Log ind

Søg

Sponsor:
Kipling Travel

Allan Christensen's profil

Person informationer

Profil Billede af Allan Christensen
  • Navn: Allan Christensen
  • Alder: 2017
Bjerg Sorter efter bjerg Højde Sorter efter højde Årstal Sorter efter Årstal Top Sorter efter top succes Info
Nanga Parbat8125 m.1999succesSe mere...
Detaljeret dato: 1999-07-03
Leder: Peter Guggemos

Nanga Parbat 1999 (international ekspedition)
Leder: Peter Guggemos
Deltagere: Ni klatrere fra Tyskland, USA, Italien, Lichenstein og Pakistan samt danske Mads Granlien og Allan Christensen.

Den tysk arrangerede internationale Nanga Parbat ekspedition via den nye normalvej, på Diamir-ruten. Afgang fra København er 28. maj. Der etableredes fire lejre på bjerget.
AK og MG bestiger Nanga Parbat d. 3/7 ved 15-tiden efter at have siddet en dårlig vejrperiode ud i en af de øvre lejre. Ak stod delvist ned på ski.
Med Nanga Parbat har MG besteget to ottetusindere på et år - en usædvanlig flot - og hele bestigningen og formen er en usædvanlig flot bedrift.

Bøger:
Climbing The Worlds 14 Highest Mountains / Sale & Cleare / 2000

Artikler:
AW Okt-99, AW-Dec99 - se her:
http://www.opdagverden.dk/rejser/artikel/bjergbestigning-i-pakistan-nanga-parbat

Web: 
http://www.eventyrkonsulenten.dk/hvem.htm



Everest (Mount Everest, Mt. Everest)8848 m.2000Se mere...
Leder: Henrik Jessen Hansen

Mt. Everest - BigE 2000
Leder: Henrik Jessen Hansen
Deltagere: Bo Belvedere, Jan Mathorne, Mads Granlien, Asmus Nørresleth, Allan Kristensen og Lars Thrane samt BC-manager Jan Bønding. Sherpaer Dawa Temba, Dawa Chirri, Nima Dawa sherpa og Ong Chou sherpa.

Igen tager kernen fra Dansk Himalaya til Everest og igen vil de prøve Polish Route eller Sydpillaren. Holdet er usædvanlig stærkt. Forsøgte at bestige Lobuche Peak som opvarmning til Everest, men opgav.

Holdet var umådelig stærkt gående (trods spredt sygdom) og oprettelse af lejre foregik rimeligt efter planen.

Her uddrag/Parafrase fra BigE’s hjemmeside om bestigningen:

19. maj sidst på eftermiddagen kom MG, AN, AC, BC og JM samt DT og DC til lejr 4 i 8100 meters højde, og hvilede de ud efter en anstrengende opstigning. De var trætte efter en lang dags klatring fra lejr 2 i 6450 meter. AC, BC og JM følte sig for trætte til at fortsætte samme aften, men MG og AN var rimeligt friske og efter nogle timers hvile med flere liter vædskeindtag forlod de lejr 4 kl 22.30 19. maj.
I lyset af det hårde arbejde dagen før, havde de besluttet at klatre med ilt og de fik følgeskab af to af vores gode højdesherpaer, DT og DC.
For os i basecamp blev det en lang nat og endelig lidt i 5 her til morgen, var de på walkien og kunne fortælle, at de var få meter over sydtoppen og dermed i over 8.700 meters højde. Den næste halvanden time var uhyre spændende og en ældre sherpa, der er ansat til at ordne isfaldet, og som har en fortid som buddistisk lama, bad bønner i over en time og
spredte velsignet ris rundt i basecamp.

Endelig kl 6.30 var MG på walkien med ordene: Jeg har en god nyhed ... jeg kan ikke komme højere ... Alle kom op næsten samtidig. For DT var det hans 6 bestigning og for DC var det hans første. Det er en klar morgen på toppen med en fantastisk solopgang. Der er nogen vind, så efter et kvarter begyndte de på nedklatringen. De håber at kunne nå ned til lejr 2 idag. Klatring opad havde budt på flere udfordrende steder, også steder der var teknisk sværere end det berømte Hillary-step lige under toppen. De klatrede med to liter ilt i minuttet og har nu stadigvæk
næsten 2 hele flasker tilbage.

Dagen efter var det tid til endnu et topforsøg ved JM, AC, BB, ND og OC. Kl. 21:00 satte de i gang. Natten var kold og klar og JM med AC efter sig klatrede opad imod sydtoppen.
AC selvfølgelig lidt langsommere klatrende i hans forsøg på at blive den første dansker på toppen uden brug af iltflasker. Kl. 8.00 meldte JM sig fra sydtoppen, han var meget træt men stadigvæk optimistisk, og AC var måske kun 50 højdemeter under ham.
Derefter var der lang tavshed. Både vi og sherpaerne i lejr 2 forsøgte forgæves at kalde topholdet og først efter halvanden time, var der forbindelse mellem sherpaerne, og med en meget dårlig oversættelse fik vi indtryk af, at de var vendt om. I mellemtiden var BB kommet ned til lejr 4 og han fortsatte efter en pause til lejr 2. Da BB kom til lejr 2 kunne han danne sig et indtryk over begivenhederne oppe under toppen. Alle på nær én af sherpaerne (der faktisk gik på toppen) var vendt om ved sydtoppen pga. kraftig blæst.

Altså har Danmark fået sin 3 og 4. Everest-bestiger og ad den tredje – og hidtil sværeste rute. Og Ac på sydtoppen uden ilt - meget, meget flot.

Artikler:
Mange i dagene 24-26/11 efter pressemeddelser, IG 10/12-99, BG-februar 2000, POL 19/3-2000 m.fl. Stort set alle landets medier 20/5 efter bestigningen, AW-Jul2000, VB 5/2000, DB 4-2000, HM Feb2001

TV: TV-Avisen nov 99, Feb-2000 TV Aviserne 20/5

Web:
www.tt.dk/bigE + www.himalaya.dk

Timjung6120 m.2002Se mere...

Janak Himal 2002
Leder: Henrik Jessen Hansen
Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

Under den succesfulde Janak Himal ekspedition 2002 forsøger holdet at bestige Timjung (Danga II), men vendte om ved "Mushroom Ridge i 6.137 meters højde.

Her uddrag fra ekspeditionens dagbog fra topdagen:

".....Det begyndte at lysne, først svagt, men snart opdagede vi, at alle dale så langt vi kunne se, var dækket af skyer. Faktisk lå skytæppet kun ganske lidt lavere end vores lejr. Dette skydække ville helt sikkert hæve sig med solens komme, så nu gjaldt det bare om at ligge foran.

Da solens stråler endelig brød igennem, efter i begyndelsen kun at have rødfarvet Kangchenjungas toppe, var vi nået på højde med de øverste istårne i gletscherfaldet. Stadig et stykke vej til foden af bjerget, men alligevel måtte vi bare standse op: fuglene fløjtede helt her oppe i isødet, og solens stråler spillede i de mange istapper, der hang fra istårnene. Snart nåede vi enden på vort spor, og foran os lå en stor ubrudt gletscherflade helt frem til passet, hvorfra klatringen skulle begynde.

Fra passet løb en snekam op mod en fortop, hvorfra en bølgende sneryg, afbrudt af to klippetårne, ledte op til selve toppen. Nemt så det ud. Godt nok forvandledes snekammen halvvejs til en række lodrette istårne, som ville tvinge os ud i den østlige sneflanke, men dette var netop den snerampe, som vi på forhånd havde udset os til at kunne føre os til den øvre sneryg. Derfor lagde vi ud uden rebene, omend disse og sikringsgrejet stadig var med i rygsækkene. Det første trin ud i sneflanken afslørede dyb, ukonsolideret sne. Dog ikke mere end, at man ved at lade sig glide en halv meter ned ad skråningen kunne få fodfæste. De øverste ca. 15 cm monsunsne lod altså til at blive hængende. Pludselig forsvandt mine ben i et hul, mens overkroppen fortsatte sin bevægelse nedad. Isøksen blev dog heldigvis siddende, nogenlunde hvor jeg havde plantet den, så i stedet for at fortsætte nedad, begravet i sne, så hang jeg bare med hovedet nedad. Det lykkedes mig at få vristet benene så meget ned, at jeg kunne genvinde balancen uden at skulle flytte isøksen.

"Snowflutings" - mange kender sikkert de flotte riflede sneskråninger, hvor snefladen ligger nærmest som var det et tegltag. Her var vi havnet, og monsunsneen skjulte, at der strøet ud over sneflanken lå adskillige "svampe" af is med hulrum under. Et sådant hulrum havde overrasket mig. Mens de andre fandt rebet frem, fandt jeg frem til mere fast sne på den solbeskinnede side af de lodretgående "flutings".

Vi fortsatte, men den "nemme" snerampe op til sneryggen havde vist sig at være knapt så nem. Vi søgte i stedet direkte op mod fortoppen, hvorfra vi bedre kunne overskue den videre vej mod toppen.
Skuffelse! -Vejen til toppen var først en række af overhængende issvampe til den ene side og løs sne til den anden, siden et klippetårn, der skulle omgås ad solbeskinnede, snedækkede slabs, og endelig en stejl sneryg, komponeret over løs klippe, til et af de istårne, som udgjorde toppen. Hvad der fra begyndelsen havde lignet en solotur i strålende sol, havde udviklet sig til dårligt sikret klatring med solen, og måske også vejret imod os. I hvert fald begyndte skyerne at nærme sig stadigt mere.
Men midt i vores skuffelse, alene på en fortop i 6135 meters højde, kunne vi dog konkludere, at dette bjerg, som af Chris Bonington er blevet benævnt Danga, i følge vort nepalesiske kort hedder Tinjung, har en forkert højde, samt at vort korts Danga er en temmelig uinteressant, men måske højere, snetop længere mod vest. Sådan er "exploratory climbing"!......."

På Dansk Himalaya Selskabs hjemmeside er der en detaljeret og god dagbog.

Se også:
Danga
Pandra
Janak

Bøger:
Ubetrådte tinder / Bo Belvedere Christensen (BOD)

Web:
http://www.himalaya.dk/ja2002diary.html#120



Pandra6673 m.2002succesSe mere...

Janak Himal 2002
Leder: Henrik Jessen Hansen
Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

16. oktober står AC, BBC og JM for førstebestigning af det lille flotte bjerg Pandra 6.673 meter beliggende nordvest for Kanchenjunga.

