Pandra

Janak Himal 2002

Leder: Henrik Jessen Hansen

Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

16. oktober står AC, BBC og JM for førstebestigning af det lille flotte bjerg Pandra 6.673 meter beliggende nordvest for Kanchenjunga.

Her uddrag fra ekspeditionens dagbog fra topdagen:

".....Det første stykke fra passet op ad en snevæg går fint og hurtigt, derefter falder tempoet eftersom Allan, der klatrer forrest, nærmer sig en overhængende klippevæg. Han traverserer ud under den og kommer tydeligvis i problemer. Da jeg når op under klippevæggen kan jeg se hvorfor. Ude til siden for mig, hvor Allan passerede, ligger en række klippeøer i sneen, sneen rundt om disse er usammenhængende, softice-agtig og ikke helt ufarlig at passere.

"Følg rebet lige op i stedet for" har Allan fået råbt til mig. Jo tak, tænker jeg, men der er jo ingen is eller sne på det første stykke. Min ene isøkse bliver hooket i en lille skrånende klippesprække, jeg hiver mig helt op til jeg i strakt arm hviler ovenpå den. Den anden bliver placeret på et lille klippefremspring højere oppe, mine steigeisen bliver placeret, hvor øksen nedenunder sad lige før og nu kan jeg trække mig så højt op, at jeg kan få placeret den ene økse i isen ovenfor det lodrette klippeparti. De to første gange jeg slår øksen i sprænges isen, som vælter ned over mig, men tredje gang lykkes det og jeg kan skrabende med mine steigeisen få etableret mig på den stejle is ovenfor klippen.

Omkring 30 meter højere oppe står Allan på en lille platform, han har fået sparket sig i sneen med sikring oppe i et hul ved et lille fremstikkende klippestykke. Jeg når op til ham og jeg beretter grinende: "to drytool bevægelser for at komme over den stejle passage". Og det her kalder vi "normalvejen", ja det bliver det jo nødt til at være, da det indtil videre er den eneste vej noget menneske har forsøgt at komme op på Pandra.

Lidt efter dukker også Jan op ved standpladsen og vi diskuterer ruten videre op lidt yderligere. Allan er mest stemt for at gå op langs isvæggen til venstre for os, Jan og jeg er af den opfattelse, at den snekam vi kan se ude til højre er den, vi har kigget på nede fra basecamp. Allan fortsætter opad den stejle sne i en lille rende, Jan sikrer ham mens jeg kontakter Henrik i basecamp for at høre, om han kan se os og eventuelt dirigere os i den planlagte retning. Men vi er langt fra basecamp og selv med en kikkert er Henrik ikke sikker på om det er os eller fremstikkende klipper, han kan se. Vi får dog et indtryk af, at vi burde gå ud til højre. I mellemtiden er Allan nået uden for høreafstand og fortsætter næsten lige opad.

Da rebet til mig strammes fortsætter jeg opad i Allan linje. Ovenover mig kan jeg se Allan kæmpe med løs sne, han råber ukvemsord over den dårlige sne. Allan plejer at tage den slags meget roligt, så det er et rigtig dårligt tegn. Heldigvis når han forbi den dårlige sne efter et kort stykke. Da jeg nærmer mig stedet med den dårlige sne, kan jeg mærke at rebet strammes markant, et tydeligt tegn på, at Allan har etableret en standplads og sikrer mig derfra. Det priser jeg mig lykkelig over, da jeg forsøger mig på den ukonsoliderede sne. De første to forsøg på at komme opad ender ved udgangspunktet og efterhånden har jeg fået lavet mig en stor platform med en lodret snevæg ovenover. Det bliver sværere og sværere at komme videre op. Næste gang skal det lykkes. Med begge isøkser helt begravet i sneen ovenfor og det ene ben højt løftet op i et trin i sneen lykkes det med en blanding af butterfly for armene og crawl for benene at komme et skridt videre op. OK det er så teknikken her, jeg genbruger den et antal gange, mister totalt pusten, men kommer til sidst forbi det ubehagelige sneparti.

