Log ind

Søg

Sponsor:
Kipling Travel

Carsten Engedal's profil

Person informationer

Profil Billede af Carsten Engedal
  • Navn: Carsten Engedal
  • Alder: 2017
Bjerg Sorter efter bjerg Højde Sorter efter højde Årstal Sorter efter Årstal Top Sorter efter top succes Info
Yala Peak5500 m.1992succesSe mere...
Yala Peak 1992
Medlemmer: Gerry Elias (england), Roger Roschnik (Schweiz), Carsten Engedal (DK) og Lone Mørch Petersen.

Bestigning (første danske ??) af Yala Peak under trek i Langtang. CE og 2-3 andre kom på toppen under turen.
Og CE skriver mere: "også en anden schweitzer med, som en times tid før os andre gik alene på toppen og herefter - under ret dramatiske omstændigheder - styrtede i sin paraglider, og brækkede storetåen (og sandsynligvis også nogle andre tæer) i faldet, som også slog ham bevidstløs et stykke tid, hvorefter han ved egen hjælp slæbte sig ned til landsbyen, hvilket var meget heldigt, eftersom resten af holdet ikke anede at han var styrtet".
Og fortsætter: "Herefter var vores planer om at fortsætte med et hug på Naya Kanga uden klatretilladelse godt og grundigt begravet, da Gerry og den anskudte schweitzer udgjorde en ret substantiel del af gruppens samlede erfaringsgrundlag mht. bjergbestigning.
Men der var nu også rigeligt udfordringer i at få vores noget ramponerede hold ned til Rogers bil igen. Ja, de var sgu lige kørt en tur til Katmandu i en halvgammel stationcar m. en 1.2 liters motor"!

Charpayev North6095 m.2003succesSe mere...
Pik Pobeda & Khan Tengri 2003
Deltagere: Carsten Engedal, Keld Laursen, Per Bager og Jette Heitmann

Dette er kort og godt en succeshistorie om en herlig sommer i Tien Shan, der ikke ligefrem er overrendt af danske bjergbestigere.

Der har kort og godt været stor aktivitet i Centralasien sommeren 2003. Under ekspeditionen bestiger alle Charpayev North. Per Bager afstod fra sit topforsøg på Khan Tengri for i stedet at støtte Jette Heitmann i at nå toppen af Chapayev North, 6.371 meter


Se også Khan Tengri 2003


Khan Tengri6995 m.2003succesSe mere...
Detaljeret dato: 2003-08-10

Khan Tengri 2003
Deltagere: Carsten Engedal, Keld Laursen, Per Bager og Jette Heitmann

Sommerens anden Tien Shan ekspedition var på nordsiden af Khan Tengri i Kasaksthan. Der har kort og godt været stor aktivitet i Centralasien sommeren 2003.

KL og CE bestiger Khan Tengri d. 10. august ad nordruten over Chapayev North og møder Morten Søndergaard på toppen.

PB afstod fra sit topforsøg på Khan Tengri for i stedet at støtte JH i at nå toppen af Chapayev North, 6.371 meter

Her hele Carsten Engedals artikel om ekspeditionen:

Khan Tengri fra nord
I sommeren 2003 lykkedes det to danske hold at bestige Centralasiens smukkeste bjerg fra hver sin side. Navnet er Khan Tengri, og regner man
snekalotten på toppen med, er der tale om verdens nordligste 7.000 meter.

Her følger historien om de fire, som klatrede bjerget fra nordsiden.

- Jeg vender her, siger Per Bager, da vi er nået 100 meter over lejr 2 i smukt
vejr.
Beslutningen slår mig i første omgang med forbløffelse. Men i løbet af et halvt
minut går det stille og roligt op for mig, at det er en rigtig beslutning.

Den får på en måde ligningen til at gå op.
Vi har netop efterladt Pers kæreste og klatremakker, Jette Heitmann, nede i
lejr 2, fordi hun ikke havde lyst til at nedklatre ruten fra toppen af Chapayev
North (6.095 m.) alene. Den top som ellers nu var hendes erklærede mål med
turen efter et par uger på bjerget.
Per, som trods alt har besteget flere 7.000-metere ved tidligere lejligheder, kan
derfor udnytte det smukke vejr sammen med sin kæreste til at få en 6.000'er
med hjem, uden at det betyder andet og mere end at Keld Laursen og jeg må
slæbe en 3-4 kilo mere til lejr 3.
Med de omkring 20 kilo vi hver har i sækken viser det sig nu heller ikke helt
ubetydeligt. Og da vi når de snehulerne i lejr 3 (5.800 meter), er vi pænt kvæstede.

