at hans telt stod i lejr 4 og det måtte vi godt bruge. Han kunne ikke få det fri af sneen. Urth og jeg kiggede på hinanden, begyndte bare at pakke sammen. Vi ville ændre vores taktik og dele den sidste del af ruten op i mindre moduler. Selvom det var eftermiddag ville vi starte kl. 18.30 fra lejr 3, gå til lejr 4, koge vand/cacao i nogle timer og derfra gå mod toppen. Vi sparede alt grej væk, og tog kun brænder, gryde og liggeunderlag med op til lejr 4. Ruten op af klippegraten fra lejr 3 til 4 blev som vanligt mere underholdende end forventet. Ikke svær klatring men til tider noget forvirrende med op til 8 forskellige fixreb krydsende indover hinanden. Vi kom dog frem til lejr 4 inden midnat og fandt også teltet. Urth havde begyndende problemer med sine fødder, og måtte have min mave til hjælp med opvarmningen af dem inde i teltet. Langsomt blev vi klar til at gå videre, men højden og den tynde luft satte sine begrænsninger for hvor hurtigt vi kunne arbejde. Vi startede på "traversen". Vi havde sat os op til at den skulle være den lette part mod toppen, men føltes næsten som den værste. Den blev ved og ved, og hældte noget mere end vi havde forventet nedefra. Traversen afsluttes med et fixreb som sender een op i sadlen og for foden af den sidste "toppyramide". Vi holdt et hvil i solen, inden vi startede den sidste del af arbejdet mod toppen. Det var ukompliceret terræn lige indtil 20 meter under toppen. Her skulle vi forcere en usikret og meget eksponeret travers til toppen. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt endelig at stå på toppen - sammen! Vi havde begge kæmpet ekstremt meget for at dette projekt skulle lykkes, men vejen var lang og bugtet, og til tider har det været lidt vanskeligt at få øje på "lyset for enden af tunnelen". Vi fik taget de mange billeder og brugt godt 40 minutter på toppen i det fantastiske vejr (ingen skyer, ingen vind og ingen mennesker), inden vi begyndte nedstigningen. Vi nåede lejr 3 meget trætte og tog en overnatning. Næste morgen måtte vi udskyde nedstigningen til om eftermiddagen, da vi var for smadrede til at bevæge os. Men vi skulle ned. Det er meget farligt at lade trætheden overmande een sådan et sted som i 7040 meter, så kl. ca. 17 startede vi nedstigningen til lejr 2 og videre til 1. Vi skulle de næste fem timer foretage 23 abseils (nedfiringer ad fixrebene), hvilket ofte gav os problemer fordi rebene var slidte (det var jo meget sent i sæsonen) og/eller overisede. Trætheden hos os begge var enorm, og jeg mærkede det specielt ved de sidste abseils (fra lejr 2 ned til lejr 1 på "Bananen"). Her faldt jeg i søvn når jeg nåede ned til ankrene og hang der som en anden kludedukke indtil jeg fik lidt is i hovedet. Så vidste jeg nemlig at Urth var startet med at abseile ned til mig. Så skiftede jeg reb og situationen kunne gentage sig. Vi nåede Lejr 1 efter 1000 meters nedstigning med pandelygterne på. Dagen efter steg vi yderligere 1000 meter ned til BC og til den varme velkomst. En dansk førstebestigning af et 8000 meter højt bjerg er noget særligt - specielt når man ikke har prøvet det før. Sådan blev det også fejret med den klassiske "summit-kage". Alle på ekspeditionen har følelsen af succes og at de har gjort deres til at dette kunne lykkes. Derfor har stemningen også været god under hele udmarchen fra bjerget. Nå ja, jeg var lige ved at glemme at ekspeditionen trekkede ud dagen efter vi kom ned fra bjerget, så de sidste mange dage har Urth og jeg fået en del højdemeter i benene - over 5500m! Nu sidder vi alle fem med et stort smil på læben i byen Skardu, og nyder godt af hotellivets glæder.