Her uddrag fra ekspeditionens dagbog fra topdagen:

".....Det første stykke fra passet op ad en snevæg går fint og hurtigt, derefter falder tempoet eftersom Allan, der klatrer forrest, nærmer sig en overhængende klippevæg. Han traverserer ud under den og kommer tydeligvis i problemer. Da jeg når op under klippevæggen kan jeg se hvorfor. Ude til siden for mig, hvor Allan passerede, ligger en række klippeøer i sneen, sneen rundt om disse er usammenhængende, softice-agtig og ikke helt ufarlig at passere.
"Følg rebet lige op i stedet for" har Allan fået råbt til mig. Jo tak, tænker jeg, men der er jo ingen is eller sne på det første stykke. Min ene isøkse bliver hooket i en lille skrånende klippesprække, jeg hiver mig helt op til jeg i strakt arm hviler ovenpå den. Den anden bliver placeret på et lille klippefremspring højere oppe, mine steigeisen bliver placeret, hvor øksen nedenunder sad lige før og nu kan jeg trække mig så højt op, at jeg kan få placeret den ene økse i isen ovenfor det lodrette klippeparti. De to første gange jeg slår øksen i sprænges isen, som vælter ned over mig, men tredje gang lykkes det og jeg kan skrabende med mine steigeisen få etableret mig på den stejle is ovenfor klippen.
Omkring 30 meter højere oppe står Allan på en lille platform, han har fået sparket sig i sneen med sikring oppe i et hul ved et lille fremstikkende klippestykke. Jeg når op til ham og jeg beretter grinende: "to drytool bevægelser for at komme over den stejle passage". Og det her kalder vi "normalvejen", ja det bliver det jo nødt til at være, da det indtil videre er den eneste vej noget menneske har forsøgt at komme op på Pandra.
Lidt efter dukker også Jan op ved standpladsen og vi diskuterer ruten videre op lidt yderligere. Allan er mest stemt for at gå op langs isvæggen til venstre for os, Jan og jeg er af den opfattelse, at den snekam vi kan se ude til højre er den, vi har kigget på nede fra basecamp. Allan fortsætter opad den stejle sne i en lille rende, Jan sikrer ham mens jeg kontakter Henrik i basecamp for at høre, om han kan se os og eventuelt dirigere os i den planlagte retning. Men vi er langt fra basecamp og selv med en kikkert er Henrik ikke sikker på om det er os eller fremstikkende klipper, han kan se. Vi får dog et indtryk af, at vi burde gå ud til højre. I mellemtiden er Allan nået uden for høreafstand og fortsætter næsten lige opad.
Da rebet til mig strammes fortsætter jeg opad i Allan linje. Ovenover mig kan jeg se Allan kæmpe med løs sne, han råber ukvemsord over den dårlige sne. Allan plejer at tage den slags meget roligt, så det er et rigtig dårligt tegn. Heldigvis når han forbi den dårlige sne efter et kort stykke. Da jeg nærmer mig stedet med den dårlige sne, kan jeg mærke at rebet strammes markant, et tydeligt tegn på, at Allan har etableret en standplads og sikrer mig derfra. Det priser jeg mig lykkelig over, da jeg forsøger mig på den ukonsoliderede sne. De første to forsøg på at komme opad ender ved udgangspunktet og efterhånden har jeg fået lavet mig en stor platform med en lodret snevæg ovenover. Det bliver sværere og sværere at komme videre op. Næste gang skal det lykkes. Med begge isøkser helt begravet i sneen ovenfor og det ene ben højt løftet op i et trin i sneen lykkes det med en blanding af butterfly for armene og crawl for benene at komme et skridt videre op. OK det er så teknikken her, jeg genbruger den et antal gange, mister totalt pusten, men kommer til sidst forbi det ubehagelige sneparti.
Kort efter når jeg op til Allan, der grinende spørger, hvordan jeg klarede snevæggen. Han var endt op med samme teknik. En rigtig god ting: vi kan se, at vi er lige under det sneplateau, som ligger umiddelbart under topvæggen. Og vi kan for første gang i dag se toppen direkte ovenover os. Afstanden er svær at bedømme, jeg tænker 150-200 højdemeter, men da Jan kommer op til os snakker han om 300 højdemeter.
Efter et kort hvil efterlader vi reb og den ene isøkse og forsætter op ad en sneskråning mod plateauet. Jeg sporer op gennem dyb, tung sne og må puste ud for hvert 10-15'de skridt. Da vi nærmer os den randspalte, der deler plateauet fra topvæggen bliver sneen heldigvis mere fast og det begynder at gå hurtigere. Allan skridter over randspalten i sne, der er ved at kollapse under ham. Han giver mig en hånd og jeg giver Jan en hånd. Så er vi alle sammen på topvæggen. Spændingen i kroppen begynder at stige, nu er der ikke længere uoverkommeligt langt til toppen.
Jeg går forrest opad topvæggen og kan næsten ikke vente mere. Topkammen nærmer sig heldigvis hurtigt, jeg får en klump i halsen, følelserne er ved at overvælde mig. Jeg når op på topkammen omkring 10-15 meter under toppen, jeg forsøger at bevæge mig hurtigere det sidste stykke op med det resultat, at jeg må stoppe halvvejs oppe og hive efter vejret. Men til sidst runder det af og går ned til alle sider. Jeg er på toppen og Jan og Allan er på vej de sidste meter. De må dog lige vente et øjeblik, den evindelige irriterende fotograf kommer op i mig. Jeg skal lige have videokameraet parat inden de får lov at komme de sidste meter.
Da Jan og Allan når toppen, vil jubelen og de gensidige lykønskninger næsten ingen ende tage. Vi kan næsten ikke forstå det, men vi har gjort det: en førstebestigning af en større Himalaya top, Pandra har fået sin første rute, men sikken en normalvej......."

På Dansk Himalaya Selskabs hjemmeside er der en detaljeret og god dagbog.

Se også: Danga, Timjung, Janak

Internet
http://www.himalaya.dk/ja2002diary.html#120



Janak Himal7090 m.2002Se mere...
Leder: Henrik Jessen Hansen

Janak Himal 2002
Leder: Henrik Jessen Hansen
Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

Fantastisk ekspedition til det ukendte nordøstlige Nepal.

her udpluk fra ekspeditionens dagbog på www.himalaya.dk

Læs også: Ubetrådte tinder / Bo Belvedere Christensen (BOD)


6. november 2002:
Atter i København.
Dagene i Kathmandu gik forbløffende hurtigt og efter stort set det samme mønster. Stor morgenmad på hotellet, rundt i Thamel bydelen, der hvor alle turister og det meste af handlen er. Frokost med en god kage til dessert og herefter rundt i Thamel. God aftensmad med nogle øller ( i Nepal er de på 2/3 L og der fås både Tuborg og Carlsberg). Herefter ende vi oftest på katten og musen (baren Tom & Jerry).
Jan havde nogle maveproblemer, da han forlod kokkens sikre greb og måtte som den eneste på hele ekspeditionen en tur på Ciproxin antibiotika. Der var helt uhørt en aften hvor han ikke spistee noget og bare lå på hotellet og kun drak cola og dem som kender Jan ved at så er det alvordeligt galt.
Jeg var en tur i ministeriet og debriefe. Det var en meget speciel oplevelse der kun tog 2 minutter. De var ikke en skid interesseret i at høre om en førstebestigning i deres eget land, det eneste de er der for er penge!!! Meget mere interessant var et møde med Lis Hurley, deer efterhånden er blevet en 85-86 år. Hun er journalist og har boet i Kathmandu siden engang i 50'erne. Hende eller en af hendes ansatte har mødt og interviewet alle ekspeditioner sidaen dengang og hun har opbygget et fantastisk kardotek.
Hun var oprindelig Reuters Nepal korrespondent men skriver nu kun om bjergbestigning og skriver bl.a. til Mountain info i High og til American Alpine Journal og regnes nok som den største autoritet indenfor Himalaya klatring. Hun havde, hvad der var interessant ingen info om vores bjerge og det understøtter at der er tale om førstebestigninger. Men mest utroligt er hun egentlig selv. Hun er frisk og aktiv og har en utrolig rigdom af historier og anekdoter og fortælle og det blev en hyggelig time i hendes selskab.
Turen hjem med Thai gik glat selv med 7 timer i Bangkok lufthavn og nu er vi tilbage i den daglig vane med arbejde osv. I løbet af vinteren bliver der et foredrag i klubregi inde på Riget. Evt. andre foredrag vil blive annonceret på www.himalaya.dk.

Tak for jeres interesse.
Henrik på ekspeditionens vegne.



29. oktober 2002:
Endelig er vi fremme i Kathmandu. Vi slap helskindet forbi nymaoisterne, trods mødet med to røde faner undervejs og en smule skjult nysgerrighed. Faktisk lykkedes det os i smug at indtage den af nymaoisterne forbudte substans "cola" i et mørkt baglokale undervejs, midt i deres højborg - byen Chiruwa.
I Suketar kom først en helikopter forbi på vej til Ghunsa, siden en flyvemaskine, men ikke vores. Og selv samme helikopter kom sandelig forbi igen med endnu en nødstedt trekker (denne gang en dansker), inden vores flyver endelig dukkede ud af skyhavet. Det viste sig faktisk, at vore billetter sagde afgang kl. 11.45, men det havde vi selvfølgelig ikke bemærket.
Desuden var det vist også kun vejledende, idet vi kom afsted en time senere.
Nå, men skyhavet lagde en dæmper på udsigten. Dog nåede vi et gensyn med Everest imellem lufthullernes rutschebaneture. Til gengæld var vejret fint i Kathmandu, så vi skyndte os til hotellet for straks at gå ud for at spise (meget) forsinket frokost. Nu hvor vi alle har ligget i blød (sikken farve vandet har her på hotellet!), er vi klar til aftensmaden i selskab med en mindre gruppe danskere og nepalesere. Og mon ikke der skulle blive mulighed for bare en enkelt øl?

Allan



21-22. oktober 2002:
Inat var der et fantastisk måneskin på alt fra en fuldmåne og en skyfri himmel. Vejret er blevet stabilt godt, men også så koldt at indholdet i min drikkeflaske var her til morgen bundfrosset.

Disse to dage går med at vaske os selv og vores trekkingtøj, da vi forlader basecamp imorgen tidlig. Der skal også pakkes og vi håber på at komme ned på ti bærerladninger, så vi mere ligner en trekkinggruppe end en ekspedition. Vi skal passere områder på vej til airstrippen i Suketar, hvor de maoistiske oprører huserer og hvis de opdager os, vil vi blive afkrævet en afgift. Den slovenske ekspedition bliv på vejen ind stoppet og mødt med et krav på 2500 kr/deltager (= det de havde betalt til den nepalesiske regering). For os ville de betyde en afgift på 1000 USdollars og det har vi jo ikke lige lyst til at betale. Hvis man ikke har kontanter, så tager de kamera, PC'er og lign. i stedet for. Derfor skal vi i pakningen have gemt alt væk og det vil være sparsomt med mails - hvis overhovedet nogen - den næste uge.

Ellers gå disse dage jo også med at reflektere over ekspeditionen, der har været en succes. Vi har nået to førstebestigninger, dels af Pandra og her til sidst af Danga 1 (Bonington var på et andet bjerg som han selv døbte Danga 2 og som vi tydeligt kan se og genkende fra basecamp). Når vi kommer til Kathmandu og senere derhjemme må vi afstemme vores GPS aflæsninger med de officielle lister ( vi er vist de første der har haft GPS med) for at få det endeligt afklaret.

For mig selv er det nu anden gang i træk, at jeg i store dele af tiden har siddet i basecamp pga. sygdom og det gider jeg ikke igen, så dette var nok min sidste Himalaya ekspedition. Jeg har nu været afsted syv gange og fortryder absolut ikke, der har været mange spændende og flotte oplevelser, som jeg ikke ville undvære, men jeg gider ikke ende som et andet ringvrag!

