Log ind

Søg

Sponsor:
Kipling Travel

Erik Storm's profil

Person informationer

Profil Billede af Erik  Storm
  • Navn: Erik Storm
  • Alder: 2017
Bjerg Sorter efter bjerg Højde Sorter efter højde Årstal Sorter efter Årstal Top Sorter efter top succes Info
Makalu8463 m.1997Se mere...

Dansk Makalu Ekspedition 1997
Leder: Per Bager
Deltagere: Jan Elleby, Michael Knakkergaard Jørgensen, Erik Storm, Henning Beck, og Per Lyhne. Højdesherpa: Nima Rita Sherpa

Første danske Makalu Ekspedition og fjerde rene danske 8.000 meter ekspedition. Basislejr blev etableret d. 21. september efter dårligt vejr på indmarchen fra Tumlingtar. En helikopter blev sendt ind med mad og udstyr.
Ekepeditionen forløber godt og de øvre lejre bliver oprettet i takt med efterårets komme.

Men d. 13. okt omkommer Per Lyhne som første danske bjergbestiger i Himalaya. JE skriver om det tragiske forløb:

"Søndag den 12. oktober gik Per Lyhne og jeg fra Advanced Base Camp mod Camp 1, 6100m, for sidenhen at fortsætte mod Camp 3 for at klargøre denne til et topforsøg på Makalu 1.
Samme dag gik Per Bager mod Camp 2 for at lave et topforsøg på Makalu 2. Under opstigningen mod camp 1 havde jeg selv lidt maveproblemer, men P.L. var ganske godt gående og nåede camp 1 på under 3½ time. Men han var nu også akklimatiseret til næsten 7000m.
På vej op mod camp 1 møder P.L. imidlertid P.B. på vej ned. Han havde fået nogle influenzalignende symptomer i camp 1 og havde for en sikkerheds skyld besluttet at stige tilbage til ABC. P.L. var på dette tidspunkt ved godt mod, omend han var noget hæs. Om aftenen var P.L. som sædvanlig generet af sin hoste og sagde på et tidspunkt at han følte at han kun kunne bruge en trediedel af sine lunger. Samme besked havde han givet vor læge dagen før, der dog ikke fandt anledning til uro, idet der ikke var tale om nogen undring i hans situation. Da vi gik til ro havde P.L. det fint, han havde taget sin hostestillende medicin samt en håndfuld lindrende bolcher. I løbet af natten blev jeg flere gange vækket af P.L's hosteanfald, hvilket undrede mig såre, idet han hidtil ikke havde haft videre hosteproblemer om natten. Jeg ville derfor tage en snak med ham næste morgen, om hvorvidt det ville være tilrådeligt at fortsætte mod camp II, som planen var. Henved halvanden time senere blev jeg atter vækket af endnu et anfald. P.L. gispede efter luft, men der kom kun en uhyggelig rallen. Bagefter fire gisp, og så stille. Jeg forsøgte uden held at vække ham, og ville i stedet løsne hans tøj for at lette hans vejrtrækning. Herved opdagede jeg at der ingen pupilreaktion var. Jeg checkede puls og åndedræt, og da det ikke fandtes gik jeg straks til kunstigt åndedræt og hjertemassage. Jeg fornemmer at jeg fik hjertet i gang et kort øjeblik, men forgæves. Jeg fortsatte i henved en halv time indtil min pandelampe brændte ud, hvorefter jeg standsede behandlingen og anså Per Lyhne for død. Klokken var da 05.00, men jeg antager at han har været død siden kl. 04.30, mandag 13. oktober 1997".

Ekspeditionen vender om efter at MKJ og Nima Sherpa nåede at opsætte lejr III i Makalu La i 7.400 meter. Der var stærke vinde og ekstraordinært koldt, hvorpå alle ekspeditioner opgav. Hele holdet på nær JE (der valgte at trekke ud) fløj fra basislejren til Kathmandu d. 25. Oktober.

Artikler:
Div. pressemeddelser i maj 1997. JP 7, 14, 21. sep, AW feb.98/jul-99, HM Jul-98, NK juli-98, Ved Per Lyhnes død: JP 17-okt, EB/BT 18. okt, SH samt TV og radio, NTTJ nov-97

Internet:            
www.viaalpina.dk
http://www.viaalpina.dk/e/tur/plm/index2e.htm
http://www.opdagverden.dk/rejser/artikel/kaerligheden-for-himalaya-kostede-ham-livet

TV:                     
TV2: Det sidste bjerg



Gasherbrum II8035 m.2008Se mere...
Deltagere: Jan Elleby, Jakob Urth, jakob Klaris-Jensen, Erik Storm og Henning Beck som ekspeditionslæge

Dansk førstebestigning af Gasherbrum II på enmeget flot gennemført ekspedition.