Kort efter når jeg op til Allan, der grinende spørger, hvordan jeg klarede snevæggen. Han var endt op med samme teknik. En rigtig god ting: vi kan se, at vi er lige under det sneplateau, som ligger umiddelbart under topvæggen. Og vi kan for første gang i dag se toppen direkte ovenover os. Afstanden er svær at bedømme, jeg tænker 150-200 højdemeter, men da Jan kommer op til os snakker han om 300 højdemeter.

Efter et kort hvil efterlader vi reb og den ene isøkse og forsætter op ad en sneskråning mod plateauet. Jeg sporer op gennem dyb, tung sne og må puste ud for hvert 10-15'de skridt. Da vi nærmer os den randspalte, der deler plateauet fra topvæggen bliver sneen heldigvis mere fast og det begynder at gå hurtigere. Allan skridter over randspalten i sne, der er ved at kollapse under ham. Han giver mig en hånd og jeg giver Jan en hånd. Så er vi alle sammen på topvæggen. Spændingen i kroppen begynder at stige, nu er der ikke længere uoverkommeligt langt til toppen.

Jeg går forrest opad topvæggen og kan næsten ikke vente mere. Topkammen nærmer sig heldigvis hurtigt, jeg får en klump i halsen, følelserne er ved at overvælde mig. Jeg når op på topkammen omkring 10-15 meter under toppen, jeg forsøger at bevæge mig hurtigere det sidste stykke op med det resultat, at jeg må stoppe halvvejs oppe og hive efter vejret. Men til sidst runder det af og går ned til alle sider. Jeg er på toppen og Jan og Allan er på vej de sidste meter. De må dog lige vente et øjeblik, den evindelige irriterende fotograf kommer op i mig. Jeg skal lige have videokameraet parat inden de får lov at komme de sidste meter.

Da Jan og Allan når toppen, vil jubelen og de gensidige lykønskninger næsten ingen ende tage. Vi kan næsten ikke forstå det, men vi har gjort det: en førstebestigning af en større Himalaya top, Pandra har fået sin første rute, men sikken en normalvej......."

På Dansk Himalaya Selskabs hjemmeside er der en detaljeret og god dagbog.

Se også: Danga, Timjung, Janak

Bogen om ekspeditionen: "Ubetrådte tinder" kan købes via http://www.bogpriser.dk/q-bo-belvedere-christensen

Internet

http://www.himalaya.dk/ja2002diary.html#120

Janak Himal 2002

Leder: Henrik Jessen Hansen

Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

16. oktober står AC, BBC og JM for førstebestigning af det lille flotte bjerg Pandra 6.673 meter beliggende nordvest for Kanchenjunga.

Her uddrag fra ekspeditionens dagbog fra topdagen:

".....Det første stykke fra passet op ad en snevæg går fint og hurtigt, derefter falder tempoet eftersom Allan, der klatrer forrest, nærmer sig en overhængende klippevæg. Han traverserer ud under den og kommer tydeligvis i problemer. Da jeg når op under klippevæggen kan jeg se hvorfor. Ude til siden for mig, hvor Allan passerede, ligger en række klippeøer i sneen, sneen rundt om disse er usammenhængende, softice-agtig og ikke helt ufarlig at passere.

"Følg rebet lige op i stedet for" har Allan fået råbt til mig. Jo tak, tænker jeg, men der er jo ingen is eller sne på det første stykke. Min ene isøkse bliver hooket i en lille skrånende klippesprække, jeg hiver mig helt op til jeg i strakt arm hviler ovenpå den. Den anden bliver placeret på et lille klippefremspring højere oppe, mine steigeisen bliver placeret, hvor øksen nedenunder sad lige før og nu kan jeg trække mig så højt op, at jeg kan få placeret den ene økse i isen ovenfor det lodrette klippeparti. De to første gange jeg slår øksen i sprænges isen, som vælter ned over mig, men tredje gang lykkes det og jeg kan skrabende med mine steigeisen få etableret mig på den stejle is ovenfor klippen.

Omkring 30 meter højere oppe står Allan på en lille platform, han har fået sparket sig i sneen med sikring oppe i et hul ved et lille fremstikkende klippestykke. Jeg når op til ham og jeg beretter grinende: "to drytool bevægelser for at komme over den stejle passage". Og det her kalder vi "normalvejen", ja det bliver det jo nødt til at være, da det indtil videre er den eneste vej noget menneske har forsøgt at komme op på Pandra.