Selvfølgelig var det ærgeligt, at jeg heller ikke kom op på denne sidste tur, men jeg er nu ikke så ked af det, da toppen ville have kostet en omgang forfrysninger i begge storetæer og det er en pris jeg ikke er villig til at betale. Idag kan jeg se små områder med blegt/kedeligt væv under begge stortånegle og jeg har ændret følesans i flere af tæerne. Jeg tror ikke at det udvikler sig til noget alvorligt, men det er nok også kun fordi jeg var opmærksom på det i tide og vendte om. Jeg synes ikke (længere) at noget bjerg er en forfrysning værd. (Det kan godt være at jeg er blevet gammel og sart, men man skal have lov til at ændre sig i løbet af livet).
Det ville selvfølgelig have været fedt med toppen, men det er nu med en helt anden og "bedre" føelse, at jeg sidder her nu end efter Pandra. Dette var en aktiv beslutning, hvor jeg kunne have fortsat, hvis jeg ville. Det er meget bedre end at sidde og hverken kunne gøre fra eller til.

Selvom Himalaya ekspeditioner er et afsluttet kapitel, så er klatring det absolut ikke. Jeg har stadigvæk lyst til at bruge ligeså meget tid på klatring og bjergbestigning og tænker lige nu også tilbage på en fed tur i august, hvor jeg sammen med Mads Granlien lavede Salbitschien's berømte vestgrat på en dag (1000 meter ED1, 6+, A1).

Nu vender jeg tilbage til pakningen og de 6 dages trek (23-28) til Suketar, hvorfra vi flyver til Kathmandu den 29 oktober. Så farvel fra Lonak basecamp i denne omgang.

Henrik



20. oktober 2002:
"Godmorgen" lyder det nedefra Allan og Henrik. Det tager lige et par sekunder, før jeg finder ud af, hvor jeg er, og at klokken så må være blevet 03. Jeg har som sædvanligt ikke hørt mit eget vækkeur, men det skal også igennem mange dun for at komme op til mit øre.

Det har været en kold nat, og jeg har for første gang frosset lidt. Derfor er soveposesuget større end sædvanligt, men der er ingen vej udenom. Men den funklende stjernehimmel tyder på godt vejr, og Danga ligger bare og venter på at blive besteget. Jeg sætter mig op i soveposen og begynder den kolde fornøjelse at tage det sidste af det varme tøj og de bundfrosne støvler på.

Nede hos Henrik og Allan er frugtsuppen klar, så det er bare at række koppen frem og komme lidt müesli i. Efter et par kopper frugtsuppe kan jeg ikke få mere ned. Det er jo heller ikke så mange timer siden aftensmaden. Drikkedunken bliver fyldt med 1½ liter energidrik, rygsækken pakket med det, der absolut skal med på klatreturen, klatreselen taget på, og vi er klar. Klokken er 05.00 - tja, det tager åbenbart så lang tid.

Det var ikke sjovt at danse rundt på de store sten i går, og det er bestemt ikke sjovere, når man kun kan orientere sig i pandelampens snævre horisont. Heldigvis er der ikke så langt op til gletschertungen, der viser sig at være meget nem at komme op på. Sneen er ikke så dyb på gletcheren, så det går let fremad og rundt om det store klippeparti. Hvis vi havde troet, at gletchertungen var en let adgang til det høje gletcherplateau, kan vi godt tro om igen. Spalte på spalte tårner sig op foran os. Pokkers! Nå, vi må prøve at finde den letteste vej.

Første større problem er en næsten lodret passage til den første større serac. Allan angriber men bliver sendt rutchende ned igen. Han er dog ikke slået og angriber igen. Væk med al sneen, så han kommer ind til den solide is. Vi har kun taget 1 isøkse med hver, da ruten så så let ud. Allan låner Bos isøkse, og med disse 2 hugger han trin mens han klatrer op på serac'en.

"Jeg tror, jeg vender om!" siger Henrik pludseligt. "Mine tæer er helt følelsesløse, og jeg tør ikke risikere en forfrysning". Vi er temmelig overraskede. Nok er Henrik meget øm om sine tæer og har tidligere haft forfrysninger i dem, men lige deroppe skinner solen. Vi prøver at overtale ham med sol og med små kemiske fodvarmere, men selvom han vakler lidt en overgang, vender han alligevel endelig om. Vi får hans del af fælleudstyret, som vi fordeler.

Vi kommer alle 3 op på serac'en og spejder efter vejen videre frem. Hen der, krydse den bro der, og så til højre? Ja, det prøver vi. Sneen er nogle steder dejlig hård og fast, og nogle steder er den irriterende dyb, hvor man synker ½ meter ned og ikke efterlader andet spor end et langstrakt hul. Næste problem: Lige op på den næste serac, op til højre eller udenom til venstre? Det bliver det sidste, men halvt oppe ser Allan, at helt ude til venstre ser endnu bedre ud. Tilbage igen og så opad. Vi klarer ikke mange højdemetre på denne måde. Hvis det fortsætter sådan med små "overraskelser", når vi ikke toppen.

Efter lang tid når vi op på gletcherplateauet og kan se hen på det næste problem, der er et klippeparti mellem gletscheren og en snerampe. Jeg fører op på greb og trin, der alle benyttes med den største mistænksomhed. Alt er mere eller mindre løst. Men til gengæld er det ikke så langt, så snart er jeg oppe ved starten af snerampen og kan få de 2 andre med op. Nu skulle det, set nedefra, være let resten af vejen.

Bo spurter afsted og laver spor opad snerampen. Vi andre følger efter i samme tempo. Det her er livet. Sneen er god, og højdemetrene tikker ind på resultattavlen i rasende fart. Nu skal vi nok nå det. Snerampen går lige under og forbi en kæmpe hængende serac, men heldigvis er det kun et par små-istapper, der falder ned.

Snart er vi forbi hele serac'en venstre om, men her venter nye udfordringer. En ny stor seracvæg er mellem os og den lette sneryg mod toppen, som vi kunne se nedefra. På'en igen! Den letteste vej ser ud til at være mere eller mindre ligeop. Den har nogle meget stejle passager for 1 isøkse/mand, men den er til at overskue. Halvvejs oppe mod den første af de stejle passager, opdager Allan en snehylde ud i noget klippe. Det var måske en mulighed? Allan går ud ad hylden for at rekognoscere. Det ser OK ud. Hvor sneen slutter, begynder klippen med masser af løse småsten. Der skal trædes varsomt, men det er bedre end meget stejl sne/is.

Klippen slutter 50 meter senere, men derfra kan vi se en let adgang mellem 2 serac'er op til sneryggen nær toppen. Nu brænder tampen for alvor. Oppe på sneryggen snakker vi om den filmisk bedste måde at nå toppen på. Det vindende forslag er, at Bo klatrer op til lige under toppen, hvor han så filmer Allan på vej forbi og helt op på toppen. Bo klatrer afsted for at komme i den rette position. Næsten oppe råber han, at den rigtige top ligger et godt stykke bagved! ØV. Vi fortsætter. Da Bo endelig er sikker på, at nu må det være den rigtige top, råber han, at selve toppen ser spids og meget flot ud. Allan får et "GO" fra Bo og begynder klatringen af de sidste meter mod Dangas ubestegne top......

Jan

Da jeg når op på sneryggen, som fører mod toppen, er det som om verden åbner sig foran og under mig: Kun luft ligger mellem mig og Pandra, som vi besteg for fire dage siden, ja hele verden synes at ligge for mine fødder. Da jeg vender blikket, ser jeg selve toppen rejse sig som en perfekt pyramide, hvor jeg om et øjeblik selv skal stå øverst som første menneske nogensinde. Men vejen dertil kræver lige et øjebliks koncentration, for snetungen hænger ud til den ene side.
Det sidste forsigtige skridt og jeg kan lidt før kl. tretten triumferende strække armene i vejret og vende mig mod de andre to, som om få øjeblikke vil komme mig i møde. Vi omfavner hinanden og får anbragt os selv og vort udstyr, så vi kan filme uden at skubbe hinanden over kanten. GPS'en siger 6238 meter, hvilket ikke er helt ved siden af kortets oplysning, så vi synes at være kommet et skridt videre mod løsningen af mysteriet om Danga, toppen som ikke helt vil give sig til kende. Dannebrog hives frem - og Jans to bamser -, og således kan vi alle blive fotograferet fra enhver tænkelig vinkel; Everest eller Kangchenjunga som baggrund? Vi føler i modsætning til besøget på Pandra, at vi har god tid. Alligevel har vi tænkt den tanke, at det kunne være dejligt at komme helt ned til basislejren uden at skulle bivuakere endnu en nat. -Er vi ved at blive magelige på vore gamle dage?
Vi forlader toppen og begiver os nedad, enige om at stoppe ved et velegnet frokoststed. Men først skal vi lige overstå den lidt udsatte nedklatring ad den løse klippegrat. Udvalget er småt, men udsigten overvældende, da vi sætter os ikke langt fra den enorme serac-væg og nyder, hvad lommerne bringer.
Det føles lidt sikrere at kunne bevæge sig hurtigt forbi væggen, nu hvor det går nedad. Væggen ser dog ikke særligt aktiv ud, så vi kan tilsyneladende slappe lidt af. Ovenfor klippepartiet, som vi klatrede op, gør vi klar til en kort abseil fra en stor løs blok. Og da alle er nede lykkes det at slå rebet af blokken, så vi kan fortsætte hurtigt.
Nedefra bemærkede jeg en direkte rende fra dalbunden til stedet, hvor vi er nu. Renden så løs ud, og bunden virkede stejl og glatskuret, så med serac-væggen lige over hovedet indbød den ikke til langsom klatring opad. Men nu er det en anden sag! Vi går ud på kanten og får bekræftet, at renden ikke er overvældende stejl, så vi fortsætter nedad. Sneen er dog ukonsolideret, så vi glider af og til ned over den glatskurede klippe under sneen. Men hurtigt går det, og snart er vi nede, hvor vi kan se gletschertungen i dalbunden. Heldigvis finder vi en passage ned forbi de glatte partier i bunden af renden, så på næsten ingen tid er vi nede ved vort spor fra i morges.
Kort tid efter sidder vi alle og spænder vore jern af støvlerne, veltilfredse med en fin førstebestigning og en lynhurtig retur. Vi bliver enige om at tage et hurtigt måltid af vore Knorr hurtigsupper ved bivuakken, pakke og fortsætte nedad. Klokken 16.40 har vi fået sækkene fyldt (også dem på ryggen) og skynder os, mens dagslyset stadig er os til hjælp. Vi når faktisk to trediedele ud ad gletscheren, inden sollyset forsvinder.
Der er lidt delte meninger om behovet for pandelamper, men lampernes begrænsede rækkevidde og negative indflydelse på nattesynet gør, at vi tager et kvarters pause, mens vi venter på, at lyset fra den næsten fulde måne skal nå os. Kun den ene halvdel af gletscheren er lyst op, så vi må vælge en anden rute end planlagt. Men fremad går det, krydret med eder og forbandelser, når stenene forsvinder under fødderne på os. Snart kommer også tågen krybende og besværliggør orienteringen, men intet kan stoppe os nu, hvor vi kan mærke det friske pust af vind fra skråningerne under endemorænen. Vi stiler mod nogle bløde græsklædte skråninger, der kan hjælpe os ned ad den ellers meget kuperede og stenfyldte skråning, og endelig belønnes vort slid, da vi mødes af en klukken og rislen af det fineste, klareste vand, netop som vi når græsset.
Herfra er det bare ned, krydse bækken og finde stien, som skal føre os hjem. Resten foregår nærmest per automatik. Vi tænker mest på, om der stadig er nogen oppe, når vi om kort tid vælter sultne ind i lejren. Til alt held er der stadig lys her ved ni-tiden, så vi bliver hurtigt inviteret indenfor i køkkenteltet, hvor der snart er gang i en, så to, hvæsende primusser. I løbet af ikke meget mere end en halv time er vi fodret af med nudelsuppe garneret med et par skiver sprødristet Bunkenborg salami samt dåsepære til dessert. Så vi takker og finder hurtigt vej til vore soveposer, mætte på oplevelser efter en fin dag i bjergene.