Her udddrag fra ekspeditionshjemmesiden:
www.gasherbrum.dk

09.08.2008
Forløsning! Intet mindre end en forløsning var det at stå på toppen af Gasherbrum II. Urth og jeg har gentagne gange set på hinanden og sagt i kor "vi gjorde det fanme". Selve bestigningen og dagene op til, var både stressende men også meget afslappende. Det lyder sært men dagene i lejr 2 og 3 var meget simple. Vi lå og gjorde os klar til "summitpush" hele dagen, og sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, måtte vi aflyse det hele pga vejret. Det værste var på anden dagen i lejr 3 (7040m), hvor vi valgte at blive nede men hvor resten af lejren gik afsted. Fem mand kom tilbage om formiddagen dagen efter og havde lavet toppen. Det var bare ikke til at bære, at vi ikke magtede at komme afsted ligesom de andre. Samtidig viste vejret sig noget usikkert. I vores daglige walkie-samtaler med BC, fik vi af vide at monsunen var ankommet og truede med at "lukke" bjerget af for denne sæson. På fjerde døgn i lejr 3 kom et reblag med en italiener og en polak ned til os i lejr 3. De havde lige været på toppen og mente at det var sidste chance nu - sidste vejrvindue! Italieneren fortalte os at hans telt stod i lejr 4 og det måtte vi godt bruge. Han kunne ikke få det fri af sneen. Urth og jeg kiggede på hinanden, begyndte bare at pakke sammen. Vi ville ændre vores taktik og dele den sidste del af ruten op i mindre moduler. Selvom det var eftermiddag ville vi starte kl. 18.30 fra lejr 3, gå til lejr 4, koge vand/cacao i nogle timer og derfra gå mod toppen. Vi sparede alt grej væk, og tog kun brænder, gryde og liggeunderlag med op til lejr 4. Ruten op af klippegraten fra lejr 3 til 4 blev som vanligt mere underholdende end forventet. Ikke svær klatring men til tider noget forvirrende med op til 8 forskellige fixreb krydsende indover hinanden. Vi kom dog frem til lejr 4 inden midnat og fandt også teltet. Urth havde begyndende problemer med sine fødder, og måtte have min mave til hjælp med opvarmningen af dem inde i teltet. Langsomt blev vi klar til at gå videre, men højden og den tynde luft satte sine begrænsninger for hvor hurtigt vi kunne arbejde. Vi startede på "traversen". Vi havde sat os op til at den skulle være den lette part mod toppen, men føltes næsten som den værste. Den blev ved og ved, og hældte noget mere end vi havde forventet nedefra. Traversen afsluttes med et fixreb som sender een op i sadlen og for foden af den sidste "toppyramide". Vi holdt et hvil i solen, inden vi startede den sidste del af arbejdet mod toppen. Det var ukompliceret terræn lige indtil 20 meter under toppen. Her skulle vi forcere en usikret og meget eksponeret travers til toppen. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt endelig at stå på toppen - sammen! Vi havde begge kæmpet ekstremt meget for at dette projekt skulle lykkes, men vejen var lang og bugtet, og til tider har det været lidt vanskeligt at få øje på "lyset for enden af tunnelen". Vi fik taget de mange billeder og brugt godt 40 minutter på toppen i det fantastiske vejr (ingen skyer, ingen vind og ingen mennesker), inden vi begyndte nedstigningen. Vi nåede lejr 3 meget trætte og tog en overnatning. Næste morgen måtte vi udskyde nedstigningen til om eftermiddagen, da vi var for smadrede til at bevæge os. Men vi skulle ned. Det er meget farligt at lade trætheden overmande een sådan et sted som i 7040 meter, så kl. ca. 17 startede vi nedstigningen til lejr 2 og videre til 1. Vi skulle de næste fem timer foretage 23 abseils (nedfiringer ad fixrebene), hvilket ofte gav os problemer fordi rebene var slidte (det var jo meget sent i sæsonen) og/eller overisede. Trætheden hos os begge var enorm, og jeg mærkede det specielt ved de sidste abseils (fra lejr 2 ned til lejr 1 på "Bananen"). Her faldt jeg i søvn når jeg nåede ned til ankrene og hang der som en anden kludedukke indtil jeg fik lidt is i hovedet. Så vidste jeg nemlig at Urth var startet med at abseile ned til mig. Så skiftede jeg reb og situationen kunne gentage sig. Vi nåede Lejr 1 efter 1000 meters nedstigning med pandelygterne på. Dagen efter steg vi yderligere 1000 meter ned til BC og til den varme velkomst. En dansk førstebestigning af et 8000 meter højt bjerg er noget særligt - specielt når man ikke har prøvet det før. Sådan blev det også fejret med den klassiske "summit-kage". Alle på ekspeditionen har følelsen af succes og at de har gjort deres til at dette kunne lykkes. Derfor har stemningen også været god under hele udmarchen fra bjerget. Nå ja, jeg var lige ved at glemme at ekspeditionen trekkede ud dagen efter vi kom ned fra bjerget, så de sidste mange dage har Urth og jeg fået en del højdemeter i benene - over 5500m! Nu sidder vi alle fem med et stort smil på læben i byen Skardu, og nyder godt af hotellivets glæder.
Jacob Klaris-Jensen

