Log ind

Søg

Sponsor:
Kipling Travel

Thejs Ortmann's profil

Person informationer

Profil Billede af Thejs Ortmann
  • Navn: Thejs Ortmann
  • Alder: 2017
Bjerg Sorter efter bjerg Højde Sorter efter højde Årstal Sorter efter Årstal Top Sorter efter top succes Info
Pt. 5.822 (Nepal)5822 m.2002succesSe mere...

Tutse 2003
Deltagere: Thejs Ortmann, Luise Ortmann Hansen og Claus Østergaard.
Sherpasupport til base camp, ingen højdesherpaer.

Det er holdet bag den flotte Kongde Lho bestigning 2002 som afrejser fra København d. 1/10-03. Det bliver spændende at høre mere fra denne pioner-ekspedition - et superflot og bravt initiativ.

Fra Ticket2heaven.dk skriver de om Pt. 5.822 meter: "...Sultne efter succes kastede vi os derefter over et mindre bjerg på 5822m længere nede i dalen. 19/10 drog vi således afsted mod en planlagt toplejr i 5200m hvor vores forsøg skulle starte. Desværre blev vi endnu en gang ofre for dårligt vejr, og var tvungne til at placere lejren i 4900m. Næste dag blev derfor relativ kort, og allerede kl. 10.00 havde vi etableret vores toplejr for foden af en større gletcher foran bjerget i 5170m.

Vi var ude af teltet kl. 4:30 næste morgen til en stjerneklar nat. Ruten gik først gennem en labyrint af en gletcher hvor vi balancerede langs knivskarpe isvægge, og krydsede utallige snebroer for at komme over sprækkerne. Herefter kom vi ud i et tungt snebassin op mod et pas i små 5600m. Sneen var forræderisk dyb, og ved hvert skridt sank man i til knæene. Vi var godt udmattede da vi endelig nåede passet. Herfra gik det dog let. De sidste knap 250m op til toppen foregik op ad en stejl snekam med supergod sne og is. Kammen var flot eksponeret med et ca. 800m frit fald på den ene side og gletcherbassinet dybt nede på den anden side. Kl. 9:15 stod vi endelig på toppen med et pragtfuldt udsyn over områdets toppe....

Væk var frustrationerne fra Tutse, vi havde fået en top med hjem. Der er samtidig god mulighed for at vi har lavet en dansk førstebestigning, det må vi dog undersøge når vi kommer hjem.

Herfter gik det hastigt ned mod toplejren. Vejret blev langsomt værre, og samtidigt røg vi i et par gletcherspalter, da de snebroer som vi krydsede om morgenen nu var blevet ustabile. Spalterne kom vi dog hurtigt ud af, og var nede ved lejren kl. 11:00. En time senere havde vi pakket og var klar til at gå helt ned. Desværre samarbejdede vejret ikke, og vi befandt os nu i tæt tåge og snevejr. Vi kunne ikke se en meter foran os, men var besluttede på at gå ned da vi ikke havde mere mad. Det blev en LANG tur hjem. I adskillige timer væltede vi rundt i ca. 5000m for at finde den moræne som ledte os uden om de stejle bjergvægge ned mod dalen. Snevejret blev værre og værre, og vi blev mere og mere trætte. Lysten til at komme ned var dog større end trangen til at slå et drivvådt telt op igen med våde liggeunderlag og soveposer, så vi fortsatte ufortrødent. Endelig fandt vi morænen og fik os kæmpet ned i dalen hvor vejret dog ikke var bedre. Vi anede ikke hvor langt fra base camp vi var og var tæt på at slå teltet op. Pludselig mødte vi dog nogle portere som var på vej ned fra Makalu base camp. For den rørende sum af 500 rupees (50 kr) fik vi en af dem til at vise os vej. Hvordan han fandt lejren i nattens mulm og mørke er en gåde. Samtidigt var vi helt døde da han drønede opad, mens vi drivvåde forsøgte at følge efter i plasticstøvler og med tunge rygsække. Kl. 19:15 nåede vi endelig lejren, og stor var glæden da vi fik serveret varm te og aftensmad. Vi havde nået en top og kommet sikkert ned igen efter knap 15 timers benhård klatring og vandring.
Nu slapper vi af og overvejer hvad de sidste par dage skal bruges til...."