Jacob Klaris-Jensen

01.08 2008

Endelig lykkedes det! Kl. 13.59 lokal tid klatrede Klaris og Urth op over de sidste normalt stormomsuste meter til toppen af Gasherbrum 2. Drengene havde valgt det helt rigtige tidspunkt til at foretage deres endelige topforsøg, og fra toppen kunne de med åbentstående jakke nyde den fantastiske udsigt til nabobjerget Hidden Peak, den lange og dybe dag med Baltorogletscheren som vi havde vandret op over gennem en uge, og til monarken over dem alle - K2. Forud herfor havde gået et døgn med åndeløs spænding, hvor humøret her i BC havde skiftet fra ængstelse over glæde til sejrsfølelse da det endelige budskab kom knitrende gennem walkien. Klaris og Urth havde forladt Camp 3 kl. 18.30 i går og var på fem timer steget op over fixrebene på den uventet stejle klippeflanke mod Camp 4 i ca. 7450m, hvor de tog tre timers pause i et tomt telt, og hvor de havde mulighed til at koge ekstra vand og cacao. Herefter fulgte traversen over sydflanken under toppyramiden, som vi på forhånd havde udset til at være en af bjergets lette passager, men som vi efterhånden havde oplevet så mange gange før er der ikke noget på Gasherbrum man får foræret. Over walkien beskev drengene traversen som endeløs, og det skulle tage fem timer før de nåede frem til den afsluttende passage op over topgraten. Herfra manglede de 'kun' 250 højdemeter, men nu kunne de se toppen forude. Herefter fulgte en lang stilhed. Minutterne tikkede væk, men pludselig, et minut før cut-off time vågnede walkien til live igen, og Urth meddelte at de kunne ikke komme længere - de var løbet tør for bjerg! BC her eksploderede i glæde, tårerne trillede, og der var omfavnelser hele bordet rundt, os tre hernede, hele vort staff, som havde været lige så spændte som os, og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Men vores glæde var for intet at regne mod den glæde der strømmede ud gennem walkien, direkte fra 8035 meters højde. Her var ny højderekord for Klaris, ny højderekord for Urth, dansk førstebestigning af Gasherbrum 2, og sammen med de to rumænere og to georgiere som var med på vores tilladelse, var der også tale om den mest succesfulde ekspedition på Gasherbrum 2 i denne sæson, med alt i alt fem mand på toppen. Ord kan næppe beskrive de følelser Klaris og Urth har oplevet på toppen, så det vil de selv fortælle om når de kommer ned igen. Nu skal de i gang med nedstigningen, den mest risikable del af turen, nu hvor de har været i gang i 22 timer. Men selv om de er trætte er de stadig stærke, og med lidt held når de tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Men et stort tillykke til Klaris og Urth skal lyde fra alle her i BC - de første fra andre teams i lejren har allerede været på besøg for at ønske tillykke. Så rygterne spredes hurtigt her i BC.

Jan Elleby

Bøger:

Gasherbrum II, Jacob Klaris Jensen

Web:

www.gasherbrum.dk

www.viaalpina.dk

Detaljeret dato: 2008-08-01

Deltagere: Jan Elleby, Jakob Urth, jakob Klaris-Jensen, Erik Storm og Henning Beck som ekspeditionslæge

Dansk førstebestigning af Gasherbrum II på enmeget flot gennemført ekspedition.

Her udddrag fra ekspeditionshjemmesiden:

www.gasherbrum.dk

09.08.2008

Forløsning! Intet mindre end en forløsning var det at stå på toppen af Gasherbrum II. Urth og jeg har gentagne gange set på hinanden og sagt i kor "vi gjorde det fanme". Selve bestigningen og dagene op til, var både stressende men også meget afslappende. Det lyder sært men dagene i lejr 2 og 3 var meget simple. Vi lå og gjorde os klar til "summitpush" hele dagen, og sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, måtte vi aflyse det hele pga vejret. Det værste var på anden dagen i lejr 3 (7040m), hvor vi valgte at blive nede men hvor resten af lejren gik afsted. Fem mand kom tilbage om formiddagen dagen efter og havde lavet toppen. Det var bare ikke til at bære, at vi ikke magtede at komme afsted ligesom de andre. Samtidig viste vejret sig noget usikkert. I vores daglige walkie-samtaler med BC, fik vi af vide at monsunen var ankommet og truede med at "lukke" bjerget af for denne sæson. På fjerde døgn i lejr 3 kom et reblag med en italiener og en polak ned til os i lejr 3. De havde lige været på toppen og mente at det var sidste chance nu - sidste vejrvindue! Italieneren fortalte os at hans telt stod i lejr 4 og det måtte vi godt bruge. Han kunne ikke få det fri af sneen. Urth og jeg kiggede på hinanden, begyndte bare at pakke sammen. Vi ville ændre vores taktik og dele den sidste del af ruten op i mindre moduler. Selvom det var eftermiddag ville vi starte kl. 18.30 fra lejr 3, gå til lejr 4, koge vand/cacao i nogle timer og derfra gå mod toppen. Vi sparede alt grej væk, og tog kun brænder, gryde og liggeunderlag med op til lejr 4. Ruten op af klippegraten fra lejr 3 til 4 blev som vanligt mere underholdende end forventet. Ikke svær klatring men til tider noget forvirrende med op til 8 forskellige fixreb krydsende indover hinanden. Vi kom dog frem til lejr 4 inden midnat og fandt også teltet. Urth havde begyndende problemer med sine fødder, og måtte have min mave til hjælp med opvarmningen af dem inde i teltet. Langsomt blev vi klar til at gå videre, men højden og den tynde luft satte sine begrænsninger for hvor hurtigt vi kunne arbejde. Vi startede på "traversen". Vi havde sat os op til at den skulle være den lette part mod toppen, men føltes næsten som den værste. Den blev ved og ved, og hældte noget mere end vi havde forventet nedefra. Traversen afsluttes med et fixreb som sender een op i sadlen og for foden af den sidste "toppyramide". Vi holdt et hvil i solen, inden vi startede den sidste del af arbejdet mod toppen. Det var ukompliceret terræn lige indtil 20 meter under toppen. Her skulle vi forcere en usikret og meget eksponeret travers til toppen. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt endelig at stå på toppen - sammen! Vi havde begge kæmpet ekstremt meget for at dette projekt skulle lykkes, men vejen var lang og bugtet, og til tider har det været lidt vanskeligt at få øje på "lyset for enden af tunnelen". Vi fik taget de mange billeder og brugt godt 40 minutter på toppen i det fantastiske vejr (ingen skyer, ingen vind og ingen mennesker), inden vi begyndte nedstigningen. Vi nåede lejr 3 meget trætte og tog en overnatning. Næste morgen måtte vi udskyde nedstigningen til om eftermiddagen, da vi var for smadrede til at bevæge os. Men vi skulle ned. Det er meget farligt at lade trætheden overmande een sådan et sted som i 7040 meter, så kl. ca. 17 startede vi nedstigningen til lejr 2 og videre til 1. Vi skulle de næste fem timer foretage 23 abseils (nedfiringer ad fixrebene), hvilket ofte gav os problemer fordi rebene var slidte (det var jo meget sent i sæsonen) og/eller overisede. Trætheden hos os begge var enorm, og jeg mærkede det specielt ved de sidste abseils (fra lejr 2 ned til lejr 1 på "Bananen"). Her faldt jeg i søvn når jeg nåede ned til ankrene og hang der som en anden kludedukke indtil jeg fik lidt is i hovedet. Så vidste jeg nemlig at Urth var startet med at abseile ned til mig. Så skiftede jeg reb og situationen kunne gentage sig. Vi nåede Lejr 1 efter 1000 meters nedstigning med pandelygterne på. Dagen efter steg vi yderligere 1000 meter ned til BC og til den varme velkomst. En dansk førstebestigning af et 8000 meter højt bjerg er noget særligt - specielt når man ikke har prøvet det før. Sådan blev det også fejret med den klassiske "summit-kage". Alle på ekspeditionen har følelsen af succes og at de har gjort deres til at dette kunne lykkes. Derfor har stemningen også været god under hele udmarchen fra bjerget. Nå ja, jeg var lige ved at glemme at ekspeditionen trekkede ud dagen efter vi kom ned fra bjerget, så de sidste mange dage har Urth og jeg fået en del højdemeter i benene - over 5500m! Nu sidder vi alle fem med et stort smil på læben i byen Skardu, og nyder godt af hotellivets glæder.