Allan



19. oktober 2002:
I formiddags pakkede vi sammen til den absolut sidste klatretur under denne ekspedition. Vi har 4 dage tilbage og håber at kunne nå op på det bjerg, som på det nepalesiske kort er benævnt Danga og er 6250 meter højt.
Turen ind gik først ca. 1 time ned gennem hoveddalen indtil den første dal mod vest viste sig. Med det samme vi drejede ind i denne dal så vi en høj morænevold foran os. Denne skulle vi op over og det meste af skråningen op til så ud til at være løse sten. Jeg synes ellers jeg fik nok i foregårs, da Jan, Allan og jeg gik ned fra bivuakken efter Pandra. Men det skulle vise sig at blive meget værre.
Vel oppe over morænevolden kunne vi kigge op ad endnu en dødisgletscher, hvor vi skulle op ad for at nå ind til foden af Danga. Først tog vi dog et langt frokosthvil og spiste den medbragte packlunch, som kokken havde givet os med fra basecamp.
Efter hvilet var der ingen pardon, der var kun en vej til Danga: op og danse på alle de løse blokke, springende fra sten til sten. Det tog tid at nå ind til Danga, men efter omkring 3 timer på dødisen, begyndte vi at kigge os om efter en bivuakplads.
Foran os kom en fin, hvid gletschertunge ned og lejrede sig ovenpå dødisen. Tungen tydede på, at der var en gletscher, som gik op til det gletscherplateau, der udgør en del af vores formodede rute op ad Danga.
Vi ville rimeligt tæt på gletschertungen, da vi skal bruge denne i morgen til at komme det første stykke opad. Men der var ikke mange rigtig gode bivuakpladser. Måske er vi blevet forvænt af de sidste to bivuakker, hvor vi har fundet store sten at ligge under, så vi kunne ligge delvis i læ for snevejr og vind. I et område med store blokke søgte vi efter en med mulighed for at bygge en god bivuakplads under, men enten lå de på en skrånende isflade eller også var de bare stablet ovenpå andre store sten uden mulighed for at lave en plan flade nedenunder.
Vi endte med at lave to separate pladser, en til Allan og Henrik, en til Jan og jeg. Jans og min lå lidt ovenfor de andres uden meget læ mod vinden og det blev da også en kold nat uden tag over hovedet og med en let vind hen over os. Eneste fordel var, at vores plads var bygget på en lille plet smeltevandsgrus, som vi kunne plane helt ud. Ingen hårde sten at ligge på. Allan og Henrik byggede deres plads bag en stor sten, som beskyttede mod vinden, men til gengæld lå de ovenpå store blokke og havde ikke tid - eller iver - nok til at få planet den helt ud.
Aftenen lovede godt for vores topforsøg på Danga næste dag, helt klart i højden med en utrolig solnedgang over Jannu og Kangchenjunga, som vi kunne kigge lige over til. Som sædvanlig var der skyer nede i dalen, men de nåede ikke op til os. Den klare luft gjorde til gengæld luften kold. Af vægthensyn havde jeg ikke taget Goretex bukser med og havde taget en fleece trøje mindre med end jeg havde på de forrige ture, så det var koldt at sidde og nyde de 5 retter mad: 2 portioner suppe (Knorr ret i koppen, genialt god), frysetørret hovedret, blåbærsuppe, kiks med Bunkenborg spegepølse, solbærtoddy. Det meste af maden er meget vædskeholdigt, da vi skal have erstattet de mange liter vædsketab, som den tynde, tørre luft er skyld i. Trods det store vædskeindtag var det ikke nødvendigt for mig at tisse i løbet af natten, det plejer ellers at være tegn på en god vædskebalance, der er en vigtig forudsætning for at kunne yde mit bedste i morgen.

Bo Belvedere Christensen



17. oktober 2002:
Vi sover som ventet længe, og ingen reagerer, før solen rammer stenen. Der er et tyndt højt skydække. Vi var heldige i går. Der går lang tid med at spise morgensuppe, men vi skal til det: Pakke sammen. Da vi er klar til at tage afsted, er det blevet næsten helt overskyet. Det er lidt for tidligt på dagen.
Vi vader nedad gletcheren og diskuterer lidt hvilken vej. Allan er mest interesseret i en mere direkte vej udover den stejleste del, men Bo og jeg stemmer for den samme vej tilbage som op - lang men let. Det varer 1 times tid, så er vi nede af gletcheren. Vi samler et par småting op ved vores første bivuak, og så er det ellers ned ad sneskråningen mod død-isen og de store sten. Det er tungt at hoppe fra den ene kubikmeter-store sten til den næste med tung rygsæk, så vi føler, at det kun går langsomt fremad. Men da vi langt om længe nærmer os teltet, har vi brugt lige så lang tid som sidst med lette rygsække.
To sherpaer vinker til os fra teltet. De er som aftalt gået os i møde for at hjælpe os med at slæbe ned. Teltet bliver slået ned, og de får vores reb mv. Det hjalp noget på vores rygsække. Desværre er vejret gået over i sne. Det har truet med det i et stykke tid, men nu er der ingen tvivl. Stenene på vej nedover bliver glatte i kombinationen ar sne og mos/lav, og flere gange smutter støvlerne. Det blev ikke helt til den ventede afslappede sidste del ned mod basislejren.
Lidt før basislejren dukker Henrik frem af snefoget, og den sidste rest af turen fyldes af historier. I messeteltet er der dejligt med drikke og kiks, før vi klæder om til aften - tørt og varmt tøj. Aftensmaden bliver spist med stor appetit, og resten af aftenen går med beretninger, godt hulpet af en flaske rødvin og lidt whisky, inden vi trætte, glade og mætte tumler i poserne.

Jan

Vejret er igen skiftet og her til morgen er derhøje kedelige sorte og grå skyer over det hele. Vinden er igen fra sydlig retning, så det var kun igår vi havde tør Tibet vind. Jeg tror at det begynder at sne i løbet af dagen.
Der er utroligt heldigt at topdagen blev den ene dag med godt vejr. Med lidt bagvendt logik er jeg personligt glad for vejrskiftet, hvis det gode vejr var fortsat ville jeg have siddet og ærgret med mere over hvorfor f..... Pandra bestigningen ikke kunne have været et par dage senere, så jeg havde været med.
Nu glæder vi os i basecamp til at få dem ned i eftermiddag.

Henrik



16. oktober 2002:
Toppen:
Forventningerne til denne dag har været store og har forstyrret min nattesøvn. Jeg er allerede vågen, da uret melder, at klokken er 2 og det er tid at gøre klar. Morgenmaden, 1 liter frugtsuppe, overstås uden den store entusiasme, men vi skal have lidt vædske og noget energi i kroppen. Vi er så heldige at have fundet rindende vand lige i nærheden af bivuakstedet. Her om morgenen er det nærmest rindende grødis, udmærket til vores gryder men ikke så heldigt til vores drikkedunke, som helst ikke skulle fryse helt til is mens vi er afsted. Kroppen har brug for store mængder vædske sådan en dag, hvor der skal hives efter vejret i den tynde, tørre luft.
Som altid er det hårdt at komme afsted sådan en kold morgen og klokken er da også næsten 4, inden vi er på vej op ad morænen og derefter den øverste del af gletscheren under snerenden. Det stejler til og der begynder at stikke klipper ud mellem sne- og ispletterne. Allans spor fra i går kan ses i sneen, men hvor der kun er is, må vi selv i vores pandelampes lille livscirkel finde ud af den rigtige vej. Det er ikke så slemt at klatre opad, jeg tænker lidt over, hvordan det bliver at komme nedad en gang senere i dag. Renden viser sig ellers som en rigtig himmelstige, vi vinder hurtigt højde og når snart op i den øverste del, hvor den smalner til og hvor det sidste overisede stykke passeres sikret med reb. Her i den øverste del rammes vi af morgensolen denne perfekte morgen, vindstille og ikke en sky på himlen. Det ser ud til, at vi har valgt en perfekt dag til vores topforsøg.
I passet holder vi en kort pause, hvor vi kigger på ruten videre op og forsøger at få fat i Henrik via walkie-talkie. Han sover tilsyneladende, vi har allerede været oppe i 4 timer.
Det første stykke fra passet op ad en snevæg går fint og hurtigt, derefter falder tempoet eftersom Allan, der klatrer forrest, nærmer sig en overhængende klippevæg. Han traverserer ud under den og kommer tydeligvis i problemer. Da jeg når op under klippevæggen kan jeg se hvorfor. Ude til siden for mig, hvor Allan passerede, ligger en række klippeøer i sneen, sneen rundt om disse er usammenhængende, softice-agtig og ikke helt ufarlig at passere.
"Følg rebet lige op i stedet for" har Allan fået råbt til mig. Jo tak, tænker jeg, men der er jo ingen is eller sne på det første stykke. Min ene isøkse bliver hooket i en lille skrånende klippesprække, jeg hiver mig helt op til jeg i strakt arm hviler ovenpå den. Den anden bliver placeret på et lille klippefremspring højere oppe, mine steigeisen bliver placeret, hvor øksen nedenunder sad lige før og nu kan jeg trække mig så højt op, at jeg kan få placeret den ene økse i isen ovenfor det lodrette klippeparti. De to første gange jeg slår øksen i sprænges isen, som vælter ned over mig, men tredje gang lykkes det og jeg kan skrabende med mine steigeisen få etableret mig på den stejle is ovenfor klippen.
Omkring 30 meter højere oppe står Allan på en lille platform, han har fået sparket sig i sneen med sikring oppe i et hul ved et lille fremstikkende klippestykke. Jeg når op til ham og jeg beretter grinende: "to drytool bevægelser for at komme over den stejle passage". Og det her kalder vi "normalvejen", ja det bliver det jo nødt til at være, da det indtil videre er den eneste vej noget menneske har forsøgt at komme op på Pandra.
Lidt efter dukker også Jan op ved standpladsen og vi diskuterer ruten videre op lidt yderligere. Allan er mest stemt for at gå op langs isvæggen til venstre for os, Jan og jeg er af den opfattelse, at den snekam vi kan se ude til højre er den, vi har kigget på nede fra basecamp. Allan fortsætter opad den stejle sne i en lille rende, Jan sikrer ham mens jeg kontakter Henrik i basecamp for at høre, om han kan se os og eventuelt dirigere os i den planlagte retning. Men vi er langt fra basecamp og selv med en kikkert er Henrik ikke sikker på om det er os eller fremstikkende klipper, han kan se. Vi får dog et indtryk af, at vi burde gå ud til højre. I mellemtiden er Allan nået uden for høreafstand og fortsætter næsten lige opad.
Da rebet til mig strammes fortsætter jeg opad i Allan linje. Ovenover mig kan jeg se Allan kæmpe med løs sne, han råber ukvemsord over den dårlige sne. Allan plejer at tage den slags meget roligt, så det er et rigtig dårligt tegn. Heldigvis når han forbi den dårlige sne efter et kort stykke. Da jeg nærmer mig stedet med den dårlige sne, kan jeg mærke at rebet strammes markant, et tydeligt tegn på, at Allan har etableret en standplads og sikrer mig derfra. Det priser jeg mig lykkelig over, da jeg forsøger mig på den ukonsoliderede sne. De første to forsøg på at komme opad ender ved udgangspunktet og efterhånden har jeg fået lavet mig en stor platform med en lodret snevæg ovenover. Det bliver sværere og sværere at komme videre op. Næste gang skal det lykkes. Med begge isøkser helt begravet i sneen ovenfor og det ene ben højt løftet op i et trin i sneen lykkes det med en blanding af butterfly for armene og crawl for benene at komme et skridt videre op. OK det er så teknikken her, jeg genbruger den et antal gange, mister totalt pusten, men kommer til sidst forbi det ubehagelige sneparti.
Kort efter når jeg op til Allan, der grinende spørger, hvordan jeg klarede snevæggen. Han var endt op med samme teknik. En rigtig god ting: vi kan se, at vi er lige under det sneplateau, som ligger umiddelbart under topvæggen. Og vi kan for første gang i dag se toppen direkte ovenover os. Afstanden er svær at bedømme, jeg tænker 150-200 højdemeter, men da Jan kommer op til os snakker han om 300 højdemeter.
Efter et kort hvil efterlader vi reb og den ene isøkse og forsætter op ad en sneskråning mod plateauet. Jeg sporer op gennem dyb, tung sne og må puste ud for hvert 10-15'de skridt. Da vi nærmer os den randspalte, der deler plateauet fra topvæggen bliver sneen heldigvis mere fast og det begynder at gå hurtigere. Allan skridter over randspalten i sne, der er ved at kollapse under ham. Han giver mig en hånd og jeg giver Jan en hånd. Så er vi alle sammen på topvæggen. Spændingen i kroppen begynder at stige, nu er der ikke længere uoverkommeligt langt til toppen.
Jeg går forrest opad topvæggen og kan næsten ikke vente mere. Topkammen nærmer sig heldigvis hurtigt, jeg får en klump i halsen, følelserne er ved at overvælde mig. Jeg når op på topkammen omkring 10-15 meter under toppen, jeg forsøger at bevæge mig hurtigere det sidste stykke op med det resultat, at jeg må stoppe halvvejs oppe og hive efter vejret. Men til sidst runder det af og går ned til alle sider. Jeg er på toppen og Jan og Allan er på vej de sidste meter. De må dog lige vente et øjeblik, den evindelige irriterende fotograf kommer op i mig. Jeg skal lige have videokameraet parat inden de får lov at komme de sidste meter.
Da Jan og Allan når toppen, vil jubelen og de gensidige lykønskninger næsten ingen ende tage. Vi kan næsten ikke forstå det, men vi har gjort det: en førstebestigning af en større Himalaya top, Pandra har fået sin første rute, men sikken en normalvej.