Ruten fra lejr 2 til lejr 3 er ret typisk for vores rute. Stejl sne afbrudt af endnu
stejlere klippebånd, som udgør de klatremæssige crux, hvad enten man
foretrækker at bruge fixrebene til sikre eller klatre i.

I praksis prøver jeg selv at nøjes med at sikre med en jumar i de til tider meget tvivlsomme reb, og så klatre mest muligt. Men enkelte gange bliver det for svært eller tungt, og så trækker jeg blot igennem i jumaren, og beder til Vorherre om at lortet holder.

En særlig djævelsk fornemmelse er det, at trække sig rundt om en kant, og så konstatere, at strømpen er slidt helt igennem lige under ankeret i det reb, man lige har belastet med hele sin kropsvægt. Ofte er der dog et ekstra reb, som jeg så klipper, for i det mindste at have den sikkerhed, at jeg kun falder ned til det sidste anker, som der typisk er 30-40 meter imellem.

Under os kan vi iøvrigt konstatere to prikker, som indikerer at Per og Jette er i fuld gang med at klatre turen mellem lejr 2 og Chapaeyv North, så alt er, som det skal være.
For vores eget vedkommende indretter vi os i en snehule i lejr 3, sammen med vores baskiske venner nede fra basecampen, der netop har afsluttet deres andet topforsøg, da vi ankommer. De er for anden dag vendt på grund af kraftig vind omkring 6.600 meter, og er nu meget, meget trætte.

De kan også fortælle, at danskeren Hans Linde fra basecampen i syd, gik ned igen denne morgen. Jeg ved godt, at han boede sammen med dem , for vi havde en kort samtale over baskernes walkie, hvor han fortalte mig om den hårde vind oppe på Khan Tengris vestgrat, der havde spoleret hans topforsøg.

Stemningen bærer i det hele taget præg af udmattelse. Baskerne vil ned næste morgen, mens Keld og jeg er enige om ikke at forsøge os næste dag uanset vejrets beskaffenhed. Vi er ganske enkelt for trætte, og vi har trods alt mad med til en fire dages topkampagne.
Så vi sover sødt indtil klokken 8, hvor vi kan konstatere at vejret er mere end godt. Det er simpelthen det bedste i årevis, hvis man skal tro en tysker, som besøger Khan Tengri for fjerde gang. Vi panikker og gør klar alligevel til at topforsøg.

Klokken bliver imidlertid 10.30, før vi er klar, og efter en kort snak opgiver vi det spontane topforsøg. Det er alt for sent, og vi er stadig mærkede af gårsdagens strabadser, så vi nyder det fantastiske vejr i lejr 3 i en lidt forpint stemning, for hvem ved, om hvor længe det holder.
- Der er kraftstejleme stadigvæk ikke dét, der ligner en vind derude, hvisker jeg til Keld næste morgen kl. 03.00.
- Jeg ved det, jeg har ikke sovet et minut, svarer han.

Det har jeg heller ikke.
En halv time måske, men ellers har jeg ligget og lyttet nervøst efter ændringer i det perfekte vejr. Men der er dødstille og nu er klokken så mange, at vi kan gå igang med vores alperutine: Kontaktlinser i, goretexen på, smelte lidt sne til müslien, snerre lidt ad hinanden om, hvad vi egentlig får brug for og så afsted.

Klokken 04.30 stiger vi ind på vestgraten, hvor ruterne fra nord og syd smelter sammen. Vi er vel 8-12 klatrere på denne perfekte morgen, som er startet halvanden time tidligere end, der foreskrives af de lokale. Én af dem forstår overaskende nok dansk. For da Keld beklager sig lidt over den hårde start på dagen, begynder fyren bag ham, at svare på århusiansk.