Jacob Klaris-Jensen

01.08 2008

Endelig lykkedes det! Kl. 13.59 lokal tid klatrede Klaris og Urth op over de sidste normalt stormomsuste meter til toppen af Gasherbrum 2. Drengene havde valgt det helt rigtige tidspunkt til at foretage deres endelige topforsøg, og fra toppen kunne de med åbentstående jakke nyde den fantastiske udsigt til nabobjerget Hidden Peak, den lange og dybe dag med Baltorogletscheren som vi havde vandret op over gennem en uge, og til monarken over dem alle - K2. Forud herfor havde gået et døgn med åndeløs spænding, hvor humøret her i BC havde skiftet fra ængstelse over glæde til sejrsfølelse da det endelige budskab kom knitrende gennem walkien. Klaris og Urth havde forladt Camp 3 kl. 18.30 i går og var på fem timer steget op over fixrebene på den uventet stejle klippeflanke mod Camp 4 i ca. 7450m, hvor de tog tre timers pause i et tomt telt, og hvor de havde mulighed til at koge ekstra vand og cacao. Herefter fulgte traversen over sydflanken under toppyramiden, som vi på forhånd havde udset til at være en af bjergets lette passager, men som vi efterhånden havde oplevet så mange gange før er der ikke noget på Gasherbrum man får foræret. Over walkien beskev drengene traversen som endeløs, og det skulle tage fem timer før de nåede frem til den afsluttende passage op over topgraten. Herfra manglede de 'kun' 250 højdemeter, men nu kunne de se toppen forude. Herefter fulgte en lang stilhed. Minutterne tikkede væk, men pludselig, et minut før cut-off time vågnede walkien til live igen, og Urth meddelte at de kunne ikke komme længere - de var løbet tør for bjerg! BC her eksploderede i glæde, tårerne trillede, og der var omfavnelser hele bordet rundt, os tre hernede, hele vort staff, som havde været lige så spændte som os, og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Men vores glæde var for intet at regne mod den glæde der strømmede ud gennem walkien, direkte fra 8035 meters højde. Her var ny højderekord for Klaris, ny højderekord for Urth, dansk førstebestigning af Gasherbrum 2, og sammen med de to rumænere og to georgiere som var med på vores tilladelse, var der også tale om den mest succesfulde ekspedition på Gasherbrum 2 i denne sæson, med alt i alt fem mand på toppen. Ord kan næppe beskrive de følelser Klaris og Urth har oplevet på toppen, så det vil de selv fortælle om når de kommer ned igen. Nu skal de i gang med nedstigningen, den mest risikable del af turen, nu hvor de har været i gang i 22 timer. Men selv om de er trætte er de stadig stærke, og med lidt held når de tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Men et stort tillykke til Klaris og Urth skal lyde fra alle her i BC - de første fra andre teams i lejren har allerede været på besøg for at ønske tillykke. Så rygterne spredes hurtigt her i BC.

Jan Elleby

Bøger:

Gasherbrum II, Jacob Klaris Jensen

Web:

www.gasherbrum.dk

www.viaalpina.dk

Detaljeret dato: 2008-08-01

Deltagere: Jan Elleby, Jakob Urth, jakob Klaris-Jensen, Erik Storm og Henning Beck som ekspeditionslæge

Dansk førstebestigning af Gasherbrum II på enmeget flot gennemført ekspedition.

Her udddrag fra ekspeditionshjemmesiden:

www.gasherbrum.dk

09.08.2008

Forløsning! Intet mindre end en forløsning var det at stå på toppen af Gasherbrum II. Urth og jeg har gentagne gange set på hinanden og sagt i kor "vi gjorde det fanme". Selve bestigningen og dagene op til, var både stressende men også meget afslappende. Det lyder sært men dagene i lejr 2 og 3 var meget simple. Vi lå og gjorde os klar til "summitpush" hele dagen, og sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, måtte vi aflyse det hele pga vejret. Det værste var på anden dagen i lejr 3 (7040m), hvor vi valgte at blive nede men hvor resten af lejren gik afsted. Fem mand kom tilbage om formiddagen dagen efter og havde lavet toppen. Det var bare ikke til at bære, at vi ikke magtede at komme afsted ligesom de andre. Samtidig viste vejret sig noget usikkert. I vores daglige walkie-samtaler med BC, fik vi af vide at monsunen var ankommet og truede med at "lukke" bjerget af for denne sæson. På fjerde døgn i lejr 3 kom et reblag med en italiener og en polak ned til os i lejr 3. De havde lige været på toppen og mente at det var sidste chance nu - sidste vejrvindue! Italieneren fortalte os at hans telt stod i lejr 4 og det måtte vi godt bruge. Han kunne ikke få det fri af sneen. Urth og jeg kiggede på hinanden, begyndte bare at pakke sammen. Vi ville ændre vores taktik og dele den sidste del af ruten op i mindre moduler. Selvom det var eftermiddag ville vi starte kl. 18.30 fra lejr 3, gå til lejr 4, koge vand/cacao i nogle timer og derfra gå mod toppen. Vi sparede alt grej væk, og tog kun brænder, gryde og liggeunderlag med op til lejr 4. Ruten op af klippegraten fra lejr 3 til 4 blev som vanligt mere underholdende end forventet. Ikke svær klatring men til tider noget forvirrende med op til 8 forskellige fixreb krydsende indover hinanden. Vi kom dog frem til lejr 4 inden midnat og fandt også teltet. Urth havde begyndende problemer med sine fødder, og måtte have min mave til hjælp med opvarmningen af dem inde i teltet. Langsomt blev vi klar til at gå videre, men højden og den tynde luft satte sine begrænsninger for hvor hurtigt vi kunne arbejde. Vi startede på "traversen". Vi havde sat os op til at den skulle være den lette part mod toppen, men føltes næsten som den værste. Den blev ved og ved, og hældte noget mere end vi havde forventet nedefra. Traversen afsluttes med et fixreb som sender een op i sadlen og for foden af den sidste "toppyramide". Vi holdt et hvil i solen, inden vi startede den sidste del af arbejdet mod toppen. Det var ukompliceret terræn lige indtil 20 meter under toppen. Her skulle vi forcere en usikret og meget eksponeret travers til toppen. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt endelig at stå på toppen - sammen! Vi havde begge kæmpet ekstremt meget for at dette projekt skulle lykkes, men vejen var lang og bugtet, og til tider har det været lidt vanskeligt at få øje på "lyset for enden af tunnelen". Vi fik taget de mange billeder og brugt godt 40 minutter på toppen i det fantastiske vejr (ingen skyer, ingen vind og ingen mennesker), inden vi begyndte nedstigningen. Vi nåede lejr 3 meget trætte og tog en overnatning. Næste morgen måtte vi udskyde nedstigningen til om eftermiddagen, da vi var for smadrede til at bevæge os. Men vi skulle ned. Det er meget farligt at lade trætheden overmande een sådan et sted som i 7040 meter, så kl. ca. 17 startede vi nedstigningen til lejr 2 og videre til 1. Vi skulle de næste fem timer foretage 23 abseils (nedfiringer ad fixrebene), hvilket ofte gav os problemer fordi rebene var slidte (det var jo meget sent i sæsonen) og/eller overisede. Trætheden hos os begge var enorm, og jeg mærkede det specielt ved de sidste abseils (fra lejr 2 ned til lejr 1 på "Bananen"). Her faldt jeg i søvn når jeg nåede ned til ankrene og hang der som en anden kludedukke indtil jeg fik lidt is i hovedet. Så vidste jeg nemlig at Urth var startet med at abseile ned til mig. Så skiftede jeg reb og situationen kunne gentage sig. Vi nåede Lejr 1 efter 1000 meters nedstigning med pandelygterne på. Dagen efter steg vi yderligere 1000 meter ned til BC og til den varme velkomst. En dansk førstebestigning af et 8000 meter højt bjerg er noget særligt - specielt når man ikke har prøvet det før. Sådan blev det også fejret med den klassiske "summit-kage". Alle på ekspeditionen har følelsen af succes og at de har gjort deres til at dette kunne lykkes. Derfor har stemningen også været god under hele udmarchen fra bjerget. Nå ja, jeg var lige ved at glemme at ekspeditionen trekkede ud dagen efter vi kom ned fra bjerget, så de sidste mange dage har Urth og jeg fået en del højdemeter i benene - over 5500m! Nu sidder vi alle fem med et stort smil på læben i byen Skardu, og nyder godt af hotellivets glæder.