01.08 2008
Endelig lykkedes det! Kl. 13.59 lokal tid klatrede Klaris og Urth op over de sidste normalt stormomsuste meter til toppen af Gasherbrum 2. Drengene havde valgt det helt rigtige tidspunkt til at foretage deres endelige topforsøg, og fra toppen kunne de med åbentstående jakke nyde den fantastiske udsigt til nabobjerget Hidden Peak, den lange og dybe dag med Baltorogletscheren som vi havde vandret op over gennem en uge, og til monarken over dem alle - K2. Forud herfor havde gået et døgn med åndeløs spænding, hvor humøret her i BC havde skiftet fra ængstelse over glæde til sejrsfølelse da det endelige budskab kom knitrende gennem walkien. Klaris og Urth havde forladt Camp 3 kl. 18.30 i går og var på fem timer steget op over fixrebene på den uventet stejle klippeflanke mod Camp 4 i ca. 7450m, hvor de tog tre timers pause i et tomt telt, og hvor de havde mulighed til at koge ekstra vand og cacao. Herefter fulgte traversen over sydflanken under toppyramiden, som vi på forhånd havde udset til at være en af bjergets lette passager, men som vi efterhånden havde oplevet så mange gange før er der ikke noget på Gasherbrum man får foræret. Over walkien beskev drengene traversen som endeløs, og det skulle tage fem timer før de nåede frem til den afsluttende passage op over topgraten. Herfra manglede de 'kun' 250 højdemeter, men nu kunne de se toppen forude. Herefter fulgte en lang stilhed. Minutterne tikkede væk, men pludselig, et minut før cut-off time vågnede walkien til live igen, og Urth meddelte at de kunne ikke komme længere - de var løbet tør for bjerg! BC her eksploderede i glæde, tårerne trillede, og der var omfavnelser hele bordet rundt, os tre hernede, hele vort staff, som havde været lige så spændte som os, og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Men vores glæde var for intet at regne mod den glæde der strømmede ud gennem walkien, direkte fra 8035 meters højde. Her var ny højderekord for Klaris, ny højderekord for Urth, dansk førstebestigning af Gasherbrum 2, og sammen med de to rumænere og to georgiere som var med på vores tilladelse, var der også tale om den mest succesfulde ekspedition på Gasherbrum 2 i denne sæson, med alt i alt fem mand på toppen. Ord kan næppe beskrive de følelser Klaris og Urth har oplevet på toppen, så det vil de selv fortælle om når de kommer ned igen. Nu skal de i gang med nedstigningen, den mest risikable del af turen, nu hvor de har været i gang i 22 timer. Men selv om de er trætte er de stadig stærke, og med lidt held når de tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Men et stort tillykke til Klaris og Urth skal lyde fra alle her i BC - de første fra andre teams i lejren har allerede været på besøg for at ønske tillykke. Så rygterne spredes hurtigt her i BC.
Jan Elleby


Bøger:
Gasherbrum II, Jacob Klaris Jensen

Web:
www.gasherbrum.dk
www.viaalpina.dk