Log ind

Søg

Sponsor:
Kipling Travel

Martin Ploug's profil

Person informationer

Profil Billede af Martin Ploug
  • Navn: Martin Ploug
  • Alder: 2017
Bjerg Sorter efter bjerg Højde Sorter efter højde Årstal Sorter efter Årstal Top Sorter efter top succes Info
Cho Oyu8201 m.2006succesSe mere...
Detaljeret dato: 2006-10-02
Arrangør: Selv

Deltagere: Christian Als, Lee Z Jensen, Martin Ploug, Pierre Maina
Selvarrangeret Cho Oyu ekspedition (ingen sherpaer på bjerget)

Ekspeditionen her blev ret omtalt efter hjemkomst. Ikke så meget grundet Martin Ploug's flotte bestigning - som fordi de var vidner til nedskydningen af tibetanske flygtninge i Nangpa La passet.
Se mere på www.danishchooyu2006.blogspot.com/

Lee og Martin startede topforsøg 2/10 omkring midnat. Lee vender om og Martin fortsætter til toppen (uden ilt) og ser Everest, Makalu, Lhotse og Shisha Panga. Flot bestigning!

Christian Als når 6.800 meter, Pierre når 6.400 meter.

Her en kort beretning fra hjemmesiden:

Jeg vågner med et sæt! Det kommer lynhurtigt til mig, vi er faldet i søvn uden at sætte alarm. Det sidste jeg husker er at jeg lige ville læne mig tilbage og hvile ryggen. Jeg kigger på uret. Den er 22.20. Satans. Vi skulle have været i gang kl. 21. Lee rører på sig, vi kommer op og sidde, kigger på hinanden. Der er ingen bebrejdelse i vores mimik. Vi ankom til lejr 2 ved 14.30-tiden, det er ikke mange timer vi har haft til at komme os i. Jeg begynder at smelte sne og tænker: ”Vi må have haft godt af søvnen, jeg føler mig overraskende frisk”. Vi får fyldt alle vores flasker op med vand mens Lee gør en kop te klar. Den lindrer godt i halsen.
Klokken nærmer sig midnat, og vi er så småt ved at være klar. Uden for vores telt er der mere og mere liv. Vi er lidt sent på den, men jeg tænker den skal have en go.
Ude i den klare, kolde nat gør vi os de sidste forberedelser og tager klatresele og cramponer på. Vi begynder at gå. Den første stigning begynder lige uden for lejren. Den rejser sig som en væg foran os og fører op til lejr 3, en lejr meget få klatrere bruger dette år. Faktisk er det kun de guidede grupper, der mener de ikke har særligt stærke klienter, der bruger den og de bruger alle supplerende ilt.
Vi går af sted , op ad den første stigning. Jeg går lidt foran Lee og det føles som om der ikke er gået lang tid, da Lee nævner at det ikke går særlig godt for ham. Men faktisk har vi gået et godt stykke, det er bare sådan at tiden er meget konfus når man bevæger sig i disse højder.
Vi stopper og taler situationen igennem - hvad er vores muligheder? Mens vi udveksler meninger kommer der en klient og hans sherpa forbi.
Det er det sædvanlige sæt, en betalende klient med en højdesherpa, der bærer på en ekstra flaske ilt.
De ligner sgu nogle monstre med de iltmasker på. Man skal tro på det når man bruger supplerende ilt - det skal ikke gå i stykker. De stopper lige efter os, sherpaen regulerer på klientens ilt. Klienten ligner nærmere en patient med støttepædagog end en klatrer.
Supplerende ilt eller ej, det er ikke så meget det! Man skal bare vide hvad det er man har med at gøre, jeg kan ikke se det for mig at overlade min sikkerhed i andres hænder! Dog har jeg utrolig stor beundring for sherpaerne. Der er ikke mange der kan gøre det de gør i bjergene efter. De er uden tvivl de sande bjergbestigere af Himalaya.