Jacob Klaris-Jensen

01.08 2008

Endelig lykkedes det! Kl. 13.59 lokal tid klatrede Klaris og Urth op over de sidste normalt stormomsuste meter til toppen af Gasherbrum 2. Drengene havde valgt det helt rigtige tidspunkt til at foretage deres endelige topforsøg, og fra toppen kunne de med åbentstående jakke nyde den fantastiske udsigt til nabobjerget Hidden Peak, den lange og dybe dag med Baltorogletscheren som vi havde vandret op over gennem en uge, og til monarken over dem alle - K2. Forud herfor havde gået et døgn med åndeløs spænding, hvor humøret her i BC havde skiftet fra ængstelse over glæde til sejrsfølelse da det endelige budskab kom knitrende gennem walkien. Klaris og Urth havde forladt Camp 3 kl. 18.30 i går og var på fem timer steget op over fixrebene på den uventet stejle klippeflanke mod Camp 4 i ca. 7450m, hvor de tog tre timers pause i et tomt telt, og hvor de havde mulighed til at koge ekstra vand og cacao. Herefter fulgte traversen over sydflanken under toppyramiden, som vi på forhånd havde udset til at være en af bjergets lette passager, men som vi efterhånden havde oplevet så mange gange før er der ikke noget på Gasherbrum man får foræret. Over walkien beskev drengene traversen som endeløs, og det skulle tage fem timer før de nåede frem til den afsluttende passage op over topgraten. Herfra manglede de 'kun' 250 højdemeter, men nu kunne de se toppen forude. Herefter fulgte en lang stilhed. Minutterne tikkede væk, men pludselig, et minut før cut-off time vågnede walkien til live igen, og Urth meddelte at de kunne ikke komme længere - de var løbet tør for bjerg! BC her eksploderede i glæde, tårerne trillede, og der var omfavnelser hele bordet rundt, os tre hernede, hele vort staff, som havde været lige så spændte som os, og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Men vores glæde var for intet at regne mod den glæde der strømmede ud gennem walkien, direkte fra 8035 meters højde. Her var ny højderekord for Klaris, ny højderekord for Urth, dansk førstebestigning af Gasherbrum 2, og sammen med de to rumænere og to georgiere som var med på vores tilladelse, var der også tale om den mest succesfulde ekspedition på Gasherbrum 2 i denne sæson, med alt i alt fem mand på toppen. Ord kan næppe beskrive de følelser Klaris og Urth har oplevet på toppen, så det vil de selv fortælle om når de kommer ned igen. Nu skal de i gang med nedstigningen, den mest risikable del af turen, nu hvor de har været i gang i 22 timer. Men selv om de er trætte er de stadig stærke, og med lidt held når de tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Men et stort tillykke til Klaris og Urth skal lyde fra alle her i BC - de første fra andre teams i lejren har allerede været på besøg for at ønske tillykke. Så rygterne spredes hurtigt her i BC.

Jan Elleby

Bøger:

Gasherbrum II, Jacob Klaris Jensen

Web:

www.gasherbrum.dk

www.viaalpina.dk

Gasherbrum 1 og II 2007
Leder:
Deltagere: Søren Gudmann

Seven Summit bestigeren Søren Gudmann forsøger sig på en dobbelt ekspedition til G1 og G2, men må afbryde forsøgene på grund af ustabile forhold.

Leder: Søren Smidt
Arrangør: Kipling Travel
Leder: Søren Smidt
Deltagere: Syv danskere

Kipling Travel forsøgte at arrangere en dansk GII ekspedition med mulighed for dansk førstebestegning.
Der var flot respons på ekspeditionen og alt tegnede til den anden kommercielle danske 8.000 meter ekspedition.
Men i februar rasede muhammedkrisen på sit højeste, hvorfor pakistanerne ikke turde tage vare på danskere i Pakistan. Derfor blev ekspeditionen nødtvunget aflyst.

Gasherbrum II 2005
Leder:
Deltagere: Philip Ulrich

Ikke flere oplysninger, kom vist aldrig af sted.

Danish Gasherbrum II expedition 2004

Deltagere: Philip Ulrich, Carsten Engedal, Keld Laursen og Hans Linde

Dette stærke hold bag "Danish Gasherbrum II Expedition 2004" tager til Karakorum, Pakistan for et bestigningsforsøg på Gasherbrum 2 på 8.035 m. i sommeren 2004.

Philip Ulrich besteg solo Aconcagua 6.962 m. i 2003 og Carsten Engedal, Keld Laursen samt Hans Linde Nielsen besteg Khan Tengri 6.995 (7.010!) m. i 2003.

Lykkes det bliver det den første danske bestigning af bjerget. Base Camp ligger i 5.300 m og ruten med 3 højdelejre (5.900 m/6.500 m/7.000 m) vil blive via syd-vest graten til ca. 7.000 m. og herefter en travers til ca. 7.500 m til østgraten der fører til toppen på 8.035 m.

Holdet havde valgt ikke at have hjælp over BC, dvs. at der ikke var højdebærere og højdelejrene etablerede de selv. Der blev etableret 3 højdelejre og i tilfælde af at der blev brug for en lejr 4 måtte de flytte udstyret fra lejr 3.