Se også Tutse 2003



Kongde Lho6187 m.2002succesSe mere...
Detaljeret dato: 2002-10-20

Kongde Lho 2002
Deltagere: Thejs Ortmann, Luise Ortmann Hansen og Claus Østergaard.

Sherpasupport til base camp, ingen højdesherpaer

Afrejse var d. 3/10-02, hjemkomst 4/11-02. Indmarch fra Jiri d. 7/10 hvorefter vi gik til Ringmo hvor de drejede mod nord og gik gennem den smukke Lumding dal og Lumding Kharka.

Base camp i 4800m, på samme lokalitet som de fleste andre ekpeditioner fra sydsiden nåede holdet d. 16/10 efter en længere omvej pga. bjergskred på den oprindelige rute. Herefter etablerede de en toplejr d. 18/10 i 5400m.

De bestiger toppen af Kongde Lho om formiddagen d. 20/10-02.

Ruten har en gradering på D-/D og ligger vest for den oprindelige rute beskrevet af Bill O´Connor. Sidstnævnte rute kan ikke benyttes længere da den "lille" gletchersø som skal passeres er vokset til firdobbelt størrelse og nu er omgivet af lodrette klippevægge næsten hele vejen rundt samt bevogtet af et meget ustabilt seracfelt højere oppe.
Ruten gik derfor via en stejl klippekam og Punkt 5.445 meter (på Schneiderkortet) umiddelbart vest for originalruten) som traverseres fra vest med enkelte passager af 3. grads klippe.
Toplejren lå på denne kam. Herefter scrambles via nogle slabs ned til et mindre col hvor en colouir leder op til den oprindelige rute mod topkammen. Ruten til toppen er herefter afvekslende klatring overvejende på sne og is (30-60 grader) med enkelte korte klippepassager (3. grads klippe og mix).
Superflot dansk førstebestigning - et bravt og flot initiativ - mere af den slags!!!

Mail november 2002

Tutse6748 m.2003Se mere...

Ticket to Heaven - Tutse 2003
Deltagere: Thejs Ortmann, Luise Ortmann Hansen og Claus Østergaard.
Sherpasupport til base camp, ingen højdesherpaer

Det er holdet bag den flotte Kongde Lho bestigning 2002 som afrejser fra København d. 1/10-03. Det bliver spændende at høre mere fra denne pioner-ekspedition - et superflot og bravt initiativ. Det viser sig dog at Tutse er et uoverkommeligt mål.

Her fra ticket3heaven's hjemmeside:
".......Så kom vi i gang med bestigningen af Mt. Tutse! Dagen havde to formål, henholdsvis at akklimatisere oppe på bjerget, samt at finde en vej op til det øvre gletcherplateau i 5000m højde vor vores lejr 1 skal ligge. Vi delte os derfor i 2 hold således at Thejs gik op i 5000m nord for lejren med kikkert for at studere bjerget på afstand, mens Luise og jeg undersøgte 2 mulige ruter op mod gletcherplateauet. Vi startede vores klatring i en flot colouir (sne/is rende) som så ud til at gå direkte mod vores mål. Desværre endte vi i 4800m med udsigt til lodrette klippevægge så alt det hårde arbejde var spildt. Så måtte vi ned igen og over i en ny rende som førte os op i 5000m via mixed klatring (klippe og is samt en hulens masse ral!). Desværre lukkede skyerne ned på vej op, så vi havde ingen mulighed for at vurdere om vi kunne komme helt over til plateauet denne vej.

På den anden side af dalen havde Thejs med kikkert opdaget en ny rute, og samtidigt dødsdømt de to ruter som Luise og jeg undersøgte. Konklusionen blev således at vi i morgen bærer en del udstyr op på bjerget via den nye rute som skulle være sikker (vi krydser fingre!). Vi er således godt brugte, men er samtidigt tilfredse med dagen som har givet god akklimatisering. Vi er således snart klar til at forlade base camp med henblik på at etablere lejr 1 i 4800-5000m højde.