Jeg hører igen Lees stemme, og bliver revet tilbage til virkeligheden. Han siger igen at det ikke føles som om han har det i sig i nat. Der er ikke noget pres fra min side, og jeg siger at vi har muligheden for at gå ned igen og forsøge igen i morgen. Så kan vi hvile endnu mere og forsøge igen. Denne tanke har siddet i mig siden vi sov over os, vi er uden tvivl nede og kører på reserverne. De rygsække vi bar op i lejr 2 var tunge, men sådan er det når man selv vil og ikke bruger sherpaer. Lee afslutter med at vi giver det et go mere. Vi er et team, og vi skal på toppen sammen tænker jeg. Jeg går bagved for at afstemme mit tempo efter Lees og siger det jeg lige tænkte. Jeg begynder at tænke på hvad der er vores forpligtigelser, har vi nogen overhovedet. Der er ingen tvivl om at Lee og jeg har en stor forpligtigelse over for hinanden. Sikkerhed! Men har vi også en forpligtigelse over for de to andre, hvad med toppen?
Vi begynder at gå videre, går i et roligt tempo. Jeg kan mærke jeg er stærk, og tempoet behager mig. Vi stopper og drikker lidt vand. Jeg deler ud af nogle bolsjer jeg har i lommen. Vi gør fremskridt, vi bevæger os stadig op af denne snevæg, der fører op til lejr 3. Jeg kan mærke en stigende fokusering brede sig i mig. Trods vores gode fremskridt, aner jeg en udmattelse hos Lee. Han stopper og da vores puls er nede på et niveau hvor det er muligt at snakke, får jeg øjenkontakt med Lee – det er slut!
Jeg kan se at drømmen er brast i Lees øjne, der er et øjebliks stilhed. Så bliver stilheden brudt ved at Lee begynder at tale, de ting der bliver sagt er lidt utydelige først. Ikke fordi, det ikke er klart og tydeligt det Lee siger, men fordi vi skal på toppen sammen. Han er i gang med at sende mig af sted! Hans opbakning er en hver coach værdig. Den styrke som Lee hiver frem fra de sidste gemmere, er noget jeg tager med mig resten af vejen til toppen. Da vi forlader hinanden, kan man stadig skimte lysene i lejr 2. Jeg er ikke i tvivl om at Lee kommer sikkert tilbage til lejren. Man har først været på toppen når man er kommet hele vejen ned, måske derfor vente Lee om.
Jeg står og kigger efter ham - overskud tænker jeg! Sikke en afklaring Lee udviste i sin beslutning og ikke mindst i sin opbakning til mig. Næste gang er det dig, tænker jeg, næste gang er det din tur, din tur til at få opbakning.
Jeg føler mig stærk, det har jeg faktisk følt på hele bjerget, nu må jeg se om det holder distancen. Jeg går videre op, den første tanke jeg får er, hvad nu med gruppen og hvad med toppen? Er det en succes med kun en mand på toppen? JA, tænker jeg.
Jeg går godt og det første tegn på min styrke, kommer da jeg begynder at overhale de første grupper af klienter og sherpaer.
Det er alment kendt på en 8000’er, at når man går uden supplerende ilt, så går man langsommere end dem der går med ilt. Jeg tænker ved mig selv, at det må da gå virkelig godt hvis jeg begynder at overhale dem med iltmasker.
Jeg vinder højde og hurtigt nærmer jeg mig lejr 3, en lidt underlig fornemmelse. Den er fuldstændig død, selvfølgelig er folk enten på vej mod toppen eller ligger og sover. Dog alligevel underligt at gå igennem den. Jeg kan se lysene fra folks pandelamper danse rundt over mig, de begynder at forsvinde. Det må være Yellow Band - et klippebånd der deler ruten fra lejr 3 til toppen over i to.