Det er Morten Søndergaard, som sammen med Hans Linde og Tonny Jensen bestiger bjerget af normalruten fra syd. Vi har snakket lidt sammen inden afgang, og nu ender vi pudsigt nok med at forsøge os på den samme dag.
Morten giver den med denne samme gas, og går forbi os, hvilket selvfølgelig er en fristende konkurrence at deltage i. Men dels er jeg i tvivl om jeg overhovedet kan vinde den, og dels synes jeg ikke lige Khan Tengris vestgrat er et sted at løbe om kap, da jeg gerne vil være sikker på at have kræfter til at komme ned igen.

Så Keld og jeg bevarer det tempo, vi lagde ud i. Vi når lejr 4, hvor vi hilser på kazakstaneren Alexander fra London, der sammen med sin guide Sascha, er ved at tygge af munden og komme igang med deres topforsøg. Han har været vores primære kilde til alle mulige historier, ikke mindst om de to polske ulykker, nede i basecamp, da han både er flydende på engelsk, russisk og kazakstansk. Og der hilses hjerteligt.

Det er akkurat også her ved lejr 4 i 6.400 meter, at ruten begynder at bide fra sig igen i form af et lille overhæng med tre mindeplader for døde klatrere, som lynhurtigt får rettet fokus over på klatringen.
Cruxet på den kolde vestgrat, hvor solen først indfinder sig langt omkring middagstid, er en couloir på omkring 250 højdemeter. Det er mixed omgang, hvor fixrebenes kvalitet falder gradvist i takt med, at vi vinder højde.
Selv fryser jeg meget og må tage 30 kuskeslag, hver gang jeg når et anker, for at holde liv i mine forfrosne fingerspidser. De superkolde tæer har jeg opgivet, og fokuserer nu al min energi på komme ovenud af couloiren, hvor jeg kan se at solen, er begyndt at få fat.
Da jeg endelig når ud af couloiren, er der nok sollys direkte på ruten, men i 6.800 meters højde giver den ikke meget varme. Så jeg klør på, selv om Keld er faldet 15-20 minutter bagud. Kulden giver mig simpelthen ikke noget valg, og nu kan den tynde luft virkelig mærkes.
Jeg tæller mine skridt ligesom jeg har set, at folk gør på Everest. Prøver hele tiden at tage flere skridt, end jeg gjorde i den sidste serie, hvorefter jeg står og harker efter vejret et halvt minut. Og lige pludselig kan jeg se toppen. Eller rettere tre-fire klatrere som har smidt sækken og driver omkring, som var de på søndagstur på Kullen.

Da jeg kommer op til dem kan jeg se, at de primært cirkulerer omkring den tripode, der repræsenterer den officielle klippehøjde på Khan Tengri, nemlig 6.995 meter. Øst for tripoden er der imidlertid en stor snekuppel, som er årsagen til, at højden 7.010 meter bliver nævnt lige så ofte som de 6.995 meter. Og at bjerget derfor jævnligt bliver omtalt som verdens nordligste 7.000-meter, og som én af det gamle Sovjetunionens fem 7.000-meter bjerge.

Vel, det er altsammen statistik, som man kan diskutere, når man nede igen.
Her og nu handler det om mit vellykkede topforsøg, som Morten Søndergaard er den første til at lykønske mig med. Han byder på solbærsaft, og vi tager billeder af hinanden, og nyder den fantastiske udsigt over Tien Shan-bjergene. Særligt selvfølgelig udsigten til Pik Pobeda, som er det højeste af dem alle med sine 7.439 meter, som Morten og Hans Linde vil forsøge, når de begge har været på Khan Tengri.
Morten begynder nedturen og fem minutter efter dukker Keld op. Han giver mig ret i, at det er overraskende, hvor hurtigt trætheden forsvinder, så snart man ikke behøver at gå mere opad. Ved ankomsten tror man ikke, der bare skal gå fem minutter før man har det helt fint. Men sådan oplever vi det begge.
Vi hygger os med at tage billeder, lave højdemålinger og spise chokolade. Pludselig dukker Alexander og den tidligere sovjetiske mester i sportsklatring, Sascha, op. Højt humør, ikke mindst fordi Alexander sidste år blev fløjet til Almaty efter en redningsaktion i lejr 1, hvor han havde fået en alvorlig omgang højdesyge.