Lidt efter dukker også Jan op ved standpladsen og vi diskuterer ruten videre op lidt yderligere. Allan er mest stemt for at gå op langs isvæggen til venstre for os, Jan og jeg er af den opfattelse, at den snekam vi kan se ude til højre er den, vi har kigget på nede fra basecamp. Allan fortsætter opad den stejle sne i en lille rende, Jan sikrer ham mens jeg kontakter Henrik i basecamp for at høre, om han kan se os og eventuelt dirigere os i den planlagte retning. Men vi er langt fra basecamp og selv med en kikkert er Henrik ikke sikker på om det er os eller fremstikkende klipper, han kan se. Vi får dog et indtryk af, at vi burde gå ud til højre. I mellemtiden er Allan nået uden for høreafstand og fortsætter næsten lige opad.

Da rebet til mig strammes fortsætter jeg opad i Allan linje. Ovenover mig kan jeg se Allan kæmpe med løs sne, han råber ukvemsord over den dårlige sne. Allan plejer at tage den slags meget roligt, så det er et rigtig dårligt tegn. Heldigvis når han forbi den dårlige sne efter et kort stykke. Da jeg nærmer mig stedet med den dårlige sne, kan jeg mærke at rebet strammes markant, et tydeligt tegn på, at Allan har etableret en standplads og sikrer mig derfra. Det priser jeg mig lykkelig over, da jeg forsøger mig på den ukonsoliderede sne. De første to forsøg på at komme opad ender ved udgangspunktet og efterhånden har jeg fået lavet mig en stor platform med en lodret snevæg ovenover. Det bliver sværere og sværere at komme videre op. Næste gang skal det lykkes. Med begge isøkser helt begravet i sneen ovenfor og det ene ben højt løftet op i et trin i sneen lykkes det med en blanding af butterfly for armene og crawl for benene at komme et skridt videre op. OK det er så teknikken her, jeg genbruger den et antal gange, mister totalt pusten, men kommer til sidst forbi det ubehagelige sneparti.

Kort efter når jeg op til Allan, der grinende spørger, hvordan jeg klarede snevæggen. Han var endt op med samme teknik. En rigtig god ting: vi kan se, at vi er lige under det sneplateau, som ligger umiddelbart under topvæggen. Og vi kan for første gang i dag se toppen direkte ovenover os. Afstanden er svær at bedømme, jeg tænker 150-200 højdemeter, men da Jan kommer op til os snakker han om 300 højdemeter.

Efter et kort hvil efterlader vi reb og den ene isøkse og forsætter op ad en sneskråning mod plateauet. Jeg sporer op gennem dyb, tung sne og må puste ud for hvert 10-15'de skridt. Da vi nærmer os den randspalte, der deler plateauet fra topvæggen bliver sneen heldigvis mere fast og det begynder at gå hurtigere. Allan skridter over randspalten i sne, der er ved at kollapse under ham. Han giver mig en hånd og jeg giver Jan en hånd. Så er vi alle sammen på topvæggen. Spændingen i kroppen begynder at stige, nu er der ikke længere uoverkommeligt langt til toppen.

Jeg går forrest opad topvæggen og kan næsten ikke vente mere. Topkammen nærmer sig heldigvis hurtigt, jeg får en klump i halsen, følelserne er ved at overvælde mig. Jeg når op på topkammen omkring 10-15 meter under toppen, jeg forsøger at bevæge mig hurtigere det sidste stykke op med det resultat, at jeg må stoppe halvvejs oppe og hive efter vejret. Men til sidst runder det af og går ned til alle sider. Jeg er på toppen og Jan og Allan er på vej de sidste meter. De må dog lige vente et øjeblik, den evindelige irriterende fotograf kommer op i mig. Jeg skal lige have videokameraet parat inden de får lov at komme de sidste meter.

Da Jan og Allan når toppen, vil jubelen og de gensidige lykønskninger næsten ingen ende tage. Vi kan næsten ikke forstå det, men vi har gjort det: en førstebestigning af en større Himalaya top, Pandra har fået sin første rute, men sikken en normalvej......."

På Dansk Himalaya Selskabs hjemmeside er der en detaljeret og god dagbog.