Jeg nærmer mig klippebåndet og den bagerste gruppe, der er to med supplerende ilt og en uden. Det er en guide, en klient og en sherpa. Guiden er i gang med at instruere klienten hvordan han skal bruge sin jumar (rebklemme).
Guiden genkender mig og hilser. Først kan jeg ikke se hvem det er, han har iltmaske på. Så går op for mig at det er Verne fra Alpine Ascents, en guide Christian, Lee og jeg mødte på Denali for mange år tilbage, en rigtig god fyr. Altid venlig og imødekommende. Jeg hilser igen.
Der er kø ved Yellow Band, og jeg frygter at ventetiden vil gøre mig kold. Jeg bruger lejligheden til at spise og drikke lidt. Appetitten er lig nul nu, men det er det første jeg får at spise denne nat. Der begynder at komme lidt luft til dem foran, jeg kan mærke at jeg er fokuseret. Det er også det sværeste sted på ruten, jeg skal i gang med nu. Jeg står foran en svaghed i klippebåndet - en colouir som jeg skal op igennem. Der hænger to reb og nogle løse stumper her og der. Jeg overvejer hvilket et jeg skal bruge. Jeg begynder at klatre op gennem klipperne i mørket – føler mig lidt frem. Jeg vinder hurtigt højde og kan snart se at klippebåndet slutter. Som jeg er ved enden tænker jeg, det var ikke lang tid jeg kom til at vente og selve klatringen var også hurtigere overstået end forventet. Så kan jeg få lidt fart på igen. Jeg tager min jumar af rebet og går igen af sted i min egen rytme. Lidt højere oppe flader det lidt mere ud, jeg sætter farten yderligere op. Det går rigtig godt, lyset er begyndt at komme. Solen vil komme med varme tænker jeg. Jeg ankommer til et lille plateau, det er dog ikke topplateauet, kan jeg se. Der sidder en lille gruppe klienter med guider og sherpaer – klienterne ser helt smadrede ud. Jeg fortsætter og tænker at der måske er nogle af dem der ikke vil nå toppen. Det er tydeligt at udmattelsen er total hos nogle af dem og det er ikke et kønt syn. Jeg nærmer mig topplateauet, solen er virkelig begyndt at bryde frem nu og varmen breder sig i min lettere kolde krop. Jeg skutter mig af glæde, ved tanken om at der ikke er langt igen. Ruten flader igen mere ud og jeg kan mærke at den er der. Var nok i tvivl, men er ikke længere, jeg ved nu at det vil lykkes mig. Jeg kommer til at stå på toppen af verdens sjette højeste bjerg snart. Pakker alligevel tanken ind i håbet om at stå på toppen, jeg skal jo lige derop først. Det flader meget ud nu, men jeg kan stadig ikke se toppen. Et tydeligt kendetegn på at man er på toppen er udsigten til Mount Everest og selvfølgelig de sædvanlige bedeflag. Jeg spejder rundt, intet syn af de to ting. Vinden bider i næsen. Hvor er den? Jeg er virkelig udmattet nu, og jeg tager meget små skridt, det føles som en evighed. Ruten svinger til højre og pludselig toner Everest frem. Det er et fantastisk syn og jeg kan mærke tårerne i øjnene presse sig på. ”Jeg er der sgu”. Længere er den ikke. Jeg er desværre alene. Ingen at dele toppen med, men jeg er der!