Nu er vi fire istedet de eneste fra vores basecamp, som har nået toppen i år, og selvtilfredsheden er til at tage og føle på. Det går dog hurtigt over, da vi begynder at fokusere på nedstigningen. For kvaliteten af fixrebene i couloirens stejleste dele lader virkelig en del tilbage at ønske, så det gælder virkelig om at bevare koncentrationen, nu hvor spændingskurven er toppet.
Keld bliver ti minutter længere for at lave klokken 14 opkaldet til basecamp fra selve toppen på walkien, mens jeg sætter kurs mod couloiren. Her oplever jeg det underligste og mest skræmmende på turen, nemlig en lidt skizofren fornemmelse, hvor jeg hele tiden må føre en indre dialog for at minde mig selv om, hvor dyr en enkelt fejl kan blive. For på den ene side er det åbenlyst at et fald vil blive fatalt, og på den anden side er der en del af mig, som er ligeglad.

Jeg "vågner" egentlig først op, da det står mig klart, at ottetallet nærmest er ubrugeligt i couloiren på grund af de mange knuder, der på fixrebene. Løsningen bliver, at klippe sig i rebet og så fire sig ned i hænderne. Har prøvet det før med ski på, omend det denne gang er meget hårdere ved de dyre Patagucci handsker, som ekspedienten ovenikøbet frarådet mig at abseile i på mere traditionel vis!
Omkring klokken 19 ligger Keld og jeg i vores poser nede i snehulen igen. Lige inden vi falder i søvn, når vi at blive enige om, at det var så en langsommelig og hård omgang, at man let kunne stille spørgsmåltegn ved, om det var det hele værd. Det er vores 9. nat på bjerget, og meget af tiden er gået med at stirre op i en teltdug, mens vi har ventet på bedre vejr. Hvad kunne man ikke have nået i Chamonix på de tre uger?

Stemningen er dog en hel anden, da vi næste aften bliver modtaget af Jette og Per nede på Inylchek-gletcheren, som adskiller vores rute fra basecamp. Det tager godt nok kun en halv time at krydse gletcheren, men for satan hvor er det hyggeligt at se dem igen. Drikke lidt og snakke rigtig, rigtig meget om alt det, der er sket siden vi forlod dem.

I basecampen får vi også en varm velkomst. Særligt af russerne som henunder midnat hælder benzin i en spand, tænder og dropper fyldte gasdåser i spanden for at fejre årets første folk på toppen. Dåserne giver smukke eksplosioner på en kold og klar nat, hvor månelyset får Tien Shan bjergene til at skinne magisk.

Se også: Chapayev North, 6.371 meter

Artikler:
Dansk Bjergklub Okt-03

Internet:
www.cbs.dk/departments/ivs/laursen/khan_tengri2003.shtml

Gasherbrum II8035 m.2004Se mere...
Danish Gasherbrum II expedition 2004
Deltagere: Philip Ulrich, Carsten Engedal, Keld Laursen og Hans Linde

Dette stærke hold bag "Danish Gasherbrum II Expedition 2004" tager til Karakorum, Pakistan for et bestigningsforsøg på Gasherbrum 2 på 8.035 m. i sommeren 2004.

Philip Ulrich besteg solo Aconcagua 6.962 m. i 2003 og Carsten Engedal, Keld Laursen samt Hans Linde Nielsen besteg Khan Tengri 6.995 (7.010!) m. i 2003.

Lykkes det bliver det den første danske bestigning af bjerget. Base Camp ligger i 5.300 m og ruten med 3 højdelejre (5.900 m/6.500 m/7.000 m) vil blive via syd-vest graten til ca. 7.000 m. og herefter en travers til ca. 7.500 m til østgraten der fører til toppen på 8.035 m.

Holdet havde valgt ikke at have hjælp over BC, dvs. at der ikke var højdebærere og højdelejrene etablerede de selv. Der blev etableret 3 højdelejre og i tilfælde af at der blev brug for en lejr 4 måtte de flytte udstyret fra lejr 3.
Vejret var i det meste sæsonen ret dårligt med få muligheder for topforsøg. Der var blandt andet et vindue sidst i juli måned men der var gruppen kun akklimatiseret til lejr 2. Vejret bliver igen dårligt og bjerget sner helt til. Det betyder at gruppen aldrig får et topforsøg og meget skuffede forlader de BC d. 1. august.