Intl. hold med bl.a. danske Brian Harring Boll
"Her mail fra Brian Boll om turen
Min guide Dahna og jeg var de første til at nå toppen den dag på Ama Dablam, men de sidste der vendte tilbage til Camp 2.
På vejen op udtørrede mine øjne på grund af den tørrer kolde vind, der ramte os på det eksponerede stykke under toppen. Dette resulterede i ridser på hornhinderne og et betydeligt nedsat syn.
På vej ned sendte det mig to gange ned af bjergsiden, hvor jeg blev reddet af min sikkerhedsline. Herfra arbejdede jeg mig tilbage styret af Dahnas stemme.
Med de to fald forsvandt tilliden til min egen førlighed, og vi rekvirerede en redningshelikopter.
Der var gået nogle timer, da vi tydeligt kunne hører, at helikopteren var på vej. Men samtidig havde et skydække udviklet sig, og det næste der skete var, at vi kunne hører helikopteren forsvinde under skyerne.
Derfor arbejdede vi os forsigtigt længere ned. Når der skulle klatres styrede Dahna mine bevægelser/fødder verbalt - højre/venstre.
Sidst på eftermiddagen falder jeg igen, da jeg skal traversere på klipper. Jeg lander på ryggen blot et par meter længere nede og til mit held på et fladt klippestykke. Det får mig dog til at stoppe op. Der er nu blå himmel, og det undre mig at en helikopter ikke kan flyve op igennem skydækket. Derfor prøver vi igen at rekvirere en helikopter men får nej. Forklaringen får vi først næste dag.
Solen er på dette tidspunkt ved at gå ned og valget står nu imellem at blive på bjergkammen eller at forsætte ned i mørke og vel og mærke kun med en pandelampe til deling, da min er gået til i et af mine fald.
Heldigvis består størstedelen af det sidste stykke ned til Camp 2 i at rappelle og det giver ro til øjnene at vinden og sollyset forsvinder, men det var selvsagt udfordrende og risikabelt.
Næste morgen samles jeg op i Camp 2 i en såkaldt “long line rescue”. Piloten fortalte, hvor frustreret han havde været dagen før, hvor han sammen med sit team tre gange forgæves havde søgt om flyvetilladelse, men at den blev afvist grundet en time regel for flyvning.
Når det gik så galt, så skyldes det ifølge øjenlægen at mine tårekanaler ikke længere virker optimalt. Det løses nu let med øjendråber i dagligdagen, men er selvsagt ikke optimalt, når der skal klatres i stor højde.
Referencer:
Mails, SMS og Messenger beskeder fra Kathmandu samt:
- Ekstrabladet
- Himalayan Times