Se også: Danga, Timjung, Janak

Internet

http://www.himalaya.dk/ja2002diary.html#120

Janak Himal 2002

Leder: Henrik Jessen Hansen

Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

16. oktober står AC, BBC og JM for førstebestigning af det lille flotte bjerg Pandra 6.673 meter beliggende nordvest for Kanchenjunga.

Her uddrag fra ekspeditionens dagbog fra topdagen:

".....Det første stykke fra passet op ad en snevæg går fint og hurtigt, derefter falder tempoet eftersom Allan, der klatrer forrest, nærmer sig en overhængende klippevæg. Han traverserer ud under den og kommer tydeligvis i problemer. Da jeg når op under klippevæggen kan jeg se hvorfor. Ude til siden for mig, hvor Allan passerede, ligger en række klippeøer i sneen, sneen rundt om disse er usammenhængende, softice-agtig og ikke helt ufarlig at passere.

"Følg rebet lige op i stedet for" har Allan fået råbt til mig. Jo tak, tænker jeg, men der er jo ingen is eller sne på det første stykke. Min ene isøkse bliver hooket i en lille skrånende klippesprække, jeg hiver mig helt op til jeg i strakt arm hviler ovenpå den. Den anden bliver placeret på et lille klippefremspring højere oppe, mine steigeisen bliver placeret, hvor øksen nedenunder sad lige før og nu kan jeg trække mig så højt op, at jeg kan få placeret den ene økse i isen ovenfor det lodrette klippeparti. De to første gange jeg slår øksen i sprænges isen, som vælter ned over mig, men tredje gang lykkes det og jeg kan skrabende med mine steigeisen få etableret mig på den stejle is ovenfor klippen.

Omkring 30 meter højere oppe står Allan på en lille platform, han har fået sparket sig i sneen med sikring oppe i et hul ved et lille fremstikkende klippestykke. Jeg når op til ham og jeg beretter grinende: "to drytool bevægelser for at komme over den stejle passage". Og det her kalder vi "normalvejen", ja det bliver det jo nødt til at være, da det indtil videre er den eneste vej noget menneske har forsøgt at komme op på Pandra.

Lidt efter dukker også Jan op ved standpladsen og vi diskuterer ruten videre op lidt yderligere. Allan er mest stemt for at gå op langs isvæggen til venstre for os, Jan og jeg er af den opfattelse, at den snekam vi kan se ude til højre er den, vi har kigget på nede fra basecamp. Allan fortsætter opad den stejle sne i en lille rende, Jan sikrer ham mens jeg kontakter Henrik i basecamp for at høre, om han kan se os og eventuelt dirigere os i den planlagte retning. Men vi er langt fra basecamp og selv med en kikkert er Henrik ikke sikker på om det er os eller fremstikkende klipper, han kan se. Vi får dog et indtryk af, at vi burde gå ud til højre. I mellemtiden er Allan nået uden for høreafstand og fortsætter næsten lige opad.

Da rebet til mig strammes fortsætter jeg opad i Allan linje. Ovenover mig kan jeg se Allan kæmpe med løs sne, han råber ukvemsord over den dårlige sne. Allan plejer at tage den slags meget roligt, så det er et rigtig dårligt tegn. Heldigvis når han forbi den dårlige sne efter et kort stykke. Da jeg nærmer mig stedet med den dårlige sne, kan jeg mærke at rebet strammes markant, et tydeligt tegn på, at Allan har etableret en standplads og sikrer mig derfra. Det priser jeg mig lykkelig over, da jeg forsøger mig på den ukonsoliderede sne. De første to forsøg på at komme opad ender ved udgangspunktet og efterhånden har jeg fået lavet mig en stor platform med en lodret snevæg ovenover. Det bliver sværere og sværere at komme videre op. Næste gang skal det lykkes. Med begge isøkser helt begravet i sneen ovenfor og det ene ben højt løftet op i et trin i sneen lykkes det med en blanding af butterfly for armene og crawl for benene at komme et skridt videre op. OK det er så teknikken her, jeg genbruger den et antal gange, mister totalt pusten, men kommer til sidst forbi det ubehagelige sneparti.