Vejret var i det meste sæsonen ret dårligt med få muligheder for topforsøg. Der var blandt andet et vindue sidst i juli måned men der var gruppen kun akklimatiseret til lejr 2. Vejret bliver igen dårligt og bjerget sner helt til. Det betyder at gruppen aldrig får et topforsøg og meget skuffede forlader de BC d. 1. august.

Danish Gasherbrum II expedition 2004
Deltagere: Philip Ulrich, Carsten Engedal, Keld Laursen og Hans Linde

Dette stærke hold bag "Danish Gasherbrum II Expedition 2004" tager til Karakorum, Pakistan for et bestigningsforsøg på Gasherbrum 2 på 8.035 m. i sommeren 2004.

Philip Ulrich besteg solo Aconcagua 6.962 m. i 2003 og Carsten Engedal, Keld Laursen samt Hans Linde Nielsen besteg Khan Tengri 6.995 (7.010!) m. i 2003.

Lykkes det bliver det den første danske bestigning af bjerget. Base Camp ligger i 5.300 m og ruten med 3 højdelejre (5.900 m/6.500 m/7.000 m) vil blive via syd-vest graten til ca. 7.000 m. og herefter en travers til ca. 7.500 m til østgraten der fører til toppen på 8.035 m.

Holdet havde valgt ikke at have hjælp over BC, dvs. at der ikke var højdebærere og højdelejrene etablerede de selv. Der blev etableret 3 højdelejre og i tilfælde af at der blev brug for en lejr 4 måtte de flytte udstyret fra lejr 3.
Vejret var i det meste sæsonen ret dårligt med få muligheder for topforsøg. Der var blandt andet et vindue sidst i juli måned men der var gruppen kun akklimatiseret til lejr 2. Vejret bliver igen dårligt og bjerget sner helt til. Det betyder at gruppen aldrig får et topforsøg og meget skuffede forlader de BC d. 1. august.

Danish Gasherbrum II expedition 2004

Deltagere: Philip Ulrich, Carsten Engedal, Keld Laursen og Hans Linde

Dette stærke hold bag "Danish Gasherbrum II Expedition 2004" tager til Karakorum, Pakistan for et bestigningsforsøg på Gasherbrum 2 på 8.035 m. i sommeren 2004.

Philip Ulrich besteg solo Aconcagua 6.962 m. i 2003 og Carsten Engedal, Keld Laursen samt Hans Linde Nielsen besteg Khan Tengri 6.995 (7.010!) m. i 2003.

Lykkes det bliver det den første danske bestigning af bjerget. Base Camp ligger i 5.300 m og ruten med 3 højdelejre (5.900 m/6.500 m/7.000 m) vil blive via syd-vest graten til ca. 7.000 m. og herefter en travers til ca. 7.500 m til østgraten der fører til toppen på 8.035 m.

Holdet havde valgt ikke at have hjælp over BC, dvs. at der ikke var højdebærere og højdelejrene etablerede de selv. Der blev etableret 3 højdelejre og i tilfælde af at der blev brug for en lejr 4 måtte de flytte udstyret fra lejr 3.

Vejret var i det meste sæsonen ret dårligt med få muligheder for topforsøg. Der var blandt andet et vindue sidst i juli måned men der var gruppen kun akklimatiseret til lejr 2. Vejret bliver igen dårligt og bjerget sner helt til. Det betyder at gruppen aldrig får et topforsøg og meget skuffede forlader de BC d. 1. august.

Danish Gasherbrum II expedition 2004
Deltagere: Philip Ulrich, Carsten Engedal, Keld Laursen og Hans Linde

Dette stærke hold bag "Danish Gasherbrum II Expedition 2004" tager til Karakorum, Pakistan for et bestigningsforsøg på Gasherbrum 2 på 8.035 m. i sommeren 2004.

Philip Ulrich besteg solo Aconcagua 6.962 m. i 2003 og Carsten Engedal, Keld Laursen samt Hans Linde Nielsen besteg Khan Tengri 6.995 (7.010!) m. i 2003.

Lykkes det bliver det den første danske bestigning af bjerget. Base Camp ligger i 5.300 m og ruten med 3 højdelejre (5.900 m/6.500 m/7.000 m) vil blive via syd-vest graten til ca. 7.000 m. og herefter en travers til ca. 7.500 m til østgraten der fører til toppen på 8.035 m.