Bo

Med et smil fra øre til øre omfavner jeg Bo og kamera. Det kan godt være, at optagelsen bliver rystet og ubrugelig, men jeg er ligeglad. Vi har nået toppen! Vi danskere har lavet en førstebesigning i Himalaya! Jeg synker om i sneen mens Allan får et stort knus af Bo. Op igen, Jan, Allan skal også have et knus. Allan er også sunket om i sneen og snøfter bevæget.
Han får sit knus og et par klap på hovedet. Hvor har han dog trukket meget i dag!
Vi er alle 3 euforiske, men vi ved også, at vi har travlt. Toppen er kun halvvejs, og vi skulle gerne ned inden mørket bryder frem, hvilket ikke ser helt realistisk ud. Bo står på det forholdsvis smalle topkam og filmer udsigten, mens han langsomt drejer rundt og kommenterer de toppe, han ser. Og hvor ER her flot. Der er praktisk talt ikke en sky at se.
Jo, nede i lavlandet mod syd er skyerne ved at koge op, men langs hele Himalaya er der bare top på top. Everest ses tydeligt, selv om den er næsten 100 km væk. Og vi kan se langt ind i det brune, tørre Tibet. Da jeg graver ned i rygsækken, er Bo på pletten. "Hvad har du med til toppen, Jan?" Han ved, at jeg plejer at have en lille "top-ting" med. Men først gælder det flaget. Bo filmer, mens Allan og jeg holder Dannebrog, der blafrer i vinden. Vi bliver nødt til at holde det lidt akavet, da det ellers hænget slapt ned. Hvor er vi heldige, at der ikke er mere vind. Derefter er det den lille top-tings tur: 2 små tøjbamser fra mine 2 børn. I 1988 var det en klaphat, i 1994 en grøn plyspapegøje - skørt!
Vi tager billeder af horisonten hele vejen rundt, både med video, med Henriks digitalkamera og med vores andres "analoge" kameraer. Da alt er gennemfotograferet og vi er begyndt at blive kolde, pakker vi sammen og skynder os ned ad topkammen. 5 meter nede ser Allan digitalkameraet falde ud i sneen! Jeg har ikke fået lukket hylsteret ordentligt. Endnu en gang er vi heldige, at det ikke tog turen ned i dalen.
Det går stejlt nedad topvæggen, men det er nedad, så det går noget hurtigere end opad. Ved randspalten hopper vi alle over, men enten fejlbedømmer jeg afstanden, eller også er jeg bange for at hoppe for langt - jeg hopper lige kort nok og er ved at falde ned i spalten. Jeg genvinder balancen på den rigtige side og kan lettere rystet klatre videre.
Det går hurtigt ned til det efterladte udstyr, hvor vi får noget at drikke og lidt at spise. Bo opdager, at en af hans drikkeflasker har været utæt, sandsynligvis pga is i gevindet i morges. Bunden af hans rygsæk sejler i klistret energidrik. Han prøver efter bedste evne at få renset det hele. Vi bliver enige om at prøve en mere direkte vej ned, da abseil (nedfiring) er hurtigere og sikrere end at klatre ned ad det stejle og usikre sne. Hvis vi kan abseile ned over den serac, vi står på, kan vi let komme ned til toppen af klippen. Men vi kan ikke finde noget is at abseile fra. Vi graver og graver men kan kun finde sne. Vi må opgive abseil. Vi må klatre ned i stedet. Jeg sikrer Allan let, mens han forsvinder nedad.
Der går lang tid, før der bliver hevet i rebet og Bo kan følge efter. Senere igen når jeg ned til en fin standplads i is. Herfra abseiler vi meget skråt hen til den snegrat, der var vores oprindelige mål.
Den næste reblængde når næsten helt ned til toppen af klippen, men Allan graver i snegraten, og op af sneen dukker et klippetårn. Det ser fast nok ud, så med det håber vi at kunne nå ned til sneplateauet. Men kan det nå helt ned? Vi diskuterer det lidt. Måske? Ellers må vi bide den over i to. Allan begynder abseilen, og det viser sig, at rebets forlængelse ved vores vægt gør, at vi kan nå sneplateauet! Nede over alt det svære! Pyha.
Sneplateauet er langt men rimeligt nemt. Vi rammer vores spor fra i morges, mens solen synker mod horisonten. Vi når ned til toppen af snerenden, mens solen farver alle de højeste toppe røde. Hvilket syn. Selvom vi har travlt, kan jeg ikke lade være med at tage kameraet frem for hver ændret farvenuance.
Jeg kalder Henrik over walkien og fortæller ham, at vi er sikkert nede ved toppen af snerenden. Mærkeligt, at der ikke var radiokontakt på toppen men godt nok hernedefra. Dette er sidste mulighed i næsten et døgn, da de 2 bivuakker ligger i radioskjul bag en anden bjergryg.
Allan og Bo har allerede lavet et anker i is, så vi kan abseile det første svære stykke af snerenden. Derefter er det bare om at klatre nedad snerenden i pandelampens begrænsede synsfeldt. Ned, ned, ned. Ingen fejltagelser nu. Ikke risikere noget. Jeg klatrer langsomt, men hellere det. Da jeg kommer ned til den sidste abseil, er de 2 andre i sikkerhed nede på gletcheren, og snart er jeg det også. Endelig er vi alle nede. Stykket hen til bivuakken føles lang, selv om det ikke er det. Godt 16 timer har turen varet, så det er i orden at være træt.
Den første kop varm suppe smager himmelsk, den næste ligeså. Vi er helt sikkert i vædskeunderskud pga den tørre luft og de utroligt mange vejrtrækninger. Mens vandet er på vej til at koge til den frysetørrede ret, er Allan faldet i søvn. Vi får alle vores frysetørrede ret og en solbær-toddy (non alkoholisk), inden vi går til ro. Allan og Bo har endda mundvand nok til pølse og kiks. Det er med en afslappet indre ro, at vi lader øjenlågene falde i. Vi har gjort dagens gode gerning. Toppen er nået. Ekspeditionen har haft succes.

Jan

Vejret er perfekt, sol ingen skyer og kun en let vind fra nord (den rigtige retning fra det tørre Tibet).
Kl. 7.30 lokal tid var Jan i walkien, de var i 6300 meters højde og skal op gennem en couloir forbi nogle klipper - det ser fornuftigt ud.
Det er ikke muligt at at se dem fra basecamp selvom Pandra sydvæg vender ned imod os og vi har sat et kamera med en 300 mm tele op.
Kl 10.10 er Bo på walkien. De er nu i 6400 meters højde og det har været teknisk svær klatring, meget stejlt og med steder med drytooling (klippeklatring med isøkser). Det ser bedre ud fremover, men de ved ikke rigtig hvor på væggen, de er og i hvilken retning de skal klatre.
Sammen pejler vi os frem til hvor de sansynligvis er og jeg kan give dem nogle råd set fra afstand, hvor jeg har det store overblik, men de kan jo selvfølgelig kun selv afgøre vejen videre frem udfra deres fund deroppe.
Bagefter tager jeg et digitalbillede af Pandra og forstørre det på vores PC'er, men jeg kan ikke finde dem.
Hvor ville jeg dog meget hellere være deroppe sammen med dem i stedet for at sidde her og afvente slagets gang.
Henrik

Kl 12.30 lokal tid. De er nu 200 højdemeter fra toppen. Det har været svære sneforhold. Bergschrunden ved topvæggen er ok. Jan fortalte at de begyndte kl. 4 i nat, så det er ved at være en lang dag. Der er lyst endnu 5½ time, men vejret er heldigvis stadigvæk godt, det er den bedste dag vi har haft.

Henrik

Kl 13.30 De klatrede hurtigt op ad topvæggen og nu er de kommet ned af den igen. Vi formoder at de har været på toppen, men vi har bare ikke været i walkie kontakt med dem og fået det bekræftiget og kender heller ikke nogle detaljer.

Henrik

Jeg har nu været i Walkiekontakt med dem og de var på toppen lidt over et lokal tid. Der var en fantastisk udsigt. GPS målingen viste at Pandra er knap 6700 meter højt (jeg har glemt det nøjagtige tal Jan opgav).
De sidder nu i 6540 og for noget at drikke inden den videre tur nedad som vil involvere nogle abseils.

Henrik

Lidt før kl 18. lokal tid og i tiltagende skumring var der endelig walkie-talkie kontakt igen. Det var Jan, der kunne fortælle at de endelig var nede ved couloiren til gletcheren i 6200 meters højde og herfra burde alt være OK. De var dog godt trætte ovenpåen lang dag. Det var en lettelse at høre at de er nået hertil. Nu vil der først være kontakt igen imorgen op af dagen når de kommer frem på den anden side af det bjerg der det næste stykke tid spærrer for alle signaler.
Man må efterhånden sige at vores ekspedition indeholder alle ingredienser til en god historie:
Ændrede planer i sidste øjeblik som kan ødelægge meget (ændrede helikopter flyvning). Politiske spændinger. Lige ved og næsten (Danga). Død (heldigvis ikke hos os). Endnu en tur uden succes (første gang på Pandra) Stor skuffelse og nedtrykt sindsstemning (min egen skuffelse over ikke at være med på Pandra, det er nok min største skuffelse som klatrer). Og endelig succesen idag med førstebestigningen af Pandra.
Det eneste der mangler er en romance - men jeg har set et par af de andre kaste lange blikke efter nogle af de yngre yak-okser her på sæteren, hvor vi har basecamp!!!!!

Henrik



15. oktober 2002:
Bivuakken er så trang som nogensinde, men nu da vi har prøvet det før, lykkes det os at få en god nats søvn. Og da vi vågner, er det til en skyfri himmel, som tidligt lader solens stråler velsigne vores morgenmåltid. Forude venter det ukendte gletscherfald, som sammen med tågen hidtil har hindret os i at få et indtryk af mulighederne for at bestige Pandra fra denne side. Vi når snart til enden på vort tidligere spor i den dybe sne på gletscheren. Det er tungt at træde sporet, særligt når det går stejlt opad. Hældningen gør også, at det er vanskeligt at overskue gletscherfaldet: hvordan kommer vi lettest igennem? Den mest direkte vej gennem indersvinget af gletscherfaldet er truet af faldende sten, midten af faldet er umuligt at bedømme, så vi lægger en kurs mod det sted, hvor gletscheren tilsyneladende virker rolig. Men kun for at blive afvist af den ene enorme tværgående spalte efter den anden, som tvinger os ud på en stor omvej, før vi til sidst kan krydse gletscherplateauet. Vi har nemlig også endelig fået overblik over bjergvæggen, som omkranser gletscheren. Og kun et sted løber en snerende fra top til bund og tilbyder en acceptabel passage til Pandras sydgrat. Vi diskuterer, hvor vi skal bivuakere i forhold til renden, men da der pludselig dukker et naturligt halvtag op i form af en stor, flad sten, bliver det afgjort: Jan og Bo vil også hellere flytte sten end sne. Vi hjælpes ad med at flytte den første store sten, som viser sig at kunne danne udgangspunkt for gulvet og herefter er de to i fuld gang, to sande brolæggere.
Jeg bliver opfordret til at kigge lidt nærmere på snerenden, men vælger dog at spise lidt og lade solen forsvinde fra væggen, før jeg går i gang.
Bevæbnet med en walkie-talkie og et reb til en eventuelt vanskelig retur begiver jeg mig mod snerenden. Set nedefra kunne bunden byde på visse problemer, så da jeg har passeret de indledende klippepartier med tyndt is- og sne-dække (skotsk 3. grad) lader jeg rebet hænge, fæstnet i en klump is, der som en svamp er vokset frem af sneen ved solens hjælp. Videre op ser snerenden mere "velpolstret" ud. Faktisk viser sneen sig at være så dyb, at jeg opgiver at nå op til den aftalte "walkie-tid", men fortsætter dog, for hvordan er den videre vej mod Pandras top? Halvvejs oppe af snerendens 300 højdemeter smalner det til, og sneen bliver mere fast. Og allerøverst, hvor en stor snetunge fra graten hænger ud over snerenden, forvandles sneen til lidt stejlere is (55 grader). Lidt luftigt bliver det, men øverst venter den skjulte udsigt.
Stor er skuffelsen, da jeg hverken kan se til Pandra eller basislejren, men ved at klatre lidt op ad et af snetårene på kammen får jeg overblik over bjerget. Sydgraten løber som en svagt stigende snekam op mod en overhængende trekant af klippe, som dog tilsyneladende lader sig passere på sne. Derfra en stejl sneskråning med enkelte fremstikkende klippestykker op mod det, som vi fra basislejren har kunnet identificere som et plateau under toppen, som jeg dog ikke kan se, blot gætte mig til. Lettere opstemt haler jeg walkien frem og kalder basislejren.
Skønt er det at høre Henriks stemme. Jeg kan berette lidt, og vi aftaler, at han holder radioen åben næste dag, hvor vi vil begive os mod toppen. Jeg skal dog først lige ned her fra 6240 meters højde, 500 meter over bivuakken. Rebet kunne have været nyttigt, nu må jeg bare koncentrere mig ekstra i stedet. Da jeg når ned til rebet, viser det sig, at abseilen alligevel ikke når ned, så jeg må nedklatre det lille indledende problem, før jeg kan skynde mig tilbage til bivuakken, mens lyset svinder. Maden er klar, da jeg når frem til bivuakken, som er blevet færdigpudset med læ-mur og plads til "samtale-køkken".

Allan

Jeg har lige talt i walkie med Allan, han var i 6200 meters højde og derfra er det sneklatring hele vejen til toppen af Pandra. De har det alle 3 godt og vil klatre mod toppen imorgen. Vejret er blevet bedre, men der er stadigvæk megen vind og nogle skyer.
Jeg er nu feberfri og i klar bedring. Idag gik jeg de tre timer ind og besøgte den slovenske/internationale ekspedition (www.drytooling.org). De har ligesom os fundet forfærdelig dårlige sneforhold og deres ambitioner er modereret gevaldigt - incl. for Steve Haston, der jo ellers ikke er kendt for at være beskeden. De var iøvrigt blevet standset at maoister på vejen ind, dem så vi jo heldigvis intet til.

Henrik



14. oktober 2002:
Den lille rødbrystede fugl kaster sine beskedne triller ud i den klare luft omkring os. Trods de passerende skyer, så er luften lun, og solen har magt. Vi sidder ved en forfalden stenhytte her ved den gamle og glemte karavanevej ind til Tibet. Jan er netop vendt om for at hente sin glemte pandelampe i basislejren, så Bo og jeg kan tage os god tid og nyde turen ind til vort telt, som ligger der, hvor erosionen har fået det endelige ord: stien ophører og tvinger os ned på gletscherens død-is. Fremme ved teltet supplerer vi vore forsyninger og sætter os for at nyde dagens sidste rester af solskin, mens vi nyder kokkens madpakke og venter på Jan. Skydækket bliver stadigt tykkere og kryber længere ned over os.
Vi er i vildrede: vejret danner intet mønster, og vi risikerer at måtte vende om endnu en gang på grund af tæt tåge på bjerget. Vi har da godt nok lidt flere forsyninger denne gang at tære på, men det er stadig ikke det store. Men da Jan kommer frem, så er han ikke i tvivl.
Han har selvfølgelig også lige knoklet sig frem, så hvorfor skulle vi dog vende om nu? Vi fortsætter ind ad gletscheren som vi efterhånden kender ud og ind, faktisk kender ingen den bedre end os. Men vort mål Pandra forbliver skjult i skyerne, så det er stenene for vore fødder, der klogeligt nok forbliver i fokus. For selv om vi snart synes at kunne genkende flere og flere af de enorme sten, som vi springer imellem, så kan de finde på pludselig at ville forsvinde under fødderne på os. Vi forbløffes, da vi når den sidste opstigning til bivuakken og opdager, at turen herop ikke har taget længere tid, end da vi sidst gik den anden vej. Vi må efterhånden være godt højdetilvænnede.

Allan

Her til morgen gik allan, Bo og Jan igen op mod bivuarkstedet under Pandra. Vejret er skadigvæk domineret af ustadige forhold fra sydvest med mange skyer og vi må se hvordan det udvikler sig. De havde mad med til 3 dage.
Min halsbetændelse er i bedring og der er håb forude, men vi skal forlade basecamp den 23. oktober så tiden er ved at være knap.

Henrik



13. oktober 2002:
En dag med forbløffende pænt vejr, men stadig søndenvind, som har en tendens til at bringe ustadigt vejr. Men vi har vasket (os) og gjort klar til et nyt forsøg. Ellers har vi bare råædt.



12. oktober 2002:
Natten var trang! Vi lå alle tre under en kæmpesten. Der var ingen, der tænkte over konsekvensen af, hvis stenen rullede bare 5 grader - 3 flade bjergbestigere. Jeg havde nok den bedste plads, for jeg kunne vende mig i søvne. Bo måtte rykke sig lidt ud, vende sig, og så tilbage igen. Men trods det, sov vi alle rimeligt.

"Klokken er 5.30" lød det pludselig fra Allan. Trods det besværlige at komme i gang fra en bivuak, var Allan oppe og i gang meget hurtigt. Jeg selv nød varmen i soveposen liiiiiige et par minutter til, før jeg fik mig overtalt til at komme ud af soveposen under de trange sten-forhold, på med det varme tøj og støvler, og ud i lyset i sneen. Jeg havde et par gange i løbet af natten bemærket stjerner, og morgenen så da også fin ud med kun få skyer.

Allan hentede vand i den tilfrosne sø og snart hvæsede kogeren. Da frugtsuppen var klar og Bo langt om længe havde overvundet soveposesuget, satte vi os ud i solen og spiste morgenmad. Der var desværre også kommet flere skyer, så vi jokede med, at vi hellere måtte nyde solen, mens den var der. Toppen af Pandra var væk i skyer.

Vi diskuterede lidt dagens mål. Vejret var ret skidt i går, og der var søndenvind her til morgen, hvilket ikke tydede på bedring. Og skydækket var nu næsten totalt. Et topforsøg var udelukket. Men hvad hvis vejret blev godt i morgen, så kunne vi bare rykke lejren op til foden af selve Pandra væggen? Vejrudviklingen understøttede ikke dette. Vi kunne lade de tunge rygsække blive og så rekognoscere ruten videre? Det blev besluttet.

Da vi var klar til at gå fra bivuakpladsen, havde en sky lagt sig, og det var begyndt at sne lidt. Vi gik over til gletcheren, og det var overraskende nemt at komme op på den. Vi gik indad i tåge. Kom nu med lidt opklaring! Efter at have passeret et par spalter og gået nogle hundrede meter, stoppede vi op og revurderede situationen. Vi havde 50-100m sigt. Vi stod det meste at en time og ventede på lidt opklaring (og frøs). En gang imellem kunne vi se lidt af den modsatte klippevæg, men i hvilken retning skulle vi? Hvor var toppen? Det virkede lidt formålsløst (og farligt) at bevæge sig rundt på en ukendt gletcher i tåge. Men hvad skulle vi så? Gå ned til basislejren? Hvad så næste gang, vejret blev godt? Pandra? Janak? Vi besluttede, at målet fortsat var Pandra. Så det bedste, vi kunne få ud af situationen, var at efterlade udstyret i bivuakken og gå ned til basislejren. Når vejret blev godt igen, kunne vi så gå let og hurtigt op til bivuakken igen.

Det tog ikke lang tid, hverken at komme ned til bivuakken, eller at få pakket. Bo og jeg frygtede lidt skråningen ned mod hovedgletcheren, da der var faldet en del nysne. Men den viste sig at være venligtsindet. Det var selve gletcheren ikke. Det gik ikke hurtigt, når man skulle hoppe fra den ene kubikmeter-store sten til den næste - krydret med lidt nysne hist og her.
Gletcheren syntes uendelig, men vi nåede da frem til det efterladte telt. Her fik vi for første gang i 1½ døgn walkiekontakt med Henrik, da resten af turen op mod Pandra havde ligget i radioskygge bag et forbjerg.

Vi spurtede videre nedad mod basislejren og den lækre mad. Vi var nede klokken godt 16 og kunne høre om Henriks genvordigheder med den døde franske trekker. Der blev spist godt, og vi fik en flaske rødvin (!) i anledning af Bos fødselsdag. Kokken havde bagt en kage, der så meget fin ud, og som faktisk også smagte rimeligt.

Jan.

Her til morgen vågnede jeg ved at det igen sneede. Der er ingen kontakt med de tre andre, men det er heller ikke forventeligt, da de eromme på den anden side at et klippebjerg nord for basecamp. Flere af vores nepalesiske hjælpere, der er troende buddister, mener at det dårlige vejr skyldes at der er et lig i lejren.
Lidt i 11. her til formiddag lokal tid, hører vi endelig larmen fra en letvægtshelikopter, så vi skynder os hen til deres lejr og sammen med et par af sherpaerne bærer jeg liget, der er gemt i en sovepose, ind i helikopteren, der skadigvæk har motoren kørende. Jeg tager afsked med hendes mand som flyver med, vi havde en lang samtale igår det har vist været en stor hjælp for ham.
Kort tid efter bliver vejret bedre i basecamp, med det ser stadigvæk dårligt ud i bjergene. Kl 14. er der endelig walkie kontakt.

Henrik



11. oktober 2002: Bo's fødselsdag
Vi stod op, da solen ramte vort telt ved den udtørrede sø. Først havde Bo dog fået sunget fødselsdagssang, men det helt store morgenbord blev det ikke til. Vi havde ukendt terræn forude, som lå og ventede. Vi efterlod telt og proviant til et døgn, pakkede bivuakudstyr samt to døgns proviant og gik op på moræneryggen for at overskue den videre færd. Kaos!
Vi stod på det sidste stykke græs før Tibet. Vor side af dalen, så langt øjet rakte, var stejle og løse grus- og sten-skråninger ned til den brede gletscher af død-is. For at komme frem måtte vi tilbage for at finde en nogenlunde fast nedstigning til gletscheren. Vel nede begyndte det hårde slid. Fra sten til sten, op, ned og udenom, gik det langsomt fremad. Meget af tiden gik vi med den stejle og løse skråning over os, så der blev spejdet og lyttet efter faldende sten.
Endelig efter tre timer stod vi for foden af den sidegletscher, som vi mente skulle føre os frem til en mulig rute til toppen af Pandra. Mellem os og den lå et stejlt skuret klippeparti med kælvende istårne på toppen. Men på venstre side lod der til at være en rute op langs et vandfald. Efterhånden som vi kom højere blev der mere og mere sne på skråningen. Og snart kom der mere, for også det tiltagende skydække gav sit nye bidrag. Da vi ved 16-tiden var nået frem til en lille sø for foden af gletscherisen med enorme klippestykker strøet rundt omkring, besluttede vi os for at lede efter en overdækket bivuakplads. To klippeblokke lænede sig mod hinanden og gav efter nogen hakken i det frosne mudder plads til tre meget trange sovepladser med en delvist overdækket kogeplads. Inden mørket faldt på, fik vi også undersøgt, hvordan vi næste morgen kunne komme op på gletscheren. Mætte fik vi os vrikket ned i soveposerne.

Allan.

Jeg bliver vækket af min dybe søvn lidt i 6 om morgenen ved en råben og snakken udenfor. Jeg har nogen hovedpine men føler mig feberfri. Karma, vores chefsherpa, banker på mit telt og fortæller at en af de franske trekker er alvordelig syg og at de gerne vil have hjælp. Han ved ikke hvad det er, men lidt senere høre jeg nogle sige "arret cardiaque" - hjertestop på fransk. Jeg glemmer alt om egen hovedpine og kommer i tøjet og tager min medicinrygsæk ud.
En fra den franske gruppe tager rygsækken og løber mod deres lejr. Jeg går også hurtigt derned sammen med Karma uden rigtigt at vide hvad der sker. Ved et af teltene står der en gruppe og da jeg ser ind ligger der en bevidstløs kvinde og der er to som giver hjertemasage og kunstigt åndedræt. Der er en kvindelig fransk læge tilstede og jeg får hurtigt et overblik over situationen. Der er tale om en ca. 40-årig kvinde i god form, som har benægtet symptomer på højdesyge og var hurtigt gående igår fra Kambachen. De har givet hjertemassage i ca. et kvarter og hun har ikke ilt eller medicin til injektion med sig. Vi finder min intensiv medicin til indsprøjtning frem og jeg giver injektioner i både blodårer og direkte ind i hjertet, men intet hjælper. Efter en halv times intensiv behandling og da hun har lysstive og masimalt udvidede pupiller, må jeg erklære hende død og vi indstiller behandlingen.
Efter at de har grædt taler jeg med flere fra gruppen incl. hendes kæreste og det viser sig at de havde haft to overnatninger i Kambachen (godt 4000 meter) inden at de kom herop og alle incl. den afdøde havde benægtet nogen symptomer. Men til sin kæreste havde hun sagt at hun havde hovedpine både i Kambachen og her i Lhonak og hun havde kastet op om aftenen. Hun var symptom benægtende og var en af dem der var gået hurtigst op (hvad der også er farligt, da det stresser hjerte og lunger og kan give iltmangel) og fortalte intet om hovedpinen eller opkastninger til andre end kæresten.
Hun må have haft højdebetinget hjerneødem og det skulle være erkendt og behandlet flere timer før. Da hun får hjertestop er det alt for sent. Det er en forfærdelig historie, men må også minde os om den fornødne respekt omkring bjerge og højdesyge.

Henrik

Det har været en dramatisk dag i basecamp. Hovedparten af den franske gruppe er gået nedad, men der er efterladt 3 franskmænd incl. den afdødes mand og 4 nepalese. De afventer en helikopter der skal hente liget. Det bliver dog ikke idag, da vejret er skiftet og der er nu tæt tåge og snevejr i basecamp. Vores sherpaer og kok er overbevist om at det skyldes at der har været et dødsfald i lejren og de fortæller historier om tidligere oplevelser. Karma har været ude og tænde et bål ved det alter han lavede den første dag vi kom her.
Jeg talte med Jan her til morgen via walkien. De havde haft en fin nat og var alle i god form og havde sunget for Bo. Planen for idag var at rekognisere op imod Pandra's sydside og de ville tage bivuarkudstyr med. Jeg har ikke været i kontakt med dem siden og det er helt forventeligt, da de nu er omme på bagsiden af et bjerg, der ligger lige nord for basecamp. Faktisk forventede Jan ikke at åbne walkien før imorgen, når der er kommet fri af dette bjerg. Så intet nyt er godt nyt.
Jeg har fortsat nogen feber og hovedpine, men der har været så meget at se til. Sammen med sherpaerne har vi overvejet at drikke vores sprut i anledning af Bo, men vi venter dog til de 3 andre kommer ned.

Henrik



10. oktober 2002:
Vejret er klart bedre, så vi rykker op i bjergene i dag. Målet er Pandra, 6850 m, så dette er forhåbentlig den sidste dagbog de næste 5 dage.
Vi planlægger at bruge 2-3 dage på at rekognoscere, vælge rute og lægge os i position, 1 dag på at lave toppen, og 1 dag på at komme ned til basislejren.

Jan Mathorne

Vejret er i betydelig bedring så vi bruger formiddagen til at pakke. Planen er at gå mod nord for at finde en vej ind til Pandra og så lave en førstebestigning heraf. For at lette det første stykke aftales det at Karma og Nima, vores to sherpaer, bærer fællesudstyret ind til den første lejr.
Efter frokost går vi afsted. Det første stykker er ind gennem et gammelt flodbassin og vi følger den vej Allan og Bo havde fundet et par dage før. Da det begynder at gå opad kan jeg med det samme mærke at der er noget galt. 10 skridt og jeg må pausere. Jeg havde sovet dårligt natten før og havde indtryk af at have lidt feber, men fik det bedre i løbet af formiddagen efter at have været på toilettet et par gange, så jeg lod som ingenting og gik med. Nu har jeg det som om jeg har influensa, træt i hele kroppen, skiftevis varm og kold og uden nogen kræfter i benene. Vi holder en pause og efter aftale med Jan og Allan går jeg med et stykke videre, da der ikke skulle være ret meget op af bakke mere. Men selv på det flade stykke ovenover i 5000 meters højde beordrer mine ben hele tiden hvil. Det er håbløst at fortsætte, da selv og jeg ville klare det nogenlunde, så vil jeg ikke blive fuldstændig frisk og jeg vil kun blive en hæmsko når det kom til rigtig klatring. Det meddeler jeg de andre og giver dem GPS, medicinkasse og det digitale kamera, som var det af fællesudstyret jeg bar.
Jeg vender om og selv på vejen ned må jeg holde pauser og hundefryser med alt mit tøj på. På vejen ned ser jeg at der er kommet en trekkinggruppen som har slået lejr nogle hundrede meter fra os. Det eneste tidspunkt jeg får varmen på i basecamp er da jeg får chilipickles til mine ris. Karma og Nima kommer tilbage efter mårkets frembrud og fortæller at lejren ligger på en moræne i 5250 meters højde, hvor to gletchere løber sammen. Den ligger i et udtørret leje fra en sø og det eneste vand fås ved snesmeltning. Vejren videre frem ser svær ud. De fleste oplysninger bekræftiges ved walkie-samtalen med Jan.
Jeg går i seng kl. 19 og falder i dyb søvn indtil jeg bliver vækket af råben kl 5.45.

Henrik



09. oktober 2002:
Ikke meget nyt herfra, vi vågnede midt i en sky og det har småsneet lige siden, så dagens højdepunkt har været Monrad og Rislunds Farvel Åge på vores minianlæg i messeteltet.
Sneen er faldet over basecamp for anden nat i træk. Solens magt gennem den tynde luft over os er dog så stor at sneen, som lige så stille falder i løbet af dagen smelter med det samme og den natlige dynge er væk på nogle timer.



08. oktober 2002:
Vågnede op til nogle centimeters nysne, men tilsyneladende bedre vejr. Solen skinnede fra morgenstunden og smeltede hurtigt det meste af sneen omkring lejren og på sydvendte skråninger. Vi så en enkelt stor lavine falde ovre på Mera Peak så langt væk, at vi ikke kunne høre den.

Mens vi spiste morgenmad kom en kvinde gående over til vores lejr og spurgte om hun kunne bruge vores satellittelefon. Hun var læge på den Slovenske ekspedition til Wedge Peak, men var selv syg med mavesår. Det havde hun ikke medicin til at behandle og der var i stedet blevet tilkaldt en redningshelikopter, som skulle komme og hente hende. Den skulle være kommet klokken 7, nu var klokken næsten 9 og hun var bekymret for hvad der skete. Mens hun havde forbindelse via satellittelefonen hørtes helikopteren nærme sig, larmende og hvirvlende sne og støv op i luften landede den lige ved siden af vores lejr og tog hende med ned.

Allan og jeg besluttede at gå ind i dalen mod nord for at recognoscere ruten ind til Pandra og Janak. Inden vi startede var skyer begyndt at samle sig igen og tage udsynet til bjergtoppene. Det betød nu ikke så meget for vores opgave, da det mere var selve vejen ind gennem dalen vi skulle finde.

Vi gik op langs gletscherelven for at finde et sted vi kunne krydse over til den modsatte dalside, hvor en gammel handelsrute ind over et pas til Tibet skulle findes. Efter at have krydset bifloden fra Broken Glacier, en gletscher som fører ind til den ene side af det bjerg vi formoder er Janak, gik vi op langs elven ned gennem hoveddalen. Allan fandt et sted han kunne krydse den rivende flod på nogle store sten, jeg var mere kylling og fortsatte op langs den anden side af floden. Således fortsatte vi indtil vi kom op til en lille smeltevandsslette, hvor jeg floden bredede lidt ud. Her tog jeg støvler og strømper af og vadede over det iskolde vand.

Vi fortsatte op langs en lille moræneryg yderligere omkring en halv times tid, til vi nåede op i omkring 5100 meters højde. Her var ret let at gå og en del af tiden fulgte vi en lille sti, som var markeret med varder med mellemrum. Denne vej ville vi relativt hurtigt kunne komme ind til vores næste mål selv med de store rygsække, vi er nødt til at have på, når vi skal være afsted i 4-5 dage og have fuldt klatreudstyr, telt, mad osv. med.

Bjergene så vi ikke meget til, skybasen befandt sig ikke langt over vore hoveder, men inde mod grænsen til Tibet kunne vi dog se et par enkelte af grænsetoppene. Pandra var vi ikke langt nok inde til at se, så skulle vi have gået dobbelt så langt ind, som dagens tur førte os. Men vejen blev konstateret lettere end ruten ind og ud fra Danga, som havde været anstrengende og krævede fuld koncentration med de konstant rullende sten, som vi måtte danse hen over med de tunge rygsække.

Efter kun en lille time var vi tilbage i basislejren til en sen frokost. Vejrmønstret er desværre ikke væsentligt forbedret, så vi har foreløbig ingen forhåbninger om at kunne komme afsted i morgen. Vi krydser fingre for at det bliver bedre en vi tør håbe på, så vi kan komme afsted på nye eventyr snarligt.

Bo Belvedere Christensen.



07. oktober 2002:
Dagen gik med at slappe af, spise og drikke. Det var også meningen at vi skulle vaske en del, men det blev mere eller mindre afbrudt af vejrskiftet. Tidligere var det stabilt højtryk med vind fra Tibet, men nu er det sydfra kommende vejr med mange skyer. Om aftenen blev vejret rigtig dårligt med kulde, blæst og 3 cm nysne i basecamp. Vi sad i messeteltet og små frøs og kunne kun varme os ved en enkelt whisky. Inden vi gik i seng ved halvni tiden skulle alt bankes fri for sne.
Dagen blev selvfølgelig også brugt til at reflektere over turen til Danga (jeg tror det var Danga vi forsøgte at bestige, da mine erfaringer med nepalesiske kort er af vekselende kvalitet) og vi er enige om det rigtige i vores beslutning. Vi kunne godt have besteget bjerget, men de objektive risici var for store pga. monsunsneen og det er intet bjerg vejr.
Jeg tror at med god stabil sne var vi kommet op uden de store problemer, men jeg tænker også tilbage på turen med gode tanker, da solopgangen over Kantchenjunga (verden 3. højeste bjerg) og skyerne i dalene er en af de smukkeste bjergoplevelser jag har haft.

Henrik

06. oktober 2002:
Som sagt, så gjort. Vi kom afsted fra lejren lidt over fire. Vejret var klart med tindrende stjerner og en skinnende hvid gletscher over os. Sneen var frosset og lod os derfor gå oven på skorpen. Vort spor fra i går, gjorde det muligt at vinde højde hurtigt og uden rutefindingsproblemer. Halvvejs oppe ad gletscheren, ved foden af de store bjergvægge, hvor solen kun nødigt kommer, fik vi dog direkte brug for det trådte spor, da skorpen ikke længere ville bære.
Det begyndte at lysne, først svagt, men snart opdagede vi, at alle dale så langt vi kunne se, var dækket af skyer. Faktisk lå skytæppet kun ganske lidt lavere end vores lejr. Dette skydække ville helt sikkert hæve sig med solens komme, så nu gjaldt det bare om at ligge foran.
Da solens stråler endelig brød igennem, efter i begyndelsen kun at have rødfarvet Kangchenjungas toppe, var vi nået på højde med de øverste istårne i gletscherfaldet. Stadig et stykke vej til foden af bjerget, men alligevel måtte vi bare standse op: fuglene fløjtede helt her oppe i isødet, og solens stråler spillede i de mange istapper, der hang fra istårnene. Snart nåede vi enden på vort spor, og foran os lå en stor ubrudt gletscherflade helt frem til passet, hvorfra klatringen skulle begynde.
Fra passet løb en snekam op mod en fortop, hvorfra en bølgende sneryg, afbrudt af to klippetårne, ledte op til selve toppen. Nemt så det ud. Godt nok forvandledes snekammen halvvejs til en række lodrette istårne, som ville tvinge os ud i den østlige sneflanke, men dette var netop den snerampe, som vi på forhånd havde udset os til at kunne føre os til den øvre sneryg. Derfor lagde vi ud uden rebene, omend disse og sikringsgrejet stadig var med i rygsækkene. Det første trin ud i sneflanken afslørede dyb, ukonsolideret sne. Dog ikke mere end, at man ved at lade sig glide en halv meter ned ad skråning

Danga6238 m.2002succesSe mere...
Detaljeret dato: 2002-10-19
Leder: Henrik Jessen Hansen
Arrangør: Selv (Arun)

Janak Himal Expedition 2002
Leder: Henrik Jessen Hansen
Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne

19. - 20. oktober står AC, BBC og JM for førstebestigning af det lille flotte bjerg Danga 6.238 meter beliggende nordvest for Kanchenjunga.

Her kort uddrag fra ekspeditionens dagbog fra topdagen:

".....Første større problem er en næsten lodret passage til den første større serac. Allan angriber men bliver sendt rutchende ned igen. Han er dog ikke slået og angriber igen. Væk med al sneen, så han kommer ind til den solide is. Vi har kun taget 1 isøkse med hver, da ruten så så let ud. Allan låner Bos isøkse, og med disse 2 hugger han trin mens han klatrer op på serac'en.
"Jeg tror, jeg vender om!" siger Henrik pludseligt. "Mine tæer er helt følelsesløse, og jeg tør ikke risikere en forfrysning". Vi er temmelig overraskede. Nok er Henrik meget øm om sine tæer og har tidligere haft forfrysninger i dem, men lige deroppe skinner solen. Vi prøver at overtale ham med sol og med små kemiske fodvarmere, men selvom han vakler lidt en overgang, vender han alligevel endelig om. Vi får hans del af fælleudstyret, som vi fordeler.
Vi kommer alle 3 op på serac'en og spejder efter vejen videre frem. Hen der, krydse den bro der, og så til højre? Ja, det prøver vi. Sneen er nogle steder dejlig hård og fast, og nogle steder er den irriterende dyb, hvor man synker ½ meter ned og ikke efterlader andet spor end et langstrakt hul. Næste problem: Lige op på den næste serac, op til højre eller udenom til venstre? Det bliver det sidste, men halvt oppe ser Allan, at helt ude til venstre ser endnu bedre ud. Tilbage igen og så opad. Vi klarer ikke mange højdemetre på denne måde. Hvis det fortsætter sådan med små "overraskelser", når vi ikke toppen.
Efter lang tid når vi op på gletcherplateauet og kan se hen på det næste problem, der er et klippeparti mellem gletscheren og en snerampe. Jeg fører op på greb og trin, der alle benyttes med den største mistænksomhed. Alt er mere eller mindre løst. Men til gengæld er det ikke så langt, så snart er jeg oppe ved starten af snerampen og kan få de 2 andre med op. Nu skulle det, set nedefra, være let resten af vejen.
Bo spurter afsted og laver spor opad snerampen. Vi andre følger efter i samme tempo. Det her er livet. Sneen er god, og højdemetrene tikker ind på resultattavlen i rasende fart. Nu skal vi nok nå det. Snerampen går lige under og forbi en kæmpe hængende serac, men heldigvis er det kun et par små-istapper, der falder ned.
Snart er vi forbi hele serac'en venstre om, men her venter nye udfordringer. En ny stor seracvæg er mellem os og den lette sneryg mod toppen, som vi kunne se nedefra. På'en igen! Den letteste vej ser ud til at være mere eller mindre ligeop. Den har nogle meget stejle passager for 1 isøkse/mand, men den er til at overskue. Halvvejs oppe mod den første af de stejle passager, opdager Allan en snehylde ud i noget klippe. Det var måske en mulighed? Allan går ud ad hylden for at rekognoscere. Det ser OK ud. Hvor sneen slutter, begynder klippen med masser af løse småsten. Der skal trædes varsomt, men det er bedre end meget stejl sne/is.
Klippen slutter 50 meter senere, men derfra kan vi se en let adgang mellem 2 serac'er op til sneryggen nær toppen. Nu brænder tampen for alvor. Oppe på sneryggen snakker vi om den filmisk bedste måde at nå toppen på. Det vindende forslag er, at Bo klatrer op til lige under toppen, hvor han så filmer Allan på vej forbi og helt op på toppen. Bo klatrer afsted for at komme i den rette position. Næsten oppe råber han, at den rigtige top ligger et godt stykke bagved! ØV. Vi fortsætter. Da Bo endelig er sikker på, at nu må det være den rigtige top, råber han, at selve toppen ser spids og meget flot ud. Allan får et "GO" fra Bo og begynder klatringen af de sidste meter mod Dangas ubestegne top......"

På Dansk Himalaya Selskabs hjemmeside er der en detaljeret og god dagbog.


Se også: Pandra, Timjung, Janak

Bøger: Ubetrådte tinder / Bo Belvedere Christensen (BOD)

Web: www.himalaya.dk/ja2002diary.html#120


Pik Lenin (Pik Sary Tash)7134 m.2004succesSe mere...
Detaljeret dato: 2004-08-28
Leder: Allan Christensen
Arrangør: SevenC

Leder: Allan Christensen
Deltagere: Morten Vangshardt, Mikkel Petersen, Brian Lorentsen, Bjørn Pierre Enevoldsen, Lars Flogaard, Betina Larsen, Hans Lund, Gitte Lyche, Jesper Johannesen

AC og MV bestiger Pik Lenin d. 28. august og var retur i  C3 efter 10 timer. MV fik ikke sin bagage med til bjerget og måtte låne sig til udstyr. Flere af deltagerne afbryd turen pga. dårlig organisation fra den Russiske agent. JJ blev syg i C2 og måtte opgive at fuldføre turen både pga. sygdom og manglende højdeguider. BLO, LF, BLA nåede ikke toppen men fuldførte trods alt turen.
 



Denali (Mount McKinley)6194 m.2008succesSe mere...
Cassin Graten