Kort efter når jeg op til Allan, der grinende spørger, hvordan jeg klarede snevæggen. Han var endt op med samme teknik. En rigtig god ting: vi kan se, at vi er lige under det sneplateau, som ligger umiddelbart under topvæggen. Og vi kan for første gang i dag se toppen direkte ovenover os. Afstanden er svær at bedømme, jeg tænker 150-200 højdemeter, men da Jan kommer op til os snakker han om 300 højdemeter.

Efter et kort hvil efterlader vi reb og den ene isøkse og forsætter op ad en sneskråning mod plateauet. Jeg sporer op gennem dyb, tung sne og må puste ud for hvert 10-15'de skridt. Da vi nærmer os den randspalte, der deler plateauet fra topvæggen bliver sneen heldigvis mere fast og det begynder at gå hurtigere. Allan skridter over randspalten i sne, der er ved at kollapse under ham. Han giver mig en hånd og jeg giver Jan en hånd. Så er vi alle sammen på topvæggen. Spændingen i kroppen begynder at stige, nu er der ikke længere uoverkommeligt langt til toppen.

Jeg går forrest opad topvæggen og kan næsten ikke vente mere. Topkammen nærmer sig heldigvis hurtigt, jeg får en klump i halsen, følelserne er ved at overvælde mig. Jeg når op på topkammen omkring 10-15 meter under toppen, jeg forsøger at bevæge mig hurtigere det sidste stykke op med det resultat, at jeg må stoppe halvvejs oppe og hive efter vejret. Men til sidst runder det af og går ned til alle sider. Jeg er på toppen og Jan og Allan er på vej de sidste meter. De må dog lige vente et øjeblik, den evindelige irriterende fotograf kommer op i mig. Jeg skal lige have videokameraet parat inden de får lov at komme de sidste meter.

Da Jan og Allan når toppen, vil jubelen og de gensidige lykønskninger næsten ingen ende tage. Vi kan næsten ikke forstå det, men vi har gjort det: en førstebestigning af en større Himalaya top, Pandra har fået sin første rute, men sikken en normalvej......."

På Dansk Himalaya Selskabs hjemmeside er der en detaljeret og god dagbog.

Se også: Danga, Timjung, Janak

Internet

http://www.himalaya.dk/ja2002diary.html#120

Janak Himal 2002

Leder: Henrik Jessen Hansen

Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

16. oktober står AC, BBC og JM for førstebestigning af det lille flotte bjerg Pandra 6.673 meter beliggende nordvest for Kanchenjunga.

Her uddrag fra ekspeditionens dagbog fra topdagen:

".....Det første stykke fra passet op ad en snevæg går fint og hurtigt, derefter falder tempoet eftersom Allan, der klatrer forrest, nærmer sig en overhængende klippevæg. Han traverserer ud under den og kommer tydeligvis i problemer. Da jeg når op under klippevæggen kan jeg se hvorfor. Ude til siden for mig, hvor Allan passerede, ligger en række klippeøer i sneen, sneen rundt om disse er usammenhængende, softice-agtig og ikke helt ufarlig at passere.

"Følg rebet lige op i stedet for" har Allan fået råbt til mig. Jo tak, tænker jeg, men der er jo ingen is eller sne på det første stykke. Min ene isøkse bliver hooket i en lille skrånende klippesprække, jeg hiver mig helt op til jeg i strakt arm hviler ovenpå den. Den anden bliver placeret på et lille klippefremspring højere oppe, mine steigeisen bliver placeret, hvor øksen nedenunder sad lige før og nu kan jeg trække mig så højt op, at jeg kan få placeret den ene økse i isen ovenfor det lodrette klippeparti. De to første gange jeg slår øksen i sprænges isen, som vælter ned over mig, men tredje gang lykkes det og jeg kan skrabende med mine steigeisen få etableret mig på den stejle is ovenfor klippen.

Omkring 30 meter højere oppe står Allan på en lille platform, han har fået sparket sig i sneen med sikring oppe i et hul ved et lille fremstikkende klippestykke. Jeg når op til ham og jeg beretter grinende: "to drytool bevægelser for at komme over den stejle passage". Og det her kalder vi "normalvejen", ja det bliver det jo nødt til at være, da det indtil videre er den eneste vej noget menneske har forsøgt at komme op på Pandra.