Holdet havde valgt ikke at have hjælp over BC, dvs. at der ikke var højdebærere og højdelejrene etablerede de selv. Der blev etableret 3 højdelejre og i tilfælde af at der blev brug for en lejr 4 måtte de flytte udstyret fra lejr 3.
Vejret var i det meste sæsonen ret dårligt med få muligheder for topforsøg. Der var blandt andet et vindue sidst i juli måned men der var gruppen kun akklimatiseret til lejr 2. Vejret bliver igen dårligt og bjerget sner helt til. Det betyder at gruppen aldrig får et topforsøg og meget skuffede forlader de BC d. 1. august.

Danish Gasherbrum II expedition 2004
Deltagere: Philip Ulrich, Carsten Engedal, Keld Laursen og Hans Linde

Dette stærke hold bag "Danish Gasherbrum II Expedition 2004" tager til Karakorum, Pakistan for et bestigningsforsøg på Gasherbrum 2 på 8.035 m. i sommeren 2004.

Philip Ulrich besteg solo Aconcagua 6.962 m. i 2003 og Carsten Engedal, Keld Laursen samt Hans Linde Nielsen besteg Khan Tengri 6.995 (7.010!) m. i 2003.

Lykkes det bliver det den første danske bestigning af bjerget. Base Camp ligger i 5.300 m og ruten med 3 højdelejre (5.900 m/6.500 m/7.000 m) vil blive via syd-vest graten til ca. 7.000 m. og herefter en travers til ca. 7.500 m til østgraten der fører til toppen på 8.035 m.

Holdet havde valgt ikke at have hjælp over BC, dvs. at der ikke var højdebærere og højdelejrene etablerede de selv. Der blev etableret 3 højdelejre og i tilfælde af at der blev brug for en lejr 4 måtte de flytte udstyret fra lejr 3.
Vejret var i det meste sæsonen ret dårligt med få muligheder for topforsøg. Der var blandt andet et vindue sidst i juli måned men der var gruppen kun akklimatiseret til lejr 2. Vejret bliver igen dårligt og bjerget sner helt til. Det betyder at gruppen aldrig får et topforsøg og meget skuffede forlader de BC d. 1. august.

Gasherbrum II 2001

Leder:

Deltagere:

Henrik (navnet er bekendt) planlægger ekspedition, der dog blev aflyst i opløbet

Danish Karakorum Ekspedition 1982
Leder: ?
Deltagere: Kaj Olesen, Leon Lehrer, Ole Eistrup, Geert B. Olsen og Mads Bech Madsen

Den planlagte Karakorum ekspedition (tilladelsen var givet) blev aflyst. Bo Belvedere, der klatrede med ovenstående kender ikke til dette Gasherbrum II projekt, hvorfor der intet bevisligt foreligger.

Danish Karakorum Ekspedition 1982
Leder: ?
Deltagere: Kaj Olesen, Leon Lehrer, Ole Eistrup, Geert B. Olsen og Mads Bech Madsen

Den planlagte Karakorum ekspedition (tilladelsen var givet) blev aflyst. Bo Belvedere, der klatrede med ovenstående kender ikke til dette Gasherbrum II projekt, hvorfor der intet bevisligt foreligger.

Danish Karakorum Ekspedition 1982
Leder: ?
Deltagere: Kaj Olesen, Leon Lehrer, Ole Eistrup, Geert B. Olsen og Mads Bech Madsen

Den planlagte Karakorum ekspedition (tilladelsen var givet) blev aflyst. Bo Belvedere, der klatrede med ovenstående kender ikke til dette Gasherbrum II projekt, hvorfor der intet bevisligt foreligger.

Danish Karakorum Ekspedition 1982
Leder: ?
Deltagere: Kaj Olesen, Leon Lehrer, Ole Eistrup, Geert B. Olsen og Mads Bech Madsen

Den planlagte Karakorum ekspedition (tilladelsen var givet) blev aflyst. Bo Belvedere, der klatrede med ovenstående kender ikke til dette Gasherbrum II projekt, hvorfor der intet bevisligt foreligger.

Danish Karakorum Ekspedition 1982

Leder: ?

Deltagere: Kaj Olesen, Leon Lehrer, Ole Eistrup, Geert B. Olsen og Mads Bech Madsen

Den planlagte Karakorum ekspedition (tilladelsen var givet) blev aflyst. Bo Belvedere, der klatrede med ovenstående kender ikke til dette Gasherbrum II projekt, hvorfor der intet bevisligt foreligger.