Indberetning til Mountains d. 23-08-2007

Everest (Mount Everest, Mt. Everest)8848 m.2009Se mere...
Deltagere: Lee Z. Jensen, Christian Als, Pierre Maina, Nick Nielsen, Martin Ploug og Lars Nissen.

Stort anlagt Everest ekspedition med et meget flot fortsæt omkring menneskerettigneder.

Martin Ploug træder hurtigt ud af projektet.

Her fra www.jp.dk (wwwjp.dk/indland/article1542866.ece)

Idealistisk ekspedition aflyst - bjergbestigerne røg uklar

Af STEFFEN KJÆR
Offentliggjort 13.12.08kl. 10:30

En gruppe danskere ville bringe menneskerettighederne op på toppen af verdens højeste bjerg. Nu er ekspeditionen aflyst, og bjergbestigerne er røget i totterne på hinanden.

En ambitiøs aktion for menneskerettighederne er endt i en fiasko.

I stedet for at bestige verdens højeste bjerg er deltagerne endt med at beskylde hinanden for nepotisme og illoyal optræden.

Ambitionerne for den danske Everest2009-ekspedition var i mange henseender lige så høje som Mount Everest selv. Og var det hele gået, som det skulle, kunne historien om danskerne være nået ud til store dele af verden engang til maj. Formentlig få timer efter, at gruppen af bjergbestigere havde udbredt en kæde af nepalesiske bedeflag på toppen af bjerget - og ladet FN's menneskerettighedserklæring blafre ud over resten af kloden.

Nu er ekspeditionen imidlertid flået i stykker af intern strid og ballade. En stor del af pengene, der er indsamlet fra sponsorer og private bidragydere, er allerede brugt, og tilbage står en samling hovedrystende samarbejdspartnere, heriblandt Amnesty International, der tidligt var ude med sin blåstempling af ekspeditionen.

Mission Everest
For ekspeditionens læge, Pierre Maina, var det særlig oplagt at sætte fokus på menneskerettighederne.

I efteråret 2006 havde han, under gruppens forsøg på at bestige Cho Oyu på 8.201 meter i Himalaya, været vidne til, hvordan kinesiske soldater nedskød en gruppe tibetanske flygtninge.

Billederne og historien gik verden rundt og blev den direkte årsag til overskriften for den nye Everest-ekspedition. Holdet blev sammensat af erfarne bjergbestigere, der havde været sammen under et tidligere forsøg på at bestige Cho Oyu. Og ligesom Amnesty International var også Kipling Travel begejstret og sagde ja til et samarbejde.

Det blev aftalt, at selskabet skulle stable en grupperejse på benene, der gerne skulle blive danmarkshistoriens største trek, eller vandring, om man vil. Det var målet, at 100 danskere skulle købe billet og sammen bringe FN's menneskerettighedserklæring til Mount Everest Base Camp. Her skulle trekkerne overrække erklæringen til bjergbestigerne, så de kunne føre stafetten til toppen.

Ekspeditionen nærmede sig mere og mere en egentlig mission. Men der manglede stadig hovedparten af de 1,6 mio. kr., som omkostningerne var budgetteret til. Gruppen organiserede sig som en forening for at kunne indsamle penge blandt private. Indsamlingen foregik via ekspeditionens hjemmeside. Sloganet var ”Støt en meter,” og hvis man ville, kunne man med dankortet i hånden indbetale 150 kr. pr. meter.

Gruppen splittes
Men det viste sig svært at skaffe sponsorstøtte, ligesom det også kneb for den ansatte pressemedarbejder at skaffe store artikler og tv-tid.

Så da den første rate på 325.000 kr. skulle afdrages til agenten i Nepal den 20. oktober i år, måtte bjergbestigerne kigge hinanden dybt i øjnene for at afklare, om de stadig troede på projektet. På daværende tidspunkt var der indsamlet 240.000 kr. fra sponsorater og private bidrag, heraf 82.500 kr. fra trekkerne, der via deres rejse automatisk skulle bidrage med hver 10 ”støttemeter” (1.500 kr.). Der manglede altså penge i kassen, hvis kammeraternes fælles drøm skulle realiseres. Og dermed brød uenighederne for alvor ud.

På et møde den 1. oktober mellem bjergbestigerne kunne der ikke skabes enighed om, hvorvidt deltagerne selv skulle bidrage økonomisk. Der kunne heller ikke laves aftaler om en fordeling af foreningens indtægter, så færre måske kunne komme af sted. Og som en reaktion på uenighederne meldte Nick Nielsen sig ud og forlod mødet. Pierre Maina havde tidligere meldt sig ud, og Martin Ploug var heller ikke længere en del af gruppen, idet han for længst var ekskluderet - ifølge nogle gruppemedlemmer fordi han lavede for lidt.

Dagen efter mødet, da det stod klart, at projektet var i alvorlig krise, tog Martin Ploug, Lars Nissen og Nick Nielsen kontakt til ekspeditionens samarbejdspartnere og sponsorer for at fortælle, at ekspeditionen ikke blev til noget.