Lidt efter dukker også Jan op ved standpladsen og vi diskuterer ruten videre op lidt yderligere. Allan er mest stemt for at gå op langs isvæggen til venstre for os, Jan og jeg er af den opfattelse, at den snekam vi kan se ude til højre er den, vi har kigget på nede fra basecamp. Allan fortsætter opad den stejle sne i en lille rende, Jan sikrer ham mens jeg kontakter Henrik i basecamp for at høre, om han kan se os og eventuelt dirigere os i den planlagte retning. Men vi er langt fra basecamp og selv med en kikkert er Henrik ikke sikker på om det er os eller fremstikkende klipper, han kan se. Vi får dog et indtryk af, at vi burde gå ud til højre. I mellemtiden er Allan nået uden for høreafstand og fortsætter næsten lige opad.

Da rebet til mig strammes fortsætter jeg opad i Allan linje. Ovenover mig kan jeg se Allan kæmpe med løs sne, han råber ukvemsord over den dårlige sne. Allan plejer at tage den slags meget roligt, så det er et rigtig dårligt tegn. Heldigvis når han forbi den dårlige sne efter et kort stykke. Da jeg nærmer mig stedet med den dårlige sne, kan jeg mærke at rebet strammes markant, et tydeligt tegn på, at Allan har etableret en standplads og sikrer mig derfra. Det priser jeg mig lykkelig over, da jeg forsøger mig på den ukonsoliderede sne. De første to forsøg på at komme opad ender ved udgangspunktet og efterhånden har jeg fået lavet mig en stor platform med en lodret snevæg ovenover. Det bliver sværere og sværere at komme videre op. Næste gang skal det lykkes. Med begge isøkser helt begravet i sneen ovenfor og det ene ben højt løftet op i et trin i sneen lykkes det med en blanding af butterfly for armene og crawl for benene at komme et skridt videre op. OK det er så teknikken her, jeg genbruger den et antal gange, mister totalt pusten, men kommer til sidst forbi det ubehagelige sneparti.

Kort efter når jeg op til Allan, der grinende spørger, hvordan jeg klarede snevæggen. Han var endt op med samme teknik. En rigtig god ting: vi kan se, at vi er lige under det sneplateau, som ligger umiddelbart under topvæggen. Og vi kan for første gang i dag se toppen direkte ovenover os. Afstanden er svær at bedømme, jeg tænker 150-200 højdemeter, men da Jan kommer op til os snakker han om 300 højdemeter.

Efter et kort hvil efterlader vi reb og den ene isøkse og forsætter op ad en sneskråning mod plateauet. Jeg sporer op gennem dyb, tung sne og må puste ud for hvert 10-15'de skridt. Da vi nærmer os den randspalte, der deler plateauet fra topvæggen bliver sneen heldigvis mere fast og det begynder at gå hurtigere. Allan skridter over randspalten i sne, der er ved at kollapse under ham. Han giver mig en hånd og jeg giver Jan en hånd. Så er vi alle sammen på topvæggen. Spændingen i kroppen begynder at stige, nu er der ikke længere uoverkommeligt langt til toppen.

Jeg går forrest opad topvæggen og kan næsten ikke vente mere. Topkammen nærmer sig heldigvis hurtigt, jeg får en klump i halsen, følelserne er ved at overvælde mig. Jeg når op på topkammen omkring 10-15 meter under toppen, jeg forsøger at bevæge mig hurtigere det sidste stykke op med det resultat, at jeg må stoppe halvvejs oppe og hive efter vejret. Men til sidst runder det af og går ned til alle sider. Jeg er på toppen og Jan og Allan er på vej de sidste meter. De må dog lige vente et øjeblik, den evindelige irriterende fotograf kommer op i mig. Jeg skal lige have videokameraet parat inden de får lov at komme de sidste meter.

Da Jan og Allan når toppen, vil jubelen og de gensidige lykønskninger næsten ingen ende tage. Vi kan næsten ikke forstå det, men vi har gjort det: en førstebestigning af en større Himalaya top, Pandra har fået sin første rute, men sikken en normalvej......."

På Dansk Himalaya Selskabs hjemmeside er der en detaljeret og god dagbog.

Se også: Danga, Timjung, Janak

Internet

http://www.himalaya.dk/ja2002diary.html#120