En hård dag! Vores plan var at fragte udstyr op til vores første high camp i ca. 5000m. Efter en meget varm og temmelig udmattende tur op ad bjerget fandt vi da også den perfekte lejrplads. Med udsigt til Makalu, Tutse, Baruntse, Peak 3, 4 og 5 var vi omgivet af fantastiske bjergsider 360 grader rundt – virkelig spektakulære omgivelser. Desværre kan vores arbejde meget vel vise sig at være forgæves. Da vi efter af have etableret lejren gik ud i gletcherbassinet for at se på vores videre rute opad blev vi slemt overraskede. I stedet for en jævnt stejl sneflanke op mod topkammen som vores kort indikerede, blev vi mødt af en totalt opsprækket gletchertunge som var bevogtet af utallige seracer (lodrette istårne) som gjorde ruten direkte livsfarlig. Eneste sikre vej er nu via en klippekam som løber parallelt med gletcheren. Desværre tyder det meste på at kammen bliver ubehagelig stejl længere oppe, og vi må nok erkende at lysten til lodret klippeklatring i 6000m med 20 kg oppakning ikke er stor. Vi er således usikre på hvad næste skridt bliver, men kan dog garantere at vi ikke kaster os i ud en rute hvor vi ikke har kontrol over omgivelserne! Der bliver under ingen omstændigheder tale om at forsøge noget risikabelt. Muligvis forsøger vi at bestige bjerget fra en anden side, men da de fleste af Mt. Tutses vægge får Eigerens nordside til at blegne ser det dog lidt sort ud.

Efter at have undersøgt enhver vinkel på Tutse for at finde en sikker vej, måtte vi sande at vores planlagte rute var alt for risikabel og teknisk svær højden taget i betragtning. Den sidste dag i lejr 1 klatrede vi en anelse højere op, blot for at konstatere at ruten var endnu mere farlig end først antaget. Netop da vi besluttede os for at vende om blev vores mistanke bekræftet, da en kæmpelavine rullede ned over den bjergside vi netop havde kigget på – OK, vi forstod beskeden!!....."

Flot, flot og flot - se også Pt 5822 samt Pt 6122
 



Pt. 6.112 (Nepal)6112 m.2003Se mere...

Tutse 2003
Deltagere: Thejs Ortmann, Luise Ortmann Hansen og Claus Østergaard.
Sherpasupport til base camp, ingen højdesherpaer.

Fra Ticket2heaven.dk skriver de om Pt. 6.122 meter: "...vi forlader base camp d. 25/10. I morges drog vi således afsted med fuld oppakning for at bestige den 6112m høje sydøsttop til Peak 5. Planen var at etablere en toplejr i 5200-5400m på en klippekam direkte under toppen. Herfra skulle vi følgende nat klatre 200m let klippe efterfulgt af en stejl snekam på 500-600m. Alt gik fint indtil 5000m, men desværre havde Luise været lidt sløj om morgenen, og i løbet af dagen fik hun feber og var ikke i stand til at fortsætte. med sædvanlig jysk stædighed havde hun ikke sagt et ord før hun havde det rigtig skidt, og insisterede på at vi skulle fortsætte op til toplejren mens hun gik alene tilbage. Det kunne der selvfølgelig ikke være tale om, så vi afblæste forsøget og gik ned til base camp igen. Ærgeligt, da alt så ud til at skulle lykkes, men sådan kan det gå. Bjergbestigning ville ikke være lige så fascinerende hvis man nåede toppen hver gang!
Sandsynligvis er det den hårde nedtur fra forleden dag som har slået Luise lidt ud. Nu ligger hun og slapper af i sin sovepose og har bestilt særskilt aftensmad = kogte ris uden noget! ...."

Se også Tutse 2003 og Pt.5822 meter

Web: www.ticket2heaven.dk



Merra6334 m.2006Se mere...
Danish Merra Expedition
Deltagere: Claus Østergaard og Thejs Ortmann

Igen en fantastisk ekspedition fra Thejs Ortmann og Claus Olsen. Den 18. oktober står Claus for førstebestigningen af Merra 6.334 meter via SØ væggen og ØNØ graten..

Ankommer Base camp 4.040 meter 14/10 over floden fra Khambachen.  ABC oprettes over gletcheren u 4.705 meter og L1 ligger i 5.445 meter.

Efter hvil d, 17. oktober forlader de lejren 05:30 og begiver sig mod toppen. Begge klatrer over SØ ryggen til SØ væggen. Thejs vender om i 6.000 meter og Claus klatrer ØNØ graten til toppen med et 20 meter crux (slab) under østtoppen. Toppen nås 10:00.

På vejen ned mødes de og stiger sammen ned til base camp med ankomst 16:45.

Fantastisk flot!!


Litteratur:
AAJ 2007