Truet med politianmeldelse
Lee Jensen og Christian Als blev rasende. De håbede stadig at kunne redde ekspeditionen og så derfor aktionen fra de tre andre som illoyal og skadelig. Hele balladen førte til en skriftlig advarsel fra Foreningen Everest2009, via formanden Lee Jensen, som i et anbefalet brev, udfærdiget med advokatbistand, skrev til de tre tidligere kammerater:

»Foreningen tager forbehold for ethvert retsskridt, herunder at gøre et erstatningskrav gældende for det tab du med din hidtidige og mulige fremtidige kontakter til foreningens sponsorer og andre interessenter, eller gennem øvrige handlinger måtte påføre foreningen, ligesom der tages forbehold for politianmeldelse i konsekvens af de mulige strafferetlige overtrædelser dine handlinger måtte indebære.«

Men Lars Nissen har kun et skuldertræk tilovers for brevet. Han lægger en del af skylden for foreningens økonomiske situation over på Christian Als og Lee Jensen, idet han mener, de to har brugt foreningens midler til at tilgodese deres egne venner:

»Vi har hele tiden hørt, at hjemmesiden ikke skulle koste noget. Nu betaler de en kammerat 32.000 kr. for arbejdet med hjemmesiden,« siger Lars Nissen og nævner andre eksempler, hvor han heller ikke genkender aftalte udgiftsposter, f.eks. 40.000 kr. til den ansatte pressemedarbejder, der også var hentet ind fra bekendtskabskredsen omkring Christian Als og Lee Jensen.

Christian Als ærgrer sig over beskyldningerne fra Lars Nissen og forklarer, at et projekt som Everest2009 kun kan gennemføres, hvis alle trækker på deres private netværk:

»Jeg forstår ikke anklagerne. Hvordan kan Lars Nissen forvente, at alt vores grafiske arbejde kunne gøres gratis? Vi har fået en meget god pris, og der har aldrig været snakket om, at det kunne gøres gratis. Og hvad angår pressemedarbejderen, har Lars Nissen, ligesom alle de andre i gruppen, været med til at ansætte manden og godkende hans ansættelsesforhold,« siger Christian Als, der modsat mener, at Lars Nissen og Nick Nielsen ikke har bidraget nok med forberedelserne, og at de derfor bærer en stor del af skylden for ekspeditionens kollaps.

Samarbejdet smuldrede
Souschef Morten Iversen fra Amnesty International har ingen kommentar til balladen i gruppen, men siger: »Vi er da utroligt kede af, at det ikke lykkedes med projektet. Det havde været en flot markering.«

Ironisk nok lavede bjergbestigerne en intern samarbejdsaftale tilbage i foråret 2008. Dengang knirkede det allerede lidt i gruppen, men det forsøgte man at håndtere med en gruppesession og individuelle samtaler med en coach. Det håndgribelige produkt blev en aftale på ni sider, hvor bjergbestigerne midt på den første side lover hinanden, at:

»Vi tager ud og kommer hjem som en hel og velfungerende gruppe. Sagt på en anden måde: Vi er alle venner bagefter.«

Ren Zhong Feng5800 m.2009succesSe mere...
Detaljeret dato: 2009-11-28

Deltagere: Martin Ploug, Kristoffer Szilas og Carsten Cooper-Jensen

Fantastisk spændende projekt i Sichuan, Kina. Den 28. november 2009 besteg Kristoffer Szilas og Martin Ploug, som de første toppen af det 5.800 meter høje bjerg "Ren Zhong Feng"
Med udgangspunkt i lejr i 4.500 meter klatrede de i tre dage, iden toppen blev nået.
Ruten der har graderingen TD: M4, WI4, 1300m blev døbt "Lost to Ice" og må nok være den sværeste (første)bestigning, der nogensinde er lavet af danske klatrere i Himalaya.


Udførlig artikel her:
http://www.kristofferszilas.com/Articles/Forstebestigningen%20af%20Ren%20Zhong%20Feng.pdf

Desuden:
http://www.ukclimbing.com/news/item.php?id=50793
http://www.kristofferszilas.com/apps/blog/show/prev?from_id=1962418
http://www.alpinist.com/doc/web09f/newswire-danes-ren-zhong-feng-hungarians-missing
http://politiken.dk/indland/article857227.ece

Og utallige andre medier - blandt andet TV